Jeg har delt lidt med jer på det seneste om Gustavs reaktioner, der har været meget tydelige i sommerferien og i weekenderne. Der var én, der skrev til mig, at sådan er det, når man bruger mere tid sammen med sine børn – så får man mere af det hele. Det har hun ret i og Mads og jeg har nogle aftenener ligget i granatchok over al den trods og alle de grimme ord, som vi oplevede løbende dagen igennem.
Nogle gange kan det starte fra sekundet, han står op. Gustav vrisser og kommanderer, men har umiddelbart sovet fint og hele natten igennem. Bevares, jeg er heller ikke den mest morgenglade type, men jeg kan alligevel blive chokeret over al den vrede, som nogle dage kan gemme sig inde i udadvendte og energiske Gustav. Han kan godt kalde mig lortemor eller fortælle, at han skyder mig, og så er der de andre, mere uskyldige vendinger som, at nu vil han aldrig lege mere, og at jeg skal i fængsel 😉 Han kan blive så vred, at han kaster med ting og råber og smækker med døren, og vi har ikke en chance for at trøste ham eller komme i nærheden af ham. Jeg kan ikke engang nævne et eksempel, der udløste den her adfærd – det er minimale ting i hverdagen. Heldigvis, om man vil, så fik jeg mange beskeder fra jer, der oplever det samme.
Jeg bliver lidt flov, når jeg fortæller det her til jer. Det gør jeg, fordi det selvfølgelig er ret privat. Men jeg gør det alligevel, fordi jeg får s å mange beskeder fra fellow-mødre, der kan genkende det og som er lige så meget i vildrede. Det er ikke altid sjovt at give så meget af sig selv, men jeg gør det, fordi nogle gange kan man godt blive mødt med “hvor er han dårligt opdraget” eller “så må du sætte dig i respekt”. Hvilket er tankegange fra det gamle børnesyn, hvor børn skulle indordne sig, opføre sig ordentligt og passe ind. Det gør mig selvfølgelig ked af det, fordi jeg føler, at jeg gør noget forkert. Også selvom jeg er ret overbevist om, at det er det nye børnesyn – at anerkende, forstå, lytte og respektere – der er vejen frem for mig. Men jeg bliver også flov, fordi jeg åbenlyst ikke gør det rigtigt. I skal vide, at jeg IKKE bliver flov over Gustav. Han er den bedste i min verden. Kender I det, når man gør det, som de gør i bogen, men virkeligheden udfolder sig bare anderledes? Jeg ved godt, at Gustav reagerer på noget, når han reagerer sådan, men jeg ved simpelthen ikke hvad. Om det var det hår, han fik vasket, som han skreg sig igennem eller fordi, han savner mig og ser, hvor meget tid og positiv kommunikation, jeg har med Louie, som vi ikke altid formår. Det kan han jo endnu ikke selv sætte ord på.
Det er vitterligt slet ikke så simpelt at være mor, og selvom jeg stoler på mig selv og tror, at jeg gør det bedste, jeg kan, så står jeg dagligt og aner ikke, hvad jeg laver – eller nærmere, hvorfor mine børn gør som de gør, og hvordan jeg sk jeg skal gøre ved det.
Opdragelse i offentligheden
Jeg bliver især usikker, når der opstår en konflikt offentligt, fordi pludselig er det så tydeligt for mig, at så mange mennesker selv er opdraget med, at børn skal “opføre sig ordentligt”. Jeg kan godt mærke, at jeg ikke hviler så meget i rollen endnu, så andre menneskers blikke gør indtryk. Lad os tage lågen, som Gustav ikke kunne eller måtte åbne selv og han derfor blev rasende. Umiddelbart vil jeg selvfølgelig anerkende, at han godt nok synes, at det er træls, at han ikke må åbne den låge. Men når han samtidig slår fra sig og råber, at jeg skal gå væk, så tyr jeg til det, som jeg har i rygsækken. Den rygsæk, som jeg ikke selv har pakket, som Fie Hørby siger. Jeg siger “NU stopper du” og “Det vil jeg simpelthen ikke finde mig i” og “Det kan ikke være meningen”, og så tager jeg ham i armen, så vi ikke skaber mere opsigt end nødvendigt. Jeg reagerer nok, som jeg har en idé om, at andre vil have mig til at reagere. De vil have mig til at sige fra.
