First off, nej, det skal han ikke, fordi institutionerne i vores kommune åbner først “rigtigt” på mandag d. 20. april. Skal han så starte på mandag? Det ved jeg ærlig talt ikke, og nu skal jeg fortælle jer, hvorfor jeg er i øst og vest.
Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg ikke er bange for smitten. Hvis jeg holder Gustav hjemme, så er det ikke fordi, at jeg er bange for, at han får Corona eller at vi herhjemme bliver syge. Vi skal nok klare den, selvom det ikke er en rar sygdom. Desuden er jeg enig i, at samfundet skal åbne op på den ene eller anden måde, og det giver mening at børn i instotution vil kunne give forældre arbejdsro og dermed kan hjulene så småt begynde at rulle. Hertil kommer, at statistikkerne viser, at børn i mindre grad bliver smittede med COVID-19 og de, der gør, bliver også mindre syge end voksne. Jeg synes, at det er vigtigt at forholde sig til fakta og det, som myndighederne siger. Sundhedsstyrelsen holder sig opdaterede på udviklingen og det er altid en god idé at lytte og følge med her.
Men – jeg synes ikke, at Sundhedsstyrelsen giver mig dét, som jeg egentlig går og gruer over. Det er nemlig ikke smitten, der gør mig i tvivl om, hvorvidt Gustav skal starte i børnehave i næste uge, men de omstændigheder, der møder ham i en i forvejen presset børnehave, hvor en af hans pædagoger stoppede i marts og de i sagens natur ikke har ansat en ny. Han og pædagogerne skal jonglere en helt ny hverdag, hvor der skal holdes afstand og vaskes hænder og ikke deles mad eller legeaftaler på tværs. Det er børn jo super gode til, ved I. Dét aspekt synes jeg ikke, at der bliver talt nok om i medierne og til os forældre.
Lad mig give dig dette eksempel fra en overlæge fra Hvidovre Hospital. Jeg er meget autoritetstro og selvfølgelig vil jeg lytte til en overlæge, der ved, hvad hun taler om. Men hun har KUN for øje at formidle, at forældre ikke skal være bange for, om deres børn blive smittede, for deres symptomer er ikke så voldsomme. Eksempelvis bliver der spurgt: “Hvis man har overskud til fortsat at holde børn hjemme fra børnehave og vuggestue, vil det så være at foretrække?”. Hertil svarer overlægen: “Det bestemmer i selvfølgelig selv. Jeg synes i skal lade jeres børn komme afsted – de skal afsted på et eller andet tidspunkt”. Et andet spørgsmål lyder: “Anbefales det at vi holder vores 4-årige hjemme fra børnehave, hvis det er en mulighed? Hvis hun kommer afsted for samværet med andre børn, er det så bedst kun i få timer eller færre dage?”. Svaret her lyder: “Hvis jeres 4-årige er rask er det en fin ide at komme i børnehave. Børn er i en meget lille risiko for at blive syge af COVID-19”.
Okay. Bevares, Gitte er hverken psykolog eller pædagog og forholder sig tydeligvis kun til de forældre, der er bange for smitte. Men jeg ærger mig over, at svarene er så korte, fordi det i så mange andre henseender måske ville være anbefalelsesværdigt at holde sit barn hjemme, hvis det er muligt? Pædagogerne skal rende rundt og sørge for håndvask og afstand, men børn er stadig børn og hvis alle afleverer børn i morgen eller på mandag, så kan jeg kun forestille mig nogle meget pressede institutioner (og dermed også børn), vi kommer til at møde. Når det er sagt, så skal alle, der skal passe et arbejde selvfølgelig sende børnene af sted. Det er bare nogle refleksioner over, om alle burde gøre det.
Grunden til, at jeg er i tvivl er, at ingen rigtig uddyber det aspekt med, at det ville være gavnligt at holde børnene hjemme lidt længere. Man skal i hvert fald lede, for jeg har altså googlet. Jeg synes kun, at jeg kan læse om, hvordan vi sikrer god hygiejne i børnehøjde og hvor lidt børn bliver syge. Jeg havde egentlig ventet, at regeringen ville komme med en anbefaling; at de, der har mulighed for at holde ungerne hjemme lidt endnu, de kan gøre det, så der er mindre pres på institutionerne. Men det kom ikke, og nu er jeg i tvivl, om jeg tager et hensyn, som der ikke er behov for, og at jeg bare skal sende Gustav af sted – fordi oh gawd, hvor kunne jeg godt bruge en time eller to med lidt ro på. Det er rigtig svært at vurdere “om man har mulighed for det”, og jeg ved, at mange bliver ramt af dårlig samvittighed – inklusiv mig selv. For ja, jeg er en af dem, der har mulighed for det, fordi jeg ikke har et job med telefonmøder og vigtige mails. Men jeg er også træt, udkørt og desperat for luft og alenetid efter en måned, hvor jeg (pånær i påsken) har stået alene med to børn med vidt forskellige behov fra 8-17. Men hvis nogen derude opfordrede mig til at holde ud i lidt længere tid, fordi det ville hjælpe X, Y og Z, så ville jeg selvfølgelig gøre mit for at hjælpe.
Nu synes jeg dog, at kommunerne begynder at tage sagen i egen hånd. Gladsaxe kommune lader forældre slippe for betaling, hvis de holder deres børn hjemme her i opstartsperioden. På den måde sikrer de bedre vilkår for både pædagoger og de børn, som skal af sted i institution.
Jeg vil gerne understrege, at jeg som altid har bolden på egen banehalvdel. Selvom du sidder derude med din(e) unge(r), og i princippet godt kan holde dem hjemme, men er ved at drukne, så ved du bedst selv, hvad I har behov for. Det skal jeg slet, slet ikke gøre mig til dommer overfor. For mig er det vigtigste, at dette perspektiv kommer med. Da Mette Frederiksen fortalte Danmark, at institutionerne åbner, så var der flere på instagram, der lavede sjove memes og NU SKER DET ENDELIG FRIIIHED. Jo jo, men lad os lige være lidt mere reflekterede og tænke lidt over, hvad det har af konsekvenser for andre end bare mig selv.
Næste spørgsmål, der melder sig for mig er, hvor længe, der så er behov for, at Gustav er hjemme. Taler vi flere måneder? Det tror jeg ikke at jeg magter uden, at det går ud over mit humør og overskud og dermed også ungernes. En middelvej for os kunne være, at Gustav kun kommer af sted et par gange om ugen og måske kun i nogle timer. Gustav keder sig og jeg tror, at han ville blive glad for at lege på legepladsen med nogle af sine venner i et par timer. Det er vist tiltrængt for alle. Der er mange variationer og jeg overvejer flere af dem.
Sidst, men ikke mindst, så ved jeg, at jeg ikke er alene om at have disse overvejelser. Ikke kun af hensyn til pædagogerne, men af hensyn til vores børn og deres psykiske velvære. Det er en svær tid for voksne, og det tror jeg også, at det er for børn, selvom man måske kan tro, at de ikke forstår det. Vi har fortalt Gustav om Corona og at han skal holde afstand til mormor og morfar. Det betyder, at han ikke kommer tæt på dem, når de er på besøg og det skærer i mit hjerte. For nogle uger siden inden de lukkede vores legeplads, hørte jeg ham oppe i legetårnet råbe til et andet barn på vej op, “DU MÅ IKKE KOMME FOR TÆT PÅ. VI SKAL HOLDE AFSTAND PÅ GRUND AF CORONA”. Åh, jeg smilede lidt, da han sagde det, fordi jeg synes han var sød, at han havde forstået, hvad jeg sagde. Men det gør mig også trist, for det er jo ikke Gustavs ansvar at sikre, at han ikke smitter nogen. Det kan han ikke bære på sine skuldre. Det er de voksnes ansvar.
For at tale mere om genåbningen af institutionerne, og hvordan vi bedst håndterer det og taler med børnene om det, har jeg fået Mette Carendi med på en Instagram LIVE på lørdag klokken 20. Jeg glæder mig helt vildt (og er også lidt nervøs, fordi jeg aldrig har hostet en live før). Hun er cand.mag. i psykologi og har blandt andet skrevet den anbefalelsesværdige bog, Tænd for forbindelsen – Forstå tilknytningens kunst. Hun har specialiseret sig i følelser og børns tilknytning og jeg kunne ærlig talt ikke finde en, der var mere kvalificeret til at vende nogle af de bekymringer og tvivl, som vi forældre sikkert ligger inde med. I skal selvfølgelig nok få mulighed for at stille spørgsmål inden.
Så kort sagt, så ved jeg ikke, om Gustav skal tilbage på mandag. Jeg håber lidt, at jeg får mere indsigt og indblik i hverdagen i institutionen, så jeg bedre kan tage en beslutning. Jeg tror, at jeg venter i en ekstra uge, men gør det overhovedet en forskel?
Kom endelig med jeres overvejelser og perspektiv på tingene – jeg elsker at høre fra jer.
Virtuel krammer
/S
35 svar til “Skal Gustav i børnehave i morgen?”
Jeg er selv i tvivl. Meget endda.
Min skulle være startet i vuggestue i marts, hvilket jo af gode grunde ikke blev til noget. Nu står jeg så selv og skal starte arbejde i næste uge, men jeg føler ikke jeg ville være tryg ved at skulle starte indkøring nu. Fordi deres ressourcer skal bruges på så meget andet i vuggestuen.. og jeg ved ikke engang om man overhovedet må indkøre? Alle de nye tiltag om at aflevere udenfor, undgå for meget kontakt og vaske og spritte hver 2. Time var ikke lige den start vi havde regnet med. Så ja. Jeg ved ingen ting pt. Kun at jeg skal arbejde og ikke rigtig ved om min søn kan blive indkørt ordenligt. ❤️❤️
Jeg er overhovedet ikke i tvivl. Hvis jeg har tid til at holde mit barn hjemme (og det har jeg), så gør jeg det. For jeg er min datters mor og jeg bestemmer 100% hvor mit barn skal være.
Men jeg gør alting for mit barns skyld. Så spørg dig selv om dette: ‘hvis jeg ikke er bange for at mit barn får Corona, hvor har mit barn så bedst af at være de næste fire uger?’. Hjemme hos os var svaret klart: vores datter har det py bedst hjemme hos os. Hun ville ikke trives med at være i en anderledes hverdag i sin institution, og jeg vil hellere sende hende tilbage når forholdene er lidt tættere på normale.
Knus til jer !
Jeg er helt enig. Vi er nødt til at sende vores afsted relativt tidligt, simpelthen fordi vi begge arbejder hjemme. Men jeg er sgu lidt usikker ved det. Ikke på grund af smitten, men fordi jeg ved at mange af dem hun leger med ikke kommer før om nogle uger, og selvom hun selv er mega klar på det, så håber jeg bare ikke at se min lille pige gå alene og ensom rundt når jeg henter (ja, ja. Preggo-hormon-hjerne går amok i skrækscenarier). I realiteten finder hun sikkert bare nogle andre at lege med.
Dog har vi snakket om at hun får lidt kortere dage når vi nu begge arbejder hjemme. Og hun er egentlig grundlæggende ret robust, så hvis man sørger for at få gode snakke med hende, så håber jeg at det går. Men aspektet med hvordan hun i praksis tager imod den nye hverdag fylder langt mere end selve smitten. Helt klart.
