I morgen skulle vores lille familie have været på skiferie til Trysil sammen med mine forældre og min bror, hans forlovede og deres datter på fire måneder. Men, ikke alligevel. Vi havde familiemøde i går og har nu valgt at aflyse vores skiferie på grund af Corona-virus.
First off, jeg synes ikke, at det er uansvarligt, hvis man har planlagt en ferie og vælger ikke at aflyse den, hvis det er til et land, som myndighederne ikke har på hverken orange eller rød-liste. Hvis man i øvrigt følger myndighedernes opfordringer og anbefalinger, så skal man gøre det, som føles rigtigt for jer. For os føltes det ikke helt rigtigt at skulle med færgen til Trysil, hvor vi ellers har booket billetter. Først valgte mine forældre at køre til Trysil, men Mads – som har kørt rigtig meget frem og tilbage til Aarhus de sidste uger – han nægter at køre med ungerne så længe. Og jeg selv er heller ikke frisk på det. Vores tre-timers køretur til sommerhus på Langeland med konstant gråd sidder stadig dybt i os.
Hvis vi alle besluttede os for at køre (min bror vil heller ikke køre så langt med lille Agnes på 4 måneder), så ville vi møde langt færre mennesker i vores skihytte i Trysil end vi alle gør herhjemme på arbejde, i institution, i transport. Så det hele afhænger jo af, hvor man skal hen, hvordan man gør det og hvilke forholdsregler, man tager sig. Efter vores familiemøde i går blev vi enige om, at situationen i samfundet – både i Danmark og Norge – er så usikker lige nu, at det ikke er værd at tage af sted, og da slet ikke med færgen. Gul, orange, rød. Landene skifter farve hele tiden og jeg vil også meget nødigt ende i karantæne et sted, der ikke er hjemme. Jeg synes, at situationen eskalerer time for time og jeg vil gerne gøre mit til at minimere smitten så meget som muligt.

Som sagt, så gør vi ikke det her, fordi vi selv er bange for at blive syge, men fordi vi ikke ved, hvor vi hiver sygdommen til os og hvem vi giver den videre til. Det er derfor også af respekt for vores sundhedsvæsen og vores medmennesker, at vi i stedet tager af sted næste år. Hytten er min svigerindes og derfor mister vi ikke meget på det økonomisk; faktisk kun billetten med Oslobåden til ca. 2500 kr.
Jeg synes, at det er mega møgærgerligt. Det er faktisk ikke en nem beslutning at tage, fordi “det går jo nok, hvis vi passer på”, tænker jeg. Og andre tager af sted. Ja, måske går det, og måske vi overreagerer. Men måske ville det være godt for alle, hvis vi blev herhjemme i denne omgang, selvom jeg har glædet mig helt vildt meget til igen at opleve det skarpe lys fra sneen og solen, at se Gustav på ski, at drikke varm kakao med mine drenge. Åh, jeg kan godt blive lidt ked af det og skuffet over, at vi ikke skal af sted. Men Mads holder i hvert fald torsdag og fredag fri som planlagt og så må vi sørge for at lave vores egen hygge herhjemme i Danmark.

Jeg vil gerne understrege, at jeg absolut ikke skal være dommer over andres beslutninger! Det er ikke min hensigt, og jeg forholder mig kun til vores egen situation. Så længe vi holder os opdaterede og følger anbefalingerne, så skal man jo heller ikke gå i panik – eller pege fingre. Jeg håber blot, at flere af de store influencers – især dem med unge følgere – vil tale lidt mere seriøst om Corona, fordi nej, det er ikke længere sjovt, at den har samme navn som en øl. Der er mange svage og ældre, der dør af denne pandemi og det rammer resten af vores sundhedssystem, at Corona trækker så mange ressourcer. Jeg er stor tilhænger af, at man skal kunne joke med det meste, men det er også vigtigt, at de unge forstår, at bare fordi de ikke selv er bange for at blive syge, så kan det have store konsekvenser for samfundet, hvis de bringer smitten videre.
