I sidste uge udgav jeg første del af min LIVE med Lena Adalberth, som var spækket med konkrete eksempler. Så spækket, at jeg har valgt at dele interviewet over og her kommer anden del om det grimme sprog, når børn er fysiske, om spise- og puttesituationer.

Lad os bevæge os videre i nogle af de emner, som I skrev til mig, I gerne ville tale om. Jeg har valgt dem ud, der gik igen oftest og som jeg også selv kunne spejle mig i. Jeg bruger Gustav som eksempel, men det er ikke altid, at jeg har oplevet det specifikke issue med ham. Nogle gange er det bare nemmere at sætte navn på 🙂

Det grimme sprog: “Din dumme lortemor”, “Jeg slår dig og håber det gør ondt”, “Din mad smager ikke godt” inden den overhovedet står på bordet. Hvis man gerne vil sige fra og sætte en grænse, hvordan gør man så bedst det?

Der er forskel på, om det er et verbalt “udbrud” eller et fysisk. Når dit barn taler grimt, så kan du spørge: “Hvad betyder det?” eller “Hvor har du hørt den formulering?” eller “Øv, det lyder som om, nogen har sagt noget dumt til dig i dag. Hvordan har du det?”

Ofte tester børn sprog af over for forældre og søskende for at finde ud af, hvordan de selv skal svare, når nogen taler på samme måde til dem. “Hvordan sætter min mor sin grænse? (aka. hvordan kan jeg sætte min egen grænse?)

Så du skal svare med det, du gerne vil have han svarer, når nogen taler grimt til ham. Fx: “Jeg synes, det er ubehageligt, når du bruger de ord” eller “Jeg vil gerne have, at du bruger søde ord. Hvilke søde ord kan du finde på?” eller “Hvis du er vred, så vil jeg gerne have, du siger det i stedet.” eller “Jeg bliver i dårligt humør af de ord. Øv altså”.

Vi snakkede også om, at det nogle gange giver mening at tage den med Gustav, når vi ikke længere er i situationen. Så har vreden lagt sig, og jeg kan måske få bedre kontakt, når jeg fortæller ham, hvordan jeg føler, når han taler sådan til mig.

Slår, sparker eller bider: Både små og lidt større børn kan være udadreagerende. Mange af jer skrev, at I oplevede, at det gik udover lillebror eller -søster. Og andre gange går det ud over jer. Hvad skal man sige i den situation?

Årsagen er oftest, som de fleste er klar over, frustration, dominans, overvældelse, beskyttelse eller frygt.

Dit barn har endnu ikke evnerne til at modstå impulsen, som er primitiv og instinktiv for os alle. Du kender sikkert også selv følelsen af at føle dig så magtesløs og frustreret, at du kan mærke lysten til at slå – men selvfølgelig ikke gør det, fordi du kan styre impulsen. Den stopknap har dit barn endnu ikke udviklet. Situationen er et symptom. Alle reaktioner er symptom på uforløste følelser. Når dit barn skriger, græder, slår, sparker, skubber, så er dit barns sociale og rationelle funktioner slukkede, og han har bevæget sig over i et kæmp/flygt-mode, hvor hans amygdala er trigget. Din opgave er at dæmpe hans aktiverede amygdala frem for at “kaste brænde på bålet”.

Her er nogle eksempler på trusler, der kan aktivere amygdala og give ham grund til at reagere fysisk:

• Statustrusler (Hvor er jeg i hierarkiet? Hvis jeg er “under” rent statusmæssigt, må jeg hellere handle hurtigt og kræve en højere status)
• Diktater (og “gode råd” dit barn ikke har bedt om)
• Uoverskuelige opgaver (for store opgaver, for store mål og uklar fremtid)
• Tvetydige/utydelige mikrobeskeder (vi udviser ca. 2-4000 mikrobeskeder pr. dag (ansigtsmimik), hvis mikrobeskederne ikke stemmer overens med indre tilstand, kan det opfattes som en trussel).
• Uretfærdighed/social eksklusion (at føle sig holdt udenfor er lige så smertefuldt som at blive slået, og derfor vil hjernen opfatte det som en trussel) 
• Når noget minder om noget farligt (nutiden filtreres gennem fortiden – hvis dit barn har oplevet en lignende situation, som føltes utryg, vil amygdala blive aktiveret). 

