Jeg drak kaffe med min veninde og fellow-bloggermor Acie den anden dag. Jeg kom ind på vores ferie – om op og nedturene og dét som spillede – og det som ikke gjorde (du kan læse indlægget her, hvis du vil læse lidt om min ferie alene med ungerne).

Jeg synes ikke, at jeg virkede synderlig overskudsagtig, men så siger Acie, at det er rart at høre, at der er lys forude. Med en lille gut på 6 måneder og én pige med krudt i røven på 2,5 år, så kan vi totalt relatere til hinandens hverdagskaos. Og selvom, at jeg ikke selv føler, at hverdagen er overskuelig herhjemme, så er der nok alligevel sket noget i takt med at drengene er blevet ældre og jeg har fået mere erfaring. Man skal ikke kimse af, at man altså ikke er født med de projektleder-, mægler- og multitaskingkompetencer, som det kræves når man er forældre – især til to.

Om at få to i (semi) rap
Jeg tror, at drengenes aldersforskel på 2 år og 3 måneder er meget normal, hvis man har sat sig for, at der ikke skal være alt for lang tid imellem ungerne. Jeg blev gravid med Louie, da Gus var 1,5 år og jeg kunne ikke forestille mig at blive gravid en dag før. Louie kom endda i allerførste forsøg, så det skulle jeg også lige vende mig til. Vi tager alle moderskabet forskelligt, og nogle synes, at det er nemt og naturligt, hvorimod andre måske skal have mere tid til at vænne sig til rollen, ansvaret og følelserne. Jeg hørte i den sidste kategori.

Der er 4,5 år mellem mig og min storebror og måske derfor kunne jeg sagtens have ventet længere med en 2’er, men Mads ville gerne se Gustav med en bror eller en søster, som han kunne lege med. Han har selv en lillebror, der er 8 år yngre (og som han selvfølgelig elsker), men han ville så gerne selv have børn, der var tættere på hinanden i alder.

And I get it now.

Jeg forstår, hvorfor man får børn i rap. Der skulle gå en del måneder. Jeg tror, at jeg første gang lagde mærke til det, da Louie var omkring de 7-8 måneder og forstod simple lege som at kravle efter en bold, kaste eller lede efter Gustav. Jeg lagde mærke til, at de kunne få noget ud af hinanden og kunne underholde hinanden. Der er en gang imellem mødre, der skriver til mig, at nu er deres børn 5 og 7 år, og de sidder tit med en kaffe i hånden med røven smækket i sofaen (altså mødrene…), mens børnene leger. I can’t wait 😀

Vi er stadig der, hvor jeg synes, at jeg slukker ildebrande hele tiden. Jeg har ikke tænkt mig at være mægler eller dommer i deres lege på længere sigt, men lige nu er Louie ikke gammel nok til at sige fra og jeg bliver som oftest nødt til at blande mig, føler jeg. Vi har haft perioder, hvor Gustav har været meget fysisk over for Louie. De kommer stadig, men ikke nær så ofte, heldigvis. Det er noget af det mest frustrerende for os allesammen – både store og små. For situationen ender sjældent, som Gustav havde tænkt sig, da han skubbede eller væltede Louie. Og som mor er det hårdt at se og min første indskydelse er at råbe, at blive forarget og gal. Men det er ikke nemt at blive storebror, og det er ikke nemt ikke at være i centrum hele tiden, som man engang var. I kender mig og ved, at jeg læser på det og øver mig i, hvordan vi kan blive bedre til at rumme Gustavs reaktioner. Men egentlig oplever jeg også, at tiden arbejder for os. Nu bliver Louie også “opdraget” på, og nu skal Louie også “give bolden tilbage” eller “give slip på Gustav”. Jeg tror, at Gustav oplever det hele mere “fair” for hver dag, der går, og det gør alting meget nemmere herhjemme.

