Jeg fik sagt det højt på Instagram for nogle dage siden. Det berømte Pippi-citat med omvendt fortegn: “Det har jeg ikke prøvet før, så det kan jeg sikkert ikke finde ud af”. Det kom i forbindelse med at starte noget nyt op. Noget, som jeg ikke har prøvet før og hvordan jeg altid tænker, at det kan jeg sikkert ikke finde ud af.

Og sådan har jeg altid tænkt. Hvis jeg i dag skulle sidde til en jobsamtale og fortælle, hvad min mindre stærke side er, så er det min manglende evne til at tro på egne evner. Jeg har på fornemmeren, at det ikke kun er mig, der har den evne til altid at hive mig selv ned – også selvom jeg for det meste lykkes med de ting, jeg sætter mig for. Og ja, nu trækker jeg kønskortet igen, og det er ikke for at pege fingre og “dumme mænd” og alt det dér. Næh, hvor kunne jeg lære af mange mænd (og da også de kvinder), der tror på, at de kan. Der er en grund til, at mænd oftere søger job, som de umiddelbart ikke er helt kvalificerede til, fordi de tænker, at de nok skal kunne klare det meste. Hvorimod kvinder gerne allerede skal besidde 90% af de kvalifikationer, som der efterspørges før de søger. Der er lavet mange artikler og undersøgelser på området, men jeg faldt over denne artikel fra sidste år.

Det er en af grundene til, at jeg aldrig tidligere har overvejet at starte noget op selvstændigt – udover min business på Instagram, forstås. Og hvis det ikke var fordi, at jeg har cirka 37.000 kvinder i ryggen, der hepper på mig, så havde jeg nok heller ikke gjort det. Jeg tror, at jeg er præget af vores samfund, hvor vi helst ikke skal tro, at vi er noget. Vi skal være ydmyge og ikke tro, at vi kan mere end andre. Tjo, jeg tror Jante ligger dybt i mange af os. Han har i hvert fald gjort indtryk på mig.

Stræberen som ikke må fejle
Når jeg reflekterer lidt mere over, hvorfor jeg ofte går til et projekt med frygten for ikke at lykkedes, så skyldes det nok også, at jeg er bange for at fejle. Og så jeg ser på mit liv bagudrettet, så har jeg heller ikke “fejlet” meget, fordi jeg altid har valgt den sikre sti, som jeg ved, at jeg kan klare. Jeg tror vi danner vores identitet ud fra, hvordan andre ser os. Vi bliver til gennem vores egen iscenesættelse, om man vil, og i kraft af andres opfattelse af os. Bevares, jeg er ikke ekspert på dette område, og måske der sidder en forsker derude og er helt uenig med mig, men i bund og grund er det med det udgangspunkt, at vores identitet er en konstruktion. Og jeg har altid været hende, der gjorde det godt i skolen. Jeg har altid været hende, der fik gode karakterer og var fornuftig – “stræberen”. Så det blev jeg ved med at være og jeg tror, at siden, jeg (og andre) begyndte at se mig sådan, har været bange for ikke at leve op til det. Bange for at fejle, at få dårlige karakterer og ikke være god nok. Det er ikke fordi, at jeg har fået 12 i alle fag altid. Næh, matematik er ikke min stærke side. Så det har jeg sagt til mig selv altid, at jeg er rigtig dårlig til – og dét bliver man heller ikke bedre af, kan jeg sige! Men jeg gør det, fordi så føler jeg ikke, at jeg har brudt mit eget selvbillede, når det ikke går godt i matematik. Og nu vil jeg lige understrege, at jeg tror blot, at andre ville være lettede, hvis jeg en dag kom ud med et 4-tal, fordi det er helt normalt og helt okay. Så det er en følelse, der sidder i mig. Og ja, jeg var også typen, der inden en eksamen var sikker på, at det ville gå dårligt (hvilket det aldrig gjorde), fordi tænk nu, hvis det gik dårligt og andre skulle se, at jeg blev skuffet. At jeg ikke var go’ nok og havde fejlet.

Er der andre, der kan genkende følelsen af at sætte sig selv i bås og være “den type” og så bekræfte sig selv i det – ja, nærmest resten af livet? Det kan være enormt begrænsende faktisk. Jeg gjorde for alvor op med, “at være den type” efter, at jeg fik børn og mine værdier i livet ændrede sig. Jeg så bare mig selv anderledes efter nogle år med Gus i mit liv, og jeg begyndte at overveje om den insisteren på at arbejde minimum 37 timer og være dygtig på en arbejdsplads, men alligevel aldrig føle mig tilstrækkelig, virkelig var den, som jeg havde lyst til at være. Jeg er begyndt at få øjnene op for, at det er mig selv, der sætter de begrænsninger i mit liv på, hvad jeg kan og ikke kan.

At blive sat i bås som barn
Jeg er også begyndt at tænke over, hvordan jeg taler om børnene. Især Gustav, da han nu er gammel nok til at forstå, hvad vi siger. Han er jo en udadvendt, larmende dreng, der fylder meget. Men sådan skal jeg ikke italesætte ham for ofte, fordi så ser han sig selv sådan. Det bliver selvbekræftende og han skal have lov til at ændre sig og opleve sig selv anderledes. Omvendt kunne man også komme til at kalde sit barn for forsigtig og genert og stille – hvilket det måske er nogle gange – men det kan jo også være med til at skabe barnets egen selvopfattelse. Så er jeg hende “den stille”. Jeg ved godt, at det er sådan, at vi mennesker skaber mening. Vi fortæller historier, så vi kan skabe mening af vores omgivelser og os selv. Men det kan også være begrænsende, kan det ik?

For at vende tilbage til udgangspunktet, så er det meget grænseoverskridende for mig at starte mit eget. Om det er forfatterskabet, der skal udforskes eller nogle af de andre idéer, jeg jonglerer med. Fordi jeg ikke hidtil har set mig selv som den kreative, igangsættende, nytænkende entrepreneur. Jeg er hende den praktiske, der godt kan lide struktur, orden og sikkerhed, men jeg ved også godt, at jeg er meget mere end det. Og mine fremtidige planer er også et forsøg på at vise mig selv, at verden ikke er så sort-hvid. At jeg det er okay at være usikker, og okay at fejle og prøve noget nyt. Det er jo sådan vi bliver klogere, ik? 🙂

/S