Jeg har gået og tygget lidt på det her indlæg og været lidt i tvivl, om jeg skulle dykke ned i det, og hvordan. Jeg har berørt det før – det dér med at have med to forskellige børn at gøre. Jeg synes, at det er et ret følsomt og personligt emne, måske fordi I efterhånden er mange, der følger med og jeg vil så nødigt misforstås. Alligevel er det, det mest naturlige i verden, at børn er forskellige og selvfølgelig vil jeg dele mine betragtninger, fordi I er verdens bedste til at tage i mod dem og forstå dem.
Jeg har skrevet lidt om at elske to forskellige børn før, men jeg føler ikke, at jeg er helt færdig med det emne. Jeg var nemlig sammen med en veninde den anden dag, som har en pige på 6 måneder, der minder meget om Gustav, da han var lille. Hun vil helst ikke ligge i arm, krammes, holdes, puttes og stoppede med at ville ammes tidligt. Hvis min veninde skulle have et barn til, så var hun egentlig ligeglad med kønnet – bare baby ville ligge lidt hos hende.
Dengang Gustav var endnu mindre troede jeg, at jeg måske gjorde noget forkert, og at Gus måske ikke rigtig kunne lide mig. Det forstærkedes, da han omkring den alder som Louie har nu, blev allergladest for far. Sådan er det stadigvæk; selvom jeg fylder enormt meget i Gustavs liv ved at hente, bringe, smøre madpakker og putte, så er det stadig far, der er på førstepladsen. Jeg ved, at der er mange, der skriver til mig, hvordan jeg tackler det, fordi de oplever det samme derhjemme og bliver meget kede af det. Det forstår jeg godt. Det gør jeg egentlig også selv, men inderst ved jeg jo godt, at det ikke er personligt. Det er ikke fordi, at han ikke kan lide mig. Fordi jeg ikke gør det godt nok. Fordi han ikke fik slik i går eller fordi jeg engang kom til at råbe ad ham. Hvorfor børn søger den ene forældre mere end den anden, det ved jeg ikke. Jeg har læst engang, at drengebørn begynder at spejle sig i far og naturligt vil søge mere mod ham – men jeg kender også flere, hvor mor bare er den eneste, der duer. Så her skal der nok en ekspert på banen, for jeg ved ikke hvorfor, at jeg sjældent er Gustavs førstevalg.
Men tilbage til min snak med min veninde. Jeg kom nemlig til at tænke over, at den store forskel mellem mine to drenge er, at jeg ikke på samme måde kan vise min kærlighed til Gustav, sådan som jeg så gerne vil. Jeg har taget mig selv i at tigge Gustav om en krammer, så han til sidst griner og svarer “okay så, men kun én” 😀 Der er tit, hvor jeg henter ham i børnehaven med åbne arme, men Gustav griner bare og løber forbi mig. Han skal sgu ikke ha’ en krammer. Vi har aldrig rigtig holdt i hånd, men er her efter Corona begyndt at “bløde lidt op” og har i aflevering- og hentesituationer lidt mere brug for krammere og en varm hånd at holde i. Han vil sjældent trøstes, når han er gal eller ked af det (med mindre han har slået sig), og vil helst være alene på værelset, selvom jeg prøver adskillige gange at nå ind til ham. Jeg kan ikke huske, hvornår han sidst er kommet over for at få en krammer, et kys eller bare en stille stund med mig på eget initiativ.
Jeg vil gerne understrege – selvom jeg er sikker på, at I ved det – at jeg selvfølgelig ikke hentyder, at der er noget galt med Gustav. Han er præcis som han skal være; viljestærk, humoristisk, kvik, nysgerrig og enormt reflekterende. Han ved, hvad han vil have og hvad han IKKE vil have, og det kan jeg kun beundre og respektere. Selvom det af egoistiske årsager er svært nogle gange, når jeg bare gerne vil være fysisk tæt på ham.
Det er klart, at jeg troede, at sådan var børn bare. At man måske var lidt en hønemor, hvis man kunne putte med sit barn efter babystadiet for “det vil børn jo ikke”. Så kom Louie og sikke et andet lille menneske, der på mange måder er sin brors modsætning. Hvis han kunne sidde på min arm hele dagen, så havde han gjort det. Han kravler hen til mig for at få ro og han kysser mig hele tiden. Jeg ved godt, at nogle mødre (fordi jeg får også mange af disse beskeder) synes, at det er rigtig hårdt med morsyge børn. I get it og nogle gange kan jeg også blive frustreret og få det helt klaustrofobisk over, at jeg ikke bare kan være mig selv – apropos mit indlæg om at behøve noget Sofie Sfære. Men jeg finder det utroligt nemt at vise og give min kærlighed, når der står et lille barn med åbne arme og bare tager i mod.
Hvis nogle fornemmer en forskel på min måde at gå til drengene, så er det vel ganske rigtigt. For de kan ikke “gåes til” på samme måde. Ikke at Gustav får mindre kærlighed, men jeg må vise det på en anden måde. Han har vel præcis lige så meget brug for den nærhed som andre børn. Jeg tænker, at han får den gennem leg (som jeg ironisk nok er hamrende dårlig til). Ved at hoppe på trampolin sammen, slås og lege far mor og børn. Det er måske ikke den klassiske kramme-hygge-nusse situation, men lidt har også ret, ik? Jeg vil også prøve at være lidt mere verbal i min kærlighed: fortælle ham søde, rare og gode ting. Snakken går jo tit på superheltesnak og “lort” og alt derimellem, så jeg må indrømme, at jeg i hverdagen tit glemmer at sige nogle søde ting til ham ud af det blå. At jeg synes han er skøn, bare fordi. Selv får jeg stillet mit behov for at nusse ham, når jeg læser godnathistorie og han slapper lidt af eller hvis han er paralyseret af fjernsynet og jeg kan snige med hen til ham og snuse ham lidt i håret. Det er jo ikke fordi, at han ikke bryder sig om berøring. Slet ikke. Han har nok bare ikke tid 😉
Igen synes jeg, at det er et svært emne, fordi meget af det er følelser og fornemmelser mellem mig og mit barn, som det altså ikke er så nemt at sætte ord på. Derudover synes jeg også, at det er lidt følsomt – det dér med at blive afvist eller ikke være “behøvet”, om man vil. Sådan er det selvfølgelig ikke, men sådan kan det føles, når man står parat med åbne arme og ingen, der løber ind i dem.
Er der andre, der kan genkende situationen derhjemme? Om far-fans, om selvstændige og viljestærke små individer, om at føle sig afvist, om forskellen på børn og hvilken øjenåbner det er at få to. Hit me, jeg savner at høre jeres historier.
/S
12 svar til “Vil du ik’ nok please ha’ en krammer?”
Årh Sofie. TAK for det her indlæg. Jeg forundres igen og igen over din evne til at sætte så følsomt, fint og reflekteret ord på svære eller ambivalente ting i moderskabet 🙂
Jeg har en datter på snart 2,5. Hun har alle dage været selvstændig, hurtigt fremme både med sprog og motorik, viljestærk, kommunikerende. Megasej, sød, livlig, social, god til at skabe og vedligeholde relationer, nysgerrig og interesseret i mennesker og verden. Kort sagt, hun trives FREMRAGENDE!
Men jeg har også altid skulle “snige mig til” de helt tætte puttestunder. Ej ok, det får det til at lyde så negativt, som om hun ikke har lyst og jeg overskrider grænser. Sådan er det ikke, hun er bare – som din Gustav – meget lidt opsøgende på de ting selv. Så de fleste puttestunder, vi har, er i forbindelse med tv-kigning, boglæsning eller når der skal trøstes.
Da hun var lille, kan jeg tydeligt huske at sidde i mødregruppen og se rundt på de andre babyer, der lagde hovedet på deres mors skulder (det har min datter ALDRIG gjort haha) eller puttede deres små fjæs ind til bryst eller armhule for tryghed. Mens mit vågne og nysgerrige barn lå og strakte hals for at få alt omkring sig med.
Jeg har aldrig tvivlet på, at hun trives, og at vores relation var god og hun var sikker på min kærlighed. Men jeg har da spurgt sundhedsplejersken om det blev “bedre”, eller om nogle børn bare var sådan. Hendes svar: “Nogle børn ER sådan. Nogle vokser lidt ind i puttelysten, andre gør ikke. Du skal ikke være bekymret.” Så det lod jeg være med.
Og så øvede jeg mig i ligesom dig, at give kærlighed på andre måder. I engageret leg, når vi snakker om alt muligt, ved at kigge hende ordentligt i øjnene. Vise og fortælle hende at jeg er klar til kram og kys, HVIS hun er. Ved at respektere hendes grænser og ikke mindst hjælpe hende med at holde fast i dem over for andre. Når hun er blevet mødt af de klassiske (og velmenende) “årh kan du ikke lige give farmor/tante/whatever et lille farvelkram, bare et lillebitte et, kom nu, det vil gøre mig så glad”, og hun tydeligt ikke har lyst/gider, har jeg støttet hende ved fx at sige “Vi kan også sige farvel ved at vinke og sige tak for i dag”. Jeg synes virkelig, det er en vigtigt opgave at lægge fundamentet for hendes evne til også i fremtiden at sætte grænser for sig selv, og lære hende at de skal respekteres af andre.
