Det spiser vi: Lettere mad med lækre salater

Det spiser vi: Lettere mad med lækre salater

Sidste uge gik vi lidt mere til den med hakket oksekød i forskellige afskygninger, friture og smørsovs. Det kom sig nok af, at Mads var med at til bestemme, hvad der skulle på menuen 😉 Så denne uge bestemte jeg, hvad vi skulle spise – og det blev til en hel del lettere menu.

MANDAG: KYLLINGESALAT MED KARRYDRESSING, ÆBLE OG BACON
Den her salat er lavet ud fra denne opskrift hos Valdemarsro. Jeg spiffede selv salaten op med noget agurk, avocado og hvad vi ellers havde, men det vigtigste er egentlig dressingen og bacon, så går du ikke galt i byen. Selv Mads, som aldrig rigtig har været en sucker for salater sagde – and I quote – “Den har du da lavet godt”. Det bliver vist ikke mere godkendt end det.

TIRSDAG: PITABRØD MED FALAFEL
Når der er salat på menuen er der ofte en masse rester, som skal bruges forholdsvist hurtigt. Så tirsdagens aftensmad var lavet på 15 minutter ved at stege nogle (færdiglavede) falafler på panden og stikke nogle pitabrød i ovnen. Jeg havde cremefraiche og purløg tilovers fra mandagens dressing og blandede en dressing af:

2 dl cremefraiche
Ca. en håndfuld purløg
1 lille presset hvidløg
1 lille teske honning
Salt og peber efter smag

ONSDAG: OVNBAGT LAKS MED FRITTER OG FORÅRSSALAT
Jeg elsker laks og det er også en fisk, som resten af familien (normalt) spiser. Gustav er inde i en “det kan jeg ikke lide”-fase, men har igennem sit liv spist utrolig meget laks. Jeg købte en lakseside og marinerer det som oftest med en blanding af citron, soya og honning og så 20 min. i ovnen. MUMS! For at gøre det nemt for mig selv serverede jeg søde kartoffelfritter (fra frost) til og en lækker sommersalat, som løftede den lidt fede fisk og de søde kartofler.

Jeg elsker at lave salater og tilføjer som oftest søde bær, frugter eller ost (hvis Mads ikke skal spise den). Det gør den så meget mere spændende end bare “rød peber-agurk-iceberg’-salaten og desuden fik jeg også Gustav til at spise den. I denne salat er der salat, æbler, melon, hindbær og agurk.

TORSDAG: PANERET LAKS MED WOK
Jeg havde købt meget laks og havde derfor mere laks tilovers. Jeg skar laksen ud i mundrette stykker, vendte i pisket æg og derefter i rasp og stegte i masser af olie på panden. Jeg kogte nudler og vendte dem på panden med stegte grøntsager og tilføjede sursød-sauce, soja og lime. Det gav virkelig noget til wokken med paneret laks i stedet for kylling, som vi normalt bruger.

FREDAG: “PIZZA”
(Reklame, da jeg modtog pizzaen uden beregning. De leverer normalt B2B, men har startet B2C pga Corona-krisen og jeg ville gerne give en hjælpende hånd med at sprede budskabet). Ugens takeaway blev disse “pizzaer” fra Scrocchiarella i Farum. Det er egentlig en slags sprøde brød med topping, og derfor er det ikke den klassiske pizzabund. Virkelig lækkert!

LØRDAG + SØNDAG: “RISOTTO” MED HVIDVIN OG KYLLING

Det er ikke rigtig risotto og minder kun lidt om, men det lyder bare bedre end gryderet 🙂 Selvom det egentlig er konceptet. Jeg fulgte denne opskrift fra Maden i mit liv og tilføjede revet squash og en porre, som jeg havde liggende. Jeg gangede opskriften med to, så vi havde til to dage – og med lidt mindre vand og bouillon, da jeg kom ekstra grøntsager i, der tilføjede væde. Osten kom jeg kun i min egen skål og Gustavs, da Mads ikke kan lide ost. Super lækkert og virkelig nemt!

ENJOY! 🙂

/S


5 svar til “Det spiser vi: Lettere mad med lækre salater”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.