Jeg spiser ikke særlig meget aftensmad og jeg går lidt ind i mig selv, når jeg skal holde en LIVE på Instagram. Altså, nu er I jo nogle af de mest kærlige og åbne følgere, som jeg ikke behøver at være “bange” for, men der er bare noget med at blive kigget på af så mange. Ofte er det ca. 200 personer, der hopper af og på, og når min Love er færdig kan jeg se, hvor mange personer, der har kigget med totalt – og det plejer at ligge på de ca. 2000 mennesker. Yaiks! Men skide fedt, at I kigger med. Jeg er bare så bange for at jeg siger noget vrøvl og ikke bare kan tage den story om 😉

Heldigvis gik min live med Lena Adalberth rigtig godt, men desværre drillede teknikken og mange blev smidt af og den blev desværre ikke gemt. Det var ikke spildt arbejde, så flere efterfølgende skrev, at de fik lov til at se med hele vejen. Men endnu flere ønskede, at vi gentog succesen. Jeg tænker, at I her får pointerne fra vores live. Så sparer I også lidt tid.

Lena er cand.mag. i Sprogpsykologi. Derfor fokuserede vi meget på selve sproget, og hvordan man bedst kommunikerer med sit barn. Du kan se mere i hendes MOAR-univers, hvor du kan læse om hendes foredrag og hold, der blandt andet fokuserer på barnets sproglige udvikling, og hvordan vi bedre kan forstå vores børn, så “kommunikationen kan glide nemmere og tilknytningen kan forblive varm og tryg”.

Inden vi går i gang, vil jeg gerne bringe en af Lenas pointer videre. Alle mødre er forskellige, og derfor er der ting, der vil give god mening for dig og andet, som du ikke føler er “dig”. Og det er sådan det skal være. Det er faktisk præcis dén følelse, hvor du tænker “dét der er spot on” eller “dét synes jeg lyder skørt”, du skal bruge, når du sætter dine grænser over for dit barn. Det er her, du kan mærke, om noget er på vej i den rigtige eller forkerte retning for dig. Og med den introduktion, så synes jeg vi skal komme i gang 🙂

LIVE MED LENA

Tøjsituationen: Gustav vil ikke have tøj på om morgenen. Hvis jeg forsøger at give det ham på, så kan det næsten føles som et overgreb, og det er også imod mine principper, da han selv skal tage det på. Hvad siger jeg til Gustav?

Når du mærker, at en situation er ved at udvikle sig til en magtkamp. Så træd ud af den. Forstået på den måde, at du kan se hans adfærd som et udtryk for, at han forsøger at genvinde sin integritet. Alle mennesker arbejder i et dynamisk spektrum mellem samarbejde og integritet. Nogle mennesker har en enormt høj integritetsfølelse, og hvis den trues, så vil hvilken som helst situation, hvor du beder ham om at gøre noget, kunne blive til en “magtkamp”, fordi han har brug for at føle, at han selv bestemmer. 

Det er sådan set fint, at du har et princip om, at han selv skal tage tøj på. Og den “regel” kan du også sagtens tale med ham om på et tidspunkt, hvor I ikke er i situationen. Det er vigtigt, at du har tænkt lidt over, hvorfor det er vigtigt for dig, at han selv tager tøj på, fordi det er ikke vigtigt for ham.

Eksempler på formuleringer (inden situationen):

“Jeg ønsker mig, at du selv tager tøj på om morgenen. Jeg har lagt mærke til, at det sommetider er en stor opgave for dig. Jeg vil gerne hjælpe dig med at få tøjet på i en nem rækkefølge. Men det er vigtigt for mig, at du selv tager tøjet på. Så jeg har besluttet, at jeg lægger tøj frem til dig efter morgenmaden, og så vil jeg gerne have, at du tager det på, inden vi skal i børnehave.”

Eksempler på formuleringer (i situationen):

Du siger til ham efter morgenmaden, at tøjet ligger klar. Du kan evt. give ham to sæt at vælge imellem, og du kan også vælge at lægge tøjet som en forhindringsbane eller som et udfoldet sæt på gulvet, så han kan se alle delene. Gør det til en leg i stedet for en pligt.