Er der andre derude, der har ferieplaner, men er lidt usikre på, hvad I skal gøre?
5 svar til “Vi har aflyst skiferien”
Sejt at I følger jeres mavefornemmelse og tager hele situationen meget seriøst. Vi skal egentlig 15 dage til Thailand om 1,5 uge. Vi håber at der på en måde kommer forbud mod at rejse ind/ud hertil da vi ellers risikerer at smide 30.000 væk eller at tage afsted og strande. Vi ønsker heller ikke at bidrage til at øge smitterisikoen. Men har ikke været ude at rejse i to år ? God aften og tak for en fantastisk Instagram og blog! Uden tvivl en af de bedste i dette SoMe-univers. Hilsen en trofast følger 🙂
Vi har en rejse til Malaga, der venter på os på mandag i næste uge. Vi skulle ikke bo på hotel, men mindre feriebolig.. Så skrækken sidder egentlig heller ikke i om vi selv bliver smuttet, men mere hvad smitten af os kan bringe med sig for andre! Det er en blandet følelse man sidder med. Da landet er gult, så vil vores rejseforsikring intet dække.. Det vil sige at hvis vi vælger at blive hjemme, så mister vi omkring 10.000kr. Det skulle have været den perfekte afslutning på barslen.. ? Men for fanden – man er sgu nødt til at tage det pis seriøst!
Virkelig et fint skriv – og en god beslutning; fordi det er den rigtige beslutning for jer :).
Vi har i dag aflyst vores yngstes barnedåb på lørdag. Mega svær beslutning – alt var jo planlagt, bestilt, aftalt og betalt. Men vi føler, det er det eneste rigtige lige nu, så vi kan passe på alle. Heldigvis så viste det sig, da vi begyndte at ringe rundt, at der er stor forståelse for situationen, så inden dagen var omme, så var alt afmeldt og afbestilt og vi får alle penge retur. Det er simpelthen så vildt og flot! Så nu sidder vi bare lidt med en ‘øv, det ikke blev nu’ følelse. Vi havde jo glædet os og planlagt en del. Men vi vælger at tænke, at det er der en mening med, og så bliver det super godt næste gang vi skal arrangere det; forhåbentlig inden længe 🙂
Har dyb respekt for din/jeres beslutning, især fordi I skal sejle. Og den sidste uge har tingene bare eskaleret. Jeg og familien befinder os pt i en hytte i Norge men følger situationen meget nøje. Vi er kørt herop, hvilket gik super fint med to unger på 2 og 4 på bagsædet. Det er jeg rigtig glad for at vi gjorde, for vi kan jo pakke bilen og være hjemme på 8 timer hvis der er behov for det.
Med vores egen hytte og medbragt mad hjemmefra er det faktisk minimum, hvad vi har med andre mennesker at gøre (præcis som du skriver). Jeg tror faktisk risikoen got at blive smitte her er mindre end derhjemme.
Men vil bare sige jeg fuldt ud forstår jeres beslutning, så er skiferien ikke vigtigere…
Jeg har mentalt sløjfet forårsturen i maj til Malaga – det ville være komplet uforsvarligt at tage afsted, hvis tingene ikke ændre sig markant, og jeg vil slet ikke kunne nyde det, hvis der er nogen reelt ricisi involveret. Så ja, jeg synes sgu det er ok – pisseærgeligt, men helt ok og jeg gider ikke spekulere mere i det, den er bare dømt ude og sådan er det ? Jeg ville jo formentlig bare få lidt snue, men som du siger, handler det ikke om mig – tænk, hvis jeg blev skyld i, at andre blev alvorligt syge. Det kunne jeg aldrig tilgive mig selv. Der kommer sgu nok en anden g go’ gang at opleve Costa Del Sol ?.