Det er lidt sjovt, at man glemmer de dér stadier. Op- og nedturerne og faserne, der konstant ændrer sig. Livet går videre og pludselig står man med et større barn og nogle helt andre udfordringer.

Og når nu vi er ved udfordringer. Shit, venner. Louie fylder 2 år om lidt og dét kan mærkes, hva?! Gustav har også haft sine faser, men Gustav har altid haft sin egen vilje. Helt fra han var baby og ikke ville sove lur og kun vende udad og aldrig lægge hovedet på vores skulder. Så det overraskede mig egentlig ik’, da hans vredesudbrud kom i 2-års alderen og eskalerede, da han var 3 år. Det lå ligesom i kortene 😀

Men så er der blide og milde Louie, som helst vil falde i søvn på vores mave. Som kysser og krammer i ét væk og som altid bare har været med og tilfreds. Louie er nærmest fra den ene dag til den anden blevet en helt anden dreng! Det er nemmere at grine af, fordi han altid har været så mild. I starten var det lidt nuttet, at han pludselig eksploderede, fordi det var helt nyt for os. Meeeeen, så bliver det hverdag og nu står vi tit helt mundlamme over, at veltilpasse Louie pludselig er blevet en…lille bombe, om man vil.

Den uhåndterbare fortvivlelse

Han er en HELT normal 2-årig bombe, det ved jeg heldigvis. Han bliver hurtigt fortvivlet over ikke at holde julekalenderen, mens Gustav gør det. Over ikke at få supermandsdragt på i vuggestue. Over ikke at måtte sove med modellervoks eller over ikke at må få mere sukker på sine havregryn. Den fortvivlelse og hans manglende evne til at håndtere den er jo bare et udtryk for hans umodne hjerne, der endnu ikke har de forbindelser, der skal til for at tage det roligt. Nogle gange kan jeg godt være på nippet til at fortælle den lille gut, at nu må han sgu slappe af. Ens egen tålmodighed bliver sat på prøve, når han i vrede skubber sin tallerken væk eller slår ud efter den forkerte kalender – som jo ikke er lige præcis den kalender, som Gustav har fået lov at skrabe. Men i hans verden er det jo kæmpestor fortvivlelse og vrede over de her bittesmå ting – og det må vi bare forsøge at forstå og så trøste derefter.

Den store forskel mellem Gustav og Louie er, at Lou bliver ganske vred – hurtigt og ofte – men lige så hurtigt går vreden over i gråd og han vil trøstes og op i armene. Den søgen efter trøst og omsorg kom (og kommer stadig) sjældent hos Gustav. Han skal ligesom bare have lov at syde af i fred og så kommer han ud, når han er klar. Det er klart noget af det mest udfordrende; ikke at kunne få lov til at trøste sit barn, når han så tydeligvis har brug for en krammer.

Hvornår blev du en bølle?

Nåhmen, følelserne er virkelig kommet op i Louie. Men det er hans indre bølle godt nok også. Måske nogen ville kalde det karma, Gustav? 😀 Han ved at stikkontakten slukker for Gustavs tegnefilm – og han gør det igen og igen. Han kaster ting efter Gustav og tager hans mad. Han er en møgirriterende lillebror 😉 Men han er stadig Gustavs største fan og alt hvad Gustav gør, siger og leger med er Louies favorit.

Det glæder mig at se, hvordan Gustav håndterer det. Nogle gange håndterer han det… ja… sådan ret 4-års agtigt. Og andre gange siger han: “Stop Louie! Hvis du gerne vil have min opmærksomhed, så skal du sige det til mig i stedet for”. Og så står vi dér med åben mund og føler, at et eller andet har vi gjort rigtigt <3 Jeg oplever også, at Gustav forsøger at hjælpe, når Louie får raserianfald. Hvis Gustav har overskud, så forsøger han alternative løsninger for at gøre Lou glad. Giver ham en mandarin, hvis jeg har sagt nej til en kiks. Giver ham sit legetøj og fjoller for at få ham til at grine. Dét betyder alverden at se Gustav modne så fint.

Heldigvis har Louie ikke så stærk en holdning til om han skal have sko på, i bad eller spise. Det gør han bare uden diskussion, så nogle ting er stadig status quo, heldigvis. Men jeg synes vi har en del af de dage, hvor Louie er helt kvæstet over et eller andet, og snottet hænger ud af næsen og han vil bare op, op, op og Gustav vil ikke med ud af døren eller måske vil han have min opmærksomhed og insisterer, mens Louie meget højlyst også vil have min opmærksomhed. Nogle gange får jeg sådan en ‘out of body’ experience, og tænker, hvor må det dog se kaotisk ud for en flue på væggen. Nogle dage må jeg opgive at lave mad, hvis Mads ikke er kommet hjem, fordi Louie kræver konstant nærhed og trøst. Ja ja, jeg ved godt den dér vikle kalder på mig….

Undtagelsestilstand

Så vi bruger meget mere tid på at trøste og berolige Louie end vi plejer. Jeg tror egentlig, at Gustav trives med det? At det ikke altid er ham, der er i fokus. At han kan få lov til at sidde og ryste på hovedet af sin lillebror, der får et flip over et “nej”, som Gustav med sine 4 år er blevet MEGET bedre til at håndtere, heldigvis. Men vi er trætte, når klokken er 21. Vi er trætte, fordi Louies behov altid har været så nemme og ligetil. Nu har vi to børn, der begge endnu ikke helt har lært at håndtere deres følelser og lade deres behov komme i 2. række, men har masser af dem – både følelser og behov! Så på de lidt lange og ikke så gode dage, så bliver der råbt, skreget, kastet med ting, grædt på skift og måske samtidig – vi er helt i granatchok, når de sover.

På de lange dage, der er det jo de bittesmå ting, der vælter dem. Sådan nogle dage er hårde, og når det bliver aften, så er det også kun bittesmå ting, der vælter os voksne. Derfor kan vi på de aftener godt holde os lidt for os selv, fordi vi har brug for at få energi ind i egen krop og hoved for at kunne magte andres (manglende) energi. Giver det mening?

Heldigvis har vi også masser af gode dage med gyldne øjeblikke, der varmer helt ind i det inderste. Når de leger sammen, når de driller hinanden for sjov, når Gustav hjælper Louie og vi ser deres omsorg for hinanden. Der er så meget værdi i at have to unger relativt tæt i alder. Ja, vi er ret tit i undtagelsestilstand og parforholdet bliver ofte sat på pause om aftenen, fordi vi har givet os alt, vi kunne. Men vi gør det jo af en grund. Den grund er det allervigtigste lige nu, uanset hvor meget det kan tage pusten fra os nogle dage. Jeg ved, at jeg bare skal blinke et par gange og så går de i skole og vores verden er en helt anden med helt nye udfordringer og smukke stunder.

/S