Okay, jeg er åbenbart ikke særlig god til at være småbørnsmor i december. Altså, ikke på det dér madlavnings-skifte-hente-bringe plan. I got that shit by now. Men på det der julehygge, klippe-klistre, bagning, nissefortællinger, pyntningsplan. Det var åbenbart for meget for mig i år, kan jeg se på det hele. Ikke fordi det som sådan har været bevidst, at jeg har boycuttet juletamtam, men mere fordi, at jeg har haft en “nåh, det gør vi i næste uge” tilgang – og nu er der en uge til jul og jeg fik aldrig gjort det i næste uge.

To be fair, så har jeg aldrig haft en 3-årig før. Og jeg lærer hver dag, hvad Gustav er i stand til at forstå, og hvad han synes er sjovt. På mange punkter tror jeg, at jeg undervurderer drengen. Det kan jeg jo høre på nogle af de betragtninger og refleksioner, han gør sig, som overrasker mig. Sidste år, da han var 2 år, der behøvede jeg ikke tænke i nissedøre, nissefortællinger, julemandshistorier og han gad ikke bage kager – kun spise dem. Så det er egentlig nok kommet lidt bag på mig, hvor meget ældre han er blevet på det år, og at jeg altså ikke længere bare kan lade være med at fortælle om julemanden og nisserne, fordi han er helt med på historierne nu, og jeg kan jo se, at han synes det er sjovt.

Når julemanden bliver the bad guy

Men der er én historie, som vi har husket og det er “i år skal du give dine sutter til julemanden”-fortællingen. I starten virkede det som en rigtig god fortælling, fordi Gustav kunne føle sig tryg og give sine sutter til en mand, som alle elsker. Hvad vi ikke tænkte over var, at Gustav ikke rigtig kendte julemanden i forvejen og vi har ikke fortalt så mange andre historier om julemanden. Så lige nu er julemanden ikke på Gustavs favoritliste – han er bare en mand med skæg, som tager hans kæreste eje. Det gik først rigtig op for mig, hvor upædagogisk og forkert fortællingen var blevet, da Gustavs bedste ven i børnehaven var i gang med en historie om juleaften, og at julemanden kommer ned gennem skorstenen med gaver. Hvortil Gustav afbryder, at “NEJ, julemanden TAGER alle gaverne. Han tager nemlig også mine sutter”. Øhm… Flot, Sofiemor. Real nice. Jeg fortalt med et smil på læben (og herre dårlig samvittighed) om Gustavs forhold til julemanden, fordi vi har fucket lidt op i fortællingen. Hun gav mig et godt råd, og det er at trække i land og ændre historien, for det kan man jo sagtens.

Nu har jeg tænkt mig at sige, at vi sender sutterne til julemanden (så slipper vi også for at finde kostume og en frivillig til at agere skægget suttetyv), fordi andre små børn har brug for dem. De skal nemlig bruges til nogle nye små børn, som slet ikke er så store som Gustav. Julemanden har desuden travlt juleaften med at bringe gaver ud, så de kan ligge under træet, når han vågner…. Yes, tror I ikke den fortælling spiller?

Men for helvede, you live and you learn. Og næste år tror jeg, at jeg vil have lidt mere fantasi og lidt bedre styr på mine historier, så det bliver lidt sjovere at være lille barn i december måned herhjemme. Jeg tror, at jeg har nydt, at han ikke endnu ved, hvad han går glip af, men den strategi holder ikke for evigt. Men helt ærligt – jeg har ikke engang et ‘rigtigt’ arbejde! Hvordan gør I alle sammen derhjemme med nissefortællinger, mussetrapper og brunkagehuse?!

Næste år finder I mig i Silvan

I lørdags, da vi havde spadag og lidt tid for os selv kom vi pludselig i tanke om, at vi da også skal have et juletræ. Det er jo os, der holder jul (igen) i år, og vi synes ikke rigtig, at vi kan vente til næste weekend, da den søndag d. 22 måske er liiige sent nok. Vi sætter faktisk ikke juletræet ind før det, men jeg føler, at alle de gode træer er happet så tæt på jul.

Nåh men, vi besluttede os for at gøre det hyggeligt for Gustav og valgte en gård 20 minutter væk, som havde en traktor, æbleskiver og et lille bål. Dét vil Gustav da helt sikkert elske. Vi klappede os selv lidt på skulderen for at gøre det til en “ting” og ikke bare købe juletræet i Silvan.

Da vi kom ud på gården regnede det lidt. Gustav gad ikke gå og gad slet ikke kigge på træer. Vi prøvede at gøre det hyggeligt og nogle gange, så skal børn ligesom distraheres og så er det okay. Men Gustav var bare slet ikke i humør, så jeg (lidt i trods og fordi jeg var lidt sur) spurgte om han så bare ville blive siddende i bilen med sin sut og bamse og vente ligesom Louie (der sov). Ja, tak. Det ville han gerne. Så dér sad han i 40 minutter og kiggede ud af vinduet. Vi fandt aldrig et flot træ, så vi valgte det bedste vi kunne finde. Kæmpestort og skævt. Som Mads sagde: “det er da synd for alle de træer, der ikke er helt perfekte. De fejler jo ikke noget og nogen skal da også ha’ glæde af dem”. Nårrh, jeg blev på en mærkelig måde rørt (hej hej morhormoner) og det gør mig ikke så meget, at vi ikke fandt det “perfekte” træ. Til gengæld har Mads selv fældet det og det ka’ også lidt.

Men næste år finder I mig nok i Silvan – de har udmærkede træer.

Jeg lyder måske en anelse Grinch-et og julesur. Det er jeg overhovedet ikke. Jeg elsker december og jul og forbinder det (heldigvis) kun med varme og familie og god mad. Jeg tror heldigvis ikke, at manglen på julefortællingerne og -aktiviterne i år ødelægger noget for Gustav og mon ikke, at han ser tilbage på en god december og får sig en dejlig juleaften på trods af, at julemanden både er lidt rar og lidt ond 😉

/S