Jeg går for første gang længe ind i et år, hvor jeg ikke helt ved, hvad der skal ske. Jeg har ikke rigtig en back-up plan og den eneste midlertidige deadline, som jeg styrer efter er marts 2020, hvor Louie (som det ser ud nu) skal starte i vuggestue.

Eller.. Faktisk ikke rigtig, som det ser ud nu. Jeg har ikke helt breaket den for Mads (hej heeej skat, hvis du læser med nu), men jeg er ikke helt sikker på, at jeg synes, at han skal starte til marts. Der er han 1 år og 3 måneder. Ikke helt lille, men heller ikke særlig stor – og jeg går nok stadig herhjemme. Kan han så ikke være her sammen med mig? Jeg har ikke prøvet at være hjemmegående med én på over et år. Han sover kun mindre fra nu af – og jeg får kun mindre fra hånden.

Jeg tror mest af alt, at jeg har svært ved at se mig selv gå herhjemme uden Louie. Det er klart, at der vil komme langt mere gang i bloggen, i kollagerne, i events, men jeg ved ikke, om det er det jeg vil. Det er blevet muligt at få deltidsplads i kommunen, så jeg overvejer lidt om det kunne være løsningen. Men nu må vi se. Hvis jeg skulle tage beslutningen lige nu, så ville jeg sige, at han ikke skulle starte før efter sommerferien. Jeg tager en måned af gangen – måske skal jeg have mig et “rigtigt” arbejde i løbet af 2020, og så skal han jo i hvert fald i institution. Men som Mads’ arbejdstider og mål ser ud nu, så tror jeg, at vi alle ville have godt af, at jeg kan give børnene mere tid hjemme ved også selv at arbejde hjemmefra.

Nyt agentur med seje kvinder

Jeg har også valgt at “sige op” hos Bloggers Delight, så jeg fra 1/1-2020 er repræsenteret af Social Brand Lab. Det betyder ikke det store for jer, der læser med, men det har været en stor beslutning for mig.

Jeg har haft et godt samarbejde med Bloggers Delight. De sidder mange sælgere og kan hjælpe mig med at få kampagner, så det er klart en mere “sikker” løsning. Men jeg får forhåbentligt noget andet hos Social Brand Lab, og det er håbet om færre og mere skræddersyede kampagner, der gjorde, at jeg har søgt mod et mindre agentur. Måske kan jeg ikke tjene helt så meget, men det er heller ikke målet. Jeg har det med at sige oftere nej end ja til kampagner, og det ved Camilla (min agent hos Social Brand Lab) også godt – selvom hendes indtægt jo også afhænger af, at jeg siger ja. Det er hun helt indforstået med og støtter mig altid og forstår, hvorfor jeg takker nej. Jeg håber, at et skift gør det mere realistisk for de mindre, nichevirksomheder at samarbejde med mig. Dem, der måske ikke har et kæmpe budget, men som kan smide en lille sum efter mig, fordi de gerne vil MIG. Det betyder, at I (forhåbentligt) vil se nogle reklamer som alle andre ikke også laver – det er i hvert fald mit håb.

Det der gjorde, at jeg måtte tage beslutningen var, at jeg ville stå side om side med tre megaseje kvinder, som jeg har stor respekt for i den her verden; Frederikke Egel, Ane Louise Reimer og Mette Lyngholm, som alle har små unger rendende og vi er alle lidt samme sted i livet. Vi har en masse til fælles og alligevel er vi meget forskellige, og derfor synes jeg, at vi er et stærkt team.

Måske er der nogle virksomheder, som jeg ikke får mulighed for at samarbejde med, fordi de kun vil gå gennem de store bureauer. Fair enough. Hvis de egentlig er lidt ligeglade med, om de samarbejder med mig eller en helt anden – så er vi nok alligevel ikke det helt rigtige match 🙂 Jeg håber og hepper på, at hvis en virksomhed ser et godt match mellem mig og dem, så tager de fat i mig – uanset hvor min blog ligger. Måske det ikke forholder sig sådan i virkeligheden, men jeg har da lov at håbe. Om ikke andet, så slipper I for bannere på bloggen – dét er da til at tage at føle på 😉

Mere Mads

Og så har jeg en målsætning om, at Mads og jeg skal være mere sammen. Jeg synes, at vi skal finde en bedre balance i hverdagen. Både i forhold til, hvor meget Mads arbejder, men også i forhold vores alenetid. Det kan tælles på én hånd, de gange, hvor vi har været sammen uden børn det sidste år. Selvom den ene dag tager den næste og alt trods alt er fint på hjemmefronten, så er det hårdt for parforholdet kun at være sine børns forældre og ikke hinandens partnere. Jeg ved godt, at det er en klassiker at glemme hinanden i børnevirvaret, og vi er også okay med, at det er sådan i en periode. Men det bliver kun nemmere fra nu (siger jeg til mig selv) og ser frem til en overnatning eller to på et hotel et sted, hvor de forhåbentligt har en meget varm spa og en to-die-for 3-retters med tilhørerende vin.

Jeg håber selvfølgelig, at 2020 bliver meget mere end det her indlæg. Men jeg synes egentlig at mit liv er lidt uforudsigeligt lige for tiden og det er sgu egentlig også ret spændende. Lad 2020 bare komme an – jeg er sikker på, at det bliver et fedt år.

/S