Vi går alle sammen gennem faser i livet, som ændrer os som mennesker. Det lyder som en kliché, men at få børn har været en gamechanger. Så meget bliver sat i perspektiv, når man bliver forældre. Aldrig har man oplevet en kærlighed, frustration, angst eller omsorg så stærk.
Jeg – og måske de fleste kvinder – har i begge mine barsler været meget optaget af mine børn. Søvn, amning, mos, tumlastik, mad, bleskift, feber, de første ord, udviklingen. Det er hele min verden og I har fulgt med i næsten hver dag på Instagram.
Og så pludselig er man ude af det igen. Og det føles faktisk også vidunderligt at kunne mærke mig selv igen og føle mig som en ny version af “gamle” Sofie.
Det er selvfølgelig noget pjat, for jeg er jo stadig den samme som før (og alligevel bliver jeg aldrig den samme). Men børnene har nået en alder, hvor de er mindre afhængige af mig, og det gør, at jeg ubevidst har givet mere slip. Jeg tænker, det er en proces, som de fleste kvinder gennemgår. Jeg talte med en veninde, der spurgte mig: “Jeg spørger tit mig selv efter ungerne er blevet større – hvem er jeg nu? Jeg skal lige finde mig selv igen, nu hvor de ikke er så små”.
Måske er mine faser tydeligere i kraft af den visuelle repræsentation på Instagram. Billederne og teksterne i mit feed er i øjeblikket ikke fyldt med dårlige nætter, brystbetændelse, udviklingsstadier, tigerspring og jeg ska’ gi’ dig. Og det føles rigtig godt ikke at være i det længere.
Måske er det et udtryk for, at jeg ikke er skruk lige nu 😀 Men jeg har fået meget energi her på det seneste, hvor jeg tydeligt har kunne mærke min egen “detachment” fra mine børn. Giver det mening? Louie er jo kun to år og har stadig brug for enormt meget omsorg og nærvær, og jeg elsker at give den. Så det er ikke en detachment i fysisk forstand, men måske mere en psykisk udvikling, hvor jeg ikke længere ser og opfatter mig selv som en træt mor til små børn, men en voksen kvinde med humor og interesser – som også har børn. Moderskabet vil altid være en del af mig og min identitet – heldigvis. Det er jeg stolt af. Men det fylder ikke hele tiden i mine tanker, det fylder ikke hele min krop og mit sind altid – og dét er faktisk ret fedt.
Det lyder måske lidt rodet og jeg kan godt mærke, at jeg har svært ved at sætte ord på. Men baby- og barselslivet har i min verden været opslugende, og jeg trives egentlig ret godt ved at finde en anden del af mig frem igen. En del af hende, som jeg var før, jeg fik børn.
Jeg tror, at I kan se det på min profil. Mit indhold ændrer sig (ikke bevidst, men) i takt med, at nogle andre ting interesserer mig. Heldigvis vokser I med mig, og måske er nogle af jer heller ikke dér i livet længere? Jeg er ikke bleg for at runde de store og tunge emner i forældreskabet, fordi det bliver altid nemmere, når vi mærker, at vi ikke er alene med det. Men nogle gange er det befriende, at det ikke behøver at være svært. At vi er et sted, hvor følelserne er lidt nemmere og det hele glider lidt lettere. Små børn fylder stadig meget i familielivet, og det elsker jeg at vise og tale om. For det kan være sindssygt. Men tænk sig, snart går de i skole og jeg vil igen finde mig selv et nyt sted.
Min voksende uafhængighed kommer ikke kun til udtryk i min selvopfattelse. Jeg kan mærke det på den måde, jeg er Mads’ partner på. Det kan være svært at opretholde romancen, når man ikke har foretaget sig andet end at skifte ble og amme. Jeg har følt mig så besiddet af ungerne, at der næsten ikke var mere at give af til Mads. Hvis du kan genkende det, så skrev jeg for et år siden om mit behov for Sofie-sfære. Følelsen af at være helt brugt psykisk og fysisk på sofaen om aftenen med en mand ved siden af, der modsat dig gerne vil have lidt kontakt. Det var en lidt hård tid for parforholdet – og det er vi nok ikke ene om at synes.
