Det startede, da Mads og jeg var til trivselssamtale i børnehaven for et års tid siden. Det er en samtale, som alle får tilbudt, når barnet har gået i børnehaven i noget tid, bare for at se, hvordan det går. Og det gik rigtig godt med Gustav. Han trives og han taler, og taler, og bruger pædagogerne så meget, at de til tider må sige til ham, at nu skal de også høre, hvad de andre børn siger.
Men jeg tænker stadig over, at pædagogerne “kæmpede” lidt med, at i Gustavs verden, så var alt til forhandling. Nogle gange så kan håndvask, toiletbesøg, påklædning og de 10.000 andre ting, som børnehaven skal igennem ikke forhandles. Det forstår jeg godt og pædagogerne smilede til os, og Mads indrømmede, at det som oftest var ham, der lavede aftaler med Gustav. Bagefter talte vi om, at ikke alt skulle være til forhandling – og her et år efter, hvor står vi så?
Alt er til forhandling 😀 Men jeg har tygget lidt på, hvorfor vi forhandler med Gustav – og om det er så skidt endda?
Jeg er ikke helt tryg ved at putte et label på mit barn, men nu gør jeg det alligevel, fordi det er ikke et skidt label. Tværtimod. Gustav er helt enormt viljestærk. Det er Gustavs way eller no way. Derfor har jeg i løbet af en gennemsnitligt dag rigtig mange kampe med Gustav, fordi han ikke køber ind i “fordi jeg siger det” eller “fordi det skal du” eller “sådan er det bare”. Hvis vi når derud, hvor Gustav skal gøre det, jeg siger, og han har ikke et andet valg (fx i bad eller ud af døren), så kan det godt eksplodere, hvis han ikke er enig i det, vi skal.
Hvis Gustav skal vaske hænder inden kagespisning og han ikke vil vaske hænder? Ja, så undværer han kage.
Derfor har vi altid forhandlet meget med ham og det er sikkert ikke helt korrekt, men det er sådan, at vi alle kommer igennem dagens gøremål med alles selvværd og temperament i behold – som oftest. Lad mig komme med det mest milde eksempel på forhandling:
Mig: “Gustav, jeg vil gerne have, at du kommer med i bad nu”.
Gus: “Nej, jeg vil ikke”.
Mig: “Okay, hvornår vil du med i bad?”
Gus: “Om (han viser et random tal med sine fingre)
Mig: “Du kan få 3 minutter”
Når de tre minutter er gået, så kan der ikke genforhandles flere minutter. Men han plejer også at kunne lokkes med i bad derefter, måske fordi han har fået noget medbestemmelse. Det kan også være, når vi skal spise aftensmad: det går ikke, at jeg bare slukker for fjernsynet eller bestemmer, at nu skal der spises. Så får ingen af os nydt aftensmaden og Gustav nægter måske at spise i det hele taget. Så typisk siger Gustav, at han lige vil se tegnefilmen færdig – enten på gulvet eller mens han spiser. Og det får han lov til. Så er der typisk intet anfald, når vi slukker bagefter.
Det kan også være, når han skal tage tøj på om morgenen. “Først når Louie har fået tøj på”. Eller “du skal have tøj på først”. Og så tager jeg eller Louie tøj på først, selvom nogle måske ville synes, at han ikke skal diktere, hvem og hvornår andre skal have tøj på. Men på den måde er han selv herre over, hvornår det er hans tur. Og så er det lidt sødt, når han siger “Okay, så lad os lave en aftale…” og på bedste mæglermanér forsøger at lave et kompromis mellem vores vej og hans vej.
Når jeg skriver det sådan sort på hvidt, så lyder Gustav som et “forkælet” barn, der får “sin vilje”. Men i bund grund handler det om, at Gustav er sit eget individ, og selvom jeg har magten, så vil jeg ikke bruge den magt over ham. Jeg hader, når jeg bliver nødt til det (og det gør jeg), fordi vi når derud, hvor ingen af os synes det er sjovt. Jeg har læst af blandt andet skønne Fie Hørby, at så må jeg hellere trække mig ud af kampen i stedet for at ridse vores relation hver gang. Jeg vil hellere, at Gustav forhandler og vi bliver enige om en mellemvej end, at vores relation hver dag skal lide under to viljer, der ikke altid vil samme vej.
For det er hårdt for vores relation, der i forvejen er præget af, at far er favoritten. Vi skal også huske på, at børn er forskellige og det vil vores tilgange til børnene også være. Louie lader ikke til at have den samme målrettethed og vilje som Gustav. Han følger bare med på en måde – men nu må vi, hvad årene bringer 😉
Jeg vil gerne understrege, at et nej er et nej (med mindre jeg decideret ombestemmer mig. Men så er det mig og ikke Gustav, der skal betsemme det). Det er ikke fordi, at Gustav kan forhandle et nej – selvom han prøver, bevares! “Hvis nu jeg gør XY, så må jeg få XY” 😀 Og der er selvfølgelig nogle ting, der ikke kan forhandles. Det gælder især håndvask, som Gustav hader. Men det går ikke, at han først lige får lov at lege eller liiige skal.. Der må jeg hjælpe ham og “tvinge” ham til en omgang håndvask, hvis ikke han vil. Nogle dage overtaler jeg ham med en leg eller en konkurrence – og så er der nogle dage, hvor vi går i hårdknude. Jeg er ikke bange for konflikter – de er nødvendige i en familie. Men jeg mener, at hvis vi kan undgå en konflikt, hvor alle er tilfredse – er det så ikke bedre?
