I dag lagde jeg en story op af Louie, der som nævnt de her dage er, hvad man normalt (inklusiv mig selv) kalder for, morsyg. Til det kom der mange beskeder fra mødre, der kan genkende følelsen af ikke at kunne tisse i fred eller bare lave en kaffe i køkkenet uden, at baby hænger på armen.
Men jeg fik også en håndfuld kommentarer af mødre, som sagde, at Louie ikke er morsyg. Han er bare morglad. Det var da egentlig en lidt befriende måde at se det på, og det tror jeg, at jeg vil bruge fremadrettet. Hvis du læser med og er i samme situation, så kan det måske hjælpe dig til bedre at kunne være i det. Og hey – hvor dejligt er det ikke at ha’ et barn, som bare er rigtig glad for mor?!
Om de laaange nætter og inkonsekvens
Selvom jeg for tiden ammer hver 1-1,5 time om natten (ja, helt seriøst. Men det har altså ikke været sådan altid. Han har haft perioder, hvor han har sovet 2 timers stræk og et par enkelte 3 timers, du!) og ammer ham 70-80% om dagen. Men jeg forsøger at nyde nærheden med Louie. Det er nemlig ikke noget, jeg har oplevet med Gustav og jeg ved ikke, hvor længe har han har lyst til at være så tæt på mig hele tiden. Inden jeg lige vil komme nærmere ind på det, så føler jeg, at jeg skal forklare mig, når jeg ammer mit næsten 1-årige barn så meget. Mest fordi, at jeg synes, at jeg fremstår enormt pylret. Måske nogen synes, at jeg gør ham en bjørnetjeneste. Jeg ved ikke, om det kan virke “for meget” for nogen, at jeg stadig ammer så meget, men det kan jeg vel egentlig også være ligeglad med. Men jeg synes alligevel, at I skal vide, at jeg altså ikke gør det, fordi jeg synes, at det er det bedste for ham at leve udelukkende af min mælk. Eller fordi jeg ikke kan give slip på drengen og tvinger brystet i munden på ham. Nej, han beder selv om det, og jeg går jo alligevel herhjemme med ham og ser ikke en grund til at nægte ham det. Jeg gør det nok i bund og grund, fordi det er det nemmeste for alle – også selvom det betyder mindre søvn.
Jeg har nemlig nogle nætter sagt fra. Nægtet Louie brystet, fordi det var 45 minutter siden han sidst lå der. Så ligger jeg der i mørke klokken 2.33, og Louie skriger – vitterligt skriger – sit hjerte ud. Sidst, da jeg var alene med børnene og sov hos mine forældre – kom de ind på mit værelse, fordi de troede, at der var noget helt galt. Sådan kan Louie skrige i en times tid. Måske kan jeg få ham til at falde til ro på mit bryst med en sut, men lige inden, at han falder i søvn vågner han typisk op og begynder forfra. Efter et par timer kan jeg ikke klare mere og jeg ammer barnet. Og tænker, at jeg for helvede bare kunne have ammet ham for to timer siden, så vi alle kunne sove mere. Konklusionen er vist, at vi stadig ikke orker at tage kampen. Når og hvis vi en dag tager den, så skal det være konsekvent og ikke en gang imellem, når jeg ikke gider mere og alligevel giver op.
Om dagen spiser han mindre end han plejer. Han tager gerne 1-2 bidder fx af en banan. Og så smækker han læberne sammen og pruster alt hvad han kan, så der er banan i hele stuen. Nogle dage spiser han mere end andre, men hans indtag af rigtig mad er godt nok blevet mindre inden for de sidste uger (og er erstattet af min mælk). Ifølge kloge bøger og apps, så er han i et udviklingsspring og det giver god mening. Han er lidt mere… skrøbelig end normalt 😀
Når far giver op på forhånd
Nåh, men tilbage til det dér med at have en morglad dreng. Jeg brokker mig lidt, fordi det ganske vist trækker tænder ud. Og så er jeg træt af, at Mads fralægger sig alt ansvar, fordi “han kan jo alligevel ikke gøre noget”. Jeg putter Lou omkring klokken 18.30-19. Mads kan faktisk også sagtens putte ham med en flaske. Det er samme procedure: Mælk, ned i egen seng, mens vi gemmer os under dynen i vores egen seng, Louie brokker sig i 20 sekunder og lægger sig ned og sover. Hele seancen tager nok 15 minutter. Så putningen spiller sgu og har gjort det i en måneds tid!
Herefter vågner han (i de her uger) klokken 21 og klokken 22.30, hvor jeg ammer begge gange. Men jeg gider egentlig ikke amme klokken 21. Han har jo for faen lige fået en tur! Og jeg sidder med røven i sofaen og ser en god film eller arbejder. Jeg synes faktisk, at det er Mads’ tur når klokken slår 21. Men fordi han de her uger er SÅ afhængig af mig og mine bryster, så giver Mads bare op på forhånd. Jeg vrisser og sender ham ind i soveværelset. Der bakser han med en tudende Louie i 15 minutter, så kommer han opgivende ud. Jeg går ind og ammer ham på 10 min., og så kan vi se vores film færdig. Kan I genkende det? Det er dejligt at vide, at man er uundværlig. Men det er også dejligt at være undværlig bare i nogle timer i døgnet.
