Hjem Hverdagsglimt Hvad lockdown har lært mig

Hvad lockdown har lært mig

af hellosofie

Jeg har faktisk summet over dette indlæg siden før lockdown. Et indlæg om, hvordan drengene har udviklet mig som menneske og hvad de har lært mig. Men jeg tænkte, at jeg ville gå lidt bredere, fordi i virkeligheden har jeg lært så meget om mig selv og om børnene under lockdown – på både godt og ondt 😀 Kan I genkende det? Jeg lavede en “live”, som det hedder, på Instagram i går og sagde, at det er ret udfordrende at være herhjemme med ungerne 24 timer i døgnet. Men det er i den grad også udviklende.

Jeg kan jo godt
Jeg har i løbet af de seneste par uger fundet ud af, at jeg godt kan. Jeg kan godt begge unger samtidig uden, at jeg behøver stresse dagen i gennem og vrisse af dem. Jeg har fået en selvtillid som mor, hvor jeg før tog hjem til mine forældre eller var helt ødelagt, hvis Gus var syg i et par dage og jeg havde ansvaret for dem begge. Men hey – jeg kan jo godt. Det er ikke nemt. Det er ikke altid sjovt og jeg keder mig. Men her på 3. uge (uden den store hjælp fra Mads, der har en del møder), så har jeg fået en tro på, at vi sagtens kan det her. Dagene er ikke (altid) en kamp og vi hviler allesammen lidt mere i det.

Jeg har lært bare at være sammen med mine børn
Inden lockdown sørgede vi for altid at have planer i weekenden, fordi vi ikke synes, at dagene var så… rare, når vi bare var herhjemme. Inden lockdown var min tid med Gustav meget “tag sko på, vi skal gå nu” eller “vask hænder, vi skal spise”. Vi skulle hele tiden noget, for at nå det næste. Det har været en øjenåbner (og ganske sundt for mig og vores familie) bare at være sammen med mine to børn en hel dag uden planer. Jovist, jeg sørger for lidt struktur og sætter nogle gange lege i gang, men jeg har skulle vænne mig til samværet uden “et mål”, hvis det giver mening. Vi er bare – ikke fordi, at Gustav er syg og skal af sted igen i børnehave om dagen. Næh, i morgen og ugerne efter, så fortsætter det. Det kan godt nogle gange give mig sved på panden, men det giver mig også en glæde at se, hvor glad Louie er for, at Gustav er hjemme og selvom Gustav tydeligvis savner andre børn, så trives han ret godt med mig og Louie. Det tog lidt tid at omstille sig fra børnehavens struktur og meget faste rammer, hvor der ikke er tid at spise når man vil og lege hvor og hvad man vil. Den proces vil jeg snart skrive et helt indlæg om!

Jeg skal ikke hjemmepasse Gustav
Jeg har fundet ud af, at Gustav egentlig har meget godt af at komme i børnehave. Det er der helt sikkert nogle, der er uenige i, men jeg kan kun tale ud fra mit barn. De sætter nogle gode lege i gang og han savner sine venner og at blive stimuleret på en anden måde. Hvis jeg skulle passe begge unger hjemme, så ville hver dag lidt være overlevelse for mig. Jeg synes det er svært at tilgodese begge børn, der endnu har så forskellige behov. Ja, “jeg kan godt”. Men det betyder ikke, at jeg vil det, hvis jeg har en anden mulighed. Jeg føler lidt, at mine dage er i undtagelsestilstand – hvilket de jo også er – og det meste arbejde, kreativ tænkning og planer for fremtiden er lagt på hylden. Jeg glæder mig til igen at få lidt mere luft i min egen hverdag og føle, at jeg kan overskue mere end bare at holde mine børn glade og mætte 😀

Jeg bander af helvede til
Jo jo, jeg har skyldt skylden på de andre børn i børnehaven, når Gustav bander. “Sikke nogle ord han kan – det er nok de frække store børnehavebørn”. Det viser sig, at Gustavs forbrug af bandeord er steget eksponentielt i takt med lockdown. Udtryk som “shit mand”, “for fanden” og i øvrigt alt med “lort”, det stammer 100p fra mig og Mads og ikke fra de store børnehaveunger. Altså, ikke fordi jeg siger lort meget. Men jeg kalder en lort for en lort, og så er det jo også svært for Gustav at forstå (men egentlig ikke, for han ved, at han ikke må sige det), at det ikke hedder “lortefrokost”, “lorteseng” og “lortelort”….

