Hjem Sociale medier Fra hobbyprojekt til fuldtidsarbejde

Fra hobbyprojekt til fuldtidsarbejde

af hellosofie

Det skulle tage mig godt over 1,5 år før jeg turde skrive på LinkedIn, at jeg ikke længere arbejdede i Deloitte. Ikke fordi, at Deloitte er det eneste rigtige sted. Men fordi min nye beskæftigelse er jobbet som influencer. En titel, som jeg stadig krummer tæer over – og det er ikke fair.

Det er et aktivt valg, jeg har taget og det er jeg endelig ved at stå ved. Et valg, som er en velsignelse for en børnefamilie som vores, hvor fleksibilitet og tid er alfa omega.

Desværre er puljen af influencers både i Danmark og rundt omkring i verden en broget skare. Nogle influenter lever efter “dårlig omtale er bedre end ingen omtale”. De redigerer, opdigter og faker og det hiver simpelthen resten af os med ned. I bund og grund er det nok bare svært for mig at gå fra en arbejdsplads med så mange kompetente mennesker til en branche, hvor det til tider er de mindre kompetente, der får taletid og opmærksomhed.

Når jeg taler om kompetence inden for denne branche, så tænker jeg på, at man skal være bevidst om, at man har et ansvar. Lad os lege, at jeg skidegerne ville til Dubai her i vinterferien. Hvis ingen fulgte med, så kunne jeg i princippet tage af sted og så ville kun mine forældre rulle øjne af mig. Men nu er det sådan, at 45.000 mennesker følger med og med det kommer der et ansvar, som jeg synes, at man skal tage seriøst. Der er nogle ting, jeg ikke skal reklamere for og nogle sociale normer, jeg skal følge, fordi dét jeg lever af er at lave indhold, som kan influere. Derfor synes jeg, at det mindste vi kan gøre i branchen, er at have en positiv indflydelse på de (overvejende) unge kvinder, som følger med. Dog er der stadig mange, der insisterer på, at “det er mit liv, så take it or leave it”. Jo, det er dit liv, men du er også en virksomhed, da du begyndte at tjene penge på hele molevitten – og virksomheder skal også udvise socialt ansvar.

Njå, det var ikke for at pege fingre af alt og alle. Jeg har bare tænkt lidt over, hvorfor det er så svært for mig at melde ud til mit netværk, at jeg nu lever af noget andet end mit tidligere, corporate arbejde. Jeg følger selv en masse gode kvinder, som tager deres arbejde seriøst. Som jeg er stolt af at dele branche med.

Hvordan det blev til et fuldtidsjob
Det her indlæg kommer, fordi der var en følger, som fandt denne artikel med mig, som jeg delte på LinkedIn. En artikel om at gå fra et godt job i Deloitte til at blive selvstændig, fordi jeg fik udviklet min Instagram til at være mere end et hobbyprojekt. Denne gode kvinde spurgte mig: “Jamen, hvordan udviklede du din Instagram til at blive mere end bare det?”.

Og det er et rigtig godt spørgsmål 🙂

Jeg vil starte med at sige, at jeg måske ikke er den mest oplagte at spørge, fordi det faktisk har taget mig mange år at vokse min Instagram hertil. Jeg havde 10.000 følgere for 4 år siden og selvom det måske lyder som en hurtig vækst, så er det en stille og rolig vækst – og det er jeg faktisk glad for, hvilket jeg vil komme tilbage til.

Jeg kender flere, der kom på banen for et par år siden, som nu har 50-70.000 følgere. Som oftest handler det om, at man skal give en masse af sig selv. Folk elsker at kommer derind, hvor det rigtig betyder noget. Det er nok også derfor, at mange yngre kvinder har succes som influenter. Det er netop i denne tid, at mange finder en partner, bliver forlovede, gift, gravide og får børn. Og sådan lidt ucharmerende sagt, ja, så er der god content i det. Jeg har været hele møllen igennem og I har været med mig hele vejen.

Jeg ser også mange boliginfluenter vokse hurtigt – måske har de mindre engagement i deres stories, da det ikke er så personligt indhold. Til gengæld bliver deres opslag gemt oftere end eksempelvis mine, da folk bruger deres billeder ligesom Pinterest, hvor man gerne gemmer fine billeder til inspiration senere hen.

