Jeg har øvet mig på noget, mens vi var i lockdown. Det kom efter nogle uger, hvor jeg var træt af hele tiden at stå til rådighed, hele tiden at lege, hele tiden at være der for Gustav (og Louie, men hans behov er lidt anderledes). Jeg ved godt, at Gustav kun er 3,5 år og en del af det at være mor er at hjælpe, underholde, tale og være til stede. Men lockdown fik mig til at indse, at det kan jeg ikke være 24 timer i døgnet uden at alle mine grænser blev overtrådt, fordi jeg følte, at jeg ikke fik lov til at sige nej. Jeg gider sjældent lege, og derfor bliver mine svar til Gustav halvhjertede. Jeg siger “lige om lidt, jeg skal liiige” og håber på, at han glemmer det (men det gør han aldrig) eller lader som om, at jeg vil lege en leg, men er delvist på telefonen, for jeg gider ikke lege den leg.
Jeg har brugt mange timer på at slå mig selv oven i hovedet over, at jeg ikke synes, at det er sjovt at lege med Gustav – det har jeg aldrig syntes, at det var og jeg kan ikke tvinge mig selv til det. Jeg fandt en vis trøst i det, da jeg læste bogen “Tænd for Forbindelsen“, hvor Mette Carendi blandt andet skriver, at en forælder ikke nødvendigvis kan påtage sig alle roller. Det er okay, at jeg ikke vil lege med biler eller spille rollespil, for der er andre i Gustavs liv, der kan og vil det – hans far eksempelvis. Og i stedet for at tvinge mig selv til det, så har jeg øvet mig i at sige nej til Gustav for min egen og for hans skyld.
Det svære nej gør det nemmere at sige ja
Det er faktisk langt sværere end det lyder. For jeg følte et vist ansvar for at underholde Gustav, når nu han ikke var i børnehave. Jeg har gjort mig umage og deltaget i de lege, som jeg rent faktisk gider, men det er svært, når de lege, som jeg gerne vil være med i begrænses på grund af Louie. Her tænker jeg malebøger, hoppe vildt på trampolin eller lægge puslespil. Jeg savner at bruge den tid med Gustav, hvor det kun handler om ham og ikke mig, der delvist forsøger at bruge kvalitetstid med ham og delvist prøver at underholde Louie med andre ting, så han ikke kravler op på trampolinen, spiser puslespilsbrikkerne eller maler på gulvet. Det er absolut det hårdeste ved at have to unger hjemme – at jeg sjældent kan underholde dem begge to samtidigt og så er jeg kun halvt til stede.
Nåh, men tilbage til ‘nej’et. Jeg havde (og har stadig) svært ved at være nærværende og til stede og indleve mig i legen. Jeg kan godt mærke, at Gustav reagerer enten med det samme eller senere på dagen, hvis jeg i løbet af en hel dag ikke rigtig kunne committe mig til hans leg eller til ham. Jeg er ikke stolt af de dage, men nogle dage er jeg selv så udkørt, at jeg kun kan køre på halvt blus. Jeg er træt af mig selv de dage, fordi jeg altid er i gang med det næste (tøjvask, oprydning, bleskift, madlavning) eller sidder med telefonen. Jeg indrømmer gerne, at det blandt andet bunder i kedsomhed. Jeg synes, at det er kedeligt at være alene med mine to børn under 4 år herhjemme i over halvanden måned. Jeg er træt af det, men det hjælper ikke at forsøge at flygte fra det ved at være åndsfraværende – det gjorde faktisk det hele værre, fordi jeg blev lettere irriteret og Gustav kan jo godt mærke, at jeg “ikke er der”. Så jeg har skulle tage det seriøst og begynde at sige nej til Gustav, fordi når jeg kan sige nej, så kan jeg bedre sige ja og mene det.
