Jeg oplevede virkelig stor opbakning på Instagram, da jeg foreslog at lave dette indlæg og I har stillet mange gode spørgsmål, som jeg vil forsøge at dække i indlægget. Jeg blev inspireret efter, at jeg modtog et anmeldereksemplar (reklame?) af Madro med posten – som jeg endnu ikke har læst, skal det siges. Jeg ved derfor ikke, hvad Morten og Annes specifikke pointer er, men jeg ved overordnet, hvad deres tilgang er til sunde spisevaner – og jeg er stor tilhænger. Jeg glæder mig til at læse den, når jeg engang får tid til at læse en fysisk bog.
Jeg har personligt ændret min måde at tænke madvaner på efter, at jeg har fået Louie, der først begyndte at få lidt rigtig mad (læs: andet end modermælk) indenbords i en alder ad 9-10 måneder. I dag 1,5 år gammel, der kan han godt leve af lidt rosiner, en tebolle og blåbær. Faktisk er en tebolle det eneste “mættende” mad, jeg med sikkerhed ved, at han altid vil spise. Så det får han tit – fordi mad er i min verden ikke (længere) nødvendigvis et fuldt måltid af proteiner, kulhydrater og fedt. Det er, hvad giver min lille dreng på 9 kilo kalorier til at han kan grine, løbe og danse, som han jo heldigvis gør dagen lang.
Får de for meget sukker?
Det betyder også, at min tilgang til sukker til børnene har ændret sig drastisk. Jeg kan huske, da Gus fyldte et år og han fik en lille muffin med et lys i. Wow, tænkte jeg. Han måtte da få et sukkerchok! Det gjorde han selvfølgelig ikke, men han nød den søde smag. Louie derimod har altid fået det, som jeg selv eller Gustav har spist. Han spiste jo ikke meget mad før 1-års alderen, så der har jeg slet ikke tænkt over, om han fik for meget sukker. I dag får han kanelsnegl, hvis jeg spiser kanelsnegl. Han drikker juice, hvis Gustav gør det og han får også en lille is, hvis han vil have det. Lou er lige så glad for blåbær, vandmelon og ærter, så det får han også. I bund og grund tænker jeg, at så længe han får nogle kalorier, så er det fint. I øvrigt får Gustav nogle gange en muffin på vej hjem fra børnehave og en is om torsdagen – det er sjældent koblet til en ugedag, men mere hvornår jeg og han har lyst.
Drengene går ikke i en institution med nul-sukker politik – heldigvis. Jeg synes, at det giver et forskruet forhold til sukker, hvis man ikke må have flødeboller med på sin fødselsdag eller hvis der ikke må komme glasur på fastelavnsbollerne. Jeg ser mere behovet for en varieret kost (hvilket kan være svært med en mini-spiser), hvor alt er tilladt end med restriktioner. Jeg er med på, at der er forskel på vuggestue- og børnehavebørn. Ofte vil vuggestuebørn blive lige så glade for en figenstang, som en flødebolle.
Vores forholdsvise laissez faire tilgang til sukkerindtag gør til gengæld, at Gustav aldrig har fået fredagsslik og han spørger ikke om det (til gengæld får han hverdagsdesserter ;-). Han var over 3 år før han forstod og interesserede sig for slik. I dag får han sjældent slik, fordi han er lige så glad for pandekager, chokolade og andre ting, der (måske) mætter lidt mere. Hvis det ligger fremme, hvis vi har gæster eller han er ude, så må han gerne få noget.
Får de nok grønt?
Næh, det ved jeg ikke om de gør. Louie gør i hvert fald ikke, men lige nu sætter jeg egentlig også lidt mere pris på en omgang fløde til ham end et salatblad 😉 Selv ikke da han var baby fik han grøntsager, da jeg aldrig har kunne få mos i ham. Han har altid spist selv, og det er blevet et kæmpe nej tak til grøntsager (undtaget majs). Det er ikke altid, at jeg får serveret grønt til aftensmaden, men der er næsten altid grønt i maden. Gustav er meget glad for tomater, agurk og majs (men ikke fx. rød peber og salat), så vi lader ham spise det, han har lyst til. Måske er det ikke særlig pædagogisk, men nogle dage serverer jeg en “forret” af grøntsager til ham, som han spiser mens han sidder og ser fjernsyn. Det fungerer super godt, fordi grøntsagerne måske godt kan blive glemt, når de konkurrerer med pastaskruer på middagstallerkenen.
Om minimalt madindtag
Det er en ny verden for mig at have et barn, der ikke spiser særlig meget. Min største bekymring, da Gus var lille var, at han ikke måtte blive kvalt i noget af alt det mad, han proppede i hovedet. Louies nipseri har sendt mig ud på lidt af en rutsjebanetur og gør det stadig nogle gange, selvom jeg hviler mere i det nu. Nogle dage kigger jeg på hans små lår og synes, at de er så tynde. Jeg ville forsøge at fodre ham med en ske eller distrahere ham og snyde mad i ham – men selvfølgelig til ingen verdens nytte, og det føles ikke rigtigt. Andre dage kan jeg godt se, at Louie er en velfungerende og glad dreng, der udover nogle kilo, ikke mangler noget og jeg slapper mere af i hans minimale madindtag. For i bund og grund, så ville de fleste sunde og raske mennesker spise, hvis de var sultne, ik? Mest af alt er jeg træt. Træt af, at mad skal være et projekt i stedet for noget, som vi nyder og som giver os energi. Så jeg har i høj grad givet slip. Jeg siger ikke, at jeg er ligeglad. Når han endelig får spist en lille skål havregryn eller en portion pasta-bolo, så er jeg så ellevild over, at det endelig er lykkedes. Det er så tilfredsstillende at se sit barn spise med glæde!
Jeg tænkte i 9-12 måneders alderen, at han ikke spiste så meget, fordi han fik mælk fra mig stadig – og ofte. Også om natten. I dag ammer jeg ham én gang om dagen og én gang tidlig morgen – og han spiser stadig ikke et “rigtigt” måltid. Jeg tror, at han er det, som jeg vil kalde konsistenskræsen (hvis det er en ting?). Han udviser faktisk stor nysgerrighed, når han får mad. Han leger tit med det (og jeg får stress af alt det snask), men nogle dage skal han bare lege med det først før han tager det ind i munden. Han forsøger tit at putte det meste i munden (laks, hakkebøf, kartofler, ris, salat, tomat), men som oftest ryger det ud igen med sprutten og spytten. Nogle dage gør han det også med pasta og andre dage er pasta livet. Jeg kan ikke finde et mønster, men jeg kan godt se, at det som oftest er de søde madvarer (boller, bær og figenstænger), som ryger nemmest ned.
I starten ville jeg blive helt gal, når en dag var gået og han næsten ikke havde spist. Jeg tænkte, at natten ville blive forfærdelig og på alt det, som han sikkert manglede i sin krop. Men der har aldrig været en sammenhæng mellem hans nattesøvn og hans madindtag. Nogle dage er han bare mindre sulten end andre.
Jeg sørger for ikke at give Louie opmærksomhed ved bordet. Som oftest fordi, at det har den modsatte effekt. Ingen flyvemaskine eller “jeg giver dig lige denne gaffel med mad på for dig” har nogensinde hjulpet på at få ham til at spise mere. Tværtimod. Vi har som oftest mest succes med hans måltider, når Gustav spiser ved siden af, og der ikke sidder én og glor på ham imens. Alt hvad Gustav gør er jo vidunderligt i Louies øjne, så jeg sætter SÅ stor pris på, at Gustav generelt (jo jo, han har også dage, hvor han næsten ikke spiser noget) er rigtig glad for det meste mad, så Louie kan blive inspireret af sin storebror. Og jeg kan godt fortælle jer, at hvis Louie pludselig har et måltid, hvor han spiser løs, så holder vi næsten vejret i håbet om, at intet distraherer ham eller får ham ud af sit flow 😀
Jeg har så meget at sige om drengenes madvaner – og familiens generelt. Jeg mangler endnu at vende, hvordan vi håndterer “ad, hvor ulækkert” eller når Gustav siger, at han ikke sulten, men pludselig er det ved sengetid. Om ikke at lave “børnevenlig mad”. Når han næsten ikke har spist, men vil have dessert. Om alt det mad, der ligger i vores hus, fordi Lou altid får stukket mad i hånden. Men det må I få i næste indlæg, fordi det ellers vil blive for langt – og kom endelig med flere spørgsmål og jeres egne indspark i kommentarfeltet.
/S
21 svar til “Om spisevaner, sukker og (mad)stress”
Åh, hvor det lyder som her hjemme. Jeg har også dage hvor jeg er fuld af bekymring over hun ikke spiser mere end hun gør. Jeg er dog også kommet frem til det er bedre for alle at slappe lidt mere af i det, og hvis det er en hvid bolle med smør og syltetøj der ryger ned, så glæder jeg mig bare over det, i stedet for at tænke, det burde have været rugbrød og grøntsager.
Min datter som er 14 måneder lagde stærkt ud med at spise da hun var 4 mdr! Hun elskede mad, og var alt spisende, så blev hun 7 mdr og vilde bare ikke have almindelig mad længere :-/ Hun ville kun ammes, og jeg opdaget ikke det var sket, før jeg ammede hende hver anden time hele døgnet ?
I dag spiser hun stadig ikke det hele store, og som med Louie kan vi heller ikke være sikre på at fordi hun ville spise det i dag, så vil hun også i morgen, eller næste gang det bliver serveret.. Så jeg forstår dig virkelig! Det kan være frusterende, men vi er også bare nød til at acceptere at det er sådan det er!
Jeg vil dog sige, at der er to ting vi er sikre på at hun spiser meget af, det ene er ris, og det er ligegyldigt hvilke sovs der er på, og så spaghetti med kødsovs, det skal bare være de lange spaghettier, skruer spiser hun ikke ?
Nå men min pointe var egentlig bare, du er ikke alene ??
Fedt indlæg! Jeg håber du får tiden til at læse Madro på et tidspunkt, for jeg har allerede i flere forskellige podcasts hørt forskellige konkrete tips til både småtspisende og “ad”-svarende børn. Det lyder fornuftigt, at I bare forsøger at tage den med ro. Børn er jo (med al tydelighed) forskellige. God aften herfra 🙂
Hej Sofie.
Hvad siger Louie til koldskål? I sær her til sommer og med hensyn til at han er konsistenskræsen. Det ville jeg i hvert fald personligt prøve da jeg heller ikke er sukkerforskrækket.
❤️
Ja måske. Han er ikke så meget til syrlige ting og du skal se ham, hvis vi forsøger med nogen form for yoghurt ? Men har ikke prøvet koldskål.
Min datter laver opkast lyde når noget er for surt. ?
I dag spiste hun jordbærkoldskål og hapse broccoli(freak) med stor velbehag. Altså den man køber, du skal endelig ikke forveksle mig med en overskudsmor. ??
Jesus!! Jeg er (uden det skal lyde forkert!) lettet over at jeg ik er den eneste i hele verden med de mad-kriser! Jeg har en datter på 10 mdr der fuldammes på fuld smadder fordi hun heller ik har interesse i mad! Alt det der grød, mos, pulver mad. Spildt og smidt ud i dyre domme. Nægter at mades med ske. Den ene dag er hummus life – dagen efter er det det klammeste i verden. Jeg bliver så frustreret, sur og hidsig over al det jeg køber/laver og som bare ender most mellem de små pølse fingre og på gulvet frem for i maven ??? …. det er også skide frusterende når alle de andre fra ens mødre gruppes børn æder ALT med succes og man selv sidder der med en datter hængene i patterne og har press over det! anyway, TAK for dit indlæg! Det varmede en førstegangs mors hjerte! Der er håb forude tænker jeg ????☠️
Tak for et godt indlæg. Når jeg læser om Louie, er det som at læse om min yngste datter på 1 år.
Jeg er den der type, der konstant prøver at finde løsninger på problemer, selv om tiden i 99% af tilfældene vil løse problemerne. Meget anstrengende! Men det har så betydet, at vi har rendt rundt til tusindvis af undersøgelser og behandlinger. Den næste undersøgelse er tjek af tungebånd – har sagt til mig selv, at det her er det sidste. Gider ikke mere og synes det er synd for min datter, at hun skal slæbes rundt til alle mulige fremmede, som hun typisk er pisse bange for, da de jo skal holde hende lidt fast:( Ind til videre, er der intet. Vores datter er sund og rask, følger sin kurve, men er bare lidt tynd i det.
Præcis det samme her – min datter skal også have tjekket tungebånd i næste uge? Hvor er det bare rart at vide, at der er andre derude (selvom det kan være hårdt at have et småtspisende barn)?
Hej Sofie! Jeg tænkte, at måske daddelkugler (den sunde version af havregrynskugler) kunne være noget for Loui? De kan vist også laves med kikærter og sorte bønner, bare ned i en minihakker/blender. Det er både sødt og sundt!
Hej Lærke! God ide ❤️
Min den store, har altid spist når det passede ham og stadig nu, hvor han snart fylder 4, stikker jeg ham en syltetøjsmad, fordi så får han da noget at æde. Jeg vil ikke kalde ham kræsen, for det svinger virkelig meget, hvad han gider spise.
Jeg har lige selv stået i situationen, hvor han ikke gider spise, når der er aftensmad. Det har virkelig irriteret mig. “Kom nuuuu, vi spiser nu”, men så læste jeg et sted at man i stedet skal invitere dem og sige, det kunne være dejligt, hvis de ville være med til at spise. Det har hjulpet gevaldigt. Så kommer han faktisk. Og som du siger, så spiser de vel, når de er sultne.
Med lillebror bliver alt taget mere afslappet. Vi gør præcis som jer, han får det vi får. Idag fik han en is, da vi gik hjem efter at have handlet. Sikke et svineri, men pinden var ikke til at hive fra ham.
Hvad med hjemmelavede smoothies (også som is), ved Christina Dueholm har haft problemer med at få deres datter til at spise. De har lavet smoothies med grøntsager og bønner i, som de også har frosset til is. Det har vist været et hit…
God ide med at lave det til is!
Uff, skjønner at det kan være stress!
Mine har hatt perioder hvor de ikke har fått i seg så mye, fordi de har insistert på å spise selv, eller spise selv med skje, før de har hatt god nok motorikk til det ? det vi har gjort på det verste var at de fikk «spise» vanlig mat som de ville først, også tilbød vi posegrøt (semper grøt med fruktsmak) etterpå. Da ble de mette og vektkurven stabiliserte seg igjen, samtidig som de fikk smake på alt osv. Vet ikke om det er noe Louie liker? Eller blir han fort matlei?
Masse lykke til hvertfall, føler med dere! ☀️
Han er simpelthen så mærkelig (eller måske ikke så mærkeligt), men han er ikke til de der poser. Han har sjældent spist en smoothie ? Gustav drikker dem på 8 sekunder ?
Ej hvor kan jeg nikke genkendende til alt du skriver.