Hav noget på hjerte
Hvorom alting er, så find ud af, hvad du gerne vil sige. Hvis du ikke rigtig har noget at vise eller sige, så vil du nok ikke få succes. I hvert fald langsomt. Bevares, jeg har ikke noget på hjerte hver evig eneste dag. Og når jeg ikke har noget, så kan jeg tydeligt mærke det på jeres engagement. Det skinner igennem, hvis man er uinspireret og det er det nådeløse ved dette arbejde. Der er en daglig forventning om, at man har noget interessant at sige.

Nu om dage (det lød ældre end jeg gik efter) er der hård konkurrence på Instagram. Eksempelvis startede jeg for 5 år siden med en blog, der skulle dykke ned i alt det svære og psykisk udfordrende ved at blive og være gravid. I dag er der masser af den slags profiler – der er mange ærlige mommybloggers. Og heldigvis for det, så vi kan få et mere nuanceret billede af moderskabet.

Jeg er meget bevidst om, hvem min primære målgruppe er. Jeg har 45.500 følgere. 95% af dem er kvinder og 65% af dem er mellem 25-34 år. Min primære målgruppe er altså meget det samme sted i livet som mig (plus-minus børn), og mange af mine følgere vokser sammen med mig. For 2 år siden delte jeg meget om livet på barsel. Det handlede om putninger, amning, hjemmepasning. I dag er jeg et andet sted, så jeg rykker mig naturligt og de fleste af jer rykker med. I dag er det søskendekonflikter, parforholdet, boligen, samtalerne som er i fokus. Min pointe er, at du ikke behøver finde en niche. Du må gerne rykke dig – ja, du SKAL rykke dig, hvis du ikke længere er dér i livet, fordi det er sådan, at andre vil kunne mærke sig gennem skærmen. Måske rykker dine følgere med, måske mister du nogle, men til gengæld får du nye til, som får noget ud af at følge dit liv lige nu.

Det vigtigste er ikke niche, men måske en rød tråd. Hvem er du? Hvad vil du gerne sige? Hvad er din plads på Instagram blandt alle de andre?

Følgere er ikke alt
Når der er nogen, der spørger mig, hvordan de gror deres instagram og får flere følgere, så forstår jeg godt, hvor det kommer fra. Det er klart, at man gerne vil over de 3-400 følgere, så man ikke føler, at man blotter sit hjerte kun til ære for sin mormor 😉 Men jeg sætter faktisk pris på, at min Instagram er vokset forholdsvist langsomt, men stabilt. Min oplevelse er, at dem, der følger med har gjort det længe. De “kender” mig og ved, hvad jeg mener, når jeg deler ud af mit liv. Jeg bliver sjældent misforstået og som oftest bliver mit indhold taget sindssygt godt i mod. Det tror jeg er fordi, at flere af jer har fulgt med længe.

Jeg hører fra tid til anden fra mine kollegaer, at de ikke længere vil dele ud af deres moderskab. Det er simpelthen for sårbart og de får alt for mange kritiske, belærende beskeder, som går lige i hjertet på en ny (eller gammel) mor. Jeg var stoppet in a heartbeat, hvis det var min oplevelse. Heldigvis får jeg en masse god energi min vej, og jeg forsøger at give en masse igen 🙂 Det gør også mit job væsentligt sjovere at have så mange skønne kvinder, der engagerer sig med mig – også selvom de måske ikke er enige. Men uanset hvad, så har langt de fleste gode intentioner.

Min pointe er også, at det ikke er følgere, der er key. Det er engagement og reach. Det handler om at skabe et community, hvor folk har lyst til at tale med dig og lytte til dig. En influent med 40.000 følgere kan tjene lige så meget som én med 70.000 følgere – det hele handler om tallene bag. Hvor meget værdi man leverer til sine følgere.

Kom nu, hvordan vokser jeg?
Okay, jeg har ikke helt fået svaret på spørgsmålet, men der er så meget vigtigt at få med. Det giver ikke mening at stræbe efter at have succes på de sociale medier bare for at have succes.