“Nej, det vil jeg ikke”
Det lyder måske lige lovligt pædagogisk, men det gjorde, at jeg kunne sige “Nej, Gustav. Jeg vil ikke hoppe på trampolinen. Når jeg har drukket min kaffe, så vil jeg gerne hoppe”. Gustav spørger mange gange, “hvornår er du færdig med kaaaffeeeen”, men det er okay. Han bliver ikke sur og accepterer, at jeg er i færd med noget, fordi han ved, at det ikke fortsætter hele dagen. Jeg har fundet ud af, at når jeg har fået lov til at sidde med min kaffe og min telefon i 5-15 minutter (alt efter hvad drengenes slåskampe og lege tillader), så har jeg langt mere lyst til at sige ja bagefter. Så kan jeg lægge telefonen væk og hoppe på trampolinen bagefter, fordi jeg har lyst – eller i hvert fald lyst til at gøre det for Gustav.
Jeg er stødt på ‘nej’et’ og dets vigtighed flere gange. Blandt andet i Fie Hørbys “Drop Opdragelsen” og Jesper Juuls “Her er jeg, hvem er du” og den senest læste (i mit tilfælde hørte) “Kunsten at sige nej“. Og selvom, at det kan være svært at sige (især til mine børn), så er det egentlig ret simpelt. Jeg skal huske at tale som mig, og ikke “man” eller “mor”, og så skal jeg være ærlig. Når jeg taler til Gustav som mig og som jeg ville tale til Mads, så gør mine ord langt mere indtryk. Jesper Juul kom med et eksempel, at to voksne jo aldrig ville tale til hinanden i 3. person. “Ej, Mads, nu bliver Sofie træt af det her”…. 😀 Mads bruger meget “man”, og uden at belære, forsøger jeg at fortælle ham, at han bare kan sige “jeg”. Så “man skal altid rydde op efter sig selv” bliver til “jeg vil gerne have, at du rydder op efter dig selv” og “Nej, det må man da ikke” bliver til “Nej, det vil jeg ikke have, at du gør” eller “Jeg vil gerne, at du….”. Anyways, jeg er ikke ekspert på området, men jeg har i hvert fald fået meget ud af at læse de bøger, så anbefalingerne er hermed givet videre.
Som sagt, så er det meget logisk, at man skal sige nej, men alligevel øver jeg mig meget på det. Jeg er efterhånden ret habil til at bruge personligt sprog og bruger som oftest “jeg”, når jeg taler med Gustav. Men “nej’et” kæmper jeg stadig med. For burde og skulle fylder stadig meget. Han er jo kun 3,5 år – burde jeg lege gemme med ham, fordi så bliver han glad? Må jeg godt sige nej til ham, når nu han ikke er ældre? Jeg synes det er svært at finde grænsen, men jeg tror, at den kommer nemmere til mig jo bedre jeg bliver til at sætte mine egne grænser, så vi bedre kan være sammen under et tag.
Gustavs mange “nej’er”
Gustav derimod er meget, meget god til at sætte grænser og sige nej. Ja, han siger faktisk nej til det meste. Og som de kloge siger, så skal børnenes nej også respekteres, for så kan de bedre sige ja – præcis ligesom jeg har det. Det gør, at jeg flytter Louie, når Gustav siger, at han skal gå ud af værelset. Han bliver ikke tvunget til at lege med Louie. Jeg er også begyndt på at acceptere, hvis han siger nej til aftensmad. Han siger også nej til at få tøj på, men det skal han nu engang – ligesom med tandbørstningen for der ved jeg, hvad der er bedst for ham. Han får typisk lov til at lave noget først – se fjernsyn imens, læse en bog inden jeg børster. Jeg indrømmer, at der tit går lidt forhandling i den, men det er okay, så længe han ved, at han skal have børste tænder før eller siden.
Men så er der en gråzone, som jeg bruger enormt meget energi på. Gustav nægter at tisse, når jeg beder ham om det. Han vil ikke engang prøve. Jeg prøver at sige ‘pyt’ og håbe på, at han selv går på toilettet, når han skal. Men nu er han begyndt i børnehaven igen, og jeg vil gerne have, at han tisser af inden vi skal af sted, da de er ude hele dagen. Men han vil ikke (og jeg kan se, at han skal tisse, som man jo normalt også skal om morgenen). Skal jeg stå der og tvinge min søn til at tisse? Det virker jo helt galt og ret grænseoverskridende. På den anden side føler jeg, at jeg ved, hvad der er bedst for ham, selvom han ikke har lyst, og at han derfor burde tisse. Jeg har prøvet med klistermærker, belønninger, tisseure. Drengen nægter pure og jo mere vi taler om det, jo mere nægter han.