Så det at føle sig lige så meget som Mads’ partner som børnenes mor, det er så DEJLIGT! Vi gør begge (og især Mads) en kæmpe indsats for tiden for at give hinanden den opmærksomhed, som uden tvivl er blever underprioriteret de seneste par år. Vi har begge været enige om og okay med, at prioriteterne og energien lå andetssteds – men også velvidende, at det skulle den ikke fortsætte med. Vi skal dyrke hinanden mere som mand og kone og ikke kun som mor og far. Det er jo i virkeligheden de meget små ting i hverdagen, som vi forsøger at justere for at komme lidt ud af hente-bringe-madlavnings-rydde-op-seancerne – som jo er uundgåelige. De sidste par dage har Mads spurgt om jeg ville ud og gå en tur, han har stået op med børnene flere morgener i træk (vi plejer at skiftes), fordi han syntes, at jeg skulle sove videre – og så er der jo de små coronagaver, som jeg må åbne i ny og næ, når jeg har brug for det og lyst til det. Hans vilje og investering i vores forhold efter så mange år rører mig meget.
Jeg vil gerne understrege, at det her er min egen personlige proces. Ikke alle skal gennemgå det samme – måske har du ikke følt dig på samme måde opslugt eller måske føler du ikke, at du har et behov for at blive mere uafhængig. Vi er så forskellige som mødre, par og familier og jeg vil faktisk meget gerne høre, om du kan genkende min proces – eller måske du har været igennem en anden?
Hurra for nyfødte babyer og barselsboblerne, dem vil jeg aldrig være foruden. Og hurra for, at de også ender og at jeg igen fandt en ny version af mig selv på den anden side <3
/S
20 svar til “Hej Sofie, der var du igen”
Tillykke! får jeg sådan lyst til at sige. Det lyder sgu skønt, sådan at finde ind til en ny version af sig selv igen. Jeg er pt. på barsel med min nummer to, så jeg er lige midt i boblen og mærker ikke mig selv så meget -men selvom jeg nyder det, så glæder jeg mig også til at nå dertil igen, hvor du er nu. Nåede lige at smage på friheden mellem de to (har 3,5 år imellem), og den smager jo fortrinligt! Selvom en sovende baby på brystet så klart også kan noget <3
Det er jo det – barselslivet er en boble og ikke en dårlig én. Men heller ikke én, jeg ville blive i for altid. Bortset fra en tung, sovende baby på brystet. Det ville jeg gerne have for altid 😂❤️
Hehe, ja. Hvis man lige kunne få en halv times snif af sovende baby om dagen og så større børn resten af tiden, så ville det være perfekt! 😅
Hvor fantastisk et skriv 🙂 Du beskriver spot on hvordan jeg har det efter at være kommet ud på “den anden side” 🙂
Jeg er så glad for du kan genkende det 😍
Dette opslag bliver sjovt for mig at se tilbage på om 2 år! Min ældste er 2 dage ældre end Louie, og i dag har jeg termin med lillebror, der dog stadig ikke har meldt sin ankomst 😏 Jeg elsker at følge med i dit liv, og har ofte tænkt på, hvor meget jeg kommer til at kunne genkende i mit eget liv, når mine to drenge kommer til at have ca samme aldersforskel som dine!
