Hjem Stort og småt Om “rottehullet”, au pairs, flydende portugisisk og om vejen hertil

Om “rottehullet”, au pairs, flydende portugisisk og om vejen hertil

af hellosofie

Der er kommet mange nye til de sidste måneder, og sådanne perioder kan godt være lidt ude af min komfortzone. Jeg tænker ikke over til dagligt, hvor mange mennesker, der sidder og ser det, jeg laver. Men når følgertallet pludseligt stiger, så bliver jeg pinligt bevidst om, at en masse nye ansigter ser med for første gang.

Nok i forlængelse af de mange nye ansigter fik jeg besked fra en kvinde, som egentlig godt kunne tænke sig at vide lidt mere om mig som person. Min opvækst, baggrund, familie. Det er måske for nogle personligt, og endda privat. Men som I måske ved, så har jeg ikke helt de grænser 😉 Det er da bare hyggeligt, hvis I vil vide, hvordan jeg blev 31-årige Sofie, der lever af at være influencer.

Jeg er endt med at flytte tilbage til min barndomsby. Jeg er vokset op i Rungsted kun en kilometer fra, hvor vi bor nu. Ja, jeg havde helt klart svoret på, at jeg ikke skulle tilbage til det her lille “rottehul”, da jeg flyttede hjemmefra som 19-årig, men så fik jeg børn og fandt ud af, at byen slet ikke er et rottehul. Byen har sgu endda et midtpunkt! Hallå!

Jeg har gået på en lilleskole her i byen. En lilleskole, hvor vi var 160 elever fra 0-9 klasse – kun ét spor og mit klassenavn var Lilla. Mads driller mig med, at jeg har gået på en hippieskole, hvor vi havde håndarbejde og formning i stedet for samfundsfag og geografi. Det passer selvfølgelig ikke, men det var en skole, hvor værdierne nok var anderledes end mange andre skoler. Selvom jeg var ved at kaste op i udskolingen af ikke at kunne blende ind og “blive glemt” på så lille en skole, så er jeg sikker på, at sådan en tryg skolegang, hvor alle kendte alle har givet mig en masse med videre. Jeg forsøger at overbevise Mads om, at vores unger også skal gå der (de har fået kaniner og høns, som børnene passer. Jamen… <3). Men han er desværre ikke helt overbevist 😉

Min mor er uddannet bibliotekar. Hun har arbejdet i noget, der dengang hed Statens Information, hvor hun rådgav borgere om stort og småt og så har hun også haft sin gang i borgerservice på kommunen, og også nogle år på biblioteket. Min mor har altid arbejdet for at leve. Det var noget hun skulle for at tjene penge, hvor min far har levet for at arbejde i mange år af sit liv. Han har en bachelor fra CBS og har altid haft sit eget firma, som han solgte inden han gik på pension. Han har derfor aldrig haft en chef udover sig selv. Det har betydet aftenarbejde, mange rejser og til tider weekendarbejde. Han skulle altid være på og selvom han er sådan én, der tit stresser og brokker sig over travlheden, så ville han nok aldrig trives med, at det var anderledes. På det punkt har jeg fundet en mand, der minder skræmmende meget om min far 😀

Jeg har arvet mit konkurrecegen (ja, jeg har sådan ét og det er forfærdeligt dominerende) og min stædighed fra min far. Jeg er nok egentlig min fars væsen i min mors udseende 😉

Jeg er vokset op med Au Pairs siden jeg blev født og indtil 10-12 års alderen, hvor jeg kunne begynde at klare mig selv. Det kan for nogle lyde meget nordsjællandsk, og bevares, det er det også. Men vilkårerne har været nogle helt andre, end vi ser heroppe nordpå i dag. Det har været unge mennesker fra USA, Sydafrika, Tjekkiet, Australien, nogle fra Danmark, der alle har haft brug for et sted at bo og noget mad – og dertil en løn selvfølgelig. Flere af dem har studeret ved siden af.

Mange af mine Au Pairs blev jeg knyttet til og det er selvfølgelig altid svært at sige farvel efter et år. De boede hos os, spiste med os og rejste med os (uden at være på arbejde). De hentede mig fra skole og hyggede med mig og min bror efter skole. Min bror er 4,5 år ældre end mig, så det var i mange år nok mest mig, der havde brug for en voksen derhjemme. De udviklede mit engelsk, og det har jeg haft gavn af hele mit liv. Mine forældre havde den ekstra hjælp til at stryge, hjælpe med maden, gøre lidt rent og passe os, fordi min mor aldrig har haft fleksibilitet i sit arbejdsliv. Hun har jo ikke som sådan haft lange arbejdsuger, men hun har aldrig kunne gå tidligere eller møde senere og nogle dage tog hun over for kollegaer. Min far var herre over egen tid, men han havde sjældent den tid til at hente og bringe, handle og lave mad. Så det har lettet presset på alle og jeg føler absolut ikke, at jeg er blevet glemt som barn. Tværtimod har jeg haft en oplevelsesrig barndom med masser af knus, lange snakke, rejser med mine forældre, godt med tid sammen i weekenden, fælles fjernsynskiggeri klokken 20 og spontane danseture om aftenen efter aftensmaden.

Da jeg var færdig med 9. klasse skulle jeg væk. Jeg havde et relativt lille netværk og savnede at opleve og udfordres. Så som 15-årig tog jeg på udveksling til Brasilien i et år. Det er et år, der har betyder så meget for mig. At skulle forlade sin undgomskæreste efter 1,5 år og vide, at vi nok ikke ville finde sammen igen et år efter. At komme til et helt nyt land, hvor du pludselig bliver en del af nye familie, vaner, traditioner og religioner. Til et land, hvor de færreste snakker engelsk og jeg forstod ikke portugisisk det første lange stykke tid. Jeg gik i skole, men sad i timevis og lyttede til en lærer og en tavle, hvor alt foregik på portugisisk. Det var dødfrustrerende og jeg græd og græd. Sådan er det typisk, når vi kommer ud af komfortzonen. Det er aldrig helt rart indtil vi vokser, falder til i kulturen og føler os 10 cm højere. Jeg tog sagen i egen hånd og talte med kloge, gamle mænd på semidårligt portugisisk, og anmod om at foretage mig noget andet med mit år i Brasilien. Så i stedet for endeløse timer på et sprog jeg ikke forstod, så brugte jeg meget af min tid det år på et kloster, der tog sig af børn, hvis mødre var fuldtids”maids”. I Brasilien har de fleste velhavende familier en maid, som arbejder fra 6-20 – og deres børn skal nogen jo tage sig af <3 Derudover underviste jeg lidt i engelsk på en sprogskole.

Jeg har sprogøre og var ganske flydende i portugisisk, da jeg kom hjem igen efter et år. Den dag i dag kan jeg desværre kun sige nogle sætninger og læse sproget – sådan går det, når man ikke får talt det i 15 år. Det år modnede mig helt enormt. Jeg kom hjem og skulle starte i 1. g på HHX i Lyngby og hvilede i mig selv. Det var en dejlig oplevelse at starte i en helt ny klasse, et helt nyt kapitel og føle mig klar og føle, at jeg var god nok! Og der gik ikke mange måneder før jeg mødte Mads til en fest, uvidende om, at jeg 14 år senere ville være gift og have to børn med ham 🙂

Hvis du vil vide lidt mere om min uddannelse i kommunikation, om mit arbejde før jeg blev fuldtidsblogger og om at finde sin vej her i livet, så kan du læse mere om det her <3 Der kan du i øvrigt også fornemme, hvor meget jeg har ændret mig på 2,5 år som menneske. Det er faktisk en del.

I øvrigt, og det ved du, hvis du har fulgt med så længe, så startede min influencerkarriere som træningsentusiast. Jeg hed FitbySophy og det handlede om “sund” mad, krop og træning. Men det var først meget sent i forløbet, at mit forhold til min krop egentlig blev sundt. At jeg begyndte at tænke, at jeg trænede, fordi min krop skulle holde sig stærk til at passe på mig hele livet og ikke for at opnå et ideal.

Jeg har skrevet et indlæg her om mit meget usunde forhold til kost og træning, som absolut ikke var et rart sted at være for mig. Jeg er glad for, at jeg ikke længere blogger om dét mere. Det ændrede sig drastisk, da jeg blev gravid med Gus og der var andre ting, der interesserede mig. Og så hvor jeg er endt nu 😀

Tak fordi I følger med <3

/S

Følg mig på Bloglovin
12 kommentarer
19

Du vil måske også gerne læse

12 kommentarer

Sabrina 26. oktober 2020 - 19:52

Tak for din blog og sin instagram.
Du er en kæmpe inspiration.
Dejligt med en “opsummering” også for os, som har fulgt med i en del år snart. 😉

Svar
hellosofie 26. oktober 2020 - 19:58

Tak fordi du følger med og tager dig tid til at efterlade en kommentar 😍

Svar
Line Hansen 26. oktober 2020 - 20:05

Ej jeg elsker det – du er så inspirerende og naturlig😍
Tak fordi du deler – skønt for sådan en bonderøv som mig fra Hundested, med 4 børn, 10 kg ekstra og lige er startet job efter mit livs sidste barsel🥺🙈💔
Du sætter fokus på de helt elementære ting som mødre går igennem🙏🏼❤️

Svar
hellosofie 26. oktober 2020 - 20:17

Fire børn! Det er fandeme også 10 kilo værd! Tusind tak for din søde besked ❤️

Svar
Nanna 26. oktober 2020 - 21:14

Sikke et hyggeligt indlæg ❤️

Svar
Julie Simper 26. oktober 2020 - 21:39

Hyggeligt at læse – og sjovt at tænke tilbage på at jeg startede med at følge dig som FitbySophy, men blev pga. dine altid flotte billeder og gode reflektioner, og så søde Gustav og nu Louie 😍 jeg er glad for at du ændrede stil – både for dig og for mig, fordi jeg havde nok ikke fulgt med i dag, da mit forhold til træning og kropsidealer også har ændret sig i mellemtiden 🥰 Du gør det godt!

Svar
Zahra 26. oktober 2020 - 22:06

Tak for din blog,det er meget inspirerende at læse. Elsker din person og din smukke lille familie. ❤️

Svar
Nanna 27. oktober 2020 - 6:35

Ej kære Sofie, jeg synes jo efterhånden at jeg har fulgt med længe, men fedt at få endnu mere at vide om dig 😊
Det er noget skørt noget ned SoMe, for man kommer jo til at føle, at man kender hinanden – uden egentlig at gøre det. Og selvfølgelig deler du ikke alt, men du virker i hvert fald ærlig og nede på jorden, og det er en befrielse 🧡
Jeg nyder at følge med på din rejse som mor, og opleve hvordan livet ændrer sig 🥰
Tak for dig 🧡

Svar
hellosofie 3. november 2020 - 10:45

Tusind tak Nanna for den rigtig søde besked. Det gør mig glad! 🙂

Svar
Debora 27. oktober 2020 - 8:21

Wow, didn’t know you lived in Brazil! In which city were you living? And in which university were you studying there? I’m from Brazil myself, so that’s why the interest 😅
Parabéns for the blogger of the year award ☺️

Svar
hellosofie 3. november 2020 - 10:44

Obrigada 😀 I lived in Aracatuba in the state of Sao Paulo. A farmers city with 120.000 people. Small for brazil – huge for me 😀

Svar
Nadja 27. oktober 2020 - 11:45

Sikke er skønt indlæg – så rart at lære dig bedre at kende! Jeg har ikke fulgt med, dengang du var FitBySophy – tror faktisk (uden at kunne huske det helt præcist) at jeg stødte på dig, da Louie var helt lille baby, og begyndte at følge dig, fordi min mellemste også hedder Louie 😉 Og så blev jeg hængende. Mine tre drenge er 7, 9 og 11, så jeg er et andet sted i livet nu, men det er alligevel superhyggeligt at følge med og og blive mindet om livet med små børn, som bare fløj forbi. Da mine var små, bloggede og Instagrammede jeg virkelig meget, men eftersom de alle tre går i skole nu og har en helt klar holdning til, hvad der må deles, ebbede det med at blogge helt ud. Instagram slipper jeg aldrig, men især min ældste på 11 giver sjældent lov til, at jeg deler billeder af ham, hvilket selvfølgelig er helt ok 👍🏻
Jeg er helt vild med, at du har boet i Brasilien i et år – det er vildt spændende og sejt – og modigt! Også fordi Brasilien nok ikke er det sted, man så ofte hører folk tager hen på udveksling. Det må have været så vildt at bo der som 15-årig!
Alt det bedste til dig og din familie ❤️

Svar

Skriv en kommentar

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse, huske dine indstillinger, og til statistik formål. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken Accepter Læs Mere