Annonce for @larocheposay
I november sidste år var jeg med i et onlineseminar afholdt af La Roche-Posay. Det var ikke det klassiske “se vores produkter”-event. Det var mere end det – og netop derfor er jeg ovenud stolt over at være ambassadør for netop La Roche-Posay igen i 2021.
Fokus var, at hud er mere end “bare” hud. Dette er også temaet i den nye video fra La Roche-Posay, som jeg har delt på Instagram, hvor der sættes fokus på emnet: Skin is more than skin.
To milliarder mennesker verden over lider af hudproblemer: acne, eksem, rosacea, psoriasis – listen er lang. I følge en global undersøgelse foretaget af La Roche-Posay, vurderes det, at 165 millioner børn af eksem, 40% af voksne kvinder har akne og 8-10 kræftpatienter oplever hudproblemer som følge af sygdommen og behandlingen.
Det kan være svært at være i sin egen hud. Både fysisk og psykisk. Jeg har lidt af eksem i albueleddene indtil jeg var 15 år. I perioder var det ulideligt, så meget det kløede. Saltvand skulle være godt, men jeg kunne næsten ikke komme i vandet, fordi det sved afsindigt meget. I de perioder, hvor det var bedre, havde jeg hvide pigmentpletter dér i albueleddene, hvor huden var så sart. Jeg troede ikke, at pigmenten ville komme tilbage, og jeg var ked af at skulle gå i t-shirt og badetøj i teenagealderen – enten var det helt rødt og hævet af eksemen eller hvidt og uden pigment.
I dag er pigmenten vendt retur og jeg har ikke døjet med eksem længe.
De sociale konsekvenser
Der er som oftest fokus på de fysiske gener ved hudlidelser, og de kan også være store nok i sig selv. Men flere studier viser, at hudproblemer kan have store sociale konsekvenser. Hvis vi ikke føler os tilpas i egen hud, så kan vi opleve lavere selvtillid og selvværd, velvære og måske endda opleve social fobi, angst og depression.
Jeg er selv sluppet billigt og føler ikke, at jeg kan tale ud fra egne erfaringer. Derfor har jeg spurgt en veninde, der har følt sig enormt utilpas i sin egen hud, hvordan hun har været påvirket af uren hud. Hun svarer sådan her:
“Det er ikke noget, jeg taler særlig tit om. Folk svarer som oftest, at ‘det kan de da ikke se? Det er da ikke noget at tale om. Skidt pyt med det’. Det er rigtig ærgerligt, for det har påvirket mig og min selvtillid helt enormt”. Hun fortsætter og uddyber, hvordan hun oplevede uren hud, da hun var yngre og igen, da hun blev gravid:
“Jeg fik pludselig uren hud tilbage i start-tyverne, hvor jeg endte med at gå grædende til hudlæge, fordi det tyngede mig psykisk. Jeg kunne finde på at pjække fra studiet, aflyse dates og aftaler med veninder, hvis jeg syntes jeg havde et stort udbrud. Jeg var sikker på, at de ville dømme mig og fokusere på min dårlige hud. Jeg puttede hele mit værd som person, i min dårlige hud.
Hudlægen satte mig på en hård omgang aknekur – i 1,5 års tid, hvor jeg månedligt skulle have taget blodprøver for at tjekke mit blodtryk, kolesterol, lever og nyretal. Men jeg ville gøre alt for at få pæn hud.
Og så blev jeg gravid, og så gik det helt amok igen. Primært på brystet og ryggen, men også i ansigtet. Det skabte de samme følelser i mig som da jeg var i tyverne. Især urenhederne på brystet og ryggen var virkelig ikke rart. Jeg sov med t-shirt, fordi jeg ikke ville have, at min kæreste skulle se mine urenheder. Jeg har fået mange overfladiske røde ar derfra. Og selvom jeg er 30 og ved, at livet handler om andet end synlige røde ar, så går jeg ikke med “nedringede” bluser af den grund og jeg bliver ked af det, hver gang jeg ser mig i spejlet“.
Jeg bliver rørt af min venindes historie og synes kun, at “Skin is more than skin” kampagnen fra La Roche-Posay bliver endnu mere relevant. Vi er så småt begyndt at se flere kropstyper på de sociale medier. Vi bliver bedre til at vise, at “perfekt” ingen form har. Men størstedelen af alle modellers og influenters hud er stadig fejlfri, smuk og uden en bums. Min egen inklusiv, det er jeg opmærksom på. Så det kan være svært at have nogen at spejle sig i og blive inspireret af. Og selvom næsten 1/4 af jordens befolkning lider af hudproblemer, så er det noget, der bliver talt (og vist) umådeligt lidt om.
Med denne kampagne vil La Roche-Posay skabe opmærksomhed omkring de fysiske og psykiske effekter hudproblemer kan skabe. Vi skal normalisere hudproblemer (for det ER normalt), så ingen skal isolere sig eller skamme sig over at være den man er.