Det skulle måske tage mig et års tid at indse det, men egentlig synes jeg ikke, at det er så skidt, at Gustav forhandler. Det er en måde, vi som familie kommer helskindede igennem alt det, som familier nu engang skal. Og jeg ved godt, at det måske ikke fungerer optimalt i en børnehave, hvor det er fedest, at børnene bare gør, hvad man siger. Man sådan én er Gustav altså ikke. Jeg kan forestille mig, at han gør sig umage i børnehaven og gør, hvad der bliver sagt (det siger de i hvert fald og kan ikke genkende “min” Gustav) – og måske er det netop grunden til, at jeg tit oplever, at han nægter alt fra det sekund, jeg møder ham. Nogle dage vil han ikke med hjem, han vil ikke hente sin madpakke, han vil ikke ind i bilen, han vil ikke vaske hænder, han vil ikke stille sine sko på plads ooog så videre. Jeg tror, han er træt af at sige ja og så får jeg en gang i mellem rigtig mange nej’er.
Jeg vil elske at høre om jeres oplevelser. Er det noget I kan genkende? Det dér med et viljestærkt barn? Forhandlingerne? Og den evige dans mellem mor og barn? 🙂 På forhånd tak for altid at respektere og tale pænt til mig og hinanden <3
/S
52 svar til “Om at forhandle med et viljestærkt barn”
Min datter er kun to år, så/og(?) vi oplever ikke de samme problematikker. Men jeg ville lige skrive, at et skriv som dette, er grunden til at jeg læser din blog.
Et ærligt indblik i en almindelig hverdag:) Du tør det, og det har jeg stor respekt for.
Og tak fordi, at du tager i mod det med åbent sind, især når du ikke selv sidder i det ??
Vores dreng på 2,5 er bestemt også viljestærk. Men der er bare ting, som jeg ikke er villig til at gå på kompromis med såsom at tv’et er slukket når vi spiser. Så er der andre ting der ikke er vigtige for mig men lige pludselig er vigtige for ham – og der kan jeg skam godt give mig eller være med på en forhandling 😉
Han er ved at finde sin egen stemme og alderen spiller jo ind i det. Nu ser vi hvordan det bliver når han bliver lidt ældre og forstår endnu mere! Viljestærk vil han nok altid være – og det er bestemt ikke altid en dårlig kvalitet!
Jeg føler seriøst, at det er min dreng, du har beskrevet. Han er 5 år og det er præcis de samme kampe, samme forhandlinger og samme billede med børnehaven, som slet ikke ser en dreng, der selv vil bestemme. Her er far også favorit (har været sådan siden 1-års alderen tror jeg). Jeg synes dog, at han med alderen er blevet en smule bedre til at acceptere nogle ting uden kamp, fordi deres hjerne begynder at kunne forstå lidt mere ang. konsekvenser/tidsperspektiv. Til aftensmad siger vi blot når maden er klar, så kommer han selv op, når HAN er klar. Det er fint for os, ingen tvinges til at vente til alle har spist. Tøj og toilet skal næsten altid laves til en konkurrence før det sker. Jeg kunne blive ved. Men kunne genkende SÅ meget i dit skriv.
Det er jeg så glad for! Tak fordi du skriver ❤️
Min datter er 5 1/2 og vi har altid haft den mest viljefaste pige på jorden. Da hun stoppede i vuggestuen skrev de “Alberte ved hvad hun vil og hun ved bestemt også hvad hun IKKE vil”. Vi har også haft mange kampe. Særligt om tøj og bade. Hun var aldrig glad for at gå i bad så nu er søndag en fast badedag og så nøjes vi med klud de andre dage. For jeg gider ikke kampen hver dag og hun ved at søndagsbadet er ikke til forhandling. Vi laver også mange aftaler og hun kommer også tit med “skal vi ikke aftale mor at ….”. Min mor siger jeg er for nem. Jeg synes mere jeg slipper for (endnu) en kamp. Det er dog blevet nemmere det sidste år. Vi har fået kridtet banen ret meget op og hun kender de fleste af mine grænser og hvornår nej er nej. Og så er der nogle ting som bare ikke er til forhandling. Ingen tegnefilm om morgenen (hun sover længe og vi kommer hurtigere ud af døren) og ingen tegnefilm eller TV under aftensmaden. Lang smøre. Men kort besked lang; jeg kan kende alt du skriver.
Og tak for det. Jeg synes ikke du er nem, men tager dig af din og din datters relation, så I ikke konstant skal slås ??
Åhh ja! Det er som at høre min egen datter på snart 4 år. Vi har lige så mange konflikter, hvis ikke hun får sin vilje. Vi forhandler. Vi imødekommer. Vi rummer. Men vi er også tydelige, hvad angår et oprindeligt NEJ og grænser. Dejligt at høre, at vi ikke er ene og alene om de her uendelige små ‘kampe’ som virkelig kan føles hårde nogle dage. Til aften nægtede hun at sove. På trods af, at hun var hammer træt. Så var det lige pludselig enormt frustrerende for hende, at hun havde sat et klistermærke forkert på sin seng. Som så resulterede i en nedsmeltning fra en anden verden ?
Åh ja, de små hoveder og de 1000 indtryk og bearbejdelser de skal gøre sig. ♥️
Kan sagtens genkende det. Min ældste søn på 4 år er enormt viljestærk og vil gerne forhandle, eller som minimum argumentere for hvorfor han ikke vil det som han “skal”, og så skal vi selvfølgelig helst være enige. Herhjemme synes vi ikke det er et problem, vi bruger tid på at lade ham forklarer sig, anerkender at vi godt kan forstå ham, og nogle gange gør vi det så som han synes og andre gange bliver det som os forældre synes (for nogle gange er der nogen ting man bare skal). Han stejler hvis man presser på eller han føler at han ikke bliver lyttet til – så vi kommer enormt langt med kommunikationen.
I børnehaven synes de (selvfølgelig) at det er et problem, fordi de har brug for at alle børnene gør som der bliver sagt, med det samme. Men som du siger så er alle børn ikke ens, og det ærger mig at der formentligt i mange institutioner ikke er tid til dialogen, som de meget viljestærke børn har brug for. Så de kan føle sig hørt og medinddraget. Pædagogen i min søns børnehave forstår ham dog fuldstændig og forsøger virkelig at møde ham – men de har jo desværre travlt.
Tak for et rigtig godt blogindlæg!
Tak for at dele. Jeg synes desværre ikke det altid er nok at lytte, men det der virker allerbedst er at lege sig videre. Men nogle dage, det kender du nok godt, så orker man heller ikke at lege sig igennem alle dagens gøremål ?
Jeg synes egentlig bare du beskriver et forældreskab med respekt for at Gustav også er et lille menneske ❤️ Min dreng er på samme måde, bare et år yngre. Det er sgu op ad bakke nogen gange, men har han besluttet sig for at han vil cykle 6 km uden hjælp, på den der lille-bitte pedal-cykel, jamen så gør han det. Stædig og selvstændig som bare pokker ? med min dreng er der tale om at han muligvis er højt begavet – og i hvert fald velbegavet, er der de samme tanker omkring Gustav? Det har givet mig meget at læse om det 🙂
Gustav er en vældig skarp dreng, der reflekterer meget over livet. Men har nu aldrig tænkt på han som mere begavet end gennemsnittet. Bare mere stædig ? Tak for at dele ❤️
Det havde jeg heller ikke tænkt om min dreng. Overhoved faktisk ? det var børnehaven der nævnte det 🙂 og synes bare når du beskriver Gustav, at de lyder ret ens 🙂
Hej Camilla
Jeg tænker pludseligt, at det også kunne lyde som min dreng. Hvilke kriterier har børnehaven lagt til grund for deres vurdering? Synes mest, at jeg kan finde noget om skolebørn. Håber, at det er OK, at jeg spørger.
Mvh. Stinna
Min ældste datter på samme alder er præcis ligesådan! Viljestærk – og har været det siden hun blev født. Min nummer to har heller ikke samme temperament, hvilket gør det så meget tydeligere at se, at hendes opførsel ikke er betinget af alder, men af en stærk personlighed <3 Jeg synes det har været meget svært at finde ud af, hvordan jeg skulle tydeliggøre mine grænser og samtidig respektere hendes. Vi har været igennem utallige magtkampe, men har efterhånden også fundet os bedst tilpas i at opnå kompromisser igennem forhandling ? det virker altså.
Jeg kan også sagtens genkende det med vores dreng på 5.5 år!!! På nogle punkter hjalp det, da der kom en lillesøster, men langt fra på alle, og det er sjovt at se hvir forskellige de er – men også hvor meget hun kan finde på at kopiere ham. Så vi har fx fået indført absolut intet tv i hverdagene, fordi det altid udløste konflikt før, under og efter. Det har faktisk hjulpet på vores eftermiddage/aftener. Men for pokker hvor er det bare en hårfin balance at sortere lidt i konflikterne og hvordan det fx kan lade sig gøre at blive klar om morgenen osv. Osv…
Jeg læser med – jeg har ikke en SÅ viljestærk dreng som jeg tror Gustav er. Vores Carlo kan selvfølgelig også godt forhandle, sige imod og ville det modsatte af hvad jeg har tænkt mig. Men jeg bruger min magt og siger fx “det er mig der bestemmer, og jeg vil have at du…..” eller de gange hvor der bliver konflikt ud af det, og jeg fx “tvinger” barnet i bad – og tænk sig, jeg hader det faktisk. Hver gang jeg lirer sådan en sætning af, Eller vi får en konflikt, så mærkes det forkert og jeg får ikke en god følelse som mor. Jeg har faktisk tænkt en del over det. Jeg giver selvfølgelig også lov til forhandling og giver efter og ombestemmer mig, og så kan jeg også derefter sidde med en dårlig smag i munden af “han løber om hjørner med mig, jeg gør ham en bjørnetjeneste”
Ergo, ingen af de ting jeg praktiserer giver mig tilfredshed – men nu bliver jeg alligevel inspireret af dig og jeg tror at jeg vil stå mere fast på, at hvis vi undgår konflikter og kan forhandle os ud af en situation, så må det da give mere læring og overskud for begge parter, – og fætter ridser i relationen. Tak for dit indlæg – det giver mening at tale om.
– Michelle, pædagog og familiebehandler – og MOR når jeg kommer hjem… ??
Jeg har det i øvrigt også ligesom dig! En blanding af at være træt af mig selv for at styre og træt af at føle, at han styrer mig ? Livet som mor!
Min lille knap 2 årige har ramt selvstændighedsalderen og viljen får fuld hammer – overfor mor og far. De ser heller ikke det samme i vuggeren, så jeg kan virkelig spejle mig i det med at en hel dags “ja” blir til konstante “nej’er” når hun rammer den tryggeste favn. Og det er virkelig en øvelse at vælge sine kampe så alt ikke blir konflikt – det lyder til du og I håndterer det rigtig godt og opnår en balance som I alle kan være i ♥️
Det er præcis min søn på 5 år du har beskrevet. Vi bruger især det med at når uret ringer så skal vi det og det, hvor vi så har sat en alarm. Det virker virkelig godt og hans forhandling ligger så i at han gør det når uret ringer. Vi stiller det så til at mellem få minutter til 10 minutter alt efter hvor travlt vi har. Det hjælper også mig lidt hvis han gerne vil lege om morgenen og vi siger når uret ringer tager vi overtøj på. Jeg hader rollelege, men jeg kan lige koncentrere mig om der i de 7 minutter vi har sat uret til, for så er legen slut derefter ?