Men hånden på hjertet, så synes jeg ikke, at det er så træls, som det måske kan lyde. Mest fordi, at det står så meget i kontrast til Gustav og den måde han viser (eller ikke viser) sin kærlighed til mig. Jeg skal stjæle en krammer fra ham, og sådan har han altid været. Jeg kan tælle på en hånd, hvor mange gange, han har hvilet sit hoved på min skulder. Jeg har skrevet om det mange gange før, men han er et helt andet barn. Jeg er stolt af ham og hans umiddelbarhed og (hvad der kan virke som) robusthed. Men det gør altså, at jeg sætter lidt mere pris på Louies behov for mig – også selvom, at det betyder, at Mads må skære min aftensmad ud i bidder, så jeg kan spise med én hånd, mens Louie sidder på mit skød. Eller at jeg altid skal tisse med et barn på skødet. Eller lave mad med et barn på hoften. Eller sove med et barn hægtet på brystet.
Tænk sig at have et barn, der så tydeligt viser, at mor er det absolut bedste i verden! Jeg ville da ønske, at Gustav gav udtryk for det lidt oftere 😀 Men den får far, og det er også okay.
/S
19 svar til “Han er ikke morsyg – han er morglad.”
Fedt skrevet – sys du er en mega!! Sej mor! Fra en mor til en på 4 og på 1.
❤️
Det er så herligt og befriende at læse om nogen, der er præcis samme sted som en selv – jeg har en pige fra december 2018 (og en pige fra oktober 2016), og hvor den ældste selv valgte amning fra, da hun var 8 mdr., så hænger den yngste der endnu – og hun hænger der også helst hele natten. Hvis hun er sammen med mig om dagen, så vil hun også hellere have bryst end rigtig mad – rigtig mad siger hende, troede jeg, nul og niks.. Men hun er så også lige startet i vuggestue, hvor de spurgte, om hun kunne få en større madpakke med, fordi hun havde en glubsk appetit 😀 Det havde jeg aldrig troet, nogen ville sige om hende..
Nå, men jeg ville egentlig spørge om noget helt andet – har I trænet, at han falder så let i søvn selv om aftenen? For på det punkt ligner min datter desværre ikke Louis – hun vil stadig helst vugges i søvn i bæresele eller arme….. Vil gerne igang med projekt-falde-i-søvn-i-egen-seng, men vi orker heller ikke helt kampen..
Jeg lagde ham bare i sengen en dag, fordi jeg ikke gad vugge ham mere. Og så hoppede jeg ind og under dynen og lod som om keg ikke var der. Han rejste sig op og brokkede sig – ikke sådan ulykkeligt, men bare ikke tilfreds. Og efter 1-2 minutter blev der stille og han havde lagt sig til at sove 🤷🏼♀️ nu gør vi sådan hver aften 😅
Men vi må endelig ikke gå ud af lokalet! Så går han amok og lægger sig ikke ned og sover 😂
Hvorfor er Gustav så meget mere glad for far, end for mor? ❤️
Det er der ingen, der ved 🤷🏼♀️ Altså – han er forhåbentligt lige glad for os. Men han er bare fars dreng. Far skal putte, køre ham i børnehave, skifte. Jeg mistænker, at det er fordi, at det altid er mig, der er her, så jeg er lidt kedelig 🤷🏼♀️
Her hjemme er den store på 3 år også en fars dreng. Jeg mistænker også min evige tilgængelighed for at være årsagen til, at han søger sin far ekstra meget ? I starten gjorde det mig mega ? men jeg har 100% fundet fred med det. OG jeg er ikke i tvivl om at drengen elsker os begge to alligevel ??
Den lille, på 8 måneder, er til gengæld en rigtig mors pige og det er sgu også meget hyggeligt.
Vores drenge er præcist som du beskriver.
Jeg ammer Oliver på 16 mdr til nat. Det er nede på en gang eller to… Medmindre han lige er ved at rykke 4 hjørnetænder på en gang (!!!!!)
Jeg nyder det i kæmpe store mængder, men misunder indimellem min snorkede mand…
Det er nærmest 1:1 beskrivelse af, hvordan det foregår herhjemme. Altså det med en morglad lillebror og en storebror, der ikke var det sådan udpræget, og så det med de mange mange natamninger. Jesus altså. Vi sover sammen hele banden, mig, mand og begge unger. Det fungerer og er hyggeligt, men gør også, at jeg ikke tager kampen med amningerne af frygt for, at lillebror så vækker de andre. Jeg er egentligt heller ikke klar til at ændre på det, fordi det fungerer og fordi drengene er så veltilpasse for tiden. Det er virkelig rart at læse med her hos dig, fordi det du skriver er så identificerbart. Og det er en virkelig god pointe det der med at nyde en morglad baby, så længe det varer, når nu ens første barn ikke var sådan. Det giver mig lige energi til at være i det og sætte pris på det istedet for at blive så vrissen og forsøge at flygte. Tak for at dele! Og hvor er du sej 🙂
Jeg ammer også stadig Aura (16 mdr.) om natten – for der giver hun stadig udtryk for behovet 💕 Tryghedsbehovet altså. Pludselig er det overstået, og så har de ikke brug for os på den måde længere 💕 Så længe det fungerer for jer (og det ved jeg, du godt ved 😉), så er det jo op til folk selv, hvad de vil mene
Min kæreste irettesatte også altid folk når de kaldte vores søn for morsyg – “nej han er bare mor-glad❤️“ Var så dejligt! Min søn sov igennem lige pludselig da han var 15 mdr gammel. Og der sluttede amningen så også. Men har tit tænkt hvor vigtigt det var at jeg nød de puttesessioner ❤️
Det er som at høre mig selv. Min datter på 13 måneder har været morglad i godt og vel 2.5 måneder nu. Og hun ammes også med en times intervaller i løbet af natten. Jeg forstår ikke, hvordan du kan have overskud til din blog, Gustav og til at være kone. