Gode råd fra kosmetologen

Gode råd fra kosmetologen

Jeg er så heldig, at have lært Mette at kende, fordi hun simpelthen bor ved siden af mine forældre. Magen til ligefrem, modig, frembrusende, kærlig, favnende og varm kvinde skal man lede længe efter. Så jeg er glad for, at jeg har fundet hende 🙂 I de år, hvor jeg har kendt hende, der startede hun med sin egen lille briks hjemme i Birkerød. Derfra lejede hun sig ind i en salon, men fandt i slutningen af 2019 ud af, at hun skal have helt sit eget.

Så nu har Mette sin egen butik, Vogelius Glow, i Birkerød med både tøj, smykker og en briks, hvor hun kan forkæle blandt andre mig. Hun er uddannet fysioterapeut og kosmetolog og har efterhånden en del år på bagen (altså, på den gode måde, ik Mette? 😉 og jeg tænkte derfor, at hun ville være oplagt til at svare på jeres (mange) spørgsmål.

Og spørgsmål modtog jeg nemlig rigtig mange af. Nogle af dem mere specifikke end andre, så jeg har ladet Mette udvælge de spørgsmål, som hun gerne ville svare på. Jeg har insisteret på de lidt mere generelle spørgsmål til en smuk hud, men Mette synes også, at det er spændende at bevæge sig ind på lidt andre områder også. Jeg ved, at der er en masse, der havde gode spørgsmål, som ikke er blevet besvaret – og I skal altså altid være velkomne til at spørge Mette eller besøge hende i Birkerød. Hun kan og ved altså lidt om en smuk hud.

Hvis man skal prioritere én ting i sin daglige hudplejerutine, hvad skal det så være?
Der er desværre ingen “quick fixes”, når det gælder hudplejerutiner – men når det er sagt, så behøver det ikke tage lang tid. Din hudplejerutine skal afspejle det resultat, som du ønsker at opnå. Det er lidt ligesom træning – hvis man aldrig har dyrket nogen form for styrketræning eller motion, så plejer man også at være lidt mindre… fast i kødet 🙂 Plejer man ikke sin hud, så kan det som regel også ses, men jeg har fuld forståelse for, at tiden nogle gange er knap. Sådan en huddame som jeg, synes jo ikke, at man kan nøjes med kun at gøre én ting, men jeg vil dog alligevel sige, at hvis man ikke renser sin hud, så har serum og creme næsten ingen effekt. Så det allervigtigste er, at man husker at få renset sin hud og gerne både morgen og aften.

Kan du hjælpe mig med Perioral Dermatitis?
Perioral Dermatitis (ligner udslæt) er en hudtilstand, som vi ser mere og mere af. Der er desværre ingen anden behandling end at gå til lægen og få en pillekur. Dog oplever jeg, at produkter til reaktiv hud samt masser af fugt virker til at have en afstressende effekt på huden, som kan bedre tilstanden hos nogle af mine klienter.

Hvordan får jeg bugt med hudorme?
Du kan forebygge hudorme ved at holde din hud ren og huske at rense både morgen og aften. Men det kræver sin håndværker at fjerne hudorme og man skal helst holde fingrene for sig selv og få en professionel til at give en dybderens. I værste fald kan man være for hård ved sin hud og komme til at lave hudafskrabninger, som giver sår og ar. Du kan ikke købe maskiner eller masker eller plastrer, der kan gøre det, som en professionel gør.

Hvis du har en stor, gul sag, som blinker dig i øjet, så vask hænderne godt, tag papir om fingrene og klem blidt. Hvis du ikke får noget ud af det, så skal du droppe det for det bliver kun værre 🙂

Hvad gør jeg ved store porer?
Vi er født med den størrelse porer, som vi nu engang har, og dem vil vi have hele livet igennem. De er der for, at den talg og naturlige olie som vi producerer, kan komme ud og pleje vores overhud. Hvis huden er tør, så krøller hudcellerne sig sammen og poren vil syne større. Når vi bliver ældre, så vil spændstigheden i huden falde, hvilket også vil få poreåbningen til at syne større.

Så svaret er, at ingen behandlinger eller produkter kan få porreåbningerne til at blive mindre, men flere ting kan få dem til at syne mindre; eksempelvis ved at holde din hud ren og hydreret, bruge produkter, der indeholder aktive ingredienser som peptider, syrer, retinol, hyalyronsyre osv. På denne måde holder man hudcellerne flotte, så fylder de mere på overfladeniveau og så virker porerne mindre. De aktive ingredienser ovenfor, hjælper huden med at bevare sin elasticitet og spændstighed, og husk, at det er langt nemmere at tage i opløbet i stedet for først at overveje sine muligheder, når man er blevet en træt lædertaske at se på 😉

Er skintonic nødvendigt efter rens og serum og creme?
Årsagen til, at huddamer som jeg prædiker brug af tonic (den moderne fugtgivende og ikke den gammeldags med alkohol) er, at vandet i Danmark indeholder virkelig meget kalk. Kalk nedbryder pH værdien i huden og udtørrer dermed din hud – du kan sikkert genkende følelsen af at være “stram i betrækket” når du kommer ud af badet. Din hud er selv 6 timer om at genetablere den oprindelige pH værdi. Bruger man fugtgivende tonic, så hjælper man huden tilbage til udgangspunktet med det samme og undgår udtørringen. 

Visse syrerbrands nedbryder ikke pH værdien, og så er tonic ikke nødvendig på samme måde, men tjener ofte mere et formål af at forfine hudens overflade. Er du i fx. Norge, hvor der ikke er kalk i vandet, så er tonic heller ikke et must. 
Micellar water kan på samme måde hjælpe hudens pH værdi tilbage til udgangspunktet efter brug af vand. Micellar water alene renser kun overfladesnavs væk, men kan ikke rense porerne rene for det mere fedtede snavs som diesel- og atmosfærisk forurening, som vi udsættes for når vi færdes ude. 

Hvilke produkter er gode til rosacea?
Rosacea findes i mange forskellige grader og mængden af outbreaks kan variere meget. Er huden i en god periode, kan den tolerere langt mere. Er den i udbrud, gælder det altid at alle produkter skal være uden olier og fedt, og en god ide er at søge produkter velegnet til reaktiv  hud.

Jeg har hormonel acne, men også tør hud. Synes mange produkter mod acne er udtørrerende. Hvad skal jeg gøre?
Det er en generel misforståelse, at en uren hud og acne hud skal udtørres, og at den kun skal udsættes for oliefri produkter. En uren hud skal holdes ren og have en masse fugt, så den netop ikke udtørrer og begynder at overproducere talg – det leder blot til endnu mere uren hud.

Skal man gøre noget seriøst ved sin urene hud, vil jeg altid anbefale at gå til en professionel kosmetolog og få hjælp med behandling samt valg af produkter, der passer til præcis til din hud. Desuden kan acne forekomme i mange niveauer. Ofte oplever jeg, at folk tror, at de har acne, fordi de har lidt uren hud. En professionel kan hjælpe dig på vej, så du ved. hvordan du skal behandle din hud. Min erfaring siger mig, at når der er tale om hormonel acne eller bare hormonel ubalance, skal der syrer til før, det rykker noget. Med de gode, gennemarbejdede bioteknologiske brands kan man genopdrage huden og ændre dna-sammensætningen i cellen, så vi tager kontrollen tilbage over talgproduktionen. Der er efterhånden så mange produkter i butikkerne samt en masse forskellige holdninger, så jeg kan godt forstå, at man kan blive forvirret. 

Hvordan finder jeg ud af, hvilken hudtype jeg har?
Jeg vil driste mig til at sige, at det er en lidt forældet måde at anskue sin hud som kun én bestemt type. I stedet vil jeg sige, at man kan have forskellige hudtilstande, som kan vare længere eller kortere perioder. Din hud reagerer garanteret forskelligt alt efter vejret – om det er sommer og fugtigt i vejret eller vinter, koldt og tørt. Derfor vil den også have forskellige behov. Det betyder, at din hudpleje bør skifte sammen med årstiderne eller i hvert fald et par gange om året.