Kan godt mærke at jeg ville ønske at vi havde mulighed for lige at beholde hende en uges tid mere hjemme. Selv vi (især jeg) har syntes det var hårdt og brokket os, så har det altså også været fedt at være de primære voksne til at modtage og give kram, kys og kærlighed. Tror sgu nærmest jeg vil savne hende mere end hun vil savne mig…
Super relevante perspektiver. Hertil kommer, at langt de fleste institutioner i København kun har kapacitet til at passe mellem 20 og 50 procent af børnene, da de ellers ikke har plads og ressourcer til at leve op til SST’s krav. Jeg er på barsel med en baby på 7 måneder, og guderne skal vide, at jeg er TRÆT af at tage mig af en baby og et børnehavebarn i 9 timer om dagen, mens min kæreste arbejder. Men da de ringede fra børnehaven og spurgte til vores pasningsbehov, så måtte jeg jo blot konstatere, at vores behov pga. min barsel, må være mindre end hos familier, hvor begge forældre skal på arbejde. Så de næste par uger har vi ikke mulighed for at sende vores store dreng i børnehave, fordi de kun kan tage cirka 40 procent af børnene. Jeg forstår det godt, men jeg synes godt nok også, det er frustrerende, at valget bliver taget for én, på trods af at der fra politisk side kommunikeres, at nu kan “alle” små børn vende tilbage til daginstitutionerne. I København bliver det i hvert fald ikke engang halvdelen. For mig at se er det her i højere grad en udvidelse af nødpasningen end en reel genåbning :-/
Hej Sofie
Sikke nogle fine refleksioner, tak for at dele dem. Som du også selv er inde på, så kan kun de enkelte forældre vurdere hvad der kan fungere i denne uventede og anderledes situation. Her vælger vi at sende begge børn afsted på mandag, dels fordi jeg synes vi også skal tage en del af samfundsansvaret nu hvor vi bliver bedt om det (sygeplejersken og lægen har gjort det længe, nu er det vores tur også) og dels så har både vi (med møder og arbejde hele dagen) og vores børn brug for det snart. Ift jeres situation kan du evt overveje om der ikke er bedre overskud i institutionen efter 1/5, hvis skolebørnene stadig får lov at starte i SFO der, så er der typisk en større nedgang i antal børn i institutionerne på det tidspunkt. Bare en tanke 🙂
Jeg har virkelig også haft mange overvejelser, da jeg er på barsel med min datter på 3 måneder. Jeg har, som du, også ventet på at der ville blive meldt ud om man skulle holde sit barn hjemme, hvis muligt.
Jeg bor i Gladsaxe kommune, hvor de i vores institution har ansat flere pædagoger og tilmed også en person til udelukkende at rengøre legetøj osv., så pædagogerne ikke skal bruge tiden på det. Der kommer til at være en voksen til fem børn – det er faktisk bedre normering end normalt. Det gør dog lidt ondt i maven at man har 1 minut til at sige farvel ved lågen.
Det er ikke med 100% ro i maven jeg sender min datter afsted på torsdag, men samtidig har jeg også tænkt at hun ikke skal komme ugen efter og tænke wtf, mens de andre børn har helt styr på den nye måde at gå i børnehave på. Og ja – hvad gør en uge ekstra? 🙂
Hun savner sine venner og hun glæder sig. De er så gode til at tilpasse sig. Min datter smed sutten for tre uger siden og har stort set ikke nævnt den siden. De er så seje de børn!
Kh herfra
Jeg vil bare sige, at jeg er heeeelt med på alle dine overvejelser. Er på barsel med lillesøster på 3 mdr og så er storesøster på knap 3 år hjemme. Far arbejder stadig (uden for hjemmet). Efter at have læst en masse gode indlæg om emnet, besluttede jeg mig for at storesøster skulle afsted, men kun få dage om ugen. Meldte hende til to dage om ugen á seks timer og tænkte, at det var OK for alle parter (vi skulle melde tilbage med dage og klokkeslet for aflevering og hentning). Jeg kunne få et pusterum og kigge ligge lillesøster lidt i øjnene, og storesøster kunne være sammen med nogle jævnaldrende. Her til aften har jeg så fået besked fra institution om, at de har pladsmangel – for mange har meldt sig til. Derfor har de listet – i prioriterer rækkefølge – hvem der har ‘ret’ til pasning. Her står selvfølgelig ikke “træt mor på barsel med søskende”. Og det har jeg naturligvis forståelse for. Men guderne skal vide, at jeg da slap et lille suk. Så den korte version: beslutningen truffet for mig…
Jeg sidder med præcis samme tanker som dig, og føler ofte at folke misforstår min tøven. Jeg er heller ikke bange for smitten – overhovedet. Men efter vi har fået genåbningsplanen for dagplejen, føler jeg et ansvar for vores dagplejemor. For hold-da-op! De skal godtnok leve op til mange svære krav, fx må der kun være 2-3 børn indenfor af gangen – så hvad med resten af børnene? Desuden anbefaler hun at man stadig holder sine børn hjemme hvis man har mulighed for det. Jeg arbejder fuldtid hjemme, imens min kæreste stadig er på arbejde som tømrer. Vores tilgang bliver formodentlig at vores datter kommer afsted fra 9-11 i 3-4 dage hver uge, så får jeg to timers ro til arbejde, henter hende lige inden frokost og lur. Og så slipper dagplejemor for en masse svære gøremål ift hygiejnen og vi ift vask at alt i barnevognen – hver dag.
Måske jeg ændrer mening når jeg har talt med dagplejemoren i morgen.
Hej Sofie ?
Vores børn er jævnaldrende, og jeg har taget orlov fra mit arbejde for at hjemmepasse lillesøster. Vi har derfor besluttet at holde storebror hjemme fra børnehaven, i hvert fald i de 2 næste uger.