Hvis han ikke tager tøjet på, og I skal gå om 10 min. får du øjenkontakt med ham, sætter dig på hug og siger:

“Nu skal vi gå lige om lidt. Jeg vil gerne have, du tager dit tøj på. Det kan være en god idé at starte med at tage bukserne på. Jeg regner med, at du tager tøjet på nu.” Og så fjerner du dig fra situationen uden at sige mere.

Hvis han ikke har tøj på, når I skal gå, gør du dig selv klar med overtøj og sko, og siger: “Nu skal vi gå”. Hvis han ikke tager tøjet på, tager du tøjet med under armen, tager ham i hånden og begynder at gå. Han vil nok protestere, men så kan du sige:

“Jeg er ked af, at du føler, du ikke har haft tid nok til at tage tøj på. Måske du ikke hørte mig. Jeg ved, jeg ikke kan bestemme, om du tager tøj på eller ej. Det er helt op til dig. Men vi skal gå nu, og jeg vil gerne have dig med mig.” Måske I så kan tage tøjet på i bilen (dette vil formentlig ikke ske særlig mange gange).

Hvis han står nøgen, protesterer og ikke vil følge med. Så siger du: “Jeg stiller mig ud og venter lige her. Vi skal gå nu, og jeg er blevet utålmodig, fordi vi er ved at komme for sent, og det irriterer mig. Jeg vil gerne afsted nu, og jeg vil gerne have dig med mig. Helst med tøj på. Nu rækker jeg dig dit tøj, og så ses vi lige om lidt”. Og så stiller du dig ud og venter.

Truslerne: Der er mange, der gerne vil væk fra truslerne. Så et tænkt eksempel er, at Gus ser fjernsyn. Og jeg siger, hvis ikke du tager tøj på nu, så slukker jeg for fjernsynet. Hvordan kan jeg gøre det anderledes?

Du siger: “Det er et fedt afsnit af Gurli, du ser. Når det er slut, så slukker jeg, fordi vi skal til at gå, og jeg kan se, du stadig mangler at få tøj på.” Så spørger du, om han selv kan slukke, eller om du skal slukke, når afsnittet er slut. Begge dele er fint.

Hvis han bliver ked, så siger du: “Hvor er det også øv, du ville så gerne se et afsnit til” eller “Årh, var det lige det seje afsnit med Far Gris, som skulle cykle maraton, du gerne ville have set?” eller “Det er også irriterende, at jeg slukker, når du gerne vil se mere. Jeg giver dig en chance til senere i eftermiddag” eller “Øv øv (… evt. kram) må jeg se, om du kan være lige så hurtig som Pyjamasheltene til at klæde om?” 

Vi behøver ikke true. Du kan sige, hvad du har tænkt dig at gøre. Uden at det er trusler eller belønninger og så gøre det. Fjernsynet og hans tøj har jo ingenting med hinanden at gøre. Det ville være det samme, som hvis Mads sagde, hvis ikke du tømmer opvaskemaskinen, så får du ikke noget morgenkys i morgen tidlig. Hans kærlighed hænger ikke sammen med dine oprydningsevner, og hvis han begyndte at hentyde til det, så ville I nok ikke være sammen så længe.

Gustav forstår ikke sammenhængen mellem noget, du ønsker, han skal gøre, og så den “straf” der måtte følge, så virkningen er udelukkende diktatorisk, og kun med til, at han vil samarbejde mindre på sigt, fordi han ikke gør som du siger ud af respekt, men derimod fordi du udnytter din forældremagt. 

Jeg kunne godt tænke mig, at vi kom væk fra at tænke på vores børn som vores ejendele. Men derimod tænker familien som et hele med individer, der har behov og ønsker. Som er lige meget værd. De fleste børn vil faktisk gerne samarbejde, hvis ikke de føler sig truede på deres integritet. Hvis der opstår mange magtkampe, kan det være et signal om, at man er kommet til at disciplinere for meget og ikke har taget den kontaktfulde og relationelle vej. Vi er generelt som mennesker meget hjælpsomme og samarbejdsvillige – især overfor vores forældre – hvis vi ikke føler, vi skal opgive os selv for at kunne samarbejde.