You are in for a treat 😂 Børn er jo vidt forskellige, men jeg synes tiden lige nu er bomben. Det bliver skide godt og tillykke med det ❤️
Jeg blev gravid 11 måneder efter nr 1. Nåede ikke engang at stoppe amningen før jeg skulle dele min krop med en baby. Igen. Jeg er SÅ done. Helt opbrugt og helt tværet ud af barsel nr 2. Ved første barsel ville jeg aldrig tilbage til job, og denne gang kan jeg ikke vente. Jeg føler ikke jeg har noget parforhold længere fordi det hele er praktik og børn, vi er aldrig alene, og vi sover med hver vores barn i hver vores rum. Jeg elsker mine børn, men hold op hvor skal jeg ikke have flere, og hvor skal jeg snart finde mig selv og min mand igen. Som en enhed. Børn er så next level og jeg er så træt😂 glæder mig til at stå samme sted som dig💛
Du er sej Maria, at du kan sige det højt. Jeg tror, at hvis man taler om, hvor crazy en tid det er – og hvor normalt det er, at det er crazy – så går hele lidt nemmere. En accept på en måde ❤️
Er helt med dig! Så befriende at høre om andre som har samme oplevelse om den hårde tid som det jo er! Begynder også så småt at mærke friheden igen efter knap 1,5 år og jeg elsker det og mig selv igen! Kan næææsten ikke rumme at skulle igennem barslen igen en dag – men alting til sin tid. 😀
Ja, præcis. Det er til gengæld en tid, der aldrig kommer tilbage og som jeg aldrig aldrig have været foruden 😍
Åh det var lige hvad jeg havde brug for at læse! Er halvvejs i barselsboblen med nr 2 der er 6 mdr, min ældste er 2,5. Svinger mellem at glæde mig til at komme ud på den anden side og samtidig være småstresset ved tanken om, at få en hverdag til at gå op i en højere enhed med arbejde og 2 børn. Især når det formentlig er sidste barsel, så kan jeg blive helt sørgmodig ved tanken om at det skal slutte, så det var dejligt lige at blive mindet om hvor skønt det er at få sig selv lidt tilbage 😅
Åh ja, så mange følelser der går i slle retninger 😂❤️ Så er man sgu på barsel og lige som det skal være 😍
Jeg er lige nu stadig der, hvor livet med 3-årig og 1-årig er opslugende, både på den gode og dårlige måde. Når jeg ser på alt det, som den store kan selv, glæder jeg mig til, at der bliver mere “frihed” til at være mig. Jeg føler på en måde, at jeg først rigtig fandt min plads i livet, da jeg blev mor, men det betyder ikke, at jeg kun skal være det, og jeg glæder mig til at få overskud til at gøre noget for mig selv lidt oftere.
Alting til sin tid ❤️ Jeg tror ikke rigtig jeg tænkte over, hvor meget det optager alt i kroppen og hovedet – før det ikke gør længere.
Bedste skriv jeg har læst længe!! 👍👍👍 jeg kan genkende følelsen – men jeg er lige i gang med endnu en tur i “barsels-manegen”😂 Jeg nyder virkelig at være på barsel, men jeg ser også frem til at finde mig selv som andet end mor igen 🙈 Hvor er det skønt at følge med i dit liv – både succeserne og udfordringerne! Jeg smiler, jeg genkender, jeg udfordres og lærer, og jeg ånder lettet op, fordi jeg ikke er den eneste, når jeg ser dine opslag, stories, lives og blogindlæg. Så tak for hele paletten ❤️
Tusind tak for den besked. Gør mig så glad at du kan genkende stort og småt i det her crazy småbørnsliv ❤️
YES det her gjorde mig så glad! På dine vegne og på mine egne. Har en på 3 og en på 8 måneder og livet et skønt lige nu, på de præmisser der nu er. Hvilket vil sige bleer, konflikter, rod, søvnløse nætter osv osv. Men også rart at der på et tidspunkt kommer noget andet 🙂
Jeg forstår, og føler 100 % den samme proces♥️
Virkelig fedt beskrevet og meget genkendeligt her. Jeg kan godt genkende det fra min første datter nåede en vis alder. Hun bliver 5 i år og jeg er lige nu på barsel med lillesøster på 6 mdr, så jeg nåede at føle mig mere som mig og mindre som nogens mor i en god rum tid. At vide at balancen vender til det bedre på et tidspunkt giver mig nok også en anden ro her i round 2, som jo kun lige er begyndt😅