Jeg har haft meget af de samme overvejelser som dig, og vores grundlag for at holde ham hjemme er netop for at hjælpe de pressede pædagoger OG fordi hverdagen i børnehaven bliver så anderledes og svær at forstå. Her til kommer at vi ikke må have små søskende med til at aflevere/hente, hvilket også er lidt en udfordring.
Men jeg overvejer at sende ham afsted et par timer/dage efterfølgende, både fordi han savner de andre og for at han ikke er kommet udenfor i den tid han er væk.
Jeg synes virkelig at det er en svær beslutning at tage og glæder mig til jeres LIVE. Det bliver godt med nogle flere input ?
Tak for dig og for at dele dine tanker. God aften ?
Mvh
Sofie
Du har en virkelig god pointe i at det ikke er blevet italesat om flest muligt bør holde børnene hjemme. Mange tolker selv, og fortæller derefter andre hvad de bør gøre – men vi aner jo reelt ikke hvordan hverdagen ser ud i den enkelte institution. Jeg går hjemme på barsel, og har derfor valgt at spørge lederen om hun har brug for at jeg holder den store hjemme. Men har fået svaret at det umiddelbart ser fint nok ud fordi mange ikke kommer eller har korte dage (og så får jeg jo alligevel dårlig samvittighed over at andre som måske skal passe et arbejde, holder deres børn hjemme for at hjælpe, og jeg så bare sender afsted – men altså det nytter jo heller ikke ?).
Så jeg har valgt at hun skal afsted. Jeg har brug for det, hun har brug for det. Jeg har gjort tydeligt for institutionen at jeg er fleksibel hvis de har personalemangel eller lignende – men jeg har besluttet at det ikke er mig der skal bedømme det på forhånd.
Hvis jeg føler at rammerne ikke er i orden når hun starter eller de er for pressede eller stressede, så holder jeg hende selvfølgelig hjemme, men så er det på er informeret grundlag og ikke ud fra mine gætterier af hvad de har brug for.
Jeg har det på helt, helt samme måde. Jeg tør ikke tænke op de psykiske konsekvenser, der kan være for børn. Nu har vi ikke rigtigt et valg, fordi der ikke er plads til alle børn i vores datters børnehave og derfor skal vi beholde hende hjemme, fordi vi har muligheden (da vi begge arbejder hjemmefra). Men de er simpelthen for små til at skulle overholde alle mulige regler. Og jeg får det helt skidt, når min 3 årige siger “Vi kan godt tage på legepladsen – jeg skal nok lade være med at gå tæt på andre børn”. Det skærer bare i hjertet, at det netop som du skriver pludselig lidt bliver børnenes (med)ansvar?
Jeg vil tro at den refleksion du søger skal ske i forhold til den enkelte institution. Der er nok meget stor forskel på hvordan institutionerne griber det an og de muligheder samt udgangspunkt de har. I vores institution skærer de åbningstiden ned til næsten det halve. Alt andet lige må det give en del flere hænder i den nye åbningstid. Det kombineret med at nogle børn bliver hjemme, så tror jeg faktisk det vil fungere.
Men klart jeg er stadig bekymret, det er jo noget helt andet end vi kender.
Vores institution har ringet og spurgt ind til vores pasningsbehov frem til 8 maj, Hvilket jeg synes er et rigtig dejligt initiativ. Samtidig fortalte de, at de selvfølgelig ikke kan starte op og have børnehave som de plejer. Det fik vi en lille snak om. Derudover fortalte hun, at selvom de er meget ude normalt, så kan de ikke, med de nye retningslinjer, gøre som de plejer. Forståeligt! Derfor undersøger de hver families pasningsbehov og forsøger at planlægge derefter. Vores institution starter op på fredag d. 17 april, men da jeg stadig har lidt barsel tilbage med den yngste, har vi vurderet, at vi godt kan vente og give plads til andre, der har mere akut eller større behov end os. Og også for at give pædagoger pladsen til også at genfinde sig på arbejde under nye omstændigheder.
Vi aftalte at derfor at vores søn på 4 år starter op d. 27 april og de første 14 dage kommer fra 8.00-12.00. det er vores behov for at sikre tilknytning på ny til både venner og voksne.
Jeg synes, det var rart at snakke med børnehaven om forholdene. De har jo fået deres retningslinjer fra kommunen osv. Det hjalp mine mor-følelser. ?
Hej.
Jeg arbejder som pædagog i integreret institution – i vuggestuedelen. Jeg har sammen med mine kolleger arbejdet på at lave en strategi for genåbningen. Deri også en ny indretning af institutionen og en ny struktur på vores hverdag. Intet er som det plejer. Børnene må afleveres af 1 voksen (og dermed må søskende heller ikke komme med). De skal vaskes og sprittes af forældrene og afleveres i døren (terrassedøren) til det rum de skal være i med deres faste voksne og lille gruppe børn. På legepladsen er der opsat et kæmpe telt. Selve legepladsen er inddelt i mindre områder og hver gruppe børn har deres eget område som de skal blive i. De skal spise ude siddende med 2 meter imellem sig. Alt mad portionsanrettes og kun køkkendamen må rører maden. Vi har dermed bestemt, hvor de skal være og hvem de skal være sammen med (både børn og voksne) Forældre er forment adgang. Det samme er sovebamser – og sutter skolder vi hver dag. Hvert barn når min op på 10 omgange håndvaske – og sikkert mere.
Så kunne jeg ville jeg holde mit barn hjemme et par uger mere, da det hele bliver mega presset og en helt anden verden end den de kender. Det bliver pasning og ikke sikring af at de små skønne børn har der godt. Intet andet da tiden går med vaske af legetøj (den smugle der er tilbage), sengetøj, håndvask og afspritning af overflader.
Dermed ikke sagt at alle skal holde deres børn hjemme eller skal havde dårlig samvittighed. Sender selv 2 børn i skole. Blot man er bevidst om at alt er anderledes og at det et kæmpe stort for et lille barn. Jeg glæder mig til at se alle de små minimennesker imorgen – og vi skal nok få det til at fungerer.
