I er så. nice. Virkelig. Jeg ved, at mange af jer følger med på instagram uden at kommentere eller skrive til mig – og det skal man have lov til! Men der er også mange af jer, der skriver til mig, når jeg deler noget af mig selv. I støtter, I hepper og klapper mig på ryggen. I rækker virtuelt en hånd frem, når jeg har sat mig på numsen og synes, at det er svært at komme op. Og dét har I virkelig gjort før, under og efter mit lille eventyr med drengene.

Ungerne var awesome
Det her med at rejse alene med ungerne, det var faktisk en større mental barriere for mig end det måske er for mange andre. Jeg har ikke engang været ude at handle med ungerne alene før! Nåh ja, det er jo bare frem og tilbage og mine forældre er jo dernede. Mja, men det var mere det dér med altid at have ansvaret. Jeg frygtede, at Louie eller Gustav skulle vågne om natten – som de jo gør en gang imellem – og vække den anden, og så stod jeg dér med to grædende unger. Jeg frygtede, at de begge ville smelte sammen samtidig og så stod jeg dér. Jeg frygtede de tidligere morgenener med to unger på et hotelværelse, der var sultne og kedede sig. Jeg frygtede, at Gus pludselig ikke ville gå mere og ikke ville komme med, og hva’ så?

Men nogle gange skal man frygte det værste for så at blive positivt overrasket. Flyveturen derned gik over al forventning. Vi var jo oppe klokken 4, fordi vi skulle flyve klokken 7. Så især Louie var helt smadret og faldt i søvn lige da vi havde lettet, hvilket han faktisk også gjorde på vej hjem til Danmark. Han er én af de babyer, der bliver beroliget af flyets larm og bevægelser og faldt i søvn ved brystet og sov i 2,5 time på vej til GC og 1,5 time på vej tilbage. Jeg var så heldig at få en række med tre sæder på vej derned. Det gjorde en kæmpe forskel, at jeg kunne lægge Louie fra mig når han sov. Jeg sad lidt indeklemt i midten på tilbageflyveturen, og husker turen som meeeget lang med Louie på skødet i 5 timer, og en meget ældre og halvsyg dame ud mod gangen, der havde svært ved at rejse sig, så det var ikke sådan ligetil at komme ud på gangen – så det gjorde vi kun to gange på de 5 timer.

Gustav er en boss i et fly. Så længe han har sin iPhone (han har fået en gammel en), som han kan spille og se tegnefilm på, så kan han sagtens få 5 timer til at gå. Han elsker at lande og lette og turbulens er bare en fest. Han bliver venner med alle børn, som han møder på sin vej, så han kan også hurtigt finde andre at lege med. Og så skal jeg bare huske snacks, så er den tur en succes!

I lufthavnen havde jeg Louie på maven og fandt hurtigt en vogn, som Gus kunne sidde i. Og så havde jeg bestilt transfer til hotellet. Det var lidt dyrere end at bestille en taxa hjemmefra, men jeg var så sent ude, at jeg ikke kunne nå at bestille. Og jeg magtede ikke at stå på GC med to børn og ikke kunne finde en taxa med to autostole, så det betød meget for mig og mit overskud, at der stod en mand i lufthavnen med mit navn på et skilt og kørte os til hotellet. Alle de 48 euro pr. vej værd!

The meltdowns
Der var slet ikke så meget at være bange for, som jeg havde troet oppe i mit hoved. Det viser sig, at ungerne sover ret godt fra hinandens gråd og piveri. Én gang vågnede Gus og rystede og var ked af det og ville have Panodil (han er begyndt selv at sige, når han har feber og han har næsten altid ret). Så det fik han og næste dag havde han det fint igen. Louie vågnede ikke af det, og det sætter jeg simpelthen så stor pris på. Et grædende barn kan jeg meget bedre håndtere klokken 1 om natten end to grædende børn. De vænnede sig stille og roligt til tidsforskellen (på kun en time, but still) og vågnede ved 6-7 tiden. Det kan jeg også arbejde med.

