Hjem Mortanker Lørdagens tudetur

Lørdagens tudetur

af hellosofie

Venner, i lørdags tudede jeg i en time. En time! Jeg snøftede og spruttede og følte mig helt ved siden af mig selv. Jeg har sjældent så store humørsvingninger. Det kom sig af, at jeg havde været eddikesur hele dagen. Fra jeg stod op, kom jeg med sure kommentarer og til sidst på dagen sagde Mads fra. Han var træt af at gå på æggeskaller og være nervøs for, hvornår den næste utilfredse hentydning kom hans vej.

Først syntes jeg bare, at han var dum. Men jeg kunne ikke rigtig finde ud af, hvorfor jeg var i så dårligt humør. Mads havde ret i, at jeg ikke var fair. Børnene blev puttet og da roen faldt over hjemmet, så blev jeg simpelthen så ked af det – og det var en forløsning at være det.

Hver dag, når jeg afleverer og henter Louie, så bliver han simpelthen så ked af det. “Hentegråden” er forløsende for ham. Endelig kan han slappe af. Men afleveringen skærer stadig i mit hjerte. Jeg tror aldrig, at jeg vænner mig til det. Jeg holder mine egne tårer tilbage, fordi han skal se, at det er okay. Jeg hiver op i mig selv og pakker følelserne væk, som ligger og knuger i maven og brystet. Det bliver bedre – for både ham og mig – i løbet af dagen. Men når jeg dag efter dag holder de tårer tilbage, som presser på hver morgen på Tigerstuen, så bygger det op. Og det var nok en af de primære grunde til, at jeg lørdag have brug for at ventilere.

Udover indkøringen har madsituationen (eller manglen på samme) fyldt meget i mit hoved. Hvornår, hvad, hvor meget og hvorfor han ikke vil have noget. Alternativer og muligheder og valg, der gør, at han måske vil spise lidt. Altsammen noget, som kører på højtryk i mit hoved og som gør mig super frustreret, når han ikke får spist noget. Men jeg siger det ikke. Jeg viser det ikke, fordi Louie må ikke se, at jeg bliver frustreret. Men børn er kloge små væsener, og jeg er ikke i tvivl om, at han kan mærke det. Så det fylder og dét kunne jeg også mærke i lørdags, da jeg hulkende fortalte Mads om, hvorfor jeg var sådan et surt løg.

Og da jeg nu var i gang med at kigge indad og se, hvad det er, der har drænet mig de sidste mange uger, så kom jeg til den dér mental load igen. Jeg skrev om den, da jeg var på barsel i et indlæg, som er et af mine mest læste. Det hedder “Om at være barselsbitter” og du kan læse om det her. Skønt jeg ikke længere er på barsel, så er vores fordeling ret meget den samme, og det er bare naturligt, at jeg trækker et større læs herhjemme end Mads, fordi Mads har meget travlt på arbejde.

“Jeg føler bare, at mit liv er indrettet efter at skulle hjælpe min familie, men ingen hjælper mig”, fik jeg sagt mens jeg hiksede og snottede. Jovist, jeg havde max ondt af mig selv i lørdags 😀 Det er mit eget valg at indrette mig herhjemme, som jeg har gjort. Men derfor må jeg godt være træt af det hele en gang i mellem, ligesom de fleste andre er fra tid til anden af deres job. Indkøring går ikke altid, som man håber og som oftest går der længere tid end forventet indtil, at barnet har skabt en relation og tillid til pædagogerne. Derfor har jeg nu i næsten en måned været standby hele tiden og stået klar fra klokken 13 til, at vuggestuen skulle ringe og sige, at han var vågnet. Og så skal man ikke kimse af, at det ikke er lige let for alle at gå fra at bruge alle timer i døgnet sammen med sit afkom til at være adskilt hver dag. Ligesom Louie skal vænne sig til det, så skal jeg også.

Madpakkerne skal smøres, maden skal laves, ungerne skal afleveres inden 9 og hentes 13.30 (på grund af indkøring – ellers er det normalt 14.30-15), jeg skal passe mit arbejde, vaske tøjet, huske vaccinen, skiftetøjet til børnehaven, gummistøvlerne, bestyrelsesmøderne, besvare mine mails og skrive noget interessant og dybdegående på mine medier. Egentlig ikke noget, som mange andre ikke skal – måske flere bare har mere arbejde og mindre børnetid. Men det kan stadig godt blive trættende i længden at føle, at man giver enormt meget og (lige i dette øjeblik) ikke får så meget igen. Jeg havde en god snak med Mads, som altid lytter, heldigvis. Det er jo sådan med the mental load, at det ikke ligger i mange mænds bevidsthed; det dér med at huske og styre hele huset. Jeg tager 100 procent på mig, at jeg er “for god” til at tage det hele på mig. Fordi det er lige til højrebenet, når jeg er herhjemme. Men jeg skal også være glad og trives, og alternativet er, at jeg hopper tilbage på arbejdsmarkedet, fordi jeg har brug for at slippe for at være så meget madpakke og vasketøj.

Så derfor arbejder vi på, at dele lidt mere af det trivielle og jeg er glad for, at jeg fik sagt det og at Mads lytter. Nogle gange kan man godt fortabe sig i hverdagens trummerum og gøremål. Vi gør det bare indtil vi finder ud af, hvor meget energi det tager. Men jeg var sgu glad for, at mit underbevidste jeg vågnede op og var skidesur i lørdags. For jeg trængte til at tude lidt over små ting i hverdagen, som tilsammen pludselig fylder det hele <3

/S

Følg mig på Bloglovin

Du vil måske også gerne læse

9 kommentarer

Anne 8. september 2020 - 19:52

Herhjemme er det bare nemmest når far aflevere. Sådan har det været med alle tre, Selvom jeg er hjemmegående. Og ja det betyder de blir/blev afleveret en del tidligere end hvis det er mig. Men der er til gengæld en helt anden ro i vuggestuen når man aflevere tidligere, og min mand har været meget bedre til at “klare” gråden, som for i øvrigt også er meget mindre end når det er mig der aflevere. Ved ikke om det vil fungere for jer, men et tip herfra. Btw. Min mand er også Deloitte-mand, og ja de arbejder mega meget:-/ herhjemme blev dealen, at han skal komme tidligt hjem, senest 16.30, max kl. 17, også arbejder han 5 aftener om ugen når børnene er lagt, det er til tider træls, men har også gjort at jeg ikke blev kørt fuldstændig over af at stå med det hele alene i ulvetimen, samtidig med at han fik set børnene flere timer dagligt på trods af mange arbejdstimer.

Svar
Liv Smith Hein 8. september 2020 - 19:54

Kære Sofie
Uh hvor jeg kender det! Her er jeg snart mor til fire(!!) og indimellem tager jeg mig også en tudetur. Jeg har tænkt meget på hvorfor det er sådan og jeg er kommet frem til, at jeg også har brug for at blive ladt op! Om det er en hurtig kop kaffe med en veninde el en gåtur, det er lige meget. Men mine batterier skal også i oplader engang imellem. Jeg er nemlig alt for dygtig til at være den store moroplader for alle andre❤️ Langt hen af vejen nyder jeg min jobtitel som oplader, men nogle gange, bare engang imellem er det mig, der skal sættes i stikket og gøre lige det jeg har lyst til❤️

Svar
hellosofie 8. september 2020 - 19:57

Nårh sikke en sød metafor 💛😭

Svar
Stella 8. september 2020 - 20:21

Jeg må være ærlig og sige, at jeg undrede mig over at dette ikke er kommet tidligere. Jeg har i lang tid fulgt dig trofast, og du har ændret dig utrolig meget over de sidste to år. Udover at du selvfølgelig har haft en vækst som mor i kraft af at du nu har to børn, har du nu også lagt dit liv om til at være fuldtidsmor. Det er en kæmpe omvæltning. Og ja, man bliver bitter af at være den maskine der får hele dagligdagen til at fungere. Det ville være mærkeligt andet. På trods af at det er dit eget valg, så har du ofret en stor del af din identitet til fordel for at passe børn. Og det er også forståeligt at det går ud over Mads. Fordi, man kan ikke andet end nogen gange tænke “hvorfor er det ikke dig der tager tørnen”. Jeg ved, det er et valg du har truffet. Men hvad havde alternativet været? At man begge arbejdede ekstremt lange dage og ikke så ungerne? Reelt er der ikke noget alternativ, fordi mænd træffer ikke den slags valg. Som i næsten aldrig. Det er altid kvinderne og det kan være svært som feminist at sluge, selvom det måske er et valg. Jeg lægger måske tanker i hovedet på dig som du måske ikke engang har, men de kommer fra en anden tidligere power-karriere kvinde som selv har taget det nødvendige valg om at blive hjemme med børnene. Og som ikke altid trives i det, især når jeg føler at jeg får baghjul på arbejdsmarkedet og jeg kan se min mands karriere skyde fremad. Anyway, held og lykke med afleveringerne, det skal nok blive bedre. Kram.

Svar
hellosofie 8. september 2020 - 21:01

Det er en rigtig interessant kommentar og jeg giver dig ret i, at der ikke er et alternativ i mine øjne. Og så er der også noget biologisk (da vi har født børnene) er jeg sikker på, der gør, at det ofte er kvinderne, der vælger børnene til.

Svar
Nanna 10. september 2020 - 12:25

Hej Stella
Selvfølgelig er der et alternativ. Du og din mand kunne begge være på deltid. På den måde vil man i de fleste scenarier få det samme udbetalt, som hvis den ene ikke arbejdede og den anden gjorde. Argumentet her er ofte: Min mands/mit arbejde vil ikke tillade, at han/jeg går på deltid. Men så er alternativet, at lede efter et deltidsjob.
Jeg siger ikke, at alternativet er nemt, eller at man nødvendigvis kan opretholde den samme levestandard. Men hvad er ens egen glæde værd? Er det det værd, at gå rundt og være bitter 50 procent af tiden? Eller bare 20 procent af tiden?
Derudover synes jeg, at det er interessant, at du mener at “mænd ikke træffer den slags valg”. Det kommer vel enormt meget an på manden. Jeg kender en håndfuld mænd, der har valgt at gå hjemme fuldtid eller deltid med deres børn. Det kan være sårende at insinuere at mænd ikke er lige så interesserede i at være sammen med deres afkom som kvinder.
Sidst men ikke mindst skriver du, at Sofie (jeg tænker, at du mener dig selv her, da du jo egentlig ikke ved så meget om Sofie (med mindre i rent faktisk kender hinanden privat?)) har mistet en stor del af sin identitet ved at blive mor. Det synes jeg, er noget af det mindst feministiske, jeg har hørt i lang tid. Selvfølgelig ændres ens identitet af at blive mor, men betyder det, at man var ‘rigtig’ før, og nu er forkert, fordi ens identitet ændres?
Personligt vil jeg sige, at jeg er enormt meget for mit barn i disse år, og det kan være benhårdt, at tilsidesætte egne behov, men min identitet er ikke blevet ‘taget fra mig’ af et barn eller en mand på arbejdsmarkedet. Ingen kan tage min identitet fra mig, men heldigvis udvikler den sig løbende, som jeg træffer forskellige valg i livet.
Det var lidt tanker:)
Alt det bedste