Mvh Anne
Vi er begge læger og har indtil nu jongleret med nattevagter på skift, afspadseringsdage, en enkelt kollega der passede (fordi vi i forvejen deler smittekæde på job) og et par enkelte dage i nødpasning som mine tre drenge har nydt – en pædagog til mine tre børn på samme børnehavestue – luxus; i know. Nu er meldingen så fra institutionen, at de kun kan tage imod 50% af børnene og at de ikke ved hvilke børn det bliver. Hvis ikke vores, så skal vi aflevere dem i tre forskellige institutioner rundt om i København (og forsøge at møde et sted 40 km. væk kl. 8 omklædt). Hvis vi er de heldige udvalgte, der får plads i egen institution skal vi gøre os klart, at det for nu er “et hygiejnisk opbevaringstilbud” og ikke et “pædagogisk tilbud”. Mine tre børn må ikke røre hinanden mens de er i børnehaven, for de går på forskellige stuer og vi skal sågar bruge 3 forskellige indgange når vi afleverer. Jeg er i vildrede. Jeg var så FOR den åbning. Jeg er ikke bange for smitte (mon ikke alle de indlagte smitter mig før mine unger) og vi har gjort alt hvad vi kunne for at holde vores børn hjemme alene af den grund, at vi har været bange for at gi smitten videre qua vores job. Men lige nu synes jeg, at mine børn betaler en alt for stor pris for mit karrierevalg og jeg overvejer at kaste håndklædet i ringen – men det kan man jo heller ikke, vel?!? Som læge. Midt i en verdensomspændende pandemi. Vi håber på, at det ser bedre ud når vi først er der… Og at mine børn er bedre klædt op til det her end mig! Og at det snart blir godt igen!
Jeg har virkelig også tænkt det samme… Jeg har fuld tiltro til, at det er sundhedsmæssigt forsvarligt – som de gør meget ud af at understrege – men er det “omsorgsmæssigt” forsvarligt? Der har jeg mine tvivl.
Vores institution har fungeret som nødpasningssted i lock down-perioden og fortsætter med det i lidt udvidet version fra i morgen, så beslutningen er egentlig truffet for os. Jeg er på barsel med lillesøster på 1/2 år, og min mand er offentligt ansat og er derfor hjemmearbejdende – så jeg havde i forvejen tænkt at lade storebror på 3 blive hjemme. Vi var også midt i børnehave-indkøring inden lock down, hvilket bestod i, at jeg var med inde på stuen i en times tid, inden jeg så gik afsted. Så jeg kan slet ikke se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre at starte indkøring igen efter 5 uger hjemme, når jeg ikke må træde inden for døren. Så vi venter. Indtil videre er han hjemme til 10. maj, hvor næste fase starter – og så må vi se derefter…
Ærligt synes jeg faktisk også det er helt dejligt at være hjemme sammen alle 4. Vi har aldrig haft så meget tid sammen – og selvom det er pres nogle dage og nogle timer i løbet af dagen – og jeg også hungrer efter alenetid – har jeg lidt accepteret situationen. De fleste dage i hvert fald, haha. Så jeg har virkelig svært ved at forestille mig at skulle tilbage til den gamle hverdag med far på job, storebror i børnehave – og på sigt mig retur også og lillesøster i vuggestue…
Jeg er så glad for, at jeg ikke er alene med disse overvejelser (selvfølgelig er jeg ikke det). Min dreng skal starte i børnehave til august, men grundet indkøring og sommerferie, skulle han starte op i juni. Men jeg har skrevet en lang(!?) mail til hans pædagog, med alle mine overvejelser. For jeg er nervøs for om nogle af hans relationer til de andre børn der skal starte i børnehave samtidig bliver svækket, hvis de andre nu ses med hinanden, og han går herhjemme. For vi har kun ham, og vi går begge hjemme, så jeg synes vi har masser af overskud til at have ham hjemme og på den måde kunne vi også se bedsteforældre med afstand engang imellem…. Det vil jeg ikke bryde mig om, hvis han render i institution. For pokker jeg synes det er svært, så jeg vil glæde mig til at se din live! For ingen ved jo hvad der er rigtig og forkert i denne mærkelige situation. Allermest har jeg lyst til som minimum at holde ham hjemme til midt i maj, se hvordan det hele udvikler sig, og lade pædagogerne og de andre børn, få en mere blid opstart…. Men nu må vi se…
Hej Sofie. Fine tanker og overvejelser. Jeg tror ikke, du skal forvente, at Regering, Sundhedsstyrelse mf. skal bidrage med “følelsesmæssige” argumenter eller retningslinjer til forældre… De følger fakta og formidler jo blot hvad der pt. vil være sundhedsmæssigt forsvarligt. Jeg tror, det bedste vi kan gøre som forældre er at tale med vores respektive institutioner og pædagoger direkte. De kender os og vores børn. Uanset hvordan mange andre vælger at gøre det i andre kommuner eller andre steder i samme kommune, er det jo vores barns egen institution, man skal forholde sig til. Min søns børnehave har selv direkte opfordret til, at man holder sine børn hjemme så længe som overhovedet muligt. Og her er en uge fra eller til ligegyldigt. Her er snarere tale om de næste par måneder hvis muligt. Derudover har de lavet et system, hvor man skal melde sit barn til med præcise mødedage og mødetider frem til 10/5 (indtil videre), så de bedst kan planlægge bemanding, vagter, osv. Så vores fremgangsmåde herhjemme afhænger meget af anbefalinger til vores søns børnehave og ikke alle mulige andre. For der er mange perspektiver. Det gør det altså lidt nemmere at navigere i – synes vi. Held og lykke med det hele til jer. Mange hilsner Anna.