/S
7 svar til “Hud er mere end “bare” hud”
Jeg har ofte modtaget “gode råd” fra kollegaer, når de kunne se jeg blomstrede lidt meget i ansigtet… det føles ikke som omsorg, men egenligt bare som en våd klud i ansigtet at andre kommenteret uopfordret på noget der gik mig så meget på.. “hold da op, du slår ud i øjeblikket på hagen” “din hud er slem for tiden, spiser du meget slik og usundt? “Husker du at drikke nok vand?”.. åh Gud bare stop 😅🥴
Nej, det mener du ikke! 😱 Det kan da ikke være til at holde ud. Jeg hører som oftest det modsatte, at folk for at hjælpe lader som om, at det er ingenting. Men det er jo noget for den, der har ondt.
Jeg blev så ked af det, og er ikke god til at sige fra. Så endte bare med at tale dem efter munden, hvilket jo også bare er for dumt… så jeg var så opmærksom på min hud hele tiden
Jeg har lidt haft samme problem som dig, efter jeg blev teenager bredte det sig til min hals og mine øjenlåg som ofte også hævede op – det resulterede i lange perioder med rullekravetrøjer og skoledage jeg pjækkede fra, da jeg knap kunne åbne øjnene om morgenen – når så hævelsen var faldet, var huden ildrød og tør.. det er heldigvis rigtig mange år siden sidste udbrud 🤞🏻
For cirka 2,5 år siden begyndte jeg at ligge mærke til rødme, samt små knopper i ansigtet som dukkede op ud af det blå (både på panden, hagen, men særligt på kinderne). Jeg gik derfor til lægen for at få det undersøgt, men fik afvide at jeg bare skulle skifte dagcreme og så burde det gå over. Her 2,5 år efter døjer jeg stadigvæk med det og har selv fundet frem til at det nok er en mild form for rosacea jeg lider af (da der ingen hjælp var at hente fra lægen). Som en ung kvinde i start 20’erne, syntes jeg det påvirker mig meget, men jeg føler at jeg er ved at lære at leve med det. Det med at det er en hudsygdom, som måske går i sig selv eller måske er der for at blive, er svært at tage stilling til. Men jeg forsøger at omfavne det og bruge hudprodukter der er gode for min hud samt spise en kost der kan holde udbruddene nede, selvom det er svært.
I mit tilfælde har jeg haft og døjet med uren hud siden konfirmationsalderen, jeg er 31 i dag. Det har ikke, ifølge hudlæger, været acne, men acne-tendens. Så jeg har aldrig kunnet få “den voldsomme” behandling. De eneste gange i mit liv, hvor min hud har været pæn, var da jeg var på p-piller, som hjalp på uren hud, men gav mig andre problemer med svimmelhed osv. (pillerne blev senere også fjernet fra Frankrigs marked fordi de ikke var så gode for ens sundhed, tydeligvis) og så da jeg var gravid. Min urene hud er derfor hormonel. Og jeg kan intet gøre, jeg føler jeg har prøvet alt. Faktisk er jeg der, hvor jeg har givet op. Og magter ikke flere informationer omkring det, gode forslag, ideer, YouTube-videoer, cremer, historier – you name it. Og jeg magter ikke flere rutiner og creme-dåser man ikke må stikke fingrene ned i, men skal bruge en lille ske, det skal holdes ren – for ikke at snakke om alle de penge man kaster efter det! Det er slut, og min huds tilstand bliver ikke bedre. Men det har altså taget mig 18 år at indse det.
18 år med dårlig selvtillid, bekymringer, smerter, drivvåde øjne og forkert fokus. Hver gang jeg ser et billede af mig selv, ser jeg først og fremmest huden – selv i dag, når jeg ser et billede af mig selv som teenager. Hver gang jeg ser mig selv i spejlet, ser jeg huden. Selv når jeg kigger på andre mennesker, ser jeg deres hud. Misunder dem. Eller føler med dem.
Trælse kommentarer sidder i tankerne, og jeg bliver stadig rigtig ked af det, når jeg tænker på dem. Min bedstemor sagde fx. engang til mig, at jeg lignede en julesylte i hovedet. Og første gang jeg skulle overnatte hos min kæreste, sad jeg og græd og havde dyb krise, da jeg fjernede min makeup, fordi jeg var sikker på, at han aldrig ville synes, jeg var pæn længere.
Faktisk har det nærmest altid for mig været et valg om enten at vise min urene hud eller have så tykt et lag makeup på, at det klattede og satte sig i revnerne i panden – hvilken type ville jeg være: hende med den klamme hud eller hende den kiksede det ikke kan lægge makeup. Jeg valgte den sidste, for ingen skulle se hvordan huden egentlig var/er.
Men.. jeg må sige, at selvom jeg har indset at det ikke bliver bedre, så er jeg stadig ikke det, hvor jeg har fundet ro i det og kan vise mig “som jeg er”. Jeg er dagligt ked af og opmærksom på min hud.
Jeg kan godt lide den måde, du beskriver det på. Så perfekt!