Dit barn ved godt, hvad der er rigtigt og forkert. Det har han observeret siden babystadiet. Din opgave som forældre i “opdragelsen” er altså at guide ham, når hans egen hjerne har svært ved at overskue en opgave eller se konsekvenserne. Ikke ved at fortælle ham det. Men ved at du selv siger, hvad du vil være med til, og ved at du viser ham, hvordan man går til forskellige opgaver i hverdagen. Det gør du bedst ved at inkludere ham og sige, hvad du ønsker dig af ham, og sige fra, når din egen grænse bliver overtrådt.

Vil ikke af sted: Gustav siger, at han ikke vil i børnehave. Måske løber han fra mig, når jeg siger, at vi skal gå. Hvad skal jeg sige til ham? Vi skal jo af sted?

Du siger: “Hvordan kan det være, du ikke vil i børnehave?” eller “Det er svært at skulle afsted her til morgen (…) Måske du ville ønske, du kunne være hjemme og hygge med mig?” eller “Jeg vil gerne lege med dig på et senere tidspunkt (…) måske vi kan lege en historiefortælleleg ude i bilen (…) Jeg kan se, du gerne vil være sammen med mig. Jeg vil også gerne være sammen med dig. Du er dejlig at være sammen med”

Han gør det for at få din kontakt. Han siger med sin opførsel: “Jeg kommer til at savne dig, og jeg vil gerne være tæt med dig”. Og det er sådan, du skal møde hans udtryk. Det er ikke sikkert, han forventer at kunne blive hjemme. Han udtrykker bare, at han ikke vil i børnehave, og det er okay at have den følelse. Derfor kan du i virkeligheden og bare nøjes med at sige: “okay”.

Indkøringen/Aflevering: Louie er godt i gang med indkøring og bliver ked af det, når jeg går. Hvad skal jeg sige til mit barn i den situation?

Louie vil opleve en naturlig sorg over adskillelsen, fordi intet kan erstatte din tryghed og kærlighed. Det er okay, at dit barn græder ved aflevering, så længe han kan finde tryghed hos en anden voksen, når du går. Det er til gengæld også rigtig vigtigt, at han kan det, før du går fra ham. Træk vejret dybt, sig til dig selv: “Han er okay. Jeg har tillid til pædagogerne. Jeg tror på, han er tryg. Jeg er okay.” (og så er rigtigheden af udsagnene selvfølgelig alfa og omega!)

Inden afleveringen: 

• øv afleveringen derhjemme, lav rollespil
• gå en tur uden for institutionen inden afleveringen eller sæt jer på en kantsten/bænk i nærheden.
• beskriv alle trin inden afleveringen for ham
• sig og gør nogenlunde det samme hver gang, du afleverer
• vær fysiske sammen inden og efter adskillelsen.

Når du er i situationen: 

1. Anerkend følelserne, sig hvad du ser i ham: “Det er svært i dag”; “Du vil gerne have, at jeg bliver hos dig”; “Du kan være tryg her”; “Jeg kan godt lide *navn på pædagogen*, og hun passer godt på dig”.
2. Skab kontakt til de andre børn og voksne. Start en samtale/leg for dit barn.
3. Fortæl den voksne, hvad der sker, mens dit barn hører det: “Louie synes, det er svært at blive afleveret i dag. Jeg har sagt, at du passer godt på ham, og at jeg henter ham, når han har leget og er blevet træt/efter frugt. Nu giver jeg ham et sidste kram, sidder lidt og giver et kys, og så går jeg.”
4. Se Louie i øjnene, sig: “Jeg ved godt, det er svært. Jeg ved, *pædagogen* passer på dig. Du er okay” (hold ham helt tæt, indtil du kan mærke, hans krop bliver mere rolig), sig: “Nu giver jeg dig et kys, sørger for, du er i gode hænder, og så går jeg”
5. Og så går du.

