Hjem Mortanker Om krummeskænderier og “du skal først lige spise….”

Om krummeskænderier og “du skal først lige spise….”

af hellosofie

Her om anden del i sagaen om vores madvaner herhjemme – eller manglen på samme. For en vane er vel noget, som man gør igen og igen. Noget, der ligger på rygraden. Og sådan en vane har vi ikke rigtig herhjemme med ungerne. Nogle dage spiser Gustav meget og elsker flødesovs og andre dage siger han “ad” uden at have set maden og skal SLET ikke have sovs. Og når man tænker lidt over det, så er det vel bare et sundhedstegn. Jeg har da heller ikke altid lyst til sovs og nogle dage har jeg meget mere appetit end andre.

Det skal være en god oplevelse at spise
Derfor er jeg også begyndt – efter at have læst bogen Drop Opdragelsen i øvrigt – at acceptere, når Gustav ikke vil spise. Normalt skal han lige have vasket hænder først, og som oftest er det på grund af håndvasken, at han ikke vil spise. Så hvis jeg lige hjælper ham igennem det, så sætter han sig og spiser. Men jeg udfordrer ikke Gustav, hvis han siger nej; så svarer jeg bare med et OK, der står mad på bordet, hvis du bliver sulten. Nogle gange kan jeg godt finde på at sige, at Louie får hans mad, hvis han alligevel ikke er sulten – og så kan jeg LOVE jer for, at Gus pludselig har fået appetit for lillebror skal fandeme ik’ have hans mad.

Jeg udfordrer ikke hans nej, da det skal være af lyst, at man spiser og sidder ved bordet – ikke tvang. Og så fordi jeg ikke gider tage kampen. Som oftest er Gustav nemlig sulten og vil gerne spise. Louie derimod… Nogle dage, der nyder han at spise og fjolle med Gustav. Andre dage kigger han bare på maden (og det kan være spaghetti og bacon, som han normalt spiser OK af) og kravler ned fra sin stol igen. Det får han lov til, men jeg forsøger resten af aftenen at få lidt mad i ham “on the go”.

Ekstra mad til børnene
Jeg får tit spørgsmålet, om jeg giver drengene noget andet mad, hvis de ikke kan lide den mad, som jeg har lavet. Som udgangspunkt nej med mindre jeg ved, at der er intet ved maden, som de kan lide, hvilket der sjældent er, da jeg som oftest sørger for, at der er noget på tallerkenen, som drengene kan lide. Men jeg laver ikke “børnevenlig mad”. Jeg laver det mad, som jeg selv har lyst til, hvor der som oftest altid er noget, som ungerne også godt kan lide. Men nogle gange laver jeg eksempelvis salat med røget laks. Gustav kan kun lide agurkerne og det bliver han ikke mæt af, så han får havregrød og får tilbudt noget af maden også selvfølgelig.

Men hvis jeg ved, at Gustav kan lide maden, så får han ikke tilbudt noget andet, ej heller senere på aftenen. Det er selvfølgelig helt op til den enkelte, hvordan man vil gøre. Jeg oplevede bare en periode med Gustav, hvor han fik en banan eller noget rugbrød inden han skulle sove, hvor han nærmest i flere uger ikke spiste så meget til aftensmad og altid efterspurgte mad efter han havde fået børstet tænder og gerne, når han lå i sengen. Så det er vi stoppet med. Han spørger stadig en gang i mellem, men jeg siger som oftest, at han må vente til det bliver morgen – det er jo sjovt nok altid, når han skal puttes, at han spørger 😉

Hvis Louie gad spise grød, så gav jeg ham gerne en omgang natgrød især på de dage, hvor han ikke spiser aftensmad. Men det vil han ikke, så det er jeg stoppet med. Jeg bliver bare frustreret af at se ham smide det på gulvet eller tvære det ud på bordet uden at tage en bid. Han spiser gerne lidt havregrød til morgenmad, men altså ikke til godnatmad. En gang i mellem kan jeg stikke et stykke brød i hånden på ham, og så får han spist lidt af det inden jeg putter. Og det leder os videre til en af Mads’ helt store frustrationer ved at bo sammen med os 😉

Krummediskussionerne
Her går jeg en hel dag og sørger for, at drengene får rent tøj på, at der bliver lavet madpakke, foldet tøj sammen og at der bliver ryddet op løbende – men det er en never-ending game, og Mads kan komme hjem og ikke ane, hvor meget jeg har ryddet op, for der er stadig rodet i det meste af huset. Men rodet går ikke Mads så meget på – det er mest mig, der skal have orden i huset for at have orden i mit hoved. Nej, det er krummerne og de indtørrede bananbidder og knastørre stykker rugbrød, som Mads. bare. ikke. magter.

Haha – åh, jeg forstår ham selvfølgelig godt. MEN, mit ønske om, at Louie får mad i sig er større end et ønske om at bo i et rent hus. Derfor får Louie tit en snack i hånden, fordi han som oftest ikke har tålmodigheden til at sidde ved bordet og spise (op). Men hvis han får en halv banan eller en rosinpakke i hånden, så ryger det nemmere ned. Og nemmere ned på gulvet også. Så jeg kan rende rundt en hel dag og forsøge at få mad i Louie, og så kommer Mads hjem og absolut hader den mad, han finder rundt omkring på gulvet. Jeg lytter til ham, nikker og anerkender, at det da også er irriterende. Og så får Lou en banan i hånden og af sted med ham 😀

“Så skal du bare lige spise tre bidder mere…”
Hvor har vi sagt det mange gange til Gustav. Og gør det stadig, når han lader til at have for travlt til at blive siddende ved bordet. Men jeg har haft en snak med Mads om, at vi skal stoppe med at bede ham om at tage flere bidder. I bund og grund fordi, at jeg må gå ud fra, at han selv ved, hvornår han ikke kan spise mere og så vil jeg ikke ødelægge hans egen fri vilje og evne til at mærke efter ved at bede ham om at spise mere. Ved altid at udfordre Gustavs egen fornemmelse for, hvornår han er færdig, så er jeg ret sikker på, at vi gør det sværere for Gustav at mærke ordentligt efter, fordi vi altid tvivler på ham.

Jeg synes det er svært, når én af os får sagt, at der er dessert og Gustav først lige er begyndt at spise. For pludselig er hans mad ikke interessant længere, og pludselig er han færdig. Det er i de situationer, at vi har bedt ham om at spise nogle bidder mere, fordi han tydeligvis ikke er mæt, men bare gerne vil have is. Det plejer han også at gøre – vi starter måske med at sige fem bidder, så siger Gustav én bid og så bliver vi enige om tre 😉 He’s smart like that. Det er måske ikke det smarteste at gøre, men jeg synes det er svært bare at acceptere, at han ikke vil have aftensmad, fordi der er is. Sådan fungerer dessert ikke.

Er der nogle af jer, der kan genkende krummefrustrationerne og “bare én til bid”? Hvad tænker I?

/S

Følg mig på Bloglovin
10 kommentarer
22

Du vil måske også gerne læse

10 kommentarer

Camilla Schønnemann 1. juli 2020 - 19:54

Sounds like home to me. 😄👍 Både storebror historie, lillebror historie og mandens. Spot on desværre 🙈 but it is what is. 🤷‍♀️😅

Svar
Anne Stærke 1. juli 2020 - 20:09

Har du hørt om Morten Elsøes nye bog “Madro”? Min søn er endnu for lille til, at vi er nået til søde sager, men jeg synes, der er så mange gode pointer i den bog, så jeg tænker, at jeg vil følge den metode, når vi når dertil.
Det lyder til, at du faktisk allerede på mange punkter praktiserer den tilgang til maden – måske kan du finde endnu mere inspiration i bogen😘

Svar
hellosofie 1. juli 2020 - 20:16

Ja, tak. Har modtaget bogen og skal lige finde tid til at læse den på et tidspunkt 🙈