Og så er der kommet langt flere dage, hvor Gustav krammer Louie og kysser ham og nusser. Bevares, det ender tit i, at jeg skal fjerne en grædende Louie, der ligger under Gustavs korpus og forsøger at slippe væk, men det kommer fra et dejligt og godt sted. Selvom vi alle kan se, at Louie er Gustavs allerstørste fan, så kan Gustav ikke selv se det, fordi Louie endnu ikke har ordene til at sige det eller evnerne til at vise det. Det tror jeg skaber lidt frustration hos Gustav, fordi han måske føler, at han giver meget af sig selv og ikke får så meget igen. Men hvorom alting er, så er det de dage, der giver det hele mening. SELVFØLGELIG skulle Gus have en lillebror, og selvfølgelig skulle det være Louie.

Det er ikke synd for nogen
Jeg hører nogle gange fra bekendte eller på instagram, at det enten er synd for deres førstefødte ikke at få en søskende, der er tæt i alder. Jeg hører også nogle sige, at det er synd, at der er kommet en lillebror eller lillesøster, fordi nu skal opmærksomheden deles og det er hårdt.

I min optik er der intet, der er synd for de børn. Jeg kunne komme i tanke om rigtig, rigtig mange børn i verden, det er synd for – men ikke dem, der er elsket og har det godt med gode forældre. Og så er det (i min optik) fuldstændig ligemeget, om de har en bror, der er 2 år eller 6 år ældre – eller måske slet ingen. Det, som jeg egentlig vil sige med det er, at jeg nogle gange får spørgsmål om, hvornår det er et godt tidspunkt at få en 2’er. Og det kan kun I svare på. Det er det helt rigtige tidspunkt, når I som forældre er klar til, at du skal være gravid igen, at give kærlig til en lille klump igen, at skulle igennem hele møllen igen – bare med et ekstra lag af følelser, fordi du allerede har én derhjemme, du også skal passe på og hvis følelser også skal håndteres udover jeres egne.

Det er ikke altid nemt. Det er faktisk noget af det mest udfordrende, som jeg har prøvet. Både personligt, men også for parforholdet. Men vi tog beslutningen med åbne øjne og vidste, at det ville blive det hele værd (uanset hvor kliché det lyder). Uanset, hvor skod nogle dage er, når begge børn (og jeg) har en off-dag og Mads har travlt, så giver det hele mening, når jeg ser dem grine sammen. Når Louie kigger forelsket på Gustav og Gustav uden at tænke over det lige aer Louie på hovedet, når han går forbi.

Og så er det ret fedt at opleve, at man ikke løber tør for kærlighed. Der er masser af den og lige så meget til 2’eren. Men det allerfedeste ved at få mere end ét barn er, at børn er så vidt forskellige. Jeg har sjældent hørt fra forældre, at deres børn er ens. Herhjemme har vi i hvert fald fået to så vidt forskellige børn. Det har fuldstændig rykket mig som mor, fordi jeg nu skal gøre det på en anden måde, fordi jeg har et nyt barn, der har brug for og gør noget andet end Gustav gjorde. Dét er grund nok til, at man skal ha’ sig to, I tell ya!

Og så kan jeg fortælle jer, at jeg har flere og flere dage, hvor jeg føler mig som en boss end som en fiasko, når jeg håndterer ungerne alene, som jeg jo gør meget af tiden. Jeg griner meeeget mere end jeg græder, og jeg har efterhånden flere dage, hvor jeg føler mig fyldt af overskud og energi end det modsatte.

Det er faktisk ret awesome at være mor til to her et år efter. Det kan anbefales <3

Og hey – hvis I vil læse et indlæg, som (måske) afspejler, hvor meget jeg og vores liv har ændret sig, så kan du tage et kig på det her indlæg om at være mor, som jeg skrev, da Gustav lige var blevet et år. Jeg vil vove at påstå, at jeg er blevet klogere og mere reflekteret. Heldigvis, hvor ville det være kedeligt, hvis vi ikke ændrede os her i livet.

/S