Da jeg i går talte om alder og hvordan, at det er et levn fra fortiden, at “man” ikke må spørge kvinder om deres alder fik jeg super meget feedback. Og jeg hare gået og tygget på jeres mange kommentarer og følt, at der skulle et helt indlæg til. Et indlæg om, at det er så svært at vinde som kvinde. Lad mig starte fra begyndelsen.
Mit udgangspunkt var, at kvinder i så mange år var noget værd (for mænd) i kraft af deres udseende og evne til at få børn. Derfor ligger der stadig i vores samfundsnormer, at “man” ikke spørger om kvinders alder, for det må jo være mest ønskværdigt at være ung, da man er mest frugtbar og dermed også mest værdifuld og eftertragtet (i mænds øjne). Det her er selvfølgelig ikke noget, som i dag er eksplicit, men det ligger tydeligvis stadig i vores måde at tænke køn og roller på. Som art er det vel også naturligt at gå efter en partner, der er i sin mest frugtbare alder, da vi som art gerne vil reproducere os selv, ik?
Jeg fik også denne artikel sendt, som egentlig var ret interessant. Mændene i studiet, uanset alder, synes at kvinder i deres start 20’ere er mest tiltrækkende, hvorimod kvinderne synes, at mændende på deres egen alder var mest tiltrækkende.
Når det ubevidst ligger i os som kvinder, at vi er mest tiltrækkende i vores 20’ere, så er det måske ikke så mærkeligt, at det dér med alder bliver noget, som vi ikke vil tale om. Det er netop også derfor, at jeg mener, at det er så vigtigt at tale om, da det i dag ikke er det, vi som kvinder bliver defineret ud fra. Vi er ikke bedst, når vi er smukkest (i mænds øjne) og mest frugtbare.
Performancekulturen der vil frem, frem og frem
Men jeg fik udvidet min horisont, da flere skrev til mig, at deres problem med alder var, at de ikke følte, at de var et sted i livet, som andre fandt “tilfredsstillende” og måske heller ikke dem selv. Måske i 30’erne og stadig under uddannelse, bor sammen med venner og uden kæreste og børn. Nogle siger, at vi lever i et “gerontofobisk” samfund; et samfund, der er angst for alderdommen. Det var et udtryk jeg faldt over i en afhandling, som jeg kort kiggede på, da jeg snusede rundt online og ledte efter artikler om alderdom. Vi lever derimod i et samfund, som hylder ungdommen og det ungdommelige. Vi skal fremad, opleve, prøve noget nyt, udvikle os og opnå. Hvis du i øvrigt er træt af den kultur, så kan jeg anbefale bogen Stå Fast af Svend Brinkmann. Hans tilgang til livet er helt, helt anderledes end hvad vi hører alle andre steder og det er befriende og lærerigt med et alternativt perspektiv på performancekulturen.
Jeg fik flere kommentarer, da jeg stoppede med at arbejde. Kommentarer om, hvornår jeg skulle tilbage på arbejdsmarkedet, for det skulle jeg da, ik? Om hvor ærgerligt et forbillede jeg er for ligestillingen. Om bekymringer over, at jeg kommer sidst i køen, og hvad jeg dog skal skrive på mit CV. For mig var det den bedste beslutning at holde Louie hjemme det ekstra år, og selvom det er svært og nogle gange umuligt, fordi vi danner os et billede af os selv i kraft af andre, så er det vigtigt at tage valg som JEG trives med. Ikke hvad andre ville trives med, at jeg gjorde. I mine øjne er det den eneste måde, man kan vinde på.
For i dag skal vi helst få børn (og børn, det skal vi selvfølgelig have, ik?), når vi er mellem 26-31 år, vi skal udnytte vores fulde potentiale, vi skal dyrke en karriere, huske at hente børnene tidligt, vi skal være en god veninde, kæreste og arbejdstager. Du kan ikke vinde, kvinde. Det minder mig om videoen Be a Lady They Said, som jeg elsker og som jeg synes, at du skal bruge nogle minutter af din dag på at se. Den er så simpel og stærk i sit budskab.
Flere af jer oplevede, at I var for unge i andres øjne. For ung til at blive mor eller for ung til arbejdsmarkedet. For ungdommen skal vi bruge på at studere, på at blive klogere. Hvorfor så travlt med at få børn? Vent lidt og brug tiden på at finde dig selv. Men, brug nu ikke for lang tid på det. For du skal helst finde derhen, hvor du får børn inden du fylder 30 år ellers ender du ensom.
Okay okay, jeg ved, at jeg tegner det meget hårdt op nu. Men jeg synes det er så interessant, hvordan vi skaber strukturer og normer ud fra det sprog, vi bruger. Selvom jeg HADEDE diskursanalyser på CBS, så giver det god mening i dag. At forstå, at ord har magt. Og derfor kan dette indlæg virke meget “rødstrømpeagtig”, og det vil jeg egentlig heller ikke tage afstand fra som sådan. Men min pointe med sådan et indlæg er blot at gøre det bevidst, hvilke normer, vi er underlagt. Det første sted at starte er at blive bevidst om, hvor ubevidst alle vores forventinger til hinanden er. Typisk er det kvinder, der er kvinder værst og jeg synes ikke at se samme tendens til, at mænd forventer det samme af hinanden.
Og når nu vi er ved mænd, så er jeg ikke i tvivl om, at de også kæmper med stereotype forventinger om, at de skal tjene, sørge for, tage sig af, udvikle, udrette og opnå. Men nu er det kun 8% mænd ud af de 37.000, der følger mig, der er mænd. Så jeg vælter mig ikke rundt i de historier 😉
Lad mig vide, hvad I tænker og tak for at gøre mig klogere.
/S
12 svar til “Du kan ikke vinde, kvinde”
Jeg er en ung kvinde på 30 år med to små børn ligesom dig, og jeg kan mærke, at jeg selv har svært ved at acceptere, at jeg snart er “færdig” med at få børn. Jeg har brug for at få barn nr. 3 – selvfølgelig også fordi jeg har lyst – men også fordi jeg synes, jeg er for “ung” til at være færdig med den reproduktive alder… Så længe jeg får børn, vil jeg føle mig ung og attraktiv – men hvad så når jeg ikke skal have flere børn? Hvad er jeg, når jeg en dag er gift med tre børn?? Venter jeg så bare på overgangsalder og børnebørn? Er jeg så kun “flot, når man tænker på alle de graviditeter”? Logisk ved jeg godt det er fjollet, men helt ærligt, så tænker jeg ofte på, om man som kvinde er attraktiv efter man har fået de børn man vil have.. ? Selvom jeg godt kan mistænke mændene for at tænke sådan, så gør jeg egentlig også selv… Jeg vil næsten hellere blive spurgt, hvor gammel jeg er, end “er du færdig med at få børn”… Sikke en verden vi lever i – man kan virkelig ikke vinde ?
Jeg er 24, og har snart 2 børn. Jeg er gift på 2. År, har en ret kort erhvervs uddannelse og fast job (når jeg ikke er på barsel).. jeg kan godt føle mig forkert i samfundets øjne, mine venner studere stadig, er “unge” med fester og frihed. Og jeg er et andet sted… jeg tænker nogengange om hvilke konsekvenser mine valg har, og er meget opsat på at jeg skal studere videre og mere end dag. Men det er egenligt mest pga det Pres samfundet sætter op om lang og mere uddannelse… håber jeg finder selvtilliden til enten at komme videre eller finde ro i mine beslutninger ❤️
Jeg har af forskellige grunde haft en usikker kontakt til arbejdsmarkedet (svær uddannelse at få job med, langvarig fertilitetsbehandling og psykisk sårbarhed, flytninger bl.a). Og nu som 36-årig dunker jeg – trods det at jeg faktisk er ret glad og både har et barn, hus, venner og mand – konstant mig selv i hovedet med at mit arbejdsliv ikke er “on point”. I klare øjeblikke kan jeg dog godt se, at det ikke er jordens undergang (så længe vi har penge at leve for!), og hvis vi skal arbejde, til vi er 70, er der god tid! Og inden i mig selv er jeg egentlig også godt klar over, at min højeste prioritet ikke er arbejde/karriere, men at give vores søn en søskende. Men stadigvæk er diskursernes magt stor i mit hoved! “DU ER KUN GOD NOK NÅR DU HAR ET ARBEJDE” – Jeg øver mig hver dag i at se igennem de der opfattelser og holde fast i mit eget ståsted 🙂
Dette er så interessant! Og et morsomt sammentreff ettersom mannen min og jeg snakket i går om at vi er så lei av å være «på vei». Vi har barn, leilighet og jobber, og det er ikke det at vi har lyst til å slutte å utvikle oss og alt det der. Det var i sammenheng med at vi ser etter «Hjemmet», stedet vi skal bo når barna begynner på skolen og hele oppveksten deres. Og vi snakket om hvor utmattende det er å være «i prosess». Og jeg tenker litt at det gjelder ikke bare bolig, men alt? Jeg som alltid har gjort regnskap på slutten av året over ting jeg har opplevd og nye ting jeg har gjort, som alltid har hatt en flerstegsplan i hodet over hvor jeg er på vei. Jeg har ikke lenger lyst til å løpe etter en fem-årsplan. Å traske bortover i gangfart er mer det jeg lengter etter. Og jeg føler meg så kjedelig, fordi alt jeg har hørt til nå i livet er liksom at man skal frem, frem, frem og videre, videre, videre! Det er liksom idealet? Men jeg craver ro.