Svar
Anne Stærke 1. juli 2020 - 21:08

Haha, kender det! Han medvirker i et afsnit af podcasten “adfærd” – det er lidt hurtigere at høre den😉

Svar
Anja 1. juli 2020 - 20:20

Er bare glad for at høre der er andre der tager lidt let på hele spisesituationen. Læste en debat på facebook om en mor der netop ikke ville tvinge sine børn til bords og jeg kan love dig for hun fik høvl. Det fik mig, som så mange gange før, til at tvivle på vores måde at opdrage vores børn, men kom frem til at nej, ingen skal tvinges til at sidde og spise, hvis de ikke vil. Det skal være en god oplevelse

Svar
Patricia 1. juli 2020 - 20:40

Før børn svor jeg, at mad var noget, der skulle spises ved spisebordet. Jeg magtede ikke krummer og fedtede bananfingre over hele huset. Så fik vi en dreng ligesom Louie og nu har vi fundet fred med krummesofaen. Vi køber en ny, når børnene er blevet større 😂

Svar
Anne Mynte 1. juli 2020 - 20:41

Jeg knus elsker din tilgang. Har en datter på næsten to og vi kæmper en brag kamp om at maden ikke skal på gulvet – nogle gange skal jeg virkelig nive mig selv for at bevare roen 🤯 Vi kunne nok have godt af at få lidt hjælp til madsituationerne

Svar
Anne 1. juli 2020 - 20:55

Det er 100 % vores liv det der. De kære børn.

Svar
Lea 2. juli 2020 - 7:52

Hos os er det vigtigt at vores pige på 3 år selv styrer hvad hun spiser. Hun skal lære sin sult-/mæthedsfornemmelse at kende, og det gør hun ikke hvis hun “skal” spise op, eller “skal” spise tre bider kartofler mere, når hun egentlig har sagt hun er færdig.
Det resulterer i at hun nogen dage spiser store portioner, og andre dage nærmest intet.

Vi tvinger hende heller aldrig til at smage på ting, men de skal ligge på hendes tallerken. Så finder hun ofte modet i løbet af måltider til at smage, men nogengange gør hun ikke, og det er helt okay. Generelt kommentere vi ikke på hendes mad eller det hun spiser – det ville jeg heller ikke synes var fedt hvis min mand gjorde ved mig imens jeg spiste 😉

Det eneste man ‘skal’ hjemme ved os, er at sidde med til bords. Når vi siger at det er spisetid siger hun tit at hun ikke er sulten, ikke kan lide maden osv. Så siger vi bare at det er helt okay, og hun behøver ikke spise hvis ikke hun har lyst (hun får dog altid alt slags mad på tallerkenen). Men man sidder samlet ved bordet. Jeg synes det er sundt at lære børnene at vi er en del af et fællesskab, og man kan ikke altid have sin egen dagsorden. Der går aldrig mere end et par minutter, så begynder hun at spise 🙂

Det har fungeret super godt for os, og vi har fået en pige der er modig med mad og spiser næsten alt 🙂
Jeg nyder i øvrigt godt af at læse hvad Cathrine Brandt skriver omkring børn og mad (https://www.cathrinebrandt.dk/boern-og-spisevaner/) og på Ellinors madeventyr på Instagram.

Svar
Camilla 11. august 2020 - 11:21

Vores søn på 6 år er som din Louie. Sådan fuldstændig. Han ville kravle tilbage i min mave hvis han kunne. Han elsker at kramme og være helt tæt. Og så er han tynd som et bræt, og spiser som vinden blæser. Og det er okay. Han er ikke syg, han løber, leger, klatre og trives 👍 så han spiser hvis han er sulten og spiser det han kan 🙂 hos os skal de ikke blive ved bordet. De må gå når de er færdige. Det fungere så fint 😀 jeg tror på at man skal stole på sin mavefornemmelse, you Got this 💃

Svar

Skriv en kommentar

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse, huske dine indstillinger, og til statistik formål. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken Accepter Læs Mere