Nåh, men en nem måde at få flere følgere på er at afholde konkurrencer med andre profiler. Jeg har holdt nogle med Ane Louise Reimer med stor succes. Vi har flere samarbejder, som vi begge kører med og det har givet god mening at lave konkurrencer sammen, hvor alle der deltager skal følge os begge. En konkurrence kan give mig 3-4000 nye følgere, så det kan virkelige give et boost. MEN, der er også en tid efter, hvor mange falder fra, fordi de kun følger dig for konkurrencens skyld. Det kan være demotiverende og jeg afholder som oftest kun et par konkurrencer med andre influenter om året.

Selvom jeg selv er en latemover, så gælder det nok også om at hoppe med på trenden – hvad den så end er. Lige nu har jeg stor succes med Reels-funktionen på Instagram, og har fået 500-700 følgere på en uge, hvilket typisk godt kan tage en måned, hvis ikke mere. Under lockdown afholdte jeg LIVES med forskellige eksperter og nu laver jeg tirsdagstræninger, så folk kan træne med hjemmefra. I bund og grund handler det om at levere værdi – uanset hvilket medie, du bruger. Hvis du leverer denne værdi, så er der højere chance for, at dine følgere deler dit indhold med deres eget netværk, og det er en god måde at komme ud over stepperne på Instagram. Giv noget til dine følgere, som gør, at de husker dig, gemmer dit indhold, griner med dig, reflekterer med dig. Det er den værdi, der berettiger, at du kan lave reklamer på din profil og dermed leve af din profil.

Hvis folk ikke føler, at de får noget fra dig – hvis de ikke kan mærke dig eller bruge dit indhold til noget, så mister du dem, når du også begynder at reklamere. Sådan hænger det i hvert fald sammen hos mig. Jeg er meget bevidst om, at forbrugere ser reklamer overalt. Overalt. I mails, i fjernsynet, ved bustoppestedet, avisen, og alle sociale medier. Folk er trætte af reklamer, men hvis de føler, at de får noget for pengene, så vil de også gerne tage reklamerne med – så det er din fineste opgave 🙂 Et eksempel er TV3. Dengang vi så flow-TV stoppede vi simpelthen med at se TV3. Der var for mange reklamer i forhold til det indhold, vi fik ud af kanalen.

Jeg havde egentlig tænkt mig at slutte med “men jeg er jo ekspert” – men hvornår er man det? Jeg er ikke SoMe-advisor eller har styr på Instagrams algoritme (who does?!), men til gengæld har jeg en del erfaring fra de sidste 5-6 år i gamet og har fundet ud af, hvad der virker og ikke virker for mig 🙂

I spørger bare, hvis der er noget I vil have svar på og så håber jeg, at mit indlæg giver mening.

Krammer

S

Følg mig på Bloglovin

Du vil måske også gerne læse

4 kommentarer

Pernille Hummelshøj 22. februar 2021 - 20:13

Fedt indlæg – tak for det 🙂 jeg er interesseret i at høre, hvordan du gik fra de 200-300 følgere til virkelig at begynde at få maaange følgere? Det er der nok ikke noget kort svar på, men nu forsøger jeg alligevel 😉

Svar
hellosofie 22. februar 2021 - 20:23

Åh, jeg startede ud som fitness-instagrammer 😅 Dengang var der nogle ret specifikke hashtags man kunne bruge. Men der gik lang tid. Måske et år før jeg var over 1000 følgere. I dag tror jeg det er vigtigt at engagere sig med større profiler. Kommentere på deres Instagram og sådan for at blive ‘set’. Men det er ikke nemt! En god ide er at lave reels lige pt, det er en god måde at ‘komme ud’ på ☀️

Svar
Nanna 22. februar 2021 - 20:30

Krydser fingre for, at du blogger lidt oftere😌😌 Bloggen ER bare bedre end insta!❤️❤️

Svar
hellosofie 22. februar 2021 - 22:37

Det er jeg glad for du synes ❤️ Men jeg går også meget ind for kvalitet frem for kvantitet på bloggen, så jeg håber der snart kommer noget der er blogværdigt 😍

Svar

Skriv et svar til hellosofie Cancel Reply

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse, huske dine indstillinger, og til statistik formål. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken Accepter Læs Mere