Det lyder meget som min søn på 3. ( det gør meget ‘Gustav adfærd’)
Ihverfald så har der været ekstrem mange konflikter, fordi drengen pure nægter ALT hvad han skal.
Jeg er blevet bedre til at håndtere det, og accepterer mere at måtte afvente til han er klar. Håndvask er stadigvæk en af vores helt store “konflikter” men ofte kan jeg forhandlet mig frem til at, jeg vaske dem, ellers får jeg allernådigst lov at vaske med skumklud.
Det kan være noget udmattende altid at skulle udtænke nye spændende måder at komme igennem simple hverdags gøremål.
Det er simpelthen så udmattende, tak for at skrive ??
Jeg elsker dine indlæg, og jeg kan genkende så meget fra min egen 4-årige datter. Så TAK – det er SÅ rart ikke at føle sig alene med det. Jeg tænker, at den viljestyrke forhåbentlig også vil komme til at bære dem langt i deres liv, hvis de kan lære at bruge den rigtigt.
Mad og jeg taler i hvert fald tit om, især når vi er rigtig trætte, at den dreng nok skal blive til noget han gerne vil ?❤️ og tusind tak for din besked!
Jeg er mor til en MEGET viljestærk dreng på 3,5 år og en lille fis på lige knap 5 måneder. Jeg står hver dag i en MASSE situationer der indeholder forhandlinger med min store dreng. Han kan blive så rasende, hvis tingene ikke går som han gerne vil have det. Det kan være alt fra at tage tøj på, rydde op, komme ud af døren, med hjem fra børnehave osv. For vores families skyld, er den bedste løsning ofte at vi forhandler og at han derfor “får sin vilje”. Ellers eksploderer hele huset simpelthen.
Han får også nej, selvfølgelig. Ofte, endda. Men hvis vi kan undgå de store diskussioner, glider vi gerne let over de små uoverenstemmelser.
Åh, livet med 2 små børn?
I feel ya! Det er ikke det værd, og det er ikke en falliterklæring at trække sig fra magtkampen. Tværtimod ❤️??
Kan TOTALT godt genkende det med forhandlinger. Jeg ser meget Gustav i min Axel. ? Da Axel startede i børnehave, fandt jeg ud af at han ikke var så omstillingsparat (ja det ord er brugt meget). Så rammer og struktur samt forhandlinger er vejen frem til færre konflikter og nedsmeltninger. ? Han har simpelthen brug for tid til at omdanne sig til det næste der kommer, hva end det er. Den tid er det værd at give og egentlig oss fair, sys jeg. Fx, vil Jeg heller ik bryde mig om det, hvis nogen pludselig kom og slukkede tv’et og hev mig ud i køkkenet for at vaske hænder. Det giver mening, ikk? ??♀️
TAK, Sofie! Det her skriv rammer lige ind i kernen på alt det der gør det svært at være min drengs mor lige pt! Indtil vores dreng fyldte 2 1/2 år var han så utroligt blid og mild, og alt med ham var en leg. Fra den ene dag til den anden ændrede det sig, og vi har med tiden fået en dreng med så ufatteligt meget vilje, at han ofte bliver frustreret og utroligt og oprigtigt ked af det! Jeg kan genkende præcis det samme billede med et barn, som altid gør som han bliver bedt om i børnehaven, men som hjemme vil forhandle om ALT – så TAK fordi du så fint sætter ord på, at forhandlingerne er med til at udvikle ham, og at vi ikke er svage forældre, når vi nogen dage føler vi giver efter. Lige det trængte jeg virkelig til at høre!
Wow Sofie, du sætter simpelthen ord på det vi oplever herhjemme med vores ældste datter på lidt over 2,5 år. Hun har alle dage vidst hvad hun ville og ikke ville og det er både fantastisk og benhårdt. Jeg syntes vi oplever mange konflikter som vores vennekreds ikke oplever med jævnaldrende børn. Lillesøster på lidt over et år (ja hvorfor vente med at få flere børn?) virkede i starten helt anderledes og mild men jeg skal love for at hun også begynder at stå fast på sin vilje? så øh, wish us luck?
Jeg kan kende rigtig meget af det du skriver ?
Vores dreng på 4 skal have tid til at omstille sig til skal-opgaverne, ellers kan det godt være svært at få ham til at udføre en opgave. Så fx i dit eksempel med badet, ville vi vende den om og sige “du skal i bad om lidt, hvor mange minutter skal du bruge til at blive klar”-ish, eller “vi skal spise om 10 minutter, så du skal til at lege færdig”. Han dur slet ikke til de der ‘nu’-kommandoer (men åhh hvor ville det være rart!).
Vi kan også ende i de der stejle konflikter, hvor han ikke vil noget som helst. Så prøver vi med en positiv forventning og giver ham tid, fx “jeg forventer du rydder dit legetøj op inden vi ser film. Du gør det bare når du er klar, så venter jeg her med filmen. Sig til hvis jeg skal hjælpe dig”.
Er det at forhandle…? Det vil nogen nok mene. Men hvis alternativet er, at jeg beder mit barn gøre noget det ikke magter (at omstille sig lynhurtigt hele tiden), så vil jeg hellere passe lidt på ham og vores relation og så kun tage konflikter når jeg er ca. 90% sikker på det kan ende godt ❤️ I øvrigt er det, ligesom med jer, ikke et problem i børnehaven (eller andre steder).