Jeg kan 100% følge dig og er SÅ meget i tvivl selv. For mit vedkommende handler det dog mest om, at jeg har en far med hjerteproblemer. Han fungerer fint i hverdagen, men vi er ikke sikre på, at hans hjerte med nedsat funktion ville kunne rumme denne virus. Jeg er alene med min dreng på 3,5 så min far er en kæmpe hjælp for mig. Vi har været sammen konstant os 3 de sidste 3-4 uger og har ikke set andre. Nu er jeg dog ved at få lidt kuller. Jeg savner mine veninder, min søn skal og burde se sin far (længere historie hvorfor det ikke er tilfældet), og jeg vil også gerne se min mor – som selvfølgelig også savner sit barnebarn. Men hvis jeg sender min dreng i børnehave, så kan vi ikke se morfar mere. I meget, meget lang tid. Jeg er lige nu hjemsendt fra job indtil 8/6, så der er egentlig ikke nogen “grund” til at sende ham afsted, andet end for hans egen skyld (i nogle timer) og for mit overskud. Han er ved at være rastløs og jeg føler egentlig, at det ville være godt for ham. Men så vælger jeg min far og yndlingsmorfar fra i xx tid. Shit, det er svært.
Jeg har nøjagtig samme refleksioner og tanker, da jeg er på barsel med lillesøster på 8 mdr. Min store pige er 4,5 år og det er egentlig gået ok at have hende hjemme.
Ikke desto mindre har jeg besluttet at sende hende afsted på mandag. Jeg synes hun skal have lov til til at komme ned og lege og være en del af sammenholdet og se legekammeraterne, selvom hendes mor tilfældigvis er på barsel. Jeg har dog valgt at melde hende fri hver onsdag, for så “giver” jeg også lidt, når nu jeg kan ♥️
I vores børnehave har de meldt ud at der kommer rengøringshold to gange dagligt, og de vil tage børnene på en masse ture i små grupper. Så jeg er egentlig fortrøstningsfuld og er glad for at vi er på vej mod sommer, når nu de skal være ude.
Fint skriv! Er så enig med dig. Vi bor netop i Gladsaxe og tager imod tilbuddet om orlov. Jeg er gravid og er derfor i risikogruppen, så vi tør simpelthen ikke andet. Men det er pisse hårdt med en 3 årig hjemme som keder sig og min barsel på sofaen med gravid massage og fødselsforberedelse må bruges på at underholde storesøster istedet. Jeg var med Mette langt hen ad vejen, men denne beslutning om at åbne for de helt små først fatter jeg simpelthen ingenting af.
Jeg havde de samme tanker og bekymringer: hvordan vil vores søn tage det og hvem skal han være sammen med? Min mand har telefonmøder dagen lang, så jeg har passet vores søn på 16 mdr, de her uger ved siden at mit sygeplejestudie.
Om 2 ugers tid skal jeg igen i klinik(praktik), hvorfor vores søn skal afsted. Vi blev enige om at melde tilbage til vuggestuen at vores søn skulle starte fra imorgen, med det håb at han ville kunne få en langsom opstart. I den tid vi ikke vidste hvem der skulle være hans pædagoger (de er opdelt i moduler af to voksne), havde jeg ondt i maven bare ved tanken…
I dag fik vi afvide at vores søn i denne uge skal være sammen hans ynglingspædagog (hvis hun er der, vil han ikke med hjem), en anden skøn pædagog og kun et andet barn! I næste uge er det igen ynglingspædagogen, en anden erfaren pædagog og kun 4 andre børn.
Sikke en tryghed det skabte, at han får den rolige start, som er strengt nødvendigt efter 5 uger hjemme.
Min pointe er bare at det er så tydeligt for mig, at mange forældre bare er skide bange for den mini indkøring og den nye dagligdag der venter. Det er dét vi har brug for råd omkring…
Hej Sofie
Først og fremmest vil jeg give til kende, at jeg er helt enig i det, du skriver. Dog vil jeg gerne tilføje en vinkel, hvor helt utrolig mange forældre kører lidt af sporet- og det er en skam. Ta’ lige perspektivet i helikopteren:
1. Det er først og fremmest pædagogernes arbejde, som de selv har valgt og vi må gå ud fra de holder af. Pædagogerne skal ikke ynkes, de skal ledes og motiveres i deres arbejde, og det synes jeg generelt ikke, at diskussionen omkring opstart gør- og det er en skam. Der går for meget føle, føle i den.
2. Vi skal som forældre huske på, ar vores børn har brug for at udvikle et immunsystem for små besværligheder og provokationer i hverdagen, de har brug for ustruktureret og uovervåget tid for at lære at vurdere risici og øve sig i at håndtere for eksempel frustration, kedsomhed og konflikter mellem hinanden. Lad os nu ikke pakke børnene ind i vat, lad os tale med dem og lære dem at være i deres tilstande eller følelser, om man vil. Drop forældredeterminismen.
Slutteligt vil jeg slå et slag for den glimrende bog: tænk hvis du ikke afgør dit barns fremtid skrevet af Sara Alfort (https://www.saxo.com/dk/page/taenk-hvis-du-ikke-afgoer-dit-barns-fremtid)
Pædagogerne skal nok klare deres job hvis vi bare sørger for at motiverer og give dem de gode rammer og artige børn?
Tak for er mega fint skriv – jeg var nærmest sur inden jeg kom herind, men endnu engang skriver du dine refleksioner SÅ fint, at jeg ingen grund har til at være sur. Jeg kan sagtens forstå dine bekymringer der ikke omhandler sygdom, men nærvær. Mine børn er 8 og 9, så beslutningen om de skulle afsted har været nem. Selvfølgelig skal de det, men jeg har også været SÅ glad for at jeg ikke havde vuggestue eller børnehavebørn, for så havde snakken været en anden og tvivlen været større. Nemlig pga. af nærvær og ikke om de så skulle være prøvekaniner. (De skal passe på os når vi bliver gamle, så der er da ingen der smider dem ud i noget hvor de kan risikerer at dø!)