Nå, det blev en længere smøre. Men alt bare for at sige: I HEAR YOU! Vi får en lillebror lige om lidt, er spændt på, hvad han er for en, og hvordan hans ankomst påvirker den overordnede dynamik i hele familien. Man har jo hørt om storesøskende der både trækker sig og nærmer sig moren, når der komme en baby.
Vi må se – uanset er det rigtig rart at vide, at jeg altid kan gå tilbage og genlæse dine indlæg om emnet 🙂
KH Emilie
TAK for din kommentar – den varmer og bekræfter mig i, at det selvfølgelig giver god mening at dele. Jeg nyder stadig, når Louie hviler sit hoved på min skulder. Den afslappethed i mine arme har også været en sjældenhed hos Gus ? Så tak fordi deler og kan genkende det jeg skriver.
Jeg kunne have skrevet alt hvad du her skriver, bort set fra at min datter er 3 og lillebror er født. ? og det er gået SÅ fint for hende at blive storesøster. Jeg synes ikke det har ændret på dynamikken mellem os, men har også været meget obs på fortsat at lege med hende, tage hende på ture kun hun og jeg og vise hende min kærlighed på hendes foretrukne måder, som du også beskriver, og lade far tage lillebror så meget som muligt.
Det er dejligt at høre Elisa 🙂 Både at det er gået så fint i jeres familie at få en lillebror, men også at du kan genkende det, jeg oplever, og at vi “tackler” det på samme måde. Det giver ro – tak 🙂
Jeg kan genkende det fra min dreng på halvandet, som bare har så travlt med alt hele tiden og slet ikke har så stort et puttebehov. Det påvirkede mig en del førhen, da han var mindre, og jeg troede, at ALLE babyer ville samsove… Bortset fra min, som begyndte at brokke sig helt vildt, hvis han skulle ligge tæt. Og jeg kan totalt genkende tankerne om, at enten gjorde jeg noget forkert, eller også kunne han ikke rigtig lide mig?
Og når jeg ser stories af din Loui, hvor han putter og møsser, så kan jeg blive en lille smule misundelig. ?
Min søn er ikke helt afvisende, men det er dæleme 1-sekunds-krammere, hvis man er heldig at få et.
Det er nemlig en øjenåbner at få et barn mere. Man opdager pludselig hvor meget personlighed der gemmer sig i de små mennesker allerede fra de første spæde uger. Mine to børn er på mange måder også meget forskellige – det har været så tydeligt helt fra starten, og det har selvfølgelig også betydning for den dynamik og relation jeg har med dem hver især. Der er ikke noget der er bedre eller værre, rigtigt eller forkert – det er bare forskelligt. Og faktisk synes jeg det forstærker min tilknytning til dem begge, at jeg har et helt unikt og særligt bånd til hver af dem. Det cementerer på en måde hvor ekstraordinært det er.
Jeg kender til alle de følelser, du beskriver. Lige fra følelsen af at blive “skubbet væk”, når man forsøger at snige sig til et knus, til at far bare (oftest) er favoritten. Jeg har følt mig afvist og endda også tænkt tanken, at min søn bare ikke kan lide mig lige så godt som sin far. Men min 3 årige er bare ikke en kælepot; han er alt muligt andet, og han viser mig kærlighed på andre områder – fx verbalt – og han får kærlighed fra mig gennem leg, gode snakke og min evige forsikring om, at jeg altid har hans ryg. Min datter er derimod virkelig mor-glad og vi deler “kærlighedssprog”. Her får jeg de nus og kys, jeg (egoistisk set) også har brug for. Derfor er jeg også taknemlig for at have fået to børn med vidt forskellige behov, for det har virkelig lært mig meget om andre og nye måder at vise sin kærlighed på, som er lige så rigtige som dem jeg naturligt foretrækker.
Sikke et fint, modigt, sårbart og vigtigt indlæg. Han er så sej din Gustav – husk, du har en stor del af æren for det ❤️
Jeg har en lille dreng på 20 måneder, der er præcis som Louie. Jeg aner ikke, hvordan jeg nogensinde skal få ham vænnet fra at amme eller sove hos mig, og er en kæmpe puttegris. Jeg elsker det! Og jeg frygter sådan, jeg ikke ved, hvordan jeg skal tackle det, hvis nummer to bliver anderledes.