Uha ja..
Jeg er 25, gift og har et barn. Det er skam heller ikke altid sjovt, at fortælle nye mennesker om det. Mødte engang en gammel skolevenindes far tilfældigt, hvor vi small talkede høfligt i køen i netto – hans reaktion og ansigt da han fandt ud af ovenstående, AV! Noget med at hans datter ikke havde så travlt endnu, heldigvis…
Men som mange andre kender han jo ikke hele historien, og det er der vi skal hen.
Vi skal alle holde op med at tro vi kan forstå og vide hvad andres skæbne er – hvilke tilvalg og fravalg andre har haft, for at nå til der hvor de er idag.
Foromtalte far vidste jo ikke, at vores ønskebarn var kommet “allerede” fordi ellers var han måske slet ikke kommet…
Vi kan ikke gætte os til nogens virkelig, før vi har gået i deres sko. Det gælder både mænd og kvinder.
Jeg tror nogle gange, at det er forstærket af, at Danmark er så homogent? Altså, alle ligner mere eller mindre hinanden, specielt inden for ens vennekreds, hvor man faktisk ret sjældent viger uden for ens socio-økonomiske sfære særlig meget. Når man træder et skridt uden for Danmark, så ser man krystalklart, hvordan de fleste er på samme “bane”, tager samme valg, holder ens bryllupper, flytter til samme forstæder, køber de samme havemøbler og har samme parmiddage. Altså… alle tager de samme valg! Og når man så pludselig ikke kan sætte kryds ved det bryllup, det barn, det hus i forstaden, så er man pludselig “bagefter” og det er specielt tydeligt da uret tikker og man skal igang før eller siden, hvis man vil have biologiske børn. Danmarks lille størrrelse kan være en styrke, da man kan spejle sig i mange, men det kan også være en hindring. For mange venner og bekendte, der er det eneste “rigtige” at gøre, det er at flytte til forstæderne, få børn og så blive boende der i 30+ år. Aldrig vige fra planen, aldrig komme bagefter, aldrig få dumme huller i CVøet, sepcielt som kvinde. Bevidst eller ubevidst. Som om hvis man viger af kurs, så er man for evigt bagefter. Og som kvinde glider man netop med det samme ind i den der hente-tidligt-køre-karriere-se-veninder-holde-dig-i-form kaos, som ingen kan opretholde. Jeg ved ikke rigtig hvad løsningen er, men jeg tror at meget aldersangst kan undgåes, hvis man kan løsrives fra den er deterministiske glidebane, hvor ens liv bare SKAL gå en retning, for det gør alle ens veninder jo? Verden er så stor og livet kan leves på så mange måder. Bryllup, baby, hus og hund er ikke altid de kasser, som kvinder SKAL tjekke af. Men, det kan godt nok føles sådan, når man kigger ud mod venindeflokken og ser, at alle, hver og en, ender med disse valg.
Ej Sofie, hvor er din kommentar bare spot on! Jeg tror du har fat i det ‘rigtige’ når du siger, at Danmark er et meget homogent land. Det kan jo pludselig føles forkert eller mangelfuld, hvis jeg som kvinde ikke har børn, hus og karriere inden for en bestemt alder. Hvor gad jeg godt, at vi turde gøre noget andet, noget anderledes. Måske vi skal kigge internationalt for at få ideerne til at ‘leve anderledes’ (altså anderledes end venindeflokken)? For man kan måske hurtigt komme i den tankegang, at børn, hus osv er den ‘rigtige vej’, fordi alle andre gør det.
Men ja, den måde vi snakker om vores kommende mål/forventninger/valg er meget determinerende for det faktiske valg – og måske vores snakkemåde også påvirker vores omgangskreds i en sådan grad, at vi automatisk overtager hinandens mål/forventninger til livet? Uden at vi nødvendigvis er kritiske over for, hvad vi ønsker oprigtigt.