Jeg vil lige understrege, at jeg er vokset op med gode værdier og masser af kærlighed. Men derfor har man jo stadig, ligesom alle har, de samme gloser, som man selv er vokset op med og som man kommer til at bruge i sin egen opdragelse – og som man i sin tid svor, at man ikke selv ville bruge 😀
Kender I det med at gøre tingene anderledes offentligt? Jeg er sikker på, at de er mere eller mindre fløjtende ligeglade med min konflikt med Gustav, men jeg kan ikke lade være med at ty til det, når jeg er presset. Det er det samme, når Gustav ikke vil med hjem fra børnehaven eller ikke vil med ud af supermarkedet.
Siden jeg lavede min live med Fie Hørby har hun fulgt med hos mig og har anet nogle af de udfordringer, som jeg oplever med Gustav. Hun har spurgt om jeg vil deltage i hendes KlubMOR kursus (reklame), som varer 2 måneder. Hendes bog Drop Opdragelsen gjorde stort indtryk på mig for et år siden, da jeg først begyndte at dykke ned i det nye børnesyn. I kan læse mere om, hvordan jeg ændrede min måde at tænke på dengang lige her. Hun rammer mig lige i hjertet, når hun taler og jeg glæder mig til at dele med jer, hvad jeg lærer undervejs.
Det var lige en håndfuld mandagsreflektioner om at føle, at man famler i blinde, om ikke at kunne lægge masken fra sig offentligt, om arv og om at øve sig. Hver evig eneste dag <3
/S
21 svar til “Om den rygsæk, man ikke selv har pakket”
Jeg kan virkelig godt forstå, at det er grænseoverskridende at dele, men det er bare SÅ rart at læse. Herhjemme er situationen den præcis samme med min 4årige og det er så pissefuckinghårdt! Det eneste der nærmest hjælper, er at vide, at andre børn gør det samme og jeg ikke umiddelbart har ødelagt mit barn, men at børn bare er skidesure en gang imellem.
Tak fordi du deler ❤
Jeg vil også gerne sige tak, fordi du deler. Jeg har råbt af min 3 årige i ferien og tænkt, at nu havde jeg ødelagt hende, fordi jeg ikke formåede at bevare roen.
Tak for den besked. Kom også til at råbe af min søn efter opslidende putning i 30 grader – og følte efterfølgende at nu var han ødelagt for livet og ville aldrig kunne få en ordenligt relation til andre fordi jeg råbte.. ??? Rart andre også oplever det
Tusinde tak fordi du deler❤️
Det er en kæmpe hjælp/trøst da det er meget det samme vi netop står i med vores 3,5 årrige pige. Det er så pisse hårdt så det er bare virkelig dejligt at læse jeg ikke er helt alene. Tak tak tak.
Årh – Tak for delingen ?
Vi oplever præcist det samme hjemme…. Og smid et dele barn med udfordringer og diagnose mor oveni.
Det trækker vitterligt tænder ud.
Heldigvis synes jeg det bliver lettere når man har øvet sig enormt mange gange…..
Det giver virkelig en ro og lettelse, at fellow mødre står i lignende situationer som en selv, og ofte! Selvom jeg forsøger at få Fies bog læst og vitterligt er fan af det nye børnesyn, så er det så svært at få implementeret i sin hjerne og hverdag.
Tidl. i dag blev min 3-årig sur over, han ikke måtte komme ind i bilen og vade rundt over det hele, trykke på alle knapper osv., mens vi holdt parkeret ved hammerhus. Jeg siger:”Det vil jeg ikke have.” Tager ham ud af bilen. Hvorefter han samler en stor sten op og ligger an til at kaste den på bilen. Jeg reagerer med præcis de ord, du skriver:” Nu stopper du! Det vil jeg ikke have”.
