Reklame for Identiketter

Det er vel snart et halvt år siden allerede, at Gustav startede i børnehave. Et halvt år siden, at jeg skrev det her indlæg om mine tanker om at flytte ham op i børnehave.

Hørsholm Kommune har været hårdt ramt af nedskæringer sidste år på grund af et budget, der sejler. Derfor måtte vores institution omorganisere sig, så de kunne få plads til flere vuggestuebørn (og dermed også få flere penge) og få udfyldt nogle af de tomme pladser i børnehaven. Derfor skulle Gustav rykke op i børnehave, da han var 2,5 år – og det var vi faktisk ikke helt tilfredse med. Selvom Gustav på mange punkter er ret udviklet af sin alder (fysisk og sprogligt), så følte vi ikke, at han var børnehaveklar i en alder af 2,5 år. Så vi satte hælene i og Gustav blev i vuggestuen med et par af sine bedste venner. Da vi nærmede os sommer og Gustav var 2 år og 10 måneder kunne vi mærke, at han kedede sig. Der var det helt rigtigt for ham, at han skulle videre og opleve nye rammer, børn og rutiner.

Her et halvt år efter er det gået over al forventning! De er “kun” 15 børn på hans stue til to pædagoger (og pt en praktikant), fordi de jo er yngre, når de rykker op. Jeg synes godt om pædagogerne og taler godt med dem og Gustav virker også glad for dem og de andre børn. Selvom han selvfølgelig har sine dage, hvor han ikke vil i børnehave, så har han langt flere dage, hvor jeg ikke kan få ham med hjem igen. Han går på stue med sin allerbedste ven, som han til dagligt krammer godmorgen, skriger af, slås med og kysser farvel. Så er alt, som det skal være. På stuen kalder de dem et gammelt ægtepar 😀 Når jeg afleverer Gus mellem 9.9.30, så har de lavet et fast morgenritual, hvor Gus tager sin madpakke og drikkedunk og spørger Viktor om de skal spise madpakke sammen. Gustav trives virkelig i rutiner og den her af én af de rigtig gode af slagsen – for Viktor ELSKER at spise madpakke med Gustav.

“Jeg har ikke nogle venner i børnehaven”

Jeg synes det er så dejligt, at Gustav har en bedste ven på stuen. Men de er så tætte, at Gustav ikke rigtig har knyttet tætte bånd med andre. For nogle måneder siden fortalte han mig i badet, at han ikke havde nogle venner i børnehaven. Jeg fik en lille klump i halsen og tog en snak med en af pædagogerne næste morgen. Hun skulle lige tænke lidt, fordi det kunne hun ikke genkende. Og så kommer der en episode frem, hvor Gustav under frokosten gerne vil have “smide-ud”-skålen på midten af bordet. Gustav råber til Viktor om han vil række den til ham – men han sidder altså heeeelt nede i den anden ende af bordet og kan så absolut ikke nå den skål. Så pædagogen fortæller Gustav, at så må man spørge en af sine andre venner, der sidder tættere på, om de vil hjælpe. Men det vil Gustav ikke – for han har kun én ven og kan ikke have flere venner, siger han.

Det skal siges, at de fleste andre børn på stuen er ældre. Det er ikke et problem for Gustav normalt, men jeg ser dem tit i en leg, som måske er lidt for avanceret til Gustav. Jeg har også set ham spørge dem, om han måtte være med og få afslag. Det kan være ærlige og barske forhold på sådan en stue og derfor er jeg altså glad for, at han altid har én ved sin side – selvom pædagogerne tit må skille dem ad, fordi de er ved at skrige hovederne af hinanden. Kort efter ovenstående episode var Viktor syg og bagefter på ferie. Det var sundt for Gustav at blive tvunget ud i nye venskaber og lege, og det har faktisk resulteret i en lille trio nu.

Her i det nye år vil de stoppe med at putte ham til lur, fordi han alligevel er stoppet med at sove. Så bliver han rigtig én af de store børn, der ikke længere kører “vuggestuerutinen” med sut, bamse og lur efter frokost. Nu står den på leg fra han kommer til jeg henter ham, og det er jeg selvfølgelig opmærksom på. Han får kortere dage, når nu jeg har muligheden for det, fordi jeg er sikker på, at det kan mærkes i hans lille 3-årige hoved, når man ikke længere får den 1,5 times pause midt på dagen.

Hjælp fra bedsteforældrene

Gustavs børnehave kunne ikke ligge længere væk fra vores hus end den gør uden at vi kommer ind i en anden kommune. It is, what it is. Det var den, der var plads i og nu vil vi ikke rykke, fordi Gustav virker glad og er faldet til i trygge rammer. Heldigvis ligger den tæt på mine forældre og de er simpelthen stjerner til at hjælpe med at hente, når det hele brænder på eller hvis Louie tager sig en meget sen eftermiddagslur, og jeg har svært ved at hente Gustav uden at vække ham.

Gustav har fået for vane at drille de kære bedsteforældre, når de henter ham. De har som oftest helt forkerte sko, en anden jakke og en drikkedunk med, som jeg ikke kender. Jeg synes faktisk, at det er ret komisk, fordi Gustav tydeligvis driller – og holder masken når mine forældre uvidende tager et andet barns madkasse. Jeg kan ikke lade være med at trække på smilebåndet (selvom det selvfølgelig er træls for det barn, der mangler sko og madkasse!), fordi Gustav aldrig har forsøgt at snøre mig. Han driller og det synes jeg er lidt sødt.

Det er faktisk ikke helt skidt, at jeg har lavet et samarbejde med Identiketter, så jeg kan få sat nogle navnemærker på Gustavs ting. Ja, helt ærligt, så har jeg aldrig fået sat navnemærker i hans ting og han har mistet sin andel af bluser og hjemmesko. Navnemærkerne fra Identiketter er klistermærker, som du bare klistrer på et mærke i tøjet – fx. vaskeanvisningen. Jeg har allerede taget nogle mærker i brug og de bliver (heldigvis) siddende efter vask og har ikke tabt farve. Der er også røget et mærke i hans hjemmesko, på hans drikkedunk, madkasse, regntøj, gummistøvler og vinterstøvler. Ja, faktisk alt som han har liggende eller skal have med i børnehave.

Jeg syntes, at Gus skulle hjælpe med at designe navnemærkerne, men det viste sig, at der var alt for mange valgmuligheder. Så jeg tog en voksen beslutning på vegne af min 3-årige og indskrænkede hans valgmuligheder til ‘monstre’ 😀 Så valgte han selv sit lyserøde monster og jeg valgte resten af farverne. Til Louie valgte jeg også et monster, men i et nyudklækket æg – måske sådan lidt symbolsk 😉 Man kan virkelig vælge alle mønstre, farver, skrift, dyr og tegn – eller bare helt simpelt sort/hvid, hvis man er til det. Jeg har også fået nogle små minilapper til de mindre ting – en blyant, en bamse eller et lille stykke legetøj.

Jeg har ikke sat navnemærker i Louies ting endnu, fordi jeg jo stadig ikke helt har besluttet mig for, hvornår han skal i vuggestue.

Men hermed en undskyldning til alle forældre til børn på Bjørnestuen, der måske har mangler et par gummistøvler eller en regnjakke. Det var muligvis Gustav, der gerne lige ville låne den for en dag 😉

Og så håber jeg, at Gustav kommer til at trives lige så meget i børnehaven her i 2020, som jeg har oplevet det indtil videre <3

/S