Jeg snacker, når jeg keder mig
Jeg keder mig ret meget under lockdown, selvom jeg ikke sidder meget ned. Men børneleg, bleskift og endeløse snakke der ikke handler om noget, det kan godt kede mig. Bevares, det er hyggeligt og Gustav kommer med guldkorn. Men, jeg mangler også en anden form for stimulans. Så jeg spiser, snacker, kværner slik, chokolade, Nutella og flødeboller. Mums.

Det er træls at bage med børn
Jeg forsøger igen og igen, fordi så går der tid med det. Jeg bager med ungerne under lockdown, fordi det umiddelbart virker hyggeligt, når Gustav rører i melet og Louie kigger på. Men Gustav rører ikke rigtig i melet og Louie kigger i hvert fald ikke bare på, så mine bageseancer ender altid med mig, der udstikker ordrer og bliver irriteret over spildt dej, sukker og andet bagværk og råber, STOP, VENT, NEJ, IKKE ENDNU hele tiden 😀 Bagning med børn får kort sagt simpelthen det værste frem i mig og mit behov for kontrol og orden duer ikke til det.

Andre menneskers nærvær er vigtigt
Det er jo lidt ironisk, at jeg skriver det, da jeg kort tid inden lockdown, skrev dette indlæg om at have brug for Sofie-sfære. Nu er jeg om muligt ENDNU mere sammen med mine børn konstant, og har hele tiden et barn i hånden, på armen eller på brystet. Jeg havde fået nok. Men nu i mangel på kontakt med andre mennesker, så betyder deres og Mads’ nærvær – både mentalt og fysisk – så meget for mit velbefindende og min energi. Jeg kan næsten ikke overskue, hvor ensomt det må være ikke at have sin familie eller venner i denne tid. Jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det er for mig at mødes med andre mennesker; at give og få en krammer. At se andre mennesker i øjnene og tale og grine sammen. Jeg er sikker på, at det er noget vi alle er blevet så meget mere bevidst om i den her tid <3

Jeg er stolt af at være dansker
Det er ikke noget, jeg tænker over så tit. Det dér med at være en stolt dansker. Jeg synes, at vi har nogle gode værdier og jo, det er et dejligt land, vi lever i. Men jeg elsker også andre kulturer, andres måder at være og leve på. Men i denne tid, hvor vores samfundssind er altafgørende for situationens udvikling, der er jeg simpelthen bare så stolt af at være dansker. Og ikke kun stolt. Jeg er tryg ved at være dansker, fordi jeg føler, at mine medmennesker forstår situationens alvor og vi tager hensyn til hinanden. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville være lige så tryg i denne tid i andre lande. Og så er der selvfølgelig vores allesammens Mette, som gør et fænomenalt job (også hendes taleskrivere) uanset om man er socialdemokrat eller ej. Så tak til hende og til alle andre danskere, der i øjeblikket gør mig stolt og tryg i en ellers utryg tid.

Hvad har I lært om jer selv og om jeres børn på både godt og ondt?

/S


Følg mig på Bloglovin

Du vil måske også gerne læse

2 kommentarer

Clara 31. marts 2020 - 20:19

Super godt indlæg! Jeg er enig i alt. Jeg er på barsel med lillesøster på fem måneder, og det er skønt at have storebror på 2,5 hjemme. Men hold op hvor har de forskellige behov. Og storebror styrer oftest slagets gang. Men de har så meget glæde af hinanden allerede. Og lillesøster nyder godt af, at dagen ikke er indrettet efter hente- og bringetider! Jeg er t.r.æ.t., når de er puttet men går ikke i seng fordi der endelig er tid til at ligge på sofaen, gå ud og tisse eller se en serie uden at jeg bliver afbrudt 🤩

Svar
Katrine 31. marts 2020 - 20:20

Jeg har lært at min søn på 2,5 år ikke behøver en masse legetøj, ture til diverse legepladser, udflugter til legeland osv. Han har bare brug for nærvær og tilstedeværelse. Vi behøver ikke at skal en helt masse. At lege ude i sandkassen er nok, så længe vi er nærværende og deltager i hans leg.
Jeg har lært at ligge min telefon væk når jeg er sammen med mine børn og det har gjort en stort forskel for min tilstedeværelse. Og så har jeg som dig lært, at jeg godt kan. At være alene med baby på 4 mdr og storebror på 2,5 var slet ikke så slemt som jeg frygtede. Vi har fundet en rytme der virker.

Svar

Skriv en kommentar

Denne hjemmeside bruger cookies til at forbedre din brugeroplevelse, huske dine indstillinger, og til statistik formål. Denne information deles med tredjepart. Ved fortsat brug af websiden godkender du cookiepolitikken Accepter Læs Mere