Men jeg kan samtidig se, at der står en ældre herre, som kigger på os og som bestemt ikke mener, jeg håndterer situationen okay. Så bliver jeg så selvbevidst og usikker – og endnu mindre anerkende. Hvor i bund og grund vil han jo ikke kaste den sten. Han vil have min opmærksomhed og der er sikkert en god grund. Jeg aner ikke hvilken. Men øv altså! Så mistede man lige lidt sig selv, sin selvrespekt og håndtere barnet forkert.
Hvad vil jeg frem til? Nok bare tak fordi du deler. Af en eller anden årsag så hjælper det ikke at være alene ❤️
Jeg synes, det er så fucking svært at være mor til min 2 årige. Jeg er så flov og skamfuld over, hvordan jeg nogle gange reagerer, at jeg græder som pisket, når han sover. Jeg er lige gået i gang med “Drop opdragelsen” i dag på lydbog, og jeg må lytte til den i bidder, for jeg føler mig så ramt over eksemplerne. Men jeg prøver at trøste mig selv for at jeg prøver at gøre noget for at ændre det – og at jeg selv har haft en ret shitty barndom, og at jeg ikke bare kan trylle den ud af mig fra den ene dag til den anden. Mange influencere magter jeg ikke at følge, fordi det hele ser så rosenrødt ud hjemme hos dem. Men jeg orker altid at følge med her. Ikke fordi jeg ikke synes, du gør det skide godt, men fordi du også lukker os ind, hvor det er svært. Det hjælper virkelig meget at vide, at man ikke er den eneste, der struggler. Og det tror jeg faktisk ellers nogle gange.
Tak fordi du deler, Sofie. Vi oplever præcis det samme med vores fire-årige, der dagligt vil ‘flytte hjemmefra’, ‘hugge mit hoved af’ som en ninjaturtle og som ofte laver sine mest dramatiske, råbe-scener foran de andre forældre fra børnehaven. Lige der, hvor man allerhelst vil opfattes som den rummende mor, man selv synes man er, men som hurtigt pakkes væk, når kontrollen ryger. Virkelig rart at vide, at man ikke er den eneste. Tak for deling. Det er guld værd – og jeg er temmelig sikker på, at de der viljestærke, stædige, aktive, små fire-årige bliver skide sjove voksne.
Det ét dejligt ikke at være alene. tak fordi du deler 🙂
Jeg føler mig ofte forkert og som en dårlig mor, når jeg ikke formår at nå ind til eller forstå min snart 4 årige. Konflikterne er indimellem altoverskyggende og puha det trækker tænder ud! Det er befriende at læse, at andre oplever noget af det samme. Så TAK!!
Jeg tilslutter mig de andre. Det er så rart at vide man ikke er ene. Især det du skriver med at reagerer som andre måske ønsker i offentligheden, det passer spot on på mig. Og jeg fortryder det hver gang.
Og jeg h a d e r når jeg kan høre jeg citerer min far med “SÅ stopper du!”
Tak fordi du deler og sætter ord på det. Seriøst, bare tak. Jeg er mor til en dreng på snart 4, og du rammer seriøst spot on. Tak.
Du er udentvivl den bedste mor for Gus ❤️
Tak fordi du deler! Jeg oplever præcis det samme, og kan virkelig genkende mig selv i dine ord. Jeg skammer mig over, at jeg ikke altid får reageret som jeg ønsker og tror på er bedst, og især før jeg fik øjnene op for min egen rygsæk og gode råd fra Fie Hørby. Åh den dårlige samvittighed. Men jeg har lært så meget det seneste år, og det har jeg især fra Klubmor! Jeg kan virkelig varmt anbefale det. Jeg har selv taget forløbet og min mand lyttede med på det meste. Vi har taget en masse med derfra. Og for det meste lykkedes det os at tale og handle med hjertet. Det betyder ikke, at vi ikke stadig har kampe, men de ender et andet sted og med os som rolige, trygge og kærlige og med tydelige grænser.