Det er så svært, for det kan jo pludselig lyde som om, det er et forkert/kedeligt/stereotypt valg at gå baby-forstad-villa vejen, og det er jo slet ikke tilfældet! Problemet opstår jo, når man føler sig forkert i ikke at have disse ting i en alder af 30, fordi alle ens bekendte går den vej. At man er mange kilometer bag dem på den vej man *bør* tage. Når realiteten måske er, at man er på en hel anden vej, hvor man allerede har overhalet de andre, hvis man måler på andre parametre. Men det er meget svært, for ens omgivelser holder givetvis fast i denne gængse forventning omkring alder og dertilsvarende præstationer. Træder man udenfor, så skal man være klar til at forsvare sin “mangel” på bedrift. Og det her kommer fra en, der blev gift som 27 årig, første barn som 29 årig og mødte sin mand som 20 årig. Totalt efter bogen. Men, vi har valgt at bo udenlands og blive ved med det til trods for babys ankomst. Det er en konstant kamp ikke “bare” at blive sluset ind i en parcelhus-model i Danmark, fordi det ligger jo SÅ ligetil! Muligheden er liiiiige der! Og alle ville forstå dét valg. Det kræver mod, stædighed og konstant energi at gå mod normerne, hvorvidt det er ikke at gifte sig, vente med børn, tage år ud af CV’et osv. Ville sådan ønske der var flere at spejle sig i, der tog andre valg? Det er så svært, for alle influencers har jo RET til deres valg, det kan bare være svært at se, at de alle ender det samme sted? Måske Familien-Danmark er et bundsolidt mål for de fleste kvinder – igen, bevidst eller ubevidst? Og der er alderen bare en konstant tidsmåler i det kapløb?
Hvor ef det spændende at læse.
Jeg er 32 år, 2 børn, gift, hus, 2 biler og et arbejde.
Jeg drømmer om at skifte karrierevej, men for pokker hvor er det svært for jeg er jo ikke ung længere – selvom jeg har 41 år tilbage på arbejdsmarkedet!!!
Det er en rigtig spændende diskussion!
Jeg hepper på, at vi bliver bedre til at mærke efter, hvad vi selv har lyst til uden at lade os presse af synlige og usynlige forventninger fra samfundet (og selv ikke mindst!).
Grafen med, hvilken alder kvinder og mænds kærester skal have er også vildt interessant. Jeg er selv 31 og min mand joker med, at han ikke tænder på kvinder over 40 år. Så hvad gør vi om 9 år?! Og selvom vi laver sjov med det, er der jo også et gran sandhed i det, og han er sikkert ikke den eneste ?
Godt indlæg, jeg er helt enig i de forventninger, der ligger til kvinden i dag. Man kan bare ikke leve op til det hele. Jeg er til gengæld ikke enig i, at “kvinde er kvinde værst”. Det er i min optik strukturer, kultur, og traditioner der gør, at der er bestemte forventninger til kvinder. Og om man kalder det “rødstrømpe” eller ej, så lever vi i et samfund, som tilgodeser mænd i højere grad end kvinder – højere løn, overrepræsentation i ledelse, bestyrelser, kvinder laver mest arbejde i hjemmet osv. Og de fleste ser det som et udelukkende personligt valg i familien, men jeg tror bare ikke, man skal underkende strukturernes indflydelse på de personlige valg. Så klø du bare på med indlæg om kvinder og kvinders rolle i livet, samfundet og arbejdsmarkedet. Det ER svært at være kvinde.
Jeg er 24 år, ingen børn, har dog en kæreste, snart færdig som sygeplejerske og jeg er RÆDSELSSLAGEN for det liv som venter mig. Jeg føler mig færdig? Slut? i en alder af 24 år, fordi jeg om lidt skal være rigtig voksen med rigtigt arbejde, på trods af jeg gerne vil læse videre til medicin (og kæmper en brav kamp for at komme ind). Jeg bliver panisk når folk spørger, om vi så ikke skal have en lille baby snart, for jeg har virkelig ikke lyst til at mit liv allerede er dér, for så har jeg så svært ved at se hvordan man kommer videre. Og gad vide om det er mit eget hoved der driller, eller om det netop er den tanke om “nu er du ikke længere ung, frisk og fri. Nu er du faktisk ingenting værd” som går igen.
Jeg synes det er skidesvært at være kvinde i det her samfund, og det bliver ikke nemmere når ens alder passerer start tyverne, for pludselig har man ikke kun travlt – men man er fandme heller ikke ligeså attraktiv for mænd, så nu skal du fandme også kæmpe en kamp for stadig at være ønsket ?
Super godt indlæg!