Kun to gange stod jeg med begge børn på værelset og vidste ikke, hvordan jeg skulle trøste dem begge. Første gang var andendagen, da vi ringede til Mads og Gustavs verden brød sammen. Han græd og skreg og ville ingenting. Han ville ikke være sammen med mig, og jeg havde taget hans slikkepind og han ville hjem i det gule hus. Han var egentlig nok bare lidt forvirret og meget sulten og var vågnet klokken 5, men det var ikke sjovt. Vi valgte ikke at ringe til mads mere, fordi det ikke gavnede andre end Mads. Gustav blev lidt forvirret og jeg synes, at det var hårdt at starte morgenen sådan ud.

Anden episode, hvor jeg følte med magtesløs var, da jeg skulle have skyllet shampoo ud af Gustavs hår… og det ville han bare ikke. Til sidst havde han siddet i badet i en halv time og vi skulle videre, så jeg blev nødt til at skylle shampooen ud mod hans vilje mens han SKREG, så han ikke kunne få vejret til sidst. Det føltes som det vildeste overgreb, men jeg vidste ikke, hvad jeg ellers skulle stille op. Louie blev forskrækket og ked af det og skreg med. Jeg endte med at halvråbe selv, fordi jeg var stresset på et helt nyt niveau og følte mig så utilstrækkelig, når begge børn var så kede af det samtidigt. Vi kom jo over det, men det tog mig lang tid at slippe frustrationen i maven – og det samme gjorde det for Gustav, som følte, at jeg havde overtrådt hans grænse ved at vaske hans hår mod hans vilje – hvilket jeg sikkert også gjorde, men what to do! Vi talte meget om det bagefter. Det havde vi begge brug for og kom godt videre.

En masse værdifuld hjælp
UDOVER de to episoder, så er det gået stjernegodt. Jeg har gjort meget ud af, at mine forældre skulle gøre, hvad de havde lyst til – og skulle altså ikke hænge ved børnepoolen hele dagen, hvis ikke de ville. Min far er lidt bedre til at gøre, hvad han har lyst til, men tror min mor følte sig lidt forpligtet til at hjælpe til (hvis du læser med mor, så håber jeg, at du føler at du fik muligheden for at ‘slippe’). Men når det er sagt, så satte jeg stor pris på den hjælp. Det er ikke helt nemt at kigge efter to unger ved en børnepool, der løber i hver sin retning. Især ikke de første dage, hvor jeg havde brystbetændelse og feber. Der så jeg sgu lidt sort på det hele – indrømmet.

Også om aftenen var jeg glad for, at mine forældre var der. Vi gik ned og spiste sammen, og ved 19.30-tiden gik jeg op med Louie og puttede ham. Så kom mine forældre op med Gus klokken 20-ish, hvor han var SÅ træt, at han bare kunne gå direkte i seng og sove uden et ord. Bum. To sovende børn i stilhed klokken 20.15 – hver evig eneste aften. Nemt 😉

Det gjorde en ENORM forskel for vores ferie, at Gustav fik sig en ven på samme alder, som han selv. Wilhelm. Det tog lige et par dage, men så fandt de hinanden og legede sammen under morgenmaden, ved poolen og efter aftensmaden – hver dag. Wilhelms far er lidt af et stort legebarn og har været skidegod til at lege med drengene i vandet (jeg er ikke den store vandhund….), så jeg kun skulle tøffe rundt med Louie. De legede hajer og skød hinanden med vandpistoler og faldt i vandet. Wilhelms forældre tog endda Gustav med ned i byen og kiggede på biler en formiddag – det ville Gustav rigtig gerne og tog helt trygt Wilhelms far i hånden. De har været så mega søde til at hjælpe, og jeg tror (og håber), at de har gjort det gladeligt, fordi det nogle gange er nemmere at have to små børn, der leger sammen end ét barn, der keder sig. Og så bor de i Birkerød, så mon ikke vi snart skal ses, når de engang kommer hjem fra ferie også 🙂

Så står du og overvejer at tage af sted alene med ungerne, så synes jeg, at du skal springe ud i det. Alle hjælper så godt de kan, og hvis du ikke har forældre eller andre til at hjælpe dernede, så kan jeg klart anbefale at få dig nogle ferievenner 😀 Jeg er i hvert fald blevet et hoved højere og både Gus og jeg har fået os nogle nye venner.

/S