MEN havde jeg så små børn, tror jeg jeg ville holde dem hjemme mandag og så ringe til lederen mandag eftermiddag og veje stemningen, han/hun kan helt sikkert komme med input til hvad han/hun ville gøre og fortælle ærligt hvor presset/ikke presset de er..
Jeg er psykolog. Og overhovedet ikke bange for at blive syg med Corona men derimod bange for hvad det gør ved mit, min families og alle andres mentale helbred at få pumpet ørene fulde af at HOLDE AFSTAND (jeg ved godt det er nødvendigt…. Men man kan også dø af andre ting end Corona, fx selvmord relateret til ensomhed mv.) Jeg har spurgt vores dagplejemor hvad der passede hende og de øvrige børn bedst, for jeg kan godt have vores datter hjemme i denne uge og arbejde om aftenen, når min mand kan have hende lidt inden han går i nattevagt (han er sygeplejerske). Vi er blevet enige om at vi holder vores datter hjemme indtil på tirsdag hvor hun så skal afsted lige så stille i 2-3 dage om ugen, hvor jeg kan have mine klienter og så kan jeg planlægge det øvrige arbejde på tidspunkter, hvor hun ikke har brug for mig, fx om aftenen. Det er vigtig for os at vores datter bevarer tilknytningen til dagplejen så det ikke bliver et chok når jeg pludselig skal afsted 8-16 igen. Børnenes perspektiv er vigtigt – tak fordi du tager det op 🙂
Hej Sofie, TAK!!! Tak for at sætte fokus på netop dette! Jeg går med lige præcis de samme overvejelser som dig! Vores datter på 4 skal også tilbage på mandag, eller skal hun? Jeg går jo hjemme på barsel, så måske hun kun skal derover et par dage om ugen? Eller få timer alle 5 dage? Hvad gør jeg bedst for mit barn, og hvad “forventer” pædagogerne af os? Vil de se dårligt til os, fordi vi sender hende afsted, når vi rent faktisk godt kunne have hende hjemme? Og ja tager vi unødigt hensyn ved at holde dem længere hjemme helt eller delvist? Jeg er i vildrede… Hvad er det for en ny hverdag der møder dem? Jeg ser med på lørdag og håber at blive lidt klogere ?
Tak for et fint indlæg. Jeg har selv mange af de samme refleksioner. Jeg er på barsel med en på tre måneder og har en på tre dertil arbejder min kæreste hjemme, så vi har muligheden for at have hende hjemme dog har vi valgt at melde ind, at vi gerne vil have den ældste passet et par gange af ugen af nogle timers varighed. Det er der flere årsager til den største og vigtigste er, at mor er træt på en måde, hvor der i den grad er underskud af overskud, hvor der er lidt for mange tårer alt for meget skærm og skæld ud. Så har vi ikke noget netværk med mulighed for små korte legeaftaler med jævnaldrende legekammerater. Vi har heller ingen bedsteforældre i nærheden, som man kunne lave korte udendørs aftaler med, så den ældste trods alt så andre. Og sået jeg faktisk også bange for at hun efter to måneder skal ind i en helt ny virkelighed, som de andre børn har vænnet sig til, men som er ny for hende. Jeg bor i Københavns Kommune, og jeg tror ligesom flere nævner, at valget bliver truffet for mig, fordi en på barsel jo altid har mulighed for at passe selv (på papiret i hvert fald), og så længe min kæreste arbejder hjemme vil det også være en håndterlig situation. Problemet er bare, at hvis de ikke har plads nu, hvornår har de så? Den uvished kan jeg næsten ikke håndtere. Lige så meget som jeg kan være nervøs for, hvad det kan gøre ved hende at komme afsted lige så nervøs er jeg for mit eget overskud til at være en nogenlunde acceptabel mor, hvis det her skal stå på i månedsvis.
Så godt et skriv, som. Kommer ind på mange af de tanker jeg også selv går med. Og vil se frem til det interview på lørdag.
Når det er sagt, så holder jeg min søn hjemme indtil maj måned. Min dreng er snart 2år og går normalt i vuggestue. Jeg er selv pædagog men går sygemeldt lige nu. Jeg ved hvor meget arbejde det kommer til at være for pædagogerne og en masse nye rutiner, børn som nærmest skal køres ind forfra forfra fordi de har været hjemme i lang tid. Derfor venter jeg, venter til det er blevet en rutine og en ny meget anderledes hverdag.jeg venter så dem som virkelig har brug for det pga arbejde, kan give deres børn en god start.
Ingnr tvivl om at det har været udfordrende for mig at have mine søn hjemme og det er blevet til en del mere tegnefilm end normalt, men hvor har vi dog bare haft nogle fantastiske dage sammen og at se tilbage på dem, ved jeg at vi kan klare 3 uger mere hjemme, sammen.
