Det gik op for mig for nogle dage siden, at jeg var (og er) gået hen og blevet sådan lidt… reserveret, om man vil. Det er nok ikke helt det rigtige ord, men jeg har haft et behov for bare at være mig og ikke give ud af mig selv – fysisk. Fordi jeg gør faktisk ikke andet med en 1-årig herhjemme, der stadig ammer dag og nat. Enten er han med i bad, vi putter, jeg ammer, krammer, tumler, bærer, trøster. Han er tæt på mig rigtig mange timer i døgnet, og det synes jeg er dejligt – sådan delvist.
For hvis jeg så bare fik et break om natten. Men der er han også tilkoblet min krop. Han skal helst falde i søvn i ske eller mod mit ansigt og han vil ammes minimum tre gange om natten.
Min krop er ikke længere min. Den tilhører på mange måder Louie, fordi han har haft behovet og det har jeg egentlig været okay afklaret med. Men hans behov for nærhed er ikke blevet mindre i takt med, at han er blevet ældre, som jeg oplevede det med Gustav. Da Gustav var lille var der en glidende overgang, hvor jeg fandt mig selv igen. Jeg startede på arbejde, jeg ammede ikke længere og jeg så mig selv som et voksent menneske, der også var andet end mor. Efter først 9 måneder gravid og bagefter 9 måneder på barsel var det tiltrængt at mærke og se mig selv igen som et tiltrækkende væsen, der også er Mads’ kone og som egentlig bare ‘er’ uden at skulle dele sig selv hele tiden.
Det stadie er jeg ikke nået til endnu qua Louies større behov for nærhed, men selvfølgelig også, at han ikke er startet i vuggestue. Og det kan mærkes, at det snart er ved at være rigtig, rigtig mange måneder siden, at jeg har følt mig som Sofie igen og ikke bare drengenes mor. Det er virkelig kontrastfyldt at amme både dag og nat, fordi jeg gerne vil give Louie det, som han har brug for – og jeg nyder det da også om dagen! Jeg nyder virkelig nærheden og kontakten. Men det fylder mig op. Helt op og jeg er træt. Træt af ikke at sove og træt af på en måde at få overtrådt min personlige sfære, når jeg har behov for at trække mig og ikke være nogen for noget. Fyldt op til randen af den (også vidunderlige) fysiske kontakt, som jeg har med et andet menneske 24 timer i døgnet. Jeg kan næsten ikke rumme mere røren ved, og kan undvige når Mads forsøger at give mig en krammer eller ae mig, fordi jeg skal bare liiige være mig.
Jeg har lidt helle, når Louie sover lur og når han er puttet om aftenen. Der sover han typisk 2-2,5 time før jeg ammer ham igen. Og man kan vel godt lægge to og to sammen og gætte sig til, hvor lidt overskud jeg har til Mads klokken 20.23, når jeg endelig har lidt tid til bare at være mig, ik? Det er jo ikke fair og jeg ved, at det er vigtigt ikke kun at se mig selv som mor-Sofie med ammebryster og små babyfingre, der nulrer og rører ved mig hele tiden. Mads er selvfølgelig lidt træt af, at hans søn(ner) har taget hans plads for en stund, men han ved også, at det er en del af gamet. Omend det ikke varede så lang tid, så havde jeg det også sådan i perioder, da Gustav var baby.
Mads forstår mig godt, når jeg forklarer “it’s not you, it’s me” mens jeg sidder med min telefon i sofaens hjørne. At jeg er udmattet af at dele mig selv med andre. Okay, det lød måske forkert, men forstå mig ret – jeg er sikker på, at I er en håndfuld derude, der kender til den udmattelse. Og hvis ikke, så ved I, at den nu findes – man kan godt ha’ en fuld tank af intimitet, som er lige ved at flyde over, selvom det er noget af det dejligste i verden.
Jeg tror, at det første og vigtigste skridt er at være opmærksom på, hvorfor det er, at jeg trækker mig. Hvorfor jeg mest af alt har lyst til at sidde med benene op under mig i et hjørne og se fjernsyn, når der ikke er børn omkring mig. Hvorfor jeg glemmer at kysse farvel og kramme velkommen hjem. Jeg lader op i de små afbræk, som jeg får i hverdagen, så jeg kan blive ved med at give resten af dagen og natten også. Det her er i øvrigt en af grundene til, at det burde være ulovligt at blive skilt når børnene er helt små – man er jo et helt andet sted i livet, og jeg ved, at jeg nok skal komme tilbage dertil, hvor jeg har tiden til bare at være mig og min krop <3 Og hvis det hele virkelig kammer over, så må jeg stoppe med at amme. Men der er jeg ikke helt endnu.
/S
17 svar til “Jeg har brug for lidt Sofie-sfære”
Det du beskriver her er min største “frygt” ved at skulle have børn – faktisk værre end søvnmangel. Jeg bliver allerede mættet af at være noget for nogen i løbet af dagen i mit job som leder. Har faktisk allermest brug for at være selv, når jeg kommer hjem.
Sender dig gode og Sofie sfære tanker. 😉
Det er helt klart noget af det bedste og værste ved at være nogens mor. At man ikke bare kan trække sig og være sig selv, når man så tydeligt har behov for det. Du skal nok klare, det er jeg sikker på. Hvad man ikke gør for de unger. Og tak for dine tanker 🙂
Jeg har det på præcis samme måde. Jeg har en søn på 11 måneder, der stadig ammer dag og nat, selvom han spiser godt også. Også har jeg en datter på tre år, som jeg også ammede og ammede i halvanden år.