Hilsen mor til en 4-årig der gentagende gange kalder mig fuck lort, du er en lortet mor, kæmpe store lort, smækker med døren, nægter at blive trøstet og gerne går til angrib for at kradse/slå/sparke en.
Jeg kender det SÅ godt! Både det sure og trodsige barn, den dårlige samvittighed og tvivlen om, om barnet nu for evigt har taget skade af ikke at blive hørt og set og mødt i sin frustration, hvis årsag ingen kender ? Jeg har mange gange trøstet mig med, at det da var en god ting, at vi har brugt mange timer på at reflektere over, hvad barnet mon er frustreret over, hvad barnet i det tilfælde har brug for og hvordan vi som forældre kunne være behjælpelige. Slutteligt vil jeg da lige nævne, at mit barn, som lige er fyldt 5, virker langt mindre frustreret og vred, end det var tilfældet for blot 6 mdr siden. Der er altså håb ??
Tusinde tak for at dele – og dermed også skabe platform for at andre mødre (og fædre) kan dele deres oplevelser og erfaringer! ?
Jeg måtte simpelthen læse dit indlæg højt for min mand, da dette indlæg synes at være skrevet direkte til os. Jeg blev rørt over at føle at vi ikke er alene i vores udfordringer – og ikke mindst at disse udfordringer er helt normale! Jeg ved at der intet er galt med vores 4-årig søn, men vi kan føle os så magtesløse og uduelige i konfliktsituationer – og i særlig grad i de situationer, der udspiller sig offentligt. Vi læser både Fie Hørby og Mette Carendi for tiden, og synes deres bøger er fantastiske. Men som du også siger kan det nogle gange føles svært at udleve til fulde i hverdagen, hvor man ikke altid synes det har den ønskede effekt. Dog kan vi alligevel mærke en ændring når vi ser tilbage på før vi læste bøgerne, og det giver os mod til at fortsætte og holde ud. For vi fejler også undervejs og siger og gør de forkerte ting, men vi anerkender det undervejs og det er blevet vigtigt for os at sige undskyld overfor vores søn, når vi træder ved siden af. Det kan vi også mærke har en enorm effekt på ham og det smitter – han siger ofte på eget initiativ undskyld når han er faldet til ro efter et raserianfald, fordi han tænker over hans reaktion. Jeg kan mærke at der vokser en gensidig respekt, hvor jeg før i tiden fejlagtigt har troet at man fik respekt ved at “sætte sig i respekt”.
Så TAK for at dele – det føles som en virtuel mor-krammer, som fortæller at det hele nok skal gå ❤️
Tusind tak for din ærlighed, Sofie! Hvor er det vigtigt, at nogle tør tale om den svære side af mor-livet. Det er så modigt og sejt! Herhjemme har vi også en 4-årig, og jeg kan genkende ALT hvad du skriver – og også de der aftener, hvor man er totalt og aldeles mast, når børnene eeeendelig sover.
Åh, dit indlæg niver mig lige i hjertet. Mit barn overlevede at blive råbt af, men jeg .. husker det for altid; den følelse af rådvildhed og stå overfor sit eget barn og være blank: Hvad gør jeg her? Min rygsæk er pakket med høje råb, for det er det, jeg selv er vokset op med. Det har krævet tænders gnidslen, sved og tårer at ta’ en metode fra skuffen eller bogreolen i stedet for lige at række om i rygmarven aka rygsækken. Jeg har en 11-årig nu, og ja, der står så en bedrevidende alvidende og dygtigt argumenterende unge, der indimellem har så meget attitude, at det af og til føles som om jeg er med i Glamour. Og jeg må tælle til tolv-tusind. Og undgå at grine, for jeg er også imponeret over ham.
