Reklame for G4S
Jeg er vokset op i et 2-plans hus og havde, da jeg blev ældre, værelse nedenunder. Det var jeg fint tilfreds med, fordi jeg kunne liste ind sene nætter og tidlige morgener uden, at mine forældre opdagede det, da de havde soveværelse ovenpå. Men der var ét tidspunkt, hvor jeg altid listede mig ovenpå til mit gamle værelse. Og det var typisk, når jeg var alene hjemme. Jeg har altid hadet at være alene hjemme i huset – både da jeg var barn og i dag i mit eget – og kunne ikke falde i søvn på mit værelse nedenunder, fordi jeg bildte mig selv ind, at hvis vi fik indbrud, så ville tyvene holde sig nedenunder. Det ved jeg ikke om de reelt set gør, men følte mig mere sikker på 1. sal. Nogle gange blev jeg simpelthen så bange (uden grund), at jeg vurderede, hvor langt ned, der var fra balkonen på 1. sal og ned i haven, hvis det skulle blive nødvendigt at hoppe.
Ja, jeg ved godt det lyder helt kuk-kuk, men jeg kunne piske en stemning op i mit hoved. Det hjalp heller ikke, da vores nabo fik indbrud midt om natten, mens hele familien sov. Tyvene skulle bruge bilen, da de gik meget målbevidst efter deres tasker og fandt bilnøglen og kørte. Hvorfor dem og ikke os?
Nu bor jeg i mit eget hus…
Og jeg tænker ikke over, om vi måske får indbrud (særlig tit). Med mindre, at jeg er alene hjemme. Hvis jeg er alene med ungerne, så kan jeg næsten ikke holde ud at sidde i en oplyst stue og ikke vide, hvem der kan kigge ind fra gaden. Det tager mig altid lidt længere tid at falde i søvn og alle lyde bliver pludselig lidt mistænkelige. Det er simpelthen fjollet, fordi det sker for de færreste – og så alligevel. Hørsholm Kommune er da på top 10 listen over flest indbrud i forhold til antal husstande. Jeg følte mig egentlig mere tryg i vores lejlighed på Vesterbro, fordi man først skulle ind i opgangen og derefter ind ad vores dør, der endda havde to låse. Vi boede desuden på 3. sal, så jeg havde ikke oplevelsen af, at folk kunne kigge ind fra gaden.
Jeg er, som I måske kan fornemme, vældig glad for at have lavet et samarbejde med G4S. Et alarmsystem, som mine forældre også altid har brugt og som mange måske kender fra erhvervslivet, men de er altså også dygtige til at levere alarmsystemer til private hjem. Vi fik det installeret i februar inden Corona brød ud og inden, at vi allesammen brugte de fleste af døgnets timer indendøre. Indrømmet, så har vi ikke brugt det så meget de sidste måneder, men verden bliver forhåbentligt normal igen på et tidspunkt. Ikke, at jeg håber, at vi får brugt vores alarm (!), men at vi igen kan komme ud og opleve verden og hinanden igen.
Hvis du, ligesom mange andre, rent faktisk har tid i disse tider til at få installeret et alarmsystem, så får du 50% rabat på en SMARTalarm (så’n en vi har) med min partnerkode SOFIE50 helt indtil 31/10-2020.


Det føles trygt
Vi har fået en mellem SMARTalarm pakke til vores 70’er hus på 160 kvm, da vi sammen med G4S vurderede, at det var tilstrækkeligt. Du kan altid få et gratis sikkerhedstjek, hvis du vil have et syn på, hvor din bolig er mest udsat, og hvad jeres behov kunne være. I alle pakker får man som standard også røgalarmer med, som er forbundet til kameraerne, så G4S holder øje med både indbrud og brand. Hvis brandalarmen skulle gå i gang, så tænder vores kameraer i huset og så kan centralen, hvor der sidder vagter og holder øje, hvis alarmen skulle gå, se hvor røgen kommer fra eller om der skulle være nogen indenfor, der mod forventning ikke skulle være i stand til selv at høre brandalarmen og komme ud.


Vi har downloadet den tilhørende app og dér kan vi styre det meste fra. I app’en kan man oprette og ændre SMART regler. Det skal man lige sætte sig lidt ind i, men det betyder, at du eksempelvis kan få lyset, fjernsynet, musikken i din stue til at tænde og slukke på bestemte tidspunkter. Det er da smart, hvis du er ude at rejse eller hvis der er indbrud og du gerne vil have, at lyset i stuen tænder eller fjernsynet tænder. I app’en kan vi også slå alarmen til, hvis vi har glemt det eller slå den fra, hvis vi ikke er hjemme og vi får rengøring, hvorefter vi kan slå den til igen. Vi kan også tænde kameraerne gennem app’en og se, hvad der foregår derhjemme. Ja, i princippet kan Mads se med fra arbejdet og snage i, hvad jeg laver herhjemme (det ville i øvrigt være sygt kedeligt), men kameraerne blinker, når de er tændt, så jeg trods alt ville være advaret 😉


Vi har fået alarmen installeret, så den kan være slået til om natten. Den registrerer ikke bevægelser indenfor, og jeg ville derfor godt kunne gå ud i køkkenet om natten og tage et glas vand uden at gå i gang, men den registrerer, hvis en dør bliver brudt op. Selvom jeg måske ville dø af panik, hvis alarmen gik igang midt om natten, så synes jeg det er rart, at jeg har muligheden for at slå den til, når jeg er alene hjemme med ungerne.

Om en alarm holder en dedikeret tyv for døren? Det ved jeg ikke. Men om ikke andet, så føler jeg mig tryggere velvidende, at der sidder ‘rigtige mennesker’ i en central og holder øje og sender en vagt skulle jeg en dag være alene hjemme og alarmen går. De kan også sende en vagt, hvis vi er ude at rejse og alarmen går. Så checker de huset ude og inde for os.
Det gør mig lidt mindre hunderæd for at bo i hus 😉
/S
5 svar til “Hunderæd for at bo i hus”
Vil bare lade dig vide at du langt fra er alene….jeg har det præcis på samme måde som dig! Og det er ikke kuk kuk ?
Det trøster mig lidt! Det er helt forfærdeligt hvordan jeg kan piske mig selv op når jeg er alene hjemme og det er mørkt ?
Jeg har det også på præcis samme måde. Men er i det hele taget ikke glad for mørke 🙁
Vi har fået gulv til loft gardiner i vores stue. Så om aftenen kan jeg trække for. Det hjælper en hel del :-). Men ja, jeg følte mig også meget mere tryg, når jeg var alene hjemme i vores lejlighed på Frederiksberg end her i Rudersdal. Men jeg tænker, at som årene går, så vænner man sig til alle aspekter af huslivet :-). Vi har ikke alarm men har overvejet det mange gange. Vi har sikret os på den måde, at vi har sat en låge op, så man ikke kan komme om i haven bagved vores hus. Den bliver låst af hver aften og i det hele taget, når vi ikke er hjemme.
Jeg har det på præcis samme måde! – Men jeg har virkelig også fundet tryghed i at have en alarm, og i at min mand altid lige kan tjekke på app’en hvis jeg føler mig utryg.