Hentning: Gustav vil ikke med hjem, når jeg kommer og henter ham. Han griner og vil have, at jeg løber efter ham. Hvad skal jeg gøre, hvis det ikke skal ende i en magtkamp eller den klassiske “så tager jeg bare hjem alene”

Han lever i nuet og har ikke evnerne til at tænke i konsekvenser, når han ikke følger med, når I skal afsted. 

I situationen:

1. Anerkend følelsen ved at beskrive, hvad du ser: “Her er også virkelig sjovt. Du har det bare så hyggeligt”
2. Giv ham medindflydelse på, hvornår I skal gå: “Jeg er glad for, du har det så godt her. Hvor lang tid skal du bruge på at slutte din leg?”
3. Find et kompromis – alt efter hvad I har tid til. 1 minut til 10 minutter. (en leg tager oftest ca. 10-15 min. fra dit barn begynder, til han vil føle, den er afsluttet og går i gang med noget nyt eller tilføjer nye elementer til legen)
4. Forbered dit barn af flere omgange på, at det snart er tid til at gå. “Nu er der gået 2 min., så vi skal gå om 3 min.”; “Nu er der gået 4 minutter, så vi skal gå lige om lidt”.
5. Bland dig aktivt, tag dit barn i hånden/på hoften og sig: “Nu vil jeg gerne afsted. Hvor var det skønt her.” og bevæg dig væk fra stedet sammen.
6. Fjern fokus til noget andet.

Hvis dit barn fortsat stritter imod: 

“Det er svært at skulle sige farvel nu. Men jeg vil gerne gå nu, og jeg vil gerne have dig med. Jeg bliver utålmodig nu, kan jeg mærke. Jeg har gjort dine sko klar, og vi skal gå nu. Jeg venter på dig udenfor”.

Og så er kunsten at fjerne sig fra “magtkampen”. Du er stadig lige i nærheden. Du forlader ham altså ikke! Men du sætter en positiv forventning op, som han med stor sandsynlighed vil indfri, når han har vænnet sig til, at I skal gå. I kan være kommet ind i en “ond cirkel”, hvor han gør det konsekvent og “aldrig” kommer, hvis du gør sådan. Her kan det være en idé at tage en snak med ham om det på et andet tidspunkt end i situationen. Det er nemlig et signal om, at han “genvinder” sin integritet. Det er altså ikke noget personligt mod dig. Men han “bruger” situationen til at vende tilbage til sig selv. 

Snakken kunne fx lyde i retningen af: 

“Jeg kan mærke, du gerne vil bestemme mere, og du tit er træt af, når vi skal afsted (…) Du føler måske, jeg bestemmer det hele, og du altid er igang med en god leg, når jeg vil gå. Jeg vil gerne give dig plads til at bestemme mere (…) Så jeg har besluttet, at du i dag kan bestemme, om vi skal have pita eller mexi i aften/om du vil i bad inden eller efter aftensmaden (eller spørg, hvad han gerne vil bestemme) (…) og for fremtiden bliver vi enige om tidspunktet, og så vil jeg hjælpe dig til at forstå tiden, og hvornår vi skal gå undervejs”.

Og så giv flere muligheder for, at han kan bestemme over sig selv. Du kan evt. også sige til ham: “Du bestemmer over dig selv. Jeg ønsker mig bare, at vi kan gøre nogle ting sammen, fordi jeg godt kan lide at være sammen med dig” eller “Du styrer selv, hvad du vil. Jeg kan bare godt lide, når vi er fælles om tingene”.

---

Det er simpelthen kæreste Lena, der har skrevet maange sider med de emner, vi talte om til vores Live. Det er så fantastisk detaljeret, at jeg har valgt at dele indlæggene op i to, så det ikke kommer til at fylde 14 sider 😀

Næste indlæg fortsætter vi, hvor vi slap. Om det grimme sprog, at slå og sparke, om at have svært ved at nå ind til sit barn, om spise- og puttesituationer.

Heps fra

/Sofie og Lena