Det kunne tage timer. Og lige når man syntes, at det blev bedre, så skiftede vejret eller sommertiden eller luren eller.. jeg skal komme efter dig.

Men noget har ændret sig for os herhjemme. I 2-3 måneder har vi faktisk haft helt okay putninger af to drenge på hhv. snart 5 år og 2,5 år. De sover i samme rum og det har sine fordele og ulemper, som jeg vil komme ind på lige om lidt.

Vi har nok haft den slags putterutiner, som mange af jer kan genkende. Vi læste bog, sagde godnat og blev siddende i et mørkt rum indtil drengene sov. Men det kunne snildt tage en time, fordi det bare er lidt mere spændende, når mor og far sidder på værelset. En dag for nogle måneder siden kom Mads ud i stuen med forpjusket hår og en frustration, der ulmede i maven. Nu gad han ik’ det pis mere. Det var tit en meget lang proces, hvor vi utallige gange sagde, at “nu skal der være ro” uden, at der blev ro. Nogle dage truede vi med at gå ud af værelset, hvis ikke der var ro. Og det bliver bare aldrig en rar putning, når man skal true sig igennem den. Måske kan du genkende det.

Det vigtigste i beslutningen om at sige godnat og gå ud af værelset var, at Louie skulle være okay med det. Han forstår først nu, at vi sidder ude i stuen og kommer når han kalder, og at det er okay. For bare et halvt år siden græd han, når vi gik. Og det er nok derfor at vi har siddet på værelset så længe – for vi tror ikke på at gråd skal være en del af processen til nemmere putninger. Så sidder du i samme situation, så synes jeg, at du skal vente til, at dit barn eller din yngste er klar til det. Hver ting til sin tid. Da vi for nogle måneder siden forklarede begge drenge, at vi ikke blev siddende, men i stedet sad i stuen lige ved siden af, så var der ingen gråd. Louie ikke engang protesterede!

Men det gjorde Gustav dog. Han blev ikke ked af det eller vred, men forsøgte selvfølgelig at overtale os til at blive siddende. I mange uger spurgte han igen og igen, om vi ikke blev siddende. Han kom ud i stuen til os og dimsede og vi gik med ham tilbage. Vi sagde, at vi skulle rydde op eller bare har haft brug for mor og far tid, men at vi altid kommer og giver en krammer eller putter dynen om ham. Nogle dage råber han ind til os, at han er bange eller også er drengene pludselig ENORMT tørstige. Gustav er dog ikke rigtigt bange, kan jeg mærke. Han vil bare have kontakt til os, og det er helt okay. Så går vi ind til ham, siger, at vi er lige her og putter ham og går ud. Typisk sover han efter 10-15 min.

Nogle dage kan drengene piske hinanden op. Det er måske en af ulemperne ved, at de deler værelse. Især nu, hvor Louie sover lur og Gustav ikke gør. Det betyder, at Gustav er enormt træt om aftenen og Louie slet ikke er. Det kan godt forstyrre Gustav til at finde ro, og nogle dage ender det i overtræthed. Jeg synes dog her på det seneste, at Gustav har lært at lukke helt af for Louie, der fjoller og kalder og han kan snildt sove efter nogle minutter. Jeg for i øvrigt også tit spørgsmålet om, om de vækker hinanden om natten. Det gør de ikke. De sover så tungt. Dog kan de godt vække hinanden, hvis det er morgen og de måske alligevel er lige ved at slå øjnene op.

RUTINEN
Helt konkret, så går vi ind og læser bog mellem 19-19.15 og læser et kvarters tid. Jeg læser for Gustav og Mads læser for Louie. De har lige nu to meget forskellige behov, så Louie forstyrrer typisk Gustavs godnatlæsning, når vi prøver at kombinere dem. Det er et kvarter, der er virkelig vigtig i Gustavs rutine for at han kommer helt ned efter en dag med knald på.

Vi slukker lyset og siger godnat klokken 19:30 og klokken 20:00 er der 90% af dagene altid totalt ro eller snorken. Gustav sover omkring 19.45 og Louie omkring klokken 20. Bevares, vi er inde og sige godnat, kramme, give vand flere gange, men de er trygge og falder meget hurtigere i søvn uden os i værelset.

Det var en rigtig god beslutning for vores familie at ændre putterutinen. Jeg siger ikke man skal og jeg tror ikke på gode og dårlige vaner per se. En vane er kun dårlig, hvis familien ikke trives med den – og det gjorde vi ikke med de putninger.

I bund og grund tror jeg, at (1) børnene skal være klar til at forstå, at man sidder lige ved siden af og (2) at man skal være helt tydelig i sin kommunikation. Gustav kan mærke på et splitsekund, hvis der er mulighed for, at vi ombestemmer os. Og der har vi ikke været til at rykke. Og (3) giv al den nærvær og kram og tryghed, de har brug for. Det mener jeg godt, at man kan give ved at komme når de kalder, kramme, nusse, putte og gå igen. Det virker i hvert fald herhjemme.

Jeg håber det gav mening og ellers spørger I bare 🙂

/S