Først når han ikke længere har en aktiveret amygdala, kan du tale til fornuften og give dit barn værktøjer til, hvordan en hensigtsmæssig adfærd er. 

Et scenarie, som mange af os måske kan genkende er:

• Du ser dit barns frustration
• Siger: “Jeg kan godt se, du er vred, men du må ikke slå”
• Dit barn slår
• Du bliver vred: “Det gør ondt på mig. Vil du så stoppe!? Hvad sker der for dig?”
• Dit barn skriger
• Du forsøger at få situationen under kontrol enten ved at holde om dit barn, møde ham med: “Det går helt galt nu”, “Sikke du er vred!”, “Hvorfor bliver du så gal?” eller “Kom lige her…”
• Dit barn er ude for rækkevidde og bliver tydeligt mere og mere frustreret
• Du ender med at holde lidt for fast i dit barn, føler dig magtesløs og på et tidspunkt stilner det af, men du har det dårligt over, at I skulle igennem det på den måde. Siger undskyld, men er stadig i det uvisse ift. hvad der lige skete.

Her skal I gå en ny vej sammen. Det hjælper, hvis du har mulighed for at tale med dit barn om følelserne på et tidspunkt, hvor I ikke er i dem. Ligesom det også hjælper, at du er bevidst om dine egne reaktionsmønstre, inden du står midt i kaosset. Dit nervesystem smitter nemlig af på dit barn.

Men i situationen kan du i stedet:

1. Fokusér i første omgang på offeret (på den måde viser du, at det ikke er måden at få din opmærksomhed på).
2. Sæt dig i barnets sted, og øv det mellem børnene: “Hvad tænker I hver især?” 
3. Du øger stressniveauet og aktiverer amygdala yderligere ved at råbe og “dømme” situationen. I stedet for: “Hvad sker der her!?” eller “Jeg vil ikke have, I slår!”, kan du sige: “Hov hov, husk, at venlige hænder giver gode venner”; “I er vist uenige, hvordan kan vi løse det?”; “Når I har brug for hjælp, så kom til mig”
4. I tilfældet at det går ud over et Louie, så fokusér på ham:

• “Vi har kun én Louie. Han skal holde i mange år.”
• “Vi passer på Louie. Ligesom vi passer på dig”
• “Hey! Se lige Louie i øjnene, hvordan tror du han har det lige nu?”
• “Jeg har en vigtig opgave til dig. Vil du sørge for, at den arm er god ved andre? Det glemte den vist lige”
• “Hvis I bliver sure på hinanden, så gå væk.”

Sidstnævnte kan du også bruge i situationen, hvor det er jer, der konflikter.

• “Nu er vi vist blevet for sure på hinanden. Jeg har brug for en pause”
• “Vores indre vulkaner er i udbrud. Vi må lige få styr på dem igen.”
• “Det bliver for meget for mig nu, så jeg går lige ud for døren et øjeblik”
• “Jeg tier lige stille og finder mine venlige øjne og stemme frem. Jeg venter lige her en stund.”
• “Jeg må lige gå lidt væk nu, fordi jeg kan mærke, jeg bliver for vred”.
• “Jeg må lige trække vejret helt ned i maven”
• “Du vil vist gerne tale med mig. Lad mig høre, hvad du vil sige”.

Når dit barn vil kaste med ting, så sørg for, at det er ting, der ikke går i stykker, og tal med ham om det på et tidspunkt, hvor han ikke er i affekt. 

• Fx “Jeg har lagt mærke til, at du kaster med ting, når du er sur” (…) “Jeg vil gerne have, vi passer på tingene herhjemme” (…) “Jeg har gjort mig meget umage for, at vi har skønne ting herhjemme” (…) “Og jeg bliver ked af det, når de går i stykker” (…) “Kom til mig, når du er vred. Jeg hjælper dig.” 

Og så kan rollespil være en god idé, hvor I øver, hvad der er smart at gøre i stedet for at kaste med tingene, når han bliver sur. Eksempelvis: “Jeg har lagt mærke til, at du kaster med ting, når du er sur” (…) “Jeg vil gerne have, vi passer på tingene herhjemme” (…) “Jeg har gjort mig meget umage for at vi har skønne ting herhjemme” (…) “Og jeg bliver ked af det, når de går i stykker” (…) “Kom til mig, når du er vred. Jeg hjælper dig.” 

Når dit barn reagerer kraftigt, så er det hans måde at ruske i dig. Han forsøger at fortælle dig noget, som du endnu ikke har hørt. Når dit barn er faldet ned igen, kan I tage en snak om alternativerne til at slå: dybe vejrtrækninger, bed om hjælp eller gå fra situationen.

Lad os snakke om, hvad du kan sige inden situationen, hvor det går “galt”:

1. Giv positiv opmærksomhed til den adfærd, du godt kan lide: “Hvor er det skønt at se, at I samarbejder”; “Jeg kan godt lide at se, I leger så godt sammen.”
2. Overvej andre årsager til adfærden. Er der nogle bestemte situationer, som ofte trigger adfærden? Er dit barn sulten, træt, overvældet, har set meget TV? Og forsøg så at undgå de situationer eller lav nogle nye rammer, som begrænser den slags situationer. Fx ved at have nogle helt faste rutiner omkring situationerne.
3. Rigtig mange børn forstår endnu ikke pointen i at fortælle, hvad de kan og ikke kan lide, og hvad de tænker undervejs, og de børn kommer derfor oftere ud i den slags situationer, hvor ord bliver utilstrækkelige. Det kan du øve ved selv at blive bedre til at sætte ord på, hvad du tænker og føler i forskellige hverdagssituationer.
4. Brug dit barns energi ved fysisk kontakt.
5. Fortæl en historie om dagen, hvor den udadreagerende adfærd ikke er i fokus eller lav et rollespil, hvor dagen gennemgås trin for trin, hvor I på den måde begge kan få øje på, “hvor det gik galt”.
6. Og så husk, at for nogle børn kan det godt være leg. Så vær selv opmærksom på, om det er for sjov eller for alvor.

Når du bliver grinet af: Det er ikke atypisk, at børn griner, når de er ude, hvor de ikke kan bunde. Hvad siger jeg bedst i sådan en situation, når jeg egentlig er ved at eksplodere?

Han griner, fordi han skammer sig. Det er en forsvarsmekanisme. Han kunne lige så godt græde. Så mød det med omsorg: “Uh, det blev for meget for os begge (…)” Eller “den opførsel vil jeg gerne have, du stopper med, men jeg kan godt se, du også blev forskrækket” eller måske tavshed, men et kærligt blik kan løsne situationen. 

Raseri: Jeg oplever at mit barn kan blive så rasende, at jeg ikke kan komme ind til ham. Hvad gør jeg?

Det er godt at vide om reguleringscyklussen (påvirkning, reaktion, regulering) og beroligende ord: “Jeg er hos dig”, “Jeg har styr på dig”, “Der findes en løsning. Der er altid en løsning”, “Jeg hjælper dig” – bliv i nærheden, også selvom, at han måse råber dig væk. Så kan du sige, at du er lige ude foran døren. Sig ikke så meget. Barnet er for meget i affekt til at kunne lytte. Så det handler om at få beroliget nervesystemet. De fleste bryder sig ikke om omfavnelse på dette stadie. Så det handler mere om at være lige i nærheden og lade stormen passere.

Ved bordet: Kan vi tale lidt om alle de konflikter, der potentielt kan udspille sig ved bordet? Hvad hvis drengene ikke vil spise?

Så lad dem undlade at spise. Du kan ikke bestemme, om de skal spise. Du kan styre, hvad der serveres (men sørger selvfølgelig for at der altid er en “safe food” på bordet), og du kan styre, hvornår der er mad. Men de bestemmer om de vil spise, og hvad de vil spise.

• Afstem altid forventningerne – både børn og voksne – mange børn er “fyldt op” med krav og forventninger, når aftensmaden rammer bordet. Overvej, om “det hyggelige og sunde måltid” kan være det lige efter børnehaven? Og tal eksplicit med dit barn om, hvad du ønsker dig inden I sætter jer til bords ved at tale om “reglerne”. Eksempelvis: “Nu skal vi spise. Jeg vil gerne have, at vi bruger vores små stemmer, og at vi kan fortælle hinanden historier omkring bordet på en rolig måde. Når du er færdig, må du gerne sige “tak for mad” og gå ud i køkkenet med din tallerken” 

• Hvis det er aftensmaden derhjemme, som gentagne gange volder problemer, så prøv at vende hele situationen lidt på hovedet. Måske der er kommet en træls stemning omkring bordet, fordi dit barn føler sig overvåget eller bedømt konstant. Prøv at lave picnic på gulvet, spise i sengen eller på køkkenbordet, byt pladser eller lyt til en lydbog, mens I spiser.

• Tal med dit barn om den dårlige stemning, hvor du giver ham en undskyldning: “Jeg vil gerne give dig en undskyldning (…) Jeg er kommet til at holde for meget øje med dig, når du spiser (…) Det kan jeg godt mærke er forkert og ubehageligt for dig, så det har jeg besluttet at stoppe med.” Her vil jeg, Sofie, gerne tilføje, at det var samme taktik jeg brugte, da jeg overvågede Gustav for meget, dengang han ikke ville tisse. Der måtte jeg trække mig og sige undskyld og stole på, at han selv vidste, hvornår han skulle tisse.

• Leg med og giv barnet opmærksomhed, inden han keder sig. Fortæl en historie sammen, tal om farverne på maden, nyn en sang, hun skal gætte, eller find på ting, der rimer på forskellige madord. “Med mit øje, ser jeg nøje”-legen er også god.

• Bemærk “god opførsel”, fx: “Jeg kan godt lide, at du venter så tålmodigt”; “Hvor er det sejt, at du kan bevæge dig så roligt”; “Jeg har glædet mig til at hygge med dig her til aften, og du er virkelig god til at hygge.”; “Jeg er helt vild med din stille-Gustav-stemme.”; “Du gør det helt rigtige.”

• Dine manerer vil smitte af. Den måde, du taler på. Den måde, du sidder på. Den tilgang, du har til maden, vil blive dit barns måde. Hvis du er rolig omkring situationen og forventer en hyggelig stund og spiser med velbehag, så vil det med større sandsynlighed også blive sådan for børnene.

Putning: Hvad skal jeg sige, hvis det er mig, der putter, men drengene vil have far?

Det er ikke et personligt fravalg, selvom det kan føles sådan. Det er et sundhedstegn, at dit barn viser tillid til andre voksne, og at dit barn kan formå at tage dig “for givet”. Det betyder nemlig, at han stoler så meget på din kærlighed, at den ikke er i fare, og at han i stedet kan kaste sin kærlighed på andre, uden at jeres relation tager skade.

Der kan være forskellige grunde til, at dit barn foretrækker én voksen frem for en anden i forskellige situationer. Oftest handler det om, at dit barn har vurderet, at mor/far er sjovest/bedst til at klare den givne situation lige i det nu. Eller hvis den ene forælder/yndlingsperson måske ikke er til stede lige så ofte, så er det mest spændende at få opmærksomheden derfra. 

I situationen kan du sige:

• “Jeg er lige her. Jeg vil gerne putte jer i dag”
• “Okay. I dag er det min tur til at putte. Jeg har savnet dig i dag.”
• “Okay. I har det også virkelig hyggeligt sammen (…) lige nu er det min tur. Jeg vil nemlig rigtig gerne”
• Okay. Lige nu vil du gerne have far skal gøre det (…) Vi har besluttet, at det er mig der gør det i dag, og at far gør det på et andet tidspunkt.” 
• “Okay” efterfulgt af et kram. Dit barn vil nødvendigvis ikke “bare” have sin vilje. Ofte handler det i højere grad om “tilladelse” til at fortælle om sine følelser.

Putning: Den trækker ud og til sidst kan jeg næsten ikke rumme mere. Må jeg sige fra?

