Mortanker

Vi går alle sammen gennem faser i livet, som ændrer os som mennesker. Det lyder som en kliché, men at få børn har været en gamechanger. Så meget bliver sat i perspektiv, når man bliver forældre. Aldrig har man oplevet en kærlighed, frustration, angst eller omsorg så stærk. Jeg – og måske de fleste kvinder – har i begge mine barsler været meget optaget af mine børn. Søvn, amning, mos, tumlastik, mad, bleskift, feber, de første ord, udviklingen. Det er hele min verden og I har fulgt med i næsten hver dag på Instagram. Og så pludselig er man ude…

Phew, venner. Så endte ferien. Og hverdagen – som slet ikke er den rigtige hverdag – er vendt tilbage. Det gør mig ikke noget, og jeg får lidt dårlig samvittighed over at sige det højt. Faktisk har jeg behov for den hverdag igen. For min skyld, for børnenes og for Mads’. Jeg synes, og det er jeg nok ikke ene om, at ferie med to små børn er så intenst. To små børn, der ikke kan lege alene. Der heller ikke rigtig kan lege sammen og har store følelser og et stort behov for at sige nej – især den…

Det er lidt sjovt, at man glemmer de dér stadier. Op- og nedturerne og faserne, der konstant ændrer sig. Livet går videre og pludselig står man med et større barn og nogle helt andre udfordringer. Og når nu vi er ved udfordringer. Shit, venner. Louie fylder 2 år om lidt og dét kan mærkes, hva?! Gustav har også haft sine faser, men Gustav har altid haft sin egen vilje. Helt fra han var baby og ikke ville sove lur og kun vende udad og aldrig lægge hovedet på vores skulder. Så det overraskede mig egentlig ik’, da hans vredesudbrud kom…

Det er interessant det her med børne”opdragelse”, som jo afhænger meget af, hvordan vi ser på relationen mellem børn og voksne. Hvad vores syn på børn er. Mit syn på, hvorfor drengene nogle gange opfører sig helt i hegnet har ændret sig radikalt på et par år. I vil ikke være i tvivl, hvis I finder nogle af mine gamle indlæg, dengang jeg var ret ny mor til Gustav. Det er klart, fordi alle skal jo starte et sted og jeg havde af naturlige årsager ikke læst om børnepsykologi, opdragelse, tilknytning, grænser og jeg skal komme efter dig, da jeg…

Det startede, da Mads og jeg var til trivselssamtale i børnehaven for et års tid siden. Det er en samtale, som alle får tilbudt, når barnet har gået i børnehaven i noget tid, bare for at se, hvordan det går. Og det gik rigtig godt med Gustav. Han trives og han taler, og taler, og bruger pædagogerne så meget, at de til tider må sige til ham, at nu skal de også høre, hvad de andre børn siger. Men jeg tænker stadig over, at pædagogerne “kæmpede” lidt med, at i Gustavs verden, så var alt til forhandling. Nogle gange så…

Venner, i lørdags tudede jeg i en time. En time! Jeg snøftede og spruttede og følte mig helt ved siden af mig selv. Jeg har sjældent så store humørsvingninger. Det kom sig af, at jeg havde været eddikesur hele dagen. Fra jeg stod op, kom jeg med sure kommentarer og til sidst på dagen sagde Mads fra. Han var træt af at gå på æggeskaller og være nervøs for, hvornår den næste utilfredse hentydning kom hans vej. Først syntes jeg bare, at han var dum. Men jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvorfor jeg var i så dårligt humør.…

I dag har jeg været til børnelægen med Louie, fordi han – som I nok ved – ikke har den store appetit. Da jeg var til min egen læg for at vende det med ham for nogle uger siden, da vejede han lidt under 9 kilo og han havde derfor tabt sig, så han slet ikke nå i nærheden af sin egen kurve. Derfor måtte han sende mig videre til en børnelæge, så vi kunne sikre os, at alt var i orden. Jeg var faktisk en lille smule overrasket over at blive sendt videre i systemet, fordi Louie trives simpelthen…

Jeg har delt lidt med jer på det seneste om Gustavs reaktioner, der har været meget tydelige i sommerferien og i weekenderne. Der var én, der skrev til mig, at sådan er det, når man bruger mere tid sammen med sine børn – så får man mere af det hele. Det har hun ret i og Mads og jeg har nogle aftenener ligget i granatchok over al den trods og alle de grimme ord, som vi oplevede løbende dagen igennem. Nogle gange kan det starte fra sekundet, han står op. Gustav vrisser og kommanderer, men har umiddelbart sovet fint og…

Her om anden del i sagaen om vores madvaner herhjemme – eller manglen på samme. For en vane er vel noget, som man gør igen og igen. Noget, der ligger på rygraden. Og sådan en vane har vi ikke rigtig herhjemme med ungerne. Nogle dage spiser Gustav meget og elsker flødesovs og andre dage siger han “ad” uden at have set maden og skal SLET ikke have sovs. Og når man tænker lidt over det, så er det vel bare et sundhedstegn. Jeg har da heller ikke altid lyst til sovs og nogle dage har jeg meget mere appetit end…