Jeg havde stor glæde af bogen om børnenes tigerspring (Vidunderlige Uger) – vi kunne nærmest stille uret efter mange af tigerspringene, og det forklarede mange af vores konflikter.
En anden ting, jeg lærte undervejs er, at når børn knalder ud derhjemme, så betyder det, at de føler, at de er i deres safe zone. Præcis som hvis vi voksne har en dårlig dag, så tager vi det med hjem og brokker os, fordi det er vores safe zone. Og det er en god ting; fordi du skaber den safe zone for dit barn, som har så meget kærlighed og tillid til dig, at han tør være sig selv hos dig.
Hvad vil jeg råde dig til? Absolut ingenting, for du har styr på det. Du giver ham så tryg en base, at han tør rase ud hos dig. Du gør det så godt <3 (og så må man godt dejse om på sengen efter sengetid og råbe (ok måske ikke råbe ..) 'klokken er wine o'clock' til din kæreste 😉
Knus fra Gitte K
Jeg har det meget på samme måde. Og min dreng laver også den der. Har dog ikke fået en ‘lortemor’ endnu. Men dog ‘dumme mor’. Noget af det bunder i at han nok er blevet storebror for tidligt. å er der også den første børnehave han begyndte i, der var noget møg. Herhjemme har vi begge læst Fie’s bog og det har klart styrket os som forældre. Anfaldene er dog ikke blevet mindre hos den 4 årige. Men der er dog færre episoder af tantrums hvor vi ikke kan nå ham eller trøste. Men bare må være i nærheden og vente på han blir klar.
I forhold til det med at være ude i offentligheden, så er jeg ubevidst hyper opmærksom på de sociale spilleregler. Og kan derfor blive noget så pinlig når min dreng fx stiller sig alt for tæt på de store piger, og bare følger efter dem fx. Eller taler for meget. Tog mig i, til hans 4 års undersøgelse i at begrænse ham for meget, fordi han bare gerne ville fortælle lægen om færger og fugle. Men det var svært. Og lægen kunne helt sikkert mærke at jeg sad og havde det superfunky med at min dreng bare fortalte uden hensyn til at det ikke var derfor vi var der osv. Men altså. Det er jo nogle samfunds kultur spilleregler som jeg måske ikke synes er s sunde, og prøver derfor at begrænse min egen reaktion. Og tænker over, om der måske er en sammenhæng mellem at jeg selv har svært ved at sige fra, og være ‘mig selv’ i sociale situationer, fordi jeg er så optaget af at være ‘korrekt. For sådan er jeg selv opdraget jo. Og sådan skal min dreng sgu ikk ha det. Bare lidt tanker og hep herfra.
Tak for at du deler ❤️
Jeg forstår ikke helt den skelnen mellem “gammelt” og “nyt” børnesyn. Jesper Juul skrev bøger om det, der bliver kaldt det “nye” børnesyn, da jeg selv var barn, så det er ikke så nyt – vi (og vores forældre) har bare ikke lært det.
Jeg vil gerne give en kæmpe anbefaling til Jesper Juuls bøger. De er virkeligt brugbare, og formår at få mig til at føle mig som en god nok forældre, selvom det heller ikke altid lykkes mig at reagere hensigtsmæssigt. Desuden er Frej Prahls bog om vrede i forældreskabet også meget god til at forklare, hvorfor at det er helt naturligt – omend ikke altid hensigtsmæssigt – at vi reagerer med vrede, og hvordan vi kan lære vores børn (og os selv) at håndtere de oplevelser og følelser. Vrede er jo en almindelig følelse, så det er også vigtigt at lære at være i det.
Ja, du har ret. Jeg er også glad for hans bøger. Jeg tror ikke, at hans bøger var udbredt “dengang”, måske var hans bøger enestående, hvor det nu har udviklet sig og er blevet noget de fleste børnepsykologer og terapeuter har taget til sig. Jeg har i øvrigt læst Kunsten at sige nej og Her er jeg, Hvem er du. Virkelig gode bøger! Og tak for anbefalingen 🙂