Svar
Sofie 10. september 2020 - 15:45

Men Nanna, nu er der jo overvældende data for, at kvinder lader deres karriere (eller potentielle karriere) vige og måske “kun” arbejder 30-37 timer for at manden kan arbejde igennem og netop nå de højere poster? Lige tage det sene møde, lige arbejde en weekend, lige tjekke mails om aftenen, hvor hjemmet flyder og der skal puttes børn? Det kan forskellige anekdoter og personlige eksempler altså ikke ændre på. Kvinder sidder på the mental load, de sidder på langt mere hjemmearbejde. Faktisk, så investerer de i 2020 langt mere tid med børnene end hjemmegående husmødre gjorde det i 50erne! Helt frivilligt og bevidst, men vi taler altså om et fuldtidsarbejde oven i et 37 timers fuldtidsarbejde. Og selv i et hjem, hvor ingen har “ofret” noget arbejdstid, så trækker kvinder det største læs. Ja, selvom du måske kender nogle, som ikke gør. Når man så yderligere trækker sig fra arbejdsmarkedet for at facilitere, at manden kan arbejde endnu mere frit og uden alt arbejdet i at få et familieliv til at hænge sammen (mad, hente-bringe, vasketøj, al projektstyring af hjemmet), så kan man da godt nogle gange undre sig over, at det ER kvinder, der ofte tager det valg? Eller er det for sårende for dine mandlige venner? Det er jo blot den generelle tendens, og den må man da kunne snakke om? At man måske som kvinde kan tage dette valg helt bevidst for at støtte sin mand og sin familie og stadig tænke hmmm, how did we get here? Hvorfor tog manden ikke dette valg det sekund, vi fik børn? Hvorfor skal valget derud, at man kan se for sig, at det er næsten umuligt at have to fuldtidsjobs og en glad familie og kvinden så føler, at valget og ansvaret ligger i hendes hænder. Det ligger naturligvis i familiens hænder – men tiden tendens viser altså, at dette valg falder til kvindens side. Det tror jeg da de fleste moderne kvinder finder enormt interessant, selvom de selv tager dette valg?

Svar
Nanna 11. september 2020 - 13:27

Hej Sofie
Dejligt med nogle tanker, om det jeg skriver!
Jeg er helt enig (kan man være andet, når det er fakta, hehe) i at tallene peger på, at det er kvinderne, der vælger hjemmelivet til.
Det er hverken, jeg eller mine mandelige venner uenige i.
Det, som jeg skriver til Stella er, at man måske skal forsøge at indrette det liv, som man selv bedst trives i. Hvis det er, at det kun er kvinden, der går hjemme, så er det jo godt – men hvis man bliver bitter af det, så skal man måske indrette sig anderledes?
Min pointe er enooormt forsimplet her, men jeg vil gerne slå et lille slag for, at man ofte har et valg. Også om at for eksempel at lægge noget af the mental load fra sig. Det er DRØN svært, og kan kræve så meget arbejde med sig selv – og nogle lange snakke med sin partner. Igen ret forsimplet.
Men at skære alle mænd over en karm, som Stella gør, det er jeg bare ret uenig i. Det bliver en tand for offeragtigt og antifeministisk til mig.
Selvfølgelig skal vi forholde os til, hvad tallene siger, men vi skal jo ikke føle, at tallene så skal diktere, hvilke valg vi selv træffer i vores familie.
Vh. Nanna

Svar
Carolinne 9. september 2020 - 10:21

Det gør så hårdt i starten af indkøringen :'( Av mit hjerte blev revet ud mange gange, og jeg tudede da jeg kom tilbage i bilen mange gange.
Det blev ligeså stille bedre, og min datter kom hurtigere over det, og videre med sin dag, og nu 2 måneder efter(også selvom vi har haft 4 ugers sommerferie), var hun kun ked af det ganske kort i august, og nu hopper hun over i armene på dagplejen når vi aflevere, og “hentegråden” er lige stoppet.
Nu vil hun næsten ikke hjem igen, når jeg henter hende. Det tager jeg som et godt tegn at hun er tryg og glad for at være der, mit hjerte er helt igen. <3

Det er bare en kæmpe stor omvæltning både for os allesammen, og vores børn har jo et meget stort bevidstheds niveau(min datter er på Louis alder), så de er virkelig godt klar over hvad der foregår.

Så jeg kan virkelig godt forstå og sætte mig i dit sted.

Du får en virtuel krammer.

Svar

Skriv en kommentar

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse, huske dine indstillinger, og til statistik formål. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken Accepter Læs Mere