Mortanker

Her om anden del i sagaen om vores madvaner herhjemme – eller manglen på samme. For en vane er vel noget, som man gør igen og igen. Noget, der ligger på rygraden. Og sådan en vane har vi ikke rigtig herhjemme med ungerne. Nogle dage spiser Gustav meget og elsker flødesovs og andre dage siger han “ad” uden at have set maden og skal SLET ikke have sovs. Og når man tænker lidt over det, så er det vel bare et sundhedstegn. Jeg har da heller ikke altid lyst til sovs og nogle dage har jeg meget mere appetit end…

Jeg hører i den kategori, der som det første tænker ‘skide hårdt’, når nogle spørger, hvor det er at have små børn. Jo jo, det er en MASSE andet – jah, det er livsændrende! Men det er hårdt. For forholdet, for mig-tid, for energien. At følge små mennesker vokse er ubeskriveligt og givende, og det har det være hele vejen igennem. Så når du læser det her indlæg, så skal du vide, at jeg lægger vægt på de perioder, hvor jeg især kan huske, at vi løb hovedet mod muren – eller sådan føltes det. Der er nemlig nogle perioder…

Jeg har gået og tygget lidt på det her indlæg og været lidt i tvivl, om jeg skulle dykke ned i det, og hvordan. Jeg har berørt det før – det dér med at have med to forskellige børn at gøre. Jeg synes, at det er et ret følsomt og personligt emne, måske fordi I efterhånden er mange, der følger med og jeg vil så nødigt misforstås. Alligevel er det, det mest naturlige i verden, at børn er forskellige og selvfølgelig vil jeg dele mine betragtninger, fordi I er verdens bedste til at tage i mod dem og forstå dem.…

Det har overordnet set været en succes, det dér natammestop. Gråden stilnede hurtigt af, og Louie følte sig hurtigt tryg med Mads og der gik lidt over en uge (næsten to), så tog Louie sit første stræk fra 19.30-05-ish. De første to ugers natammestop kan I læse om her, hvis ikke I har gjort det og måske vil have lidt inspiration til, hvordan man kunne gøre det. Min holdning er som altid, at børn og forældre er forskellige og det skal de være. Derfor duer vores løsning ikke nødvendigvis for andre børn, og jeg er sikker på, at man selv…

Jeg har øvet mig på noget, mens vi var i lockdown. Det kom efter nogle uger, hvor jeg var træt af hele tiden at stå til rådighed, hele tiden at lege, hele tiden at være der for Gustav (og Louie, men hans behov er lidt anderledes). Jeg ved godt, at Gustav kun er 3,5 år og en del af det at være mor er at hjælpe, underholde, tale og være til stede. Men lockdown fik mig til at indse, at det kan jeg ikke være 24 timer i døgnet uden at alle mine grænser blev overtrådt, fordi jeg følte, at…

First off, nej, det skal han ikke, fordi institutionerne i vores kommune åbner først “rigtigt” på mandag d. 20. april. Skal han så starte på mandag? Det ved jeg ærlig talt ikke, og nu skal jeg fortælle jer, hvorfor jeg er i øst og vest. Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg ikke er bange for smitten. Hvis jeg holder Gustav hjemme, så er det ikke fordi, at jeg er bange for, at han får Corona eller at vi herhjemme bliver syge. Vi skal nok klare den, selvom det ikke er en rar sygdom. Desuden er jeg enig…

Åh, det er altså med lidt vemod, at jeg nu har indset, at jeg ikke kan amme Louie om natten længere. Jeg er træt. Træt af at være træt. Træt af at være sur. Træt af, at Louie aldrig har sovet længere end 3 timer i streg – og så er jeg endda meget heldig, hvis det sker. Om det vil hjælpe på hans søvn, det ved jeg ikke. Jeg håber inderligt, at vi begge vil få mere sammenhængende søvn, når han ved, at han ikke længere kan vågne op, bappe lidt af mine bryster og sove videre i en…

Jeg fik i dag en besked fra én af jer, der følger med om, at hun nok ikke ville følge med mere. Fordi hun synes, at det var ærgerligt, at jeg ikke kunne magte andet end at være mor. At man sagtens kan ses med veninder, tage på kærestetur og til events. At de næste 18-20 år bliver hårde for mig (det håber jeg i øvrigt ikke – det er ikke hvad de garvede fortæller mig :D) Det gør mig selvfølgelig altid lidt mut, når jeg får sådanne kommentarer, fordi jeg selv synes, at jeg gør det godt. Jeg har…

Jeg drak kaffe med min veninde og fellow-bloggermor Acie den anden dag. Jeg kom ind på vores ferie – om op og nedturene og dét som spillede – og det som ikke gjorde (du kan læse indlægget her, hvis du vil læse lidt om min ferie alene med ungerne). Jeg synes ikke, at jeg virkede synderlig overskudsagtig, men så siger Acie, at det er rart at høre, at der er lys forude. Med en lille gut på 6 måneder og én pige med krudt i røven på 2,5 år, så kan vi totalt relatere til hinandens hverdagskaos. Og selvom, at…