Shit, det er ikke nemt at være mor til en på 3,5 år og jeg har så meget at sige om vores grænser herhjemme, og hvordan jeg træder over Gustavs og han træder over mine. Men en ting er sikkert, aldrig har jeg lært så meget om mig selv og om børn efter, at jeg har fået Gustav. Jo, jeg synes han har en vilje, der er next level og det har den altid været, men hvor er han også sej, at han står ved sit nej og kun gør det, som han har lyst til. Det må jeg tage hatten af for og det kunne jeg måske lære lidt af 😉
Andre der kan genkende livet med en på 3-4 år? Og som har haft succes med at sige nej for bedre at kunne sige ja?
/S
19 svar til “Om at lære at sige nej”
Sikke et rammende indlæg. Jeg har – og er stadig – hjemme med min søn på 3 år og datter på 4 mdr. Det er hårdt og jeg er træt. Men det er også helt enormt lærerigt. Jeg er, hvis jeg selv skal sige det, faktisk blevet ret god til at sige nej. Oftest fordi jeg ikke gider at lege med biler, lege fangeleg eller gemme. Han respekterer det. Og jeg mærker, at når jeg får lyst til at lege med ham, og det er på begge vores præmisser, så er det så meget sjovere og autentisk – jeg bliver grebet lidt af stemningen og finder fantasien frem. Og de gode lege vi får os der, er jeg sikker på knytter os tættere sammen – også selvom det ikke sker 56 gange om dagen. Kvalitet over kvantitet ? bonus er at lillesøster ELSKER at kigge på sin storebror lege ? Desuden har jeg også lige færdiggjort “Tænd for forbindelsen” og det var virkelig spændende og tankevækkende læsning ?
Det er så fedt at læse både indlæg og denne kommentar. Vi har nøjagtigt samt scenarie her i hytten og oplever præcis de samme udfodringer. Synes som altid, at alene det, at andre oplever det samme, gør det nemmere. Tak ❤
Tak for dette indlæg. Jeg har selv en datter på Louies alder og jeg gider ikke altid at lege med.. jeg er f.eks. heller ikke typen, der ville hjemmepasse sit barn. Hvor er det befriende at læse, at man må faktisk godt sige nej en gang i mellem… midt i en jungle af eksperter og andre der siger, at ALT småbørn har brug for er mor og far – gerne 24/7.
Et lille barn har kun brug for sin mor og far 24/7 de første par år, men derfor kan du som forælder godt sige nej til at lege. De to ting er ikke modsætninger.
Vh.
Jeg synes også det der “nej” er svært. Specielt i forhold til at lege. Jeg synes jeg ellers er god til at sætte personlige grænser. Men ja, jeg gider meget sjældent lege med biler, maskiner eller alle mulige rollelege. Men samtidig er jeg også usikker, for er det nu okay ikke at ville lege med ham, når han kun er tre år. Jeg forsøger at finde et alternativ, fx at inddrage ham i noget jeg skal have ordnet, men nogle gange er jeg også tom for ideer til hvad vi kan lave sammen som vi begge synes er sjovt. Jeg hjemmepasser ham normalt samtidig med jeg er på barsel med lillebror på 5 måneder, men før corona var vi altid sammen med vores legekammerater om formiddagen, for så er der andre børn og voksne til at underholde. Nu står jeg ligesom for det hele selv, og det er jeg kørt død i.
Sofie, for pokker. Selvom min dreng kun bliver 3 til Juli, så kan jeg virkelig genkende meget af det du skriver! Så TAK for det ❤️❤️.
