Her om anden del i sagaen om vores madvaner herhjemme – eller manglen på samme. For en vane er vel noget, som man gør igen og igen. Noget, der ligger på rygraden. Og sådan en vane har vi ikke rigtig herhjemme med ungerne. Nogle dage spiser Gustav meget og elsker flødesovs og andre dage siger han “ad” uden at have set maden og skal SLET ikke have sovs. Og når man tænker lidt over det, så er det vel bare et sundhedstegn. Jeg har da heller ikke altid lyst til sovs og nogle dage har jeg meget mere appetit end andre.

Det skal være en god oplevelse at spise
Derfor er jeg også begyndt – efter at have læst bogen Drop Opdragelsen i øvrigt – at acceptere, når Gustav ikke vil spise. Normalt skal han lige have vasket hænder først, og som oftest er det på grund af håndvasken, at han ikke vil spise. Så hvis jeg lige hjælper ham igennem det, så sætter han sig og spiser. Men jeg udfordrer ikke Gustav, hvis han siger nej; så svarer jeg bare med et OK, der står mad på bordet, hvis du bliver sulten. Nogle gange kan jeg godt finde på at sige, at Louie får hans mad, hvis han alligevel ikke er sulten – og så kan jeg LOVE jer for, at Gus pludselig har fået appetit for lillebror skal fandeme ik’ have hans mad.

Jeg udfordrer ikke hans nej, da det skal være af lyst, at man spiser og sidder ved bordet – ikke tvang. Og så fordi jeg ikke gider tage kampen. Som oftest er Gustav nemlig sulten og vil gerne spise. Louie derimod… Nogle dage, der nyder han at spise og fjolle med Gustav. Andre dage kigger han bare på maden (og det kan være spaghetti og bacon, som han normalt spiser OK af) og kravler ned fra sin stol igen. Det får han lov til, men jeg forsøger resten af aftenen at få lidt mad i ham “on the go”.

Ekstra mad til børnene
Jeg får tit spørgsmålet, om jeg giver drengene noget andet mad, hvis de ikke kan lide den mad, som jeg har lavet. Som udgangspunkt nej med mindre jeg ved, at der er intet ved maden, som de kan lide, hvilket der sjældent er, da jeg som oftest sørger for, at der er noget på tallerkenen, som drengene kan lide. Men jeg laver ikke “børnevenlig mad”. Jeg laver det mad, som jeg selv har lyst til, hvor der som oftest altid er noget, som ungerne også godt kan lide. Men nogle gange laver jeg eksempelvis salat med røget laks. Gustav kan kun lide agurkerne og det bliver han ikke mæt af, så han får havregrød og får tilbudt noget af maden også selvfølgelig.

Men hvis jeg ved, at Gustav kan lide maden, så får han ikke tilbudt noget andet, ej heller senere på aftenen. Det er selvfølgelig helt op til den enkelte, hvordan man vil gøre. Jeg oplevede bare en periode med Gustav, hvor han fik en banan eller noget rugbrød inden han skulle sove, hvor han nærmest i flere uger ikke spiste så meget til aftensmad og altid efterspurgte mad efter han havde fået børstet tænder og gerne, når han lå i sengen. Så det er vi stoppet med. Han spørger stadig en gang i mellem, men jeg siger som oftest, at han må vente til det bliver morgen – det er jo sjovt nok altid, når han skal puttes, at han spørger 😉

Hvis Louie gad spise grød, så gav jeg ham gerne en omgang natgrød især på de dage, hvor han ikke spiser aftensmad. Men det vil han ikke, så det er jeg stoppet med. Jeg bliver bare frustreret af at se ham smide det på gulvet eller tvære det ud på bordet uden at tage en bid. Han spiser gerne lidt havregrød til morgenmad, men altså ikke til godnatmad. En gang i mellem kan jeg stikke et stykke brød i hånden på ham, og så får han spist lidt af det inden jeg putter. Og det leder os videre til en af Mads’ helt store frustrationer ved at bo sammen med os 😉

Krummediskussionerne
Her går jeg en hel dag og sørger for, at drengene får rent tøj på, at der bliver lavet madpakke, foldet tøj sammen og at der bliver ryddet op løbende – men det er en never-ending game, og Mads kan komme hjem og ikke ane, hvor meget jeg har ryddet op, for der er stadig rodet i det meste af huset. Men rodet går ikke Mads så meget på – det er mest mig, der skal have orden i huset for at have orden i mit hoved. Nej, det er krummerne og de indtørrede bananbidder og knastørre stykker rugbrød, som Mads. bare. ikke. magter.

Haha – åh, jeg forstår ham selvfølgelig godt. MEN, mit ønske om, at Louie får mad i sig er større end et ønske om at bo i et rent hus. Derfor får Louie tit en snack i hånden, fordi han som oftest ikke har tålmodigheden til at sidde ved bordet og spise (op). Men hvis han får en halv banan eller en rosinpakke i hånden, så ryger det nemmere ned. Og nemmere ned på gulvet også. Så jeg kan rende rundt en hel dag og forsøge at få mad i Louie, og så kommer Mads hjem og absolut hader den mad, han finder rundt omkring på gulvet. Jeg lytter til ham, nikker og anerkender, at det da også er irriterende. Og så får Lou en banan i hånden og af sted med ham 😀

“Så skal du bare lige spise tre bidder mere…”
Hvor har vi sagt det mange gange til Gustav. Og gør det stadig, når han lader til at have for travlt til at blive siddende ved bordet. Men jeg har haft en snak med Mads om, at vi skal stoppe med at bede ham om at tage flere bidder. I bund og grund fordi, at jeg må gå ud fra, at han selv ved, hvornår han ikke kan spise mere og så vil jeg ikke ødelægge hans egen fri vilje og evne til at mærke efter ved at bede ham om at spise mere. Ved altid at udfordre Gustavs egen fornemmelse for, hvornår han er færdig, så er jeg ret sikker på, at vi gør det sværere for Gustav at mærke ordentligt efter, fordi vi altid tvivler på ham.

Jeg synes det er svært, når én af os får sagt, at der er dessert og Gustav først lige er begyndt at spise. For pludselig er hans mad ikke interessant længere, og pludselig er han færdig. Det er i de situationer, at vi har bedt ham om at spise nogle bidder mere, fordi han tydeligvis ikke er mæt, men bare gerne vil have is. Det plejer han også at gøre – vi starter måske med at sige fem bidder, så siger Gustav én bid og så bliver vi enige om tre 😉 He’s smart like that. Det er måske ikke det smarteste at gøre, men jeg synes det er svært bare at acceptere, at han ikke vil have aftensmad, fordi der er is. Sådan fungerer dessert ikke.

Er der nogle af jer, der kan genkende krummefrustrationerne og “bare én til bid”? Hvad tænker I?

/S