Og så lige disclaimeren – Nogle ting SKAL selvfølgelig være NU og ikke om lidt/når det passer herren OG et nej er også et nej herhjemme, bare lige for en god ordens skyld 🙂
Jeg kender det. Har en dreng på fire, som også har sin helt egen mening. Særligt fx det du skriver om, at andre skal tage tøj på først/børste tænder først mm er også klassiske scenarier hos os.
Min største udfordring er, at vi også har en datter på otte. Hun er ikke viljestærk og en meget diplomatisk storesøster. Men jeg synes egentlig en gang imellem at det bliver lidt synd for hende, at det bliver lillebror der ender med at “diktere” hvad og hvornår vi andre skal gøre ting. Det kan jeg mærke at jeg synes er svært. Et er at vi som forældre gør det, men balancegangen ift. storesøster synes jeg er svær. For hun skal jo også en gang imellem have valget (sat på spidsen – det er jo ikke hele dagen lillebror dikterer, men anyways).
Hvilke overvejelser har du gjort dig/gør du dig ift Louie? Måske særligt i forhold til når han bliver lidt ældre og bliver mere opmærksom på, hvad der foregår?
Det er en interessant vinkel. Her er Louie jo den mindste og endnu helt okay med at følge med Gustav. Til gengæld er det tit Louie, der må undvære X, Y , Z, så Gus kan få det, fordi Louie ikke reagerer på samme måde. Sådan skal det jo ikke være på længere sigt, men lige nu er det fint med dem begge.
Min dreng er 2,5 år og jeg er sikker på, at vi “havner” dér. For det er allerede så småt startet. Min søn er allerede begyndt selv at ville vælge sit tøj (det skal være Spiderman/Batman mv), han skal forberedes og snakkes meget med og Gud nåde og trøste den, der slukker for tv’et!!! For dét vil HAN!! Så det før han lov til. Min egen opdragelse banker OFTE på, og jeg hører en stemme i mit baghoved der siger, at jeg giver for meget efter. Men jeg kan mærke, at det gør mange ting nemmere og dagen glider uden de store nedsmeltninger og det dårlige humør, hvor vi bliver uvenner, når jeg har overskuddet til at gå ind i dialogen med ham. Det betyder også, at han faktisk allerede nu – oftere og oftere – accepterer et “men nogle ting er man nødt til”, fordi han føler sig hørt i andre sammenhænge ??????❤️ (Bilder jeg mig selv ind!!)
Hej Sofie,
Jeg følger normalt ikke med på bloggen, men blot på Instagram, men dette indlæg talte på en eller anden måde til mig. Jeg er blot mor til en lille baby, men var nysgerrig på det der ned forhandlinger. Det klinger på en eller anden måde lidt negativt, når jeg sådan hører det. Men når jeg læser dit indlæg, så kan jeg ikke se forhandlinger længere, men nærmere en mor som møder sit barn i øjenhøjde og vægter barnet autonomi højt. Det var virkelig en dejlig oplevelse at læse dit indlæg, at få indsigt i hvordan I opdrager Gustav. Det vil jeg tage med mig når det en gang bliver min tur til at møde mit barn i øjenhøjde og lade mit barn fortælle mig, hvordan han ønsker at tingene skal gøres..
Skulderklap til dig og Mads. Jeg tror på I gør det helt rigtige.
Tusind tak, for den kommentar og fordi du læser med. Din kommentar gjorde mig glad!
Det er nemlig lige det, at børn er så forskellige,og de kan få sammenbrud over forskellige ting. Herhjemme giver jeg fx også det samme, mindre sunde morgenmad hver dag. Som i hver dag i 4 år. Fordi ellers bliver det ikke spist, og så er hun træt og sur, og så er der ingen af os der kommet godt ud af døren. Det er så vigtigt at kunne sige; jamen sådan fungerer det bedst for os, og bøgerne om opdragelse er fine – men som inspiration, ikke en opskrift på den rigtige måde at være forældre. Så hurra for jeres forhandlinger og jeres måde at navigere bedst gennem hverdagen ❤️?
Det kender jeg SÅ godt ? Har tit tænkt på hvordan Gustav minder om vores ældste søn, som også har en stærk vilje og oveni hatten er meget sensitiv. Vores yngste dreng er fuldstændig modsat. Da vi fik nr. 2, blev vi meget overraskede over hvor nem han var. Var det virkelig muligt? Fandtes sådanne børn? ? Vi var jo vant til dårlig/manglende søvn, nedsmeltninger, vredesudbrud, mareridt osv. osv..
Men selvom det er hårdt og selvom der kan være (kritiske og sårende) holdninger til måden jeg er mor på, så kender jeg mit barn og har afprøvet ALT! 77 gange! Så jeg ved, hvad der virker for mit barn og for os som familie. Når jeg møder og rummer mit barn, får jeg det kærligste og mest afbalancerede barn til gengæld -OG jeg undgår nedsmeltninger, mareridt mm.
Jeg tror, at det for nogle kan være svært at sætte sig ind i alle de hensyn man tager, kampe man fravælger og behov man imødekommer, når man har et barn, der falder lidt udenfor normen. Især hvis man selv “blot” har erfaringer med børn, som min egen nemme 2’er. Derfor er det så fedt, at du bruger din platform til at sætte ord på de ting, som (også) er en stor del af det at være forælder. Selvom det måske ikke er så glansbilledligt, som så meget andet (fremstår) på Instagram. Og tak for det ??
Jeg genkender det du siger både som pædagog og som mor. Min datter på 1.5 år har altid været en stædig pige. Hun ved hvad hun vil og hvad hun ikke vil. Og hun er dælme god til at udtrykke det ved at ryste på hovedet og sige nej. Og jeg lærer stadigvæk for når hun siger nej tager jeg mig selv i at tilbyde hende tingene igen – fordi jeg nogle gange tænker, du er 1.5 år har du helt forstået hvad det går ud på og ja det har hun. Jeg “eftergiver” også nogle gange fordi jeg synes virkelig man skal vælge sine kampe så det ikke er konflikt hele tiden. Samtidig arbejder jeg ud efter devisen om at børn skylder at få en forklaring på hvorfor vi siger nej. Ellers er det sgu for uhåndgribeligt. Min oplevelse er ihvertfald at når ting italesættes så bliver det mere spiseligt og ofte kan et nej blive et ja. Og ellers finder man en anden vej for at komme hen til det mål som var vigtigt. Vejen derhen kan være lige og nem eller bumpet og svær.
Samtidig oplever jeg også at børn er tryggest i deres nære relation og derfor kan de “acte out” fordi de ved at det bliver modtaget på en anden måde end fx børnehaven. Jeg giver mig selv lov til at trække vejret fordi når min datter skriger går det lige i hjernen og jeg kan blive påvirket af det. Heldigvis løser de fleste ting sig med et kram eller bare at være der. For hun skubber også mig væk når hun er rigtig vred ❤️ at respekterer sine børn giver stærke og fuldendte voksne så lav ENDELIG ikke det om ❤️ institutioner gør det allerbedste de kan, men med mange børn og få voksne så kan det være nemmere at skære alle over en kam – desværre.
Jeg er pædagog og har ingen børn selv, og kan derfor slet ikke deltage i mor-delen, men havde bare sådan lyst til at give min pædagog-erfaring videre. Jeg har mødt SÅ mange viljestærke børn – og ja, de kan noget helt særligt ? Jeg har (ligesom dig) god erfaring med anerkendelse og forhandling, selvfølgelig i et omfang hvor deres små børnehjerner kan være med. Ofte kører jeg, at jeg bestemmer en ting og de bestemmer en anden, så vi på den måde begge to har noget at skulle have sagt. Feks (Jeg bestemmer du skal ligge på madrassen fordi vi skal sove, men du bestemmer om du vil have dyne, tæppe, pude eller ingenting). Det plejer at have super god effekt og børnene oplever at blive hørt, men samtidig være i en fastsat ramme. Derudover tror jeg (udover at hjem er tryggest og der man ofres kan være mest sig selv) , at nogle børn kan have nemmere ved at følge strømmen i vuggestue/børnehave fordi at rutinerne er så genkendelige for børnene. Vi gør det samme hver dag, og de ved altid hvad vi skal. Forudsigelighed har jeg erfaret er meget vigtigt for særligt viljestærke børn, da der ofte også følger stor intelligens med og en helt anden forståelseramme end for mange andre børn. Hovedet kører hele tiden, og hvis de ikke er helt klar over hvad næste skridt er eller føler de ikke kan følge med, er det der man kan opleve en nedsmeltning. Det er ihvetfald bare min erfaring ☺️ tak for et super lærerigt blogindlæg. Jeg synes det er så dejligt at følge med.
Sikker en stor forståelse og indsigt! Du rammer så plet med, at de skal følger med og forstå alting og derfor er faste rammer og rutiner så godt for Gustav. Tusind tak for dit indspark. Og vi gør det samme med god effekt, det dér med at vi bestemmer en ting hver ?❤️
Årh jeg genkender det. Jeg har en pige på 3,5 år der er mega viljestærk, og min søn på 1 år kan vi se bliver ligeså, hvis ikke mere viljestærk. Vi har så mange kampe. Har du læst “slut fred med dit viljestærke barn og dig selv”, der bliver det bla beskrevet at man med viljestærke børn er nødt til at finde en middelvej og ikke kan bruge de almindelige opdragelsesmetoder. Og at mange netop vil synes man ikke opdrager sit barn, fordi man bare er nødt til at gøre det på en anden måde, for ikke at skabe en “krig” i familien. Her har min datter fundet sin egen strategi, at hvis der er noget vi vil have hun skal og hun bliver rigtig vred, så når hun så har raset lidt af siger hun at hun vil gøre det vi beder om, hvis hun får et kram. Vi er hos hende i hendes vredesudbrud, men lader hende raser ud så hun mærker hendes følelser er okay.
Min søn, som lige er fyldt 5, er også nøjagtigt sådan. Han samarbejder hele dagen i børnehaven, passer ind i rammer pg strukturer som han ingen indflydelse har på, tager hensyn, venter på tur og går på kompromis, så når han bliver hentet og når han kommer hjem, har han ikke mere overskud. Ofte vælter læsset for ham – og jeg kan godt forstå ham. Han har altid haft svært ved skift, så når vi henter ham i børnehaven, giver vi gerne en ekstra gyngetur eller ser en masse tricks eller otte ture på svævebanen. Han har brug for, at vi går forsigtigt ind i hans verden, før han er klar til at komme med. Når vi skal hjem, siger jeg “nu giver jeg dig ti skub på gyngen, og så skal vi gå”. Nogle gange accepterer han det, andre gange siger han “hvad med 100?” Og så siger jeg “du kan vælge mellem 5 eller 10” og så vælger han 10 og alle er glade. Han skal heller ikke afbryde sin aktivitet og komme i det øjeblik, aftensmaden står på bordet. Vi andre sætter os og skaber en hyggelig stemning, og når han så er klar og bliver tiltrukket af stemningen omkring måltidet, kommer han også. Nogle dage med det samme, andre dage først når vi andre er ved at være færdige. Men det er ikke vigtigt for os, at han spiser på et bestemt tidspunkt. Det er vigtigt for os, at han spiser, når hans mave er klar til mad. Han er lige fyldt fem år. Bordskik og kvaliteten af samtaler under måltidet har han hele livet til at erfare.
For mig er det vigtigt at være autentisk, ikke autoritær. Jeg har magten i relationen, det er ingen af os i tvivl om, men det giver ingen mening for mig at bruge den bare fordi den er min. Dén form for (mis)brug af magt avler bare kamp. Hans præferencer, interesser og intentioner er ligeså legitime og værdige som mine, så som ethvert andet menneske skylder jeg ham den respekt at gøre plads til os begge to i relationen.
Lillesøster på 2 har også en vilje af stål, men på en helt anden måde. Hvis jeg venter længe nok, på at hun bliver klar, lægger hun hovedet på skrå og siger “åtæææææy” og så kommer hun. Storebror har altid haft meget stærke planer om, hvordan alting skulle være, hvad han ville hvornår og hvordan. Der er lillesøster væsentligt mere fleksibel.
Sikke en smøre. Jeg ville bare sige tak for dit skriv! Forleden fik vi et nyhedsbrev fra børnehaven om netop dette, som virkelig provokerede mig og fik mig til at føle mig ret alene med denne tilgang til mit barn og hans vilje og selvstændighed.
Tak for et godt og tankevækkende skriv. Dine eksempler er nogle jeg ret godt kan genkende i vores hverdag med en på 2,5 – men jeg synes at det er helt ok at give sine børn medbestemmelse. Jeg vil ikke kalde dine eksempler forhandling, for synes da mere det handler om at man går sit barn i møde (går over broen til deres verden, som de kloge siger) og det virker for mig bedre end magt og “fordi jeg siger det”. Nogle ting er selvfølgelig forældrebestemt og det skal de være. Men hvordan skal vores børn ellers mærke at deres mening tæller og at de er deres eget individ? Vi vil som voksne også gerne have et heads op på at om lidt skal vi køre, slukke TV eller i bad.. Min pointe er, at jeg er enig i jeres måde at imødekomme Gustav og jeg tror helt sikkert det giver færre sammenstød og ridser i relationen. Er også ret sikker på at vores børn godt kan skelne og følger “reglerne” i institutionen, ligesom de også ved at de må nogle andre ting derhjemme og kan skubbe til forældrenes grænser – det har de brug for, efter en lang dag hvor de skal “gøre hvad der bliver sagt”. Børn er kloge 🙂
Tak for et godt indlæg! Jeg kunne SÅ godt tænke mig, at du også uddybede din remse til sidst med eksempler, hvor du også oplever udfordringer (jeg higer efter inspiration til at løse vores konflikter. Jeg har også læst meget i Drop Opdragelsen, men jeg synes ind imellem ikke jeg kan spejle mig i hendes eksempler). Jeg kæmper også en daglig kamp med en 3-årig. Jeg oplever bare tit, at når vi forhandler, fx dit eksempel med badet. Så vil han alligevel ikke i bad når vi har ventet de 3min… Jeg vil så gerne imødekomme og undgå de utallige kampe/magtkampe, – eller i hvert fald komme igennem kampene på en ordentlig måde for os begge – men hvor er det udfordrende når der er 1000 om dagen!
Ja! Vi har en 2-årig pige med en plan 😀 Og det har hun haft fra fødslen. Hun har altid været hurtig motorisk, meget energisk og kvik på mange områder. Og hun har altså ikke tid til, at der står hindringer i vejen for hendes ideer. Vi har ofte sagt at hun på mange måder er et “uafhængigt” eller meget autonomt barn. Helt sikkert “viljestærk”. Og det giver selvfølgelig konflikter. Specielt når der er en deadline. Og vi er stadig ved at finde ud af, hvordan vi skal håndtere fx en morgen, hvor vi skal ud af døren, men hvor alt så pludselig er en kamp. Eller at få hende til at acceptere, at hun skal i seng og sove. Det har altid været svært for hende at give slip og “føje sig”. Og jeg kan bestemt genkende det med de mange ja’er i dagplejen, og de mange nej’er herhjemme. Vi prøver at have så lang line, som situationen tillader for på den måde at bringe lidt balance ind i hendes verden. Men der er også tilfælde, hvor der bare ikke er tid eller mulighed for kompromiser og forhandling. Og så arbejder specielt far på tålmodighed og at håndtere sin egen vrede i konflikterne. Det er svært på daglig basis at være i al den vrede og raseri, der kommer ud, når der bliver sat en grænse. Men vi satser på at det er en god investering i deres fremtidige psykiske velbefindende, vi har gang i nu..
Jeg har en 4-årig datter, der altid har gået hendes egne vegne og sjældent i den retning jeg foreslår. Men så læste jeg bogen: “Slut fred med dit viljestærke barn og sig selv”, og den gav mig et rigtig godt indblik i hvorfor vores hverdag tit føltes mere konfliktfyldt end andres og hvad vi kunne gøre ved det. Der er stadig konflikter, men også mere ro. Bogen er hurtigt læst, så ville lige give anbefalingen videre.
Vores yngste, på lige knap 11 år, er også temmelig viljestærk, stædig og oveni ret følsom. Han er ikke udpræget fan af at gå i skole, mest pga. de krav der stilles til ham (han vil gerne selv vælge hvad han skal og ikke skal) og de konflikter der er i klassen.
Han har været hjemme mandag og tirsdag med ondt i maven og da vi sagde til ham igår, at han skulle i skole i dag – så stejlede han fuldstændig. Han gik helt bananas her til morgen, blev ked af det og havde virkelig ondt i maven. Under vores snak får han sagt “det er den måde I siger, at jeg skal i skole på”. Så i aften siger vi, efter hans eget ønske, “så prøver vi at du tager i skole i morgen”.
Det fik mig til at reflektere over hvordan vi stiller krav. Der er ingen tvivl om, at skolen skal passes og at der er ting i livet, som er nødvendige – men måden det formidles på er vigtig for ham og dermed også for os. Jeg får ærligt talt lyst til nogle gange at bede ham “suck it up” og komme videre, når han flejner eller bliver ked af det over (for os andre) end bagatel. Men for ham er det vigtigt og virkeligt. Han udtrykker faktisk nogle gange, at han er nervøs for at være autist (vi har en fætter der er det), fordi han føler sig anderledes. Så han mærker det selv, at han reagerer på ting, som andre ikke gør.
Så tak fordi, at du valgte at skrive det her indlæg netop i dag – det har givet anledning til flere vinkler for mig.
Wow, sikke en klog dreng du har dig ❤️
Jeg kender det og jeg kender det ikke…vores ældste er mega viljestærk og konkurrencemenneske.
Det virker på hende at have medbestemmelse: siden hun var 2,5 år har hun selv taget tøj på og valgt tøj, siden hun var 6 mdr har hun spist selv (hun skulle ikke fodres med ske) og jeg kan blive ved. Jeg prøver at komme væk fra aftaler men arbejde med få klare grænser og så netop respektere hendes space. Hvis vi har været på legeplads og vi andre går i gang med frokost, så skal hun ofte lige lege 5-10 min selv. Jeg kan så meget følge det her med at tilpasse sig og så komme hjem og eksplodere. Nu er hun startet i skole og det havde vi frygtet, men fandme om der ikke er verdens bedste pædagog tilknyttet klassen, som har gennemskuet hende totalt OG kan lide hendes karakterfasthed og to måneder inde i skolen, så er hun et andet barn. Jeg tror simpelthen, at hun oplever, at hun kan være sig selv – og verdens tungeste sten er fjernet fra vores skuldre. Det har givet så mega meget ro!!! Og derfor så vigtigt at tale hans sag i Børnehaven. Ja måske stinker forhandlinger, men forhandling er diplomatiets kunst og en god egenskab at have:
Hej Sofie
Tak ?? Jeg føler nogle gange mine veninder med deres knap så viljestærke børn ikke helt ved hvad det egentlig vil sige, at have et viljestærkt barn.
Her medfører diverse fastholdelser af et nej, vredesudbrud og grædeture, der kan varer i 30-60 minutter. Jeg bliver helt udmattet og afmægtig. For han ved udemærket gost at det ikke ender med han får sin vilje, men hold nu op hvor er det udmattende! Altså helt vildt udmattende! Og jeg kan ikke “keep it cool” selv så længe og så ender jeg med at blive helt vild vred og råbe ad ham. Det der tilgengæld virker er medindflydelse. Det betyder ikke han får det han vil have. Det betyder at han har noget at vælge i mellem. Han er desuden meget raffineret i sit sprog og stort set alt jeg siger kommer tilbage. Han kan sige, mor du får to valgmuligheder, enten får jeg slik i dag eller også så får jeg det i morgen (mandag og tirsdag). Det kommer aldrig til at ske, hvilket han udemærket ved. Han bliver vred og frustreret hvis tingene ikke går som han har tænkt, normalt for 4 årige iøvrigt, men hold nu kæft!!!! Hvis jeg skulle tage alle kampe med et demonstrativt nej, sådan er det bare svar, så ville jeg ikke kunne nyde min familie overhovedet. Så ville alt være konfliktfyldt og det er til trods for at jeg altid bruger.. jeg vil gerne have at… vi hjælpes ad med at rydde op osv.
Så tak! Føler altid mine veninder kigger på mig som om, dit barn styrer dit liv. Det gør han ikke! Jeg vælger at ikke alt skal være en konflikt og jeg siger til mig selv (dagligt) at det vigtigste her er at han ved det er ok at blive vred, sur, skuffet, glad, overrasket. Det er ikke forkert at blive vred, og at vi elsker ham – men det betyder ikke at han får sin vilje og det synes jeg man kan vise på mange måder – som du fint beskriver. Og så tror jeg virkelig ikke man har nogen anelse om hvad man er oppe imod hvis ikke man selv har et viljestærkt barn ❤️ Min veninde kan sige; den var ikke gået herhjemme. Mine børn forstår godt et nej. Men et nej afføder heller ikke vredesudbrud, grædeture af laaaaang varighed osv. Pointen er, han få jo ikke et ja.. han får ikke lov til at gøre hvad han vil.. men det er som om ordet nej tænder en gnist i ham.
Jeg har netop googlet “viljestærke børn”, og dit blogindlæg kommer frem. TAK for at læse at min datter ikke er ene om at være viljestærk. Man føler sig til tider magtesløs og som en dårlig mor. Det er benhårdt! Her hjemme er største udfordring at komme ud af døren om morgenen. Og især at komme ind af døren i børnehaven. Der skal hun oftes bæres ind med skrig og skrål. Det er benhårdt! Så bare TAK for at dele ud af den sårbare del af forældreskabet <3
Hvor er jeg glad for, at det kom frem og at du har fundet noget at spejle dig i. Jeg kender det så godt, det kan være en hård omgang <3