Er man i tvivl om, hvad ens hud har brug for, så find en klinik eller en kosmetolog, der kan lave en hudanalyse for dig. Det koster normalt ikke så voldsomt meget. Og husk, at det hende den smukke blogger eller cremen, som din veninde anbefaler sjældent er det samme som din hud har behov for 😉 De fleste af os har forskellige hudtyper og derfor også forskellige behov for cremer.

Hvordan får jeg mere glød uden alt for meget stads tilsat plejeprodukterne?
For at få en glød er det vigtigt, at du renser huden både morgen og aften. Om morgenen renser vi huden for at fjerne de affaldsstoffer, som dine indre organer har udskilt i løbet af natten. Hvis du ikke renser huden om morgenen, så vil du bare køre affaldsstofferne rundt i ansigtet sammen med din creme. Om aftenen renser vi for at fjerne al den forurening, som vi har fået i løbet af dagen fra diesel, atmosfæren osv. Og hvis du ikke bruger makeup, så sætter denne forurering sig endnu bedre i dine porrer.

Hvis du virkelig ønsker en synlig forskel i din huds sundhed, så vil jeg anbefale dig at dobbeltafrense. Brug samme produkt to gange – du gentager simpelthen bare rutinen. Brug eventuelt lidt kortere tid og lidt mindre produkt pr gang, så det ikke bliver en tidsrøver eller dobbelt op på produktforbrug. Når du kun renser én gang, så får du i første omgang kun overfladesnavset fjernet. Du vil blive overrasket over, hvor meget mere det vil give dig af udstråling i huden ved at rense din hud to gange. 

Hvis du 1-2 gange om ugen bruger en form for enzympeeling efterfulgt af en fugt- eller vitaminmaske vil gløden ingen ende tage 😉 Det er vedholdenheden og det som du gør hver dag, der gør den store forskel.

Der er desuden mange, der spørger til produkter uden kemi eller “økoprodukter”. Man kan sagtens finde billige “økoprodukter” uden kemi – men så er der sjældent mange aktive ingredienser i og man skal ikke have for høje ambitioner for effekten af produkterne. Disse produkter kan også stadig indeholde flydende plexiglas og silikone, og vil jeg vil driste mig til at sige, at en kombination af billig og øko sjældent giver noget for dig og din hud. De kan sagtens give dig fugt, men ikke så meget mere end det og vil ikke gøre forskellen for din hud, som du måske søger.

Findes der øjencreme med SPF?
SPF (solbeskyttelse) fylder rigtig meget på molekyleplan, så er der SPF i din øjen- eller dagcreme, er der næsten ingen plads til alle de andre vigtige, aktive ingredienser, som du ønsker dig fra din creme. Så det er ikke her du skal spare tid (eller penge) i hudplejerutinen. Jeg vil anbefale, at du finder cremer smækfyldt med gode, aktive ingredienser og herefter bør du bruge solcreme. Der findes mange lækre solcremer som bare smelter ind i huden uden at give dig følelsen af at få en maske på. Jeg går selv efter dem, der også beskytter mod HEV stråler (det blå lys) fra bl.a. din mobil, iPad og computer, som nedbryder vores hudceller og ælder vores hud.

Dengang Mette lavede vipper og jeg lå med nyfødte Gus på maven imens <3

Så for søren, Mette har godt nok haft travlt med at svare på jeres mange gode spørgsmål. Hun er en travl dame, hvis I brænder inde med et spørgsmål, så kan I prøve at række ud til hende. Hvis der er én ting, som jeg tager med mig fra mine snakke med Mette, så er det rens. Rens, rens og rens igen. Morgen og aften. For hvis ikke vi renser, så kan alle de andre produkter være ligegyldige – og de kan altså koste knaster, så når vi endelig bruger dem, så skal vi gerne ha’ noget ud af dem.

/S



Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.