Lige så flot som dig forhåbentlig ❤️
Jeg har det i hvert fald også som din veninde. Da min dreng var helt lille ønskede jeg mig en pige som nummer to, men nu hvor jeg har erfaret, at det langt fra er alle babyer og børn, der opfører sig som koalaunger, så vil jeg bare gerne have en mere, der er et ligeså stort puttedyr ❤️ og ligeså morglad ?
Tusind tak for det indlæg ❤️ Det ramte mig sq lige i hjertet – der hvor det gør allermest ondt ? For det er virkelig pisse hårdt at blive afvist af sit eget barn – ik få det kram når man henter i børnehaven eller blive viftet væk hvis man sidder for tæt i sofaen. Det gør så ondt indeni og som førstegangsmor var det helt forfærdeligt. Jeg var jo sikker på, han ik ku li mig, at jeg ik var god nok. Jeg vidste jo ik bedre! Men så kom lillesøster og HUN er til kys, kram og nusseri så der ku jeg jo se, at det ikke var mig, der var forkert på den. Jeg NYDER at vi har fået en som gerne vil putte og kramme og som søger én – så længe det nu varer. Hun er 2 og storebror er 5. Og så suger jeg så meget energi ud af de små øjeblikke, jeg får med den store når chancen lige byder sig ❤️ Men det jeg vel prøver at sige – du er ikke alene om de følelser og Gus er absolut ik den eneste dreng, der har det sådan ? Tak for indlægget! Tak for dig ❤️
Sofie altså – du rammer spot on på så mange af de følelser jeg står med hver dag ? min store søn er fantastisk, men vælger mig i den grad fra. Far skal hente, far skal tørrer mig, far skal putte mig, min far skal hjælpe mig. Jeg kan bedst lide dig, far. Det er sætninger jeg hører hver dag – og hold op det er hårdt. ? Føler mig tit som en dårlig mor og som om jeg kan rende og hønse for han hører ofte slet ikke efter hvad jeg siger. Men heldigvis kan han ud af det blå fortælle mig at jeg er den gode mor han kender, som han siger ? eller han elsker mig!
Til gengæld den lille, ligeså snart jeg er der, så søger han mig og render efter mig, bliver han ked af det, så skal det være mig. Vil hellere være ved mig.
Jeg tror nogengange at det er en naturlig del, selvom det ved os har været siden 9 måneders alderen og inden vi fik flere børn, så søger den store bare far mere og det bliver i den graf forstærket, når der kommer en lille ny, som tager meget af mors tid. Min dreng sagde meget i starten når far holdt lillebror, at han gerne måtte give ham tilbage til mor, så de kunne lege. For det duede jeg jo ikke til, virkelig sjovt, så hurtigt de kobler at lillebror hører sammen med mor.
Men børn er bare forskellige og kræver forskellige ting – men man elsker dem jo lige højt alligevel fordi de er deres egne ❤️
Tusinde tak for din ærlighed og endnu et fantastisk indlæg! Tak for dig ?? du er virkelig være at følge. ☺️
Håber for alt vores børn må være forskellige ?
Det er virkelig interessant læsning, og godt formuleret som altid. Jeg har to piger på næsten 5 år og en på næsten 1 år. De er begge morsyge eller morglade, om man vil. Hvis jeg troede min første var morsyg, så er det intet i forhold til den mindste ? beder jeg den lille om ar pege på far ser hun forvirret ud og peger på sin mor. Hun piver når hun er hos far og rækker ud efter mig. Den store laver altid gaver til mor i børnehaven – aldrig til far. Som i ikke én gang. Så herfra er der også en snert af misundelse. For det knuser faktisk mit hjerte en lille smule at far ikke duer og mor altid er førstevalg.
Det sværeste hjemme hos os er nærmest at datteren gerne vil putte. Bare kun med mig, og ikke far. Far skal lidt tigge om det, hvor hun bare løber hen og spontant kysser mor helt vildt. Det er virkelig svært for alle at hun gør så megen forskel. Det er jo helt sikkert bare hendes umiddelbare følelser, som man som forælder er nødt til at respektere og rumme. Men det er alligevel lidt svært – især for far – at han så tydeligt både verbalt og fysisk bliver fravalgt.
Han er ellers en virkelig god og kærlig far, så det er ikke fordi han gør noget forkert. Barnet vil bare kun have sin mor.