Jeg arbejder som pædagog i en vuggestue og folk har ofte spurgt mig om det ikke er hårdt at arbejde med den aldersgruppe, som mit eget barn er. Jeg har altid svaret, at det ikke er det samme – og det er det heller ikke. Men jeg kan nu mærke, at jeg er meget mere brugt, når jeg kommer hjem fra arbejde (det har nok også noget med corona at gøre, men…), og så orker jeg næsten ikke lege mere den dag – selvom jeg føler, at jeg skylder min dreng det. Til sidst, inden jeg skulle starte på arbejde igen, skulle jeg også virkelig tage mig sammen – og han tester mig virkelig! Puh. Det kræver meget at være mor – og barn! Go, moms! ?
Vores dame på 3,5 vil heller ikke tisse – selv efter mange, mange timer. Så nu er reglen at hvis vi skal ud, så skal hun prøve at sidde på toilettet inden for at se om der kommer tis. Ellers går vi ingen steder. Og så kommer der som regel noget, når først hun sidder der. Vi har også et par gange haft held med at lade vandhanen løbe, så det lyder som om nogen tisser ?♀️
Gustav trækker den bare så langt, at så vil han ikke af sted. Jeg bliver dødfrustreret (fordi tit skal vi rent faktisk noget) og Gustav bliver mindst lige så frustreret. Synes bare det går i hårdknude og han trækker den bare så. langt.
Hej Sofie
Min datter er lille og bruger stadig ble, så jeg har ingen erfaring med emnet. Men det får mig til at tænke på eksemplet med tandbørstning i “Drop opdragelsen” (som jeg er i gang med at genhøre). Tror du, at sådan en tilgang, hvor I italesætter, at I fremover vil lade det være op til ham, hvornår han tisser, men at I selvfølgelig står klar til at hjælpe, kunne hjælpe? Jeg tænker, du selv kan huske det afsnit, så vil ikke forsøge at gengive mere detaljeret ?
Hej Sofie
Jeg kan ikke lade være med at undre mig – du skriver et indlæg om at være tilstede med dine børn og om at telefonen nogle gange stjæler opmærksomheden, hvor du så poster at du har en samtale med dit barn mens du filmer. Der er selvfølgelig stor forskel på at sidde på telefonen mens man leger en leg og så hive den frem i nogle minutter, men det må ligge i hovedet på dig hele tiden, hvis tanken med det samme popper op og du tænker at dele det på Instagram? Jeg gør ikke meget i Instagram og måske derfor det aldrig falde mig ind, så det undrede mig blot.
Måske det vil få dig til at føle dig mere tilstede generelt, ved at dele mindre? Det er ofte at når man selv føler det er et problem, så har andre bemærket det før en..
Det er selvfølgelig okay at undres. For mig er det stor forskel på at høre inde fra stuen, at ‘Louies bukser hænger i træet’ og tænke, det kunne være sjovt at filme, hvordan de er endt der. Den video varer 15 sekunder. Senere lægger jeg en anden story op på 15 sekunder. Drengene er ikke filmet mere den dag – det er 30 sekunder på en hel dag. Problemet er, når jeg keder mig og sidder med min telefon i hånden og læser mails, er på nyhederne eller – ja Instagram, ligesom alle andre. Det gør jeg ikke fordi jeg gerne vil dele dem, men fordi jeg ikke gider lege. Jeg ved godt at alle ikke er enige i det 🙂
Jeg elsker at når du skriver den her type indlæg er (ikke fordi andre ikke er det) super grundige og gennemarbejdede. Fede kilder og bøger, som du deler og med fantastiske refleksioner, som virkelig rammer plet herude hos mig! Du giver mig lyst til og mod på at blive en (endnu) bedre mor ?
Jeg er virkelig enig!!!
Tak Sofie, bare TAK! Det er så skønt, at du er så ærlig og autentisk ❤️ Jeg kan genkende så meget, af det du skriver!!!