Lige fra madrester alle vegne, “her du kan lige få et knækbrød at gumle på, imens du leger” (pleaaase spis lidt), til bekymring omkring alt det han da må mangle i sin lille krop, at der INGEN sammenhæng er for hvad han kan lide den ene dag og spytter ud den anden dag..
Men især det med sukker og varieret kost kan jeg nikke genkendende til ?
Det er vores tredje barn. De to store har altid fået serveret tør havregrød til morgenmad. Hvis den rigtig skulle spices op, kom der lidt frugt på toppen?
Nr. 3 (14mdr) får kanel sukker på sin havregrød eller frugt yoghurt (smagte de store først da de var i børnehave alderen!!) med havregrød til morgenmad, for simpelthen at sikre, at der bare kommer et par ske fulde ind fra morgenstunden…
Jeg er så småt ved at lande i, at jeg har en småtspisende/amme glad søn. Jeg er ved at have lært at accepteret det (dog ikke sagt, at min mand og jeg ikke giver hinanden status report på hvad han har spist i løbet af dagen..) og det gør faktisk det hele meget lettere at være i.
Min søn er sund og rask, i dejligt humør og fuld af energi. Det er muligt han ikke har fede lår, men vi kan jo ikke alle gå rundt og se ens ud?
Tak for et godt indlæg!
Meget ydet så velkendt! Både problematikker og fremgangsmåde. Jeg har også Madro liggende på hylden 😉 da vores var over et år var han stadig primært ernæret af flaske og han var halvandet da han for nyligt trappede ud af de sidste (op til lur og til aften). Det har været svært at balancere mellem egen ro og mavefornemmelse og nogle fagpersoners tendens til bekymring.
Nu er jeg aller mest lykkelig, når vi sidder samlet ved morgenbordet med hver vores skål havregryn og faktisk bare spiser (lidt…?) sammen, roligt og stressfrit ?
Jeg har været der! Og det var stressende. Min søn blev stort set fuldammet til et år. Altså fra 6-12 måneder spiste han nok sammenlagt, hvad han spiser på en halv dag nu. Jeg var ved at blive skør. Han var halvandet før han spiste gode måltider, fra et til halvandet spiste han frokost i dagplejen men ikke meget ellers. Han har altid været en stor dreng (4,5 kg ved fødslen og rundede de 10kg før han blev fem måneder), så det var ikke vægten, jeg bekymrede mig om. Jeg tænkte, at det måske påvirkede hans søvn, og den var godt nok elendig. Og selvom jeg tydeligvis havde fløde i brysterne, manglede han vel nogle vitaminer og jern. Tror jeg. Jeg fandt aldrig ud af det. Han begyndte at spise på et tidspunkt, han sover endda også. Mine bekymringer gjorde nok hverken til eller fra, men jeg forstår dem. Jeg håber at ville kunne tage det lidt mere med ro, hvis næste barn er på samme måde.
Det lyder rigtig genkendeligt Sofie og hold op hvor det fylder når de ikke spiser. Vores er lige fyldt 2 og nu begynder han lige så stille at have interesse for det mad vi selv spiser – ellers har han også levet af tomat, agurk og pasta ? Jeg har selv fulgt med hos Charlotte Seeger, som jeg synes har en god tilgang til det hele – at det lige så meget handler om alt det udenom maden, som kan fjerne appetitten eller forstyrre. Bare et tip – har efterhånden selv fundet ro i at jeg ikke kender nogle voksne som kun spiser tomat, agurk og pasta ? måske var det i virkeligheden det der hjalp, at jeg faldt til ro og gav det hele mindre fokus.
Hej Sofie, jeg er også mor til en lille kræsenpind, men der er visse ting han elsker – og du kan måske lade dig inspirere: grissini, knækbrød med skrabet smør (tandsmør hvis det stod til ham selv), appelsinbåde (køleskabskolde), vindruer i kvarte, spegepølse, moussaka, boller i karry, mørk pålægschokolade, pizza med artiskok, champignon og skinke ?