Jeg glæder mig til at få min krop igen. Men elsker samtidig også der amningen giver os.
Tak Sofie for at sætte ord på noget, jeg har følt igennem en lang periode, men ikke vidst hvad var. Det giver mig ro og mod at vide, at jeg ikke er alene.
Jeg kan så godt følge dig med en datter på snart to år, der stadig ammer mange gange om natten, en mand med psykiske udfordringer og oven i det et job som socialpædagog; jeg er “på” så godt som alle timer i døgnet, og det er hårdt, selvom jeg vil gøre alt for min datter og vores lille familie.
Årh altså, dine fine skriv rammer altid plet på livet herhjemme i barselsboblen. Jeg har godt kunne mærke, at jeg er begyndt at blive lidt “reserveret” som du beskriver det, når baby sover, men har ikke (indtil nu) lige tænkt over hvorfor. Det giver SÅ god mening, at man bare er fyldt op med menneskekontakt og har brug for at bestemme over sig selv. Bare lige et par timer om dagen i det mindste. Tak for en dejlig og hjælpsom blog!!
Jeg kan stadigvæk tydeligt huske klostrofobien som jeg var endt i når min dreng var 10 mdr og jeg ammede dag og nat (til sidst hver 40 minut) og aldrig kunne gå ud om aften?
Jeg kan så godt følge dig man har behov for at have sin krop for sig selv og det er også fedt når man kan gå på toilettet uden at døren bliver åbnet
Sikke et fint skriv. Jeg bliver også overvældet af den følelse af at være fyldt op og bare ville være alene. Andet ville nok også være mærkeligt, når man har to drenge på små 4 måneder, der er afhængig af en hele tiden. Jeg er begyndt virkelig at sætte pris på at komme ud på små ture selv. Bare en time ved frisøren kan give lidt ny energi.
Tak for dit flotte skriv, og at du får satord på det jeg også er begyndt at opleve herhjemme på barsel.
Omend så synes jeg mit er kommet hurtigt (baby er snart 9 uger), men jeg nyder nærheden – men har bare brug for ro til mig selv når hun sover.
Fuck – det er jo bare pisse godt skrevet! Sov. Godt.
Åh, hvor jeg kender det. Min datter er kun 3 måneder, og jeg ved prææææcis allerede hvordan dén følelse føles.. Puha det er hårdt! TAK for at sætte ord på det!❤️
Det er noget nær det mest relaterbare indlæg, jeg længe har læst. Jeg hjemmepasser min datter på knap to år og er netop stoppet med at amme her i december. Mit helt store problem er, at hun nulrer mit hår så at sige døgnet rundt, og særligt om natten. Og det er virkelig begyndt at føltes som vandtortur.
Lige så snart klokken slår 21 (hvor hun først sover) sætter jeg mig i mit ringhjørne i sofaen med telefonen og sumper, og kan næsten ikke klare, at min kæreste nærmer sig, for jeg trænger så inderligt til bare at være mig. Det er virkelig hårdt ?.
Så tak for dit indlæg. “Desværre” altid rart, når man ikke sidder helt alene i båden.
At være “touched out” er så hårdt. Man giver af sig selv, fordi man ønsker og elsker det. Men det koster på overskuddet. Nu er det snart ét år siden, at jeg stoppede amning og hjemmepasning. Min datter fylder tre år om et par dage, og jeg er først ved at finde mig til rette i egen krop nu. Det tager tid, men for mig var det givet godt ud❤️
TAK for at lave et så relaterbart indlæg! Jeg har netop læst det højt for min kæreste, da jeg har haft svært ved at forklare ham, hvorfor jeg nogle gange trækker mig, og hellere sidder med hovedet i telefonen, og kobler af, end at sidde på skødet af ham, når vores 8 måneder gamle søn er puttet. Han vågner også efter 2-2,5 time og skal ammes, all night long. Frustrerende og fantastisk på én og samme tid. God aften ❤️
Åh kender det så godt. For mig fra det den bedste beslutning at stoppe amning, da min søn var 13 måneder. Det hjalp for vores familie ❤️
Efter du lagde en story op hvor du skrev, du sad og arbejde på det her indlæg har jeg glædet mig til at læse det. For jeg føler mig virkelig også touched out, som en anden så fint skriver det. Det er lige dele hårdt og fantastisk at dele sin krop så meget. Min søn på 8 mdr har meget brug for kontakt de her dage, så han hænger på min hofte hele dagen og sover også helst i ske hele natten. I nat fandt han endelig ro uden at skulle røre mig og jeg blev seriøst helt lykkelig, der midt om natten. Fordi jeg kunne lægge mig og sove uden at være klistret op af nogen. Jeg ved, jeg kommer til at savne det om nogle år, men det er hårdt at være i lige nu. Tak for at sætte ord på!
Tak for dette indlæg. Med en 2 årig og en meget hud-glad baby kan jeg virkelig relatere. Man øser ud af sig selv og stiller ens krop til rådighed 24 timer i døgnet. Min mand kvitterede desværre med at være meget tæt på at få nærheden et andet sted fra. Og jeg er ufattelig ked af det. For det jeg frygtede mest, ved at få 2eren, var ikke at kunne være der nok for alle, og den frygt blev til virkelighed – jeg var ikke nok. Men som du siger, så kan man jo ikke bare smække med døren og gå, når man har små børn. Pludselig er man selv bare en lille brik i det store “hvad er bedst for familien”-billede.