Det rammer plet på hvor jeg er i udviklingen som mor til en 3,5 årig og 1 årig. Jeg er meget sjovere og afslappet af være sammen med, når jeg tør sige nej- og sikke en befrielse det er ikke at skulle prøve at indfri alle forventningerne en 3,5 årig har (som man selv er med til at skabe) hele tiden. Når jeg er mere nærværende, er jeg mere rolig og det smitter af på børnene. Kan på det stærkeste anbefale bogen: Nuets kraft – DET er en øjenåbner!!❤️
Jeg nikker også SÅ MEGET genkendelse til dit indlæg og tror også jeg vil igang med nogle af de bøger, de lyder gode! Har en søn på 3 år (og 4 måneder) + en lillesøster på 7,5 måned. Og jo ældre vores søn er blevet, jo mere drengede (og kedelige) bliver legene…. Jeg gider ikke lege superhelte!! Men er også elendig til at sige nej…… så kender så udemærket de lidt halvhjertede lege, som 100% var federe uden mig!
Ifht til toilet besøg herhjemme, var det hurtigt fedt at kunne stå op (på skammel) og tisse ligesom far. Af flere grunde – fordi man kunne stå op og tisse hvis man var i skoven (som her blev til haven) – og så har min dreng og kæreste tisset “over kors” et par gange for sjovt (fordi det kan drenge). Nu synes jeg bare jeg mærker en stolthed i ham, når han står der på skamlen og tisser… og vi siger også at han altid lige skal prøve og nogle gange får vi også et “NEJ, jeg skal IKKE TISSE” – men som oftest går han med til det og så siger jeg også “ssssssssssiiiiihh” – og så kommer det. Håber det bliver bedre hos jer og Gustav bliver gode venner med toilettet inden afgang!
Åh I feel you! Vores dreng var og er præcis på samme måde. Nogle gange hjælper det at fortælle en historie imens han tisser men ellers så endte vi med at lade ham styre det selv fordi kampene føltes forkerte. Det betød at vi engang imellem måtte gå tilbage for da kravet forsvandt så skulle han tisse eller også tissede han i en busk udenfor ? og når jeg prøver at få ham ud at tisse engang imellem har jeg nu mest succes (ikke altid) med sætninger som: “Jeg henter lige jakkerne, så kan du tisse imens” og så gør jeg det og så selvom han siger nej så gør han det nogengange et par minutter efter ?
Tak for et virkelig inspirerende indlæg. Har selv en dreng på snart 4 år og det er befriende at læse, at vi er flere der kæmper med mange af de samme udfordringer. Rart med din ærlighed og åbenhed, det giver mig lysten til at prøve din metoder af, da jeg også selv ofte får dårlig samvittighed hvis jeg siger nej til at lege hans lege.
Jeg har en på 1.2 og en på 3.10 år. Som er hjemme fra børnehave i disse tider. Og jeg FØLER det 🙂 Det er virkelig svært at være noget for dem begge. De bedste dage er dem, hvor jeg losser os alle i bilen og kører ud i en skov. Ellers skal mindste sove lur herhjemme, og så står den lige på 2 timers fjernsyn for ældsten for han KAN ikke være stille uden. Jeg har prøvet alt. Vi bor i lejlighed, og har ikke mulighed for at stille hende udenfor. Han gider heller ikke tisse. Selvom han skal. Og nogen gange glemmer han også at sige når han har lavet lort på toilettet. Fedt mand. Men jeg gider ikke tvinge ham. Så må jeg tage ekstra tøj med, hvis han tisser i bukserne. Det er i øvrigt ikke sket endnu. Det er heller ikke sket i børnehaven. Så jeg tror egentlig han har styr på det, selvom jeg synes det er så træls at se på. At han står der og vrider sig. ‘Du skal tisse kan jeg se’. ‘Nej mor’. Jeg øver mig også i at have perioder i løbet af dagen hvor jeg ikke leger med dem. Fordi jeg ikke gider. Hvor jeg så bare drikker et glas vand og observerer eller whatever. Også fordi der jo er tusind praktiske ting der også skal gøres. Som er rart for alle.
Hvor er det befriende og inspirerende at du er så ærlig omkring det. Tak for det 🙂
Btw, kender du de der klistermærker man kan sætte ned i kummen, og som skifter farven når man tisser på dem. Måske Gustav ville synes det er sjovt 🙂