Om to uger starter Louie i vuggestue og jeg er for første gang sådan rigtig selvstændig. Indtil nu har jeg egentlig set mig selv mest som hjemmepasser, da Louie altid er kommet først. Hvis ikke jeg har haft tid i løbet af dagen, så måtte content, billeder og blogindlæg vente. Det har nok været meget trygt (for os begge) at have Louie herhjemme – så behøvede jeg ikke rigtig tage stilling til, hvad jeg skal bruge al min tid til alene. Men jeg har kunne tjene en månedsløn samtidig med, at jeg har haft Louie hjemme, så det kommer nok til at føles som meget tid, jeg pludselig har at gøre godt med.

Det er uden tvivl et nyt kapitel for mig. En grænse, der skal overskrides på en anden måde end da jeg sagde mit job op for at holde Louie herhjemme tilbage i september 2019. Det virkede egentlig bare som en forlængelse af barslen (hvilket det vel også lidt er), men selvfølgelig med prioritering af arbejde i alle Louies lure, som jeg ikke gjorde i så høj grad under barslen.

Det er så privilegeret, at jeg har haft mulighed for at tjene penge på min hobby. På at skrive og dele livet med jer og få så meget god feedback! Men jeg må også indrømme, at jeg ikke trives med, at mit liv og min business er det samme. I takt med, at jeg får flere følgere og flere kender mit navn, bliver det også mere “legit” at tale om mig offentligt – folk har en holdning på godt og ondt. Og det er jo fair nok, da jeg er en business og tjener penge på at være influent. Men jeg synes ikke det er sjovt. Det er svært at skille min business og Sofie ad. Det er jo mit liv – ikke mode, bolig eller mad – jeg deler, og det gør mig utrolig sårbar. Heldigvis modtager I det for det meste fantastisk varmt og jeg elsker al den dialog, som jeg har med mange af jer. Men jeg tror ikke, at jeg har lysten til at blive ved med kun det på længere sigt. Det har aldrig været en ambition for mig at leve af at være influencer (ikke at der er noget i vejen med det!), men jeg tror simpelthen, at jeg går for meget op i, hvad folk synes om mig.

Det jeg finder allermest givende ved tilværelsen som influent er at blogge. Jeg elsker at skrible tanker ned og dele det med jer – og I tager så sindssygt godt i mod det. Det er også min blog, som jeg gerne vil dyrke mere, når Louie er i institution og jeg kan tænke sammenhængende tanker og måske endda tænke kreativt! Jeg har derfor ikke tænkt mig at stoppe med at dele min verden med jer – men det skal ikke være det eneste, som jeg gør.

Det selvstændige liv
Det sværeste det næste stykke tid bliver, at jeg ikke kan dele med jer, hvad jeg har tænkt mig at arbejde på. Og det er ikke fordi, at jeg skal lege vigtig eller trække spændingen, men det er simpelthen fordi, at jeg ikke kan dele idéen med jer uden at have en eller anden form for koncept eller produkt først. For så kan alle jo i princippet bare løbe i forvejen og lave det samme. Jeg jonglerer lidt med to start-up idéer, og den ene er lidt mere teknisk end den anden. Jeg ved slet ikke om det vil og kan flyve – rettigheder, investering, koncept, målgruppe – der er meget, der skal undersøges og det hele er kun endnu idéer. Det bliver ikke noget, som jeg kan udvikle på en måned, og jeg er spændt på, hvor meget blod på tanden, jeg egentlig har, hvis det viser jeg at være op ad bakke. Men jeg er efterhånden omgivet af så mange kvinder, der starter deres eget og gror deres business og det inspirerer mig helt vildt! Mads kommer til at komme hjem fra arbejde og vil høre mig, hvad der er sket i projektet – det er jeg sikker på. Måske for at sikre sig, at jeg ikke bare danderer den 😉 Men også fordi, at Mads er ret hooked på projektet. Det er fedt at have Mads som støtte og sparringspartner, og det er noget jeg har savnet ret meget siden jeg stoppede i Deloitte. Samtaler om arbejde og udfordringer og ikke bare børn og reklame.

Uha, njå, det hele lyder kringlet og hemmelighedsfuldt og det er jeg altså ked af!

Jeg har aldrig, aldrig set mig selv som hverken selvstændig eller iværksætter. Jeg elsker tryghed og faste rammer, men så fik jeg børn og vi bliver simpelthen nødt til at tænke alternativt herhjemme for, at vi alle trives og er glade. Og hey, bare fordi jeg engang ikke var nytænkende og sprang ud i nye muligheder, behøver jeg vel ikke holde mig selv fast i gamle kasser. Desuden får jeg stadig løn for det arbejde, som jeg fortsat vil lave på Instagram og bloggen, så jeg er ikke helt i frit fald. Dét ville mine nerver (og vores budget) ikke kunne holde til 😀 Jeg har jo også en ambition om at holde en fridag om ugen med hvert barn, så især Gustav får noget alenetid med mig. Det får han alt får lidt af, og jeg er overbevist om, at det er en af grundene til, at han er så vred på mig hele tiden. Det er en helt anden historie og lidt en struggle herhjemme for tiden, som I får en anden god gang. Anyways, at kunne holde de fridage og give luft i vores hverdag herhjemme gør, at jeg endnu ikke er klar til et “normalt” kontorjob, som jeg stadig gerne vil vende tilbage til en dag.

Jeg glæder mig til at fokusere mere på mig. Hvad vil jeg gerne opnå? Hvad har jeg brug for? Det er den primære grund til, at Louie starter i vuggestue. Ikke fordi han har behov eller skal have venner eller andre historier, som vi i dag godt ved ikke helt er gældende for små børn. Louie starter i vuggestue, fordi jeg har behov for det. Det har været den bedste beslutning i mit liv at passe ham hjemme i et ekstra år, men jeg er træt og jeg har også brug for at se mig selv lidt i øjnene og dyrke noget andet. En glad mor, er en god mor, som I ved 😉 Måske endda jeg skal dyrke motion igen! Jeg har overvejet at melde mig ind i fitness igen og finde mig til rette i egen krop, som så længe har været ungernes.

Det er min oplevelse, at mange kvinder går gennem denne transformation og løsrivelse når børnene bliver ældre. Nogle gør det tidligere end andre, og det kan være en bittersød proces; følelsen af at skulle tilbage på arbejdet, men man har mest lyst til at blive hos sit barn – men så finder man ud af, at det egentlig var rigtig rart at komme tilbage i en anden rolle. At stoppe med at amme, selvom det gør lidt ondt indeni, men man kan bare ikke mere og friheden bagefter er dejlig. Er det bare mig, der ikke ser det så sort-hvidt?

I skal uanset have et kæmpe tak for, at I læser med og al den støtte, I giver mig. Det er på grund af jer, at jeg tør udvikle mig og springe ud i nye udfordringer. Håber, at I bliver hængende til næste kapitel også 🙂

/S