Fra en Gladsaxeborger: orlov uden forældrebetaling bevilges kun for mindst en måned. Så jeg forestiller mig, at det desværre nok ikke er mange, der reelt har muligheden for at vælge dette, da man (med et arbejde) jo sagtens kan “risikere” at skulle møde op på arbejde igen inden for en måned…
Vi har to små, en i børnehave og en i vuggestue, som begge kommer afsted, når vores åbner på torsdag. Vi skal aflevere på et bestemt tidspunkt med et lidt hurtigt farvel til en pædagog, som så sørger for indtjekning, håndvask mv.. De har ansat personale til at stå for den ekstra rengøring, så jeg stoler på, at der er pædagoger nok til at fokusere på børnene alene, som de plejer 🙂 Men jeg kan godt forstå din bekymring, hvis der ikke er helt “styr på” personalesituationen på Gustavs stue. Måske du kan holde ham hjemme bare de første par dage, og så høre nogle af de andre forældre, hvis børn har været afsted, hvad deres oplevelser har været? Du skal i hvert fald ikke skamme dig over at sende ham afsted, fordi du går hjemme – det er så forståeligt, at det er vildt hårdt at passe to børn alene, som har meget forskellige behov, samt at Gustav har behov for luftforandring og legekammerater! Knus herfra
Rigtig fint indlæg! Vi er tydeligvis mange der sidder med de samme overvejelser og frustrationer over manglende fokus på hvilken hverdag børnene møder tilbage til. Vores 3-årlige går i udflytterbørnehave og de har faktisk meldt ud at de ikke kan åbne endnu og de ved ikke hvornår de kan, så har man pasningsbehov i næste uge, så er det i nødpasning i en anden institution! Og lillebror skulle efter planen starte i vuggestue om 2 uger, men som det er pt. må forældre ikke være med under indkøring og så er det altså ikke en mulighed for os!
Jeg glæder mig til din live på lørdag!
Vores søns institution har sendt besked ud til alle os forældre, om at de ikke har peronale og derfor ikke kapacitet til at alle børn kommer tilbage, med de restriktioner der er i kommunen. De har bedt alle, som har mulighed for at holde børnene hjemme, om at gøre det, og hvis der kommer til at være for mange børn tilmeldt fra på fredag, så trækker de simpelthen lod om, hvilke børn der må komme! Herhjemme er både min mand og jeg studerende, så vi holder vores søn hjemme, indtil der er plads til andet..
Hej Sofie, Rigtig fint indlæg. Lige i forhold til Gladsaxe Kommune, som jeg har set mange fremhæver i debatten. Så tror jeg det er vigtigt at få med i ligningen, at det også handler om økonomisk pressede familier. Har far eller/og mor mistet deres indkomst her under krisen kan det være en økonomisk håndsrækning til de forældre fremfor et initiativ, som udelukkende handler om institutionen.
Jeg har haft ondt i maven over om Albert ville få nok krammere når han har brug for det, han har trods alt været hjemme i 5 uger, væk fra alle vennerne og alle de voksne han kender og er glad for.
De beskeder de har lagt på “DayCare” – appen synes jeg har givet mig en snert af ro i maven.
Jeg har hele tiden været klar på at vende om og tage ham med hjem!
Da vi imorges kommer over til vuggeren møder vi først en fra ledelsen, der byder os oprigtig velkommen, og kender navnet på mit barn og hvor han skal være (mon han har øvet sig hele natten) det næste er at vi faktisk er så heldige, “bare at skal ind ad den indgang vi plejer, og videre ind i garderoben og ind på det badeværelse Albert kender, vasker fingre, og så tager pædagog Mette rigtig godt imod Albert, vi får en snak, og jeg kan med fuldstændig ro i maven gå derfra, Albert har ikke lige tid til at vinke, han laver puslespil!
Albert bliver 2 til sommer og elsker at være i vugger! Han ville ofte ikke med hjem, før Corona. Så jeg håber at alle hans venner også kommer tilbage i vuggeren i løbet af den næste uges tid ?? Pædagogerne på hans stue er klar?
Sikke et fint indlæg ?
Du rammer lige præcis de tanker og bekymringer vi også har og har snakket om.
Vi har valgt den løsning at vores datter på 3 starter d 27 med ca. 3 timer fra 9-12. Dette er aftalt efter dialog med pædagogerne og den model ville hjælpe dem meget og give vores datter den bedste opstart. Hun nåede kun at være i børnehave i 1 ½ uge inden nedlukning, så det er en ny indkøring. Jeg er på barsel med vores 10 uger gamle søn og har brug for lidt ro til ham, da min mand også skal arbejde.
Grunden til opstart d 27 og ikke d 20, ligger i prioritering af bedsteforældre. Vi har ikke rigtig set dem og tænker at den relation skal plejes lidt inden hun starter og derved ikke lige kan se dem. Så i næste uge er det bedsteforældre uge med masser af opmærksomhed og leg udenfor ❤️ Og så får en stille og rolig start hvor vi har ro i det og forhåbentlig har hun det også.
Glæder mig til at følge med i live på lørdag ??
Kh Liselotte.
Jeg har ingen børn, men jeg er pædagog. Jeg er meget enig i hvad du skriver. Der er styr på hygiejne og på at mindske smitterisiko – men det bliver ikke snakket psykisk miljø. Det er desværre op til forældrene om de vurderer at deres barn kan klare de nye vilkår. En ting der også bliver snakket alt for lidt om, i mine øjne, er hvor vigtigt det er at forældrene tager stilling (jeg ved det er svært) og melder ud. At de skriver på intra/famly/aula osv. om deres barn kommer, eller om de holde fri, og i hvilket tidsrum barnet kommer. For ellers så har vi bare ikke en jordisk chance for at planlægge ordentligt. Jeg ved det er en svær diskussion at have i hjemmene, og jeg ved at mange har svært ved at tage en endelig beslutning. Men det er bare SÅ sindsygt vigtigt at vi i insitutionerne ved hvilke børn der kommer, og i hvilket tidsrum de er i institutionen. Jo klarere i mælet i forældre er, jo klarere kan vi være. Det er et stort ansvar at lægge hos jer forældre, det ved jeg. Men vi har også et kæmpe ansvar i institutioner, og det kan vi bare bedst løfte ved at have klare beskeder i forhold til hvem der kommer, og hvem der holder hjemme. Jeg håber at i finder en løsning der giver jer ro i maven! Og så skal du vide at jeg i hvert fald kan sige med ro i stemmen, at vi pædagoger selvfølgelig løser opgaven med børnenes psykiske behov for omsorg og genkendelighed i mente.