Årsagerne kan være meget forskellige, men oftest handler det enten om seperationsangst, vanskelighed med overgange eller uro i krop og hjerne. Alt efter hvad årsagen er, kan det være forskelligt, hvordan det er klogest at sætte ind. Men generelt kan man sige:

Inden situationen:

Vær fysiske sammen og få ro på kroppen. Hav gerne en rimelig fast rutine. Det kan være “kebabrullen”, kildeleg, tumleleg, tæt dans, højtlæsning, zoneterapi/massage – eller en smule af det hele. Helst ikke skærmtid inden sovetid, da det er stimuli, som hjernen kan have svært ved at slippe – og som så vil blive bearbejdet umiddelbart efter.

Når barnet er uroligt: 

• “Du behøver ikke sove (…) Du kan bare lukke dine øjne lidt”
• “Du behøver ikke sove (…) Du kan bare lægge dig godt til rette med din dyne”
• “Du behøver ikke sove (…) Du kan bare hvile lidt”

Dit barn vil ikke lægge mærke til negationen i sætningen, fordi ikke-konceptet fortsat er meget abstrakt for hjernen at forstå. I stedet vil hans hjerne manifestere de håndgribelige og konkrete ord som “sove”, “lukke øjne”, “lægge”, “dyne” og “hvile” i disse eksempler.

Ved seperationsangstudfordringen – det er for vores vedkommende mere i Louies stadie end Gustavs. Altså behovet for, at vi er hos ham og at vi ikke må gå.

De fleste børn søger kontakt ved sovetid, fordi det er et godt tidspunkt at få udelt opmærksomhed fra sin mor eller far. Det kan også være et tidspunkt, hvor uroen kommer ud af kroppen, inden den kan finde hvile, og det kan du hjælpe på vej, ved at komme med beroligende sætninger: 

• “Jeg er hos dig”
• “Du kan trygt falde i søvn”
• “Jeg har styr på dig”
• “Jeg kan hele tiden høre dig”
• “Jeg bliver hos dig”
• “Vi mødes i drømmene”
• “Det er okay at falde i søvn”
• “Du kan roligt lægge dig ned”
• “Jeg passer på dig”

Og din vibe smitter. Så tag nogle dybe indåndinger, lyt til en lydbog imens eller læg dig og meditér ved siden af dit barn, så du har ro, der kan smitte frem for irritation. Og hvis dit barn ikke sover indenfor en time (og du ikke fornemmer, han er ved at falde til ro), så er der intet i vejen for at droppe luren/sovetidspunktet og prøve igen senere. 

Ved overgangsbesvær – det er noget jeg oplever med begge børn, der er en sæk lopper inden sengetid:

• “Du kan hoppe lidt i sengen nu, og når du er færdig med det, så vil jeg sætte mig ved siden af dig”
• “Du kan lytte til historien og mærke, hvordan stemmen føles rar i hovedet”
• “Det kribler meget i kroppen lige nu. Om lidt vil jeg gerne have, du lægger dig ned og lukker dine øjne”
• “Jeg kan ikke bestemme, at du skal sove. Men jeg vil gerne have, at vi er stille nu. Jeg siger godnat, og så sidder jeg her ved siden af dig, til du sover.”
• Hav faste rutiner, som måske allerede begynder 1 time inden sengetid.

⁠⠀Hvis du har fået “for meget” i en puttesituation, så er det okay at være tro mod dig selv og sige fra. “Gustav, jeg har brug for voksentid nu. Nu vil jeg gerne, at du lægger dig ned”. Det kan også være godt at skifte, så far tager over. Men ellers er det vigtigt at sige fra, når man har fået nok. Især når det kommer til Gustavs alder, der forstår et nej på en anden måde end en baby på 6 måneder 😉

---

Sikke en omgang! Jeg håber, at I kan bruge det og kæmpe, kæmpe tak til Lena Adalberth, fordi hun har skrevet alle disse noter, så jeg nemmere kunne lave et indlæg til jer.

Lad mig vide, hvad I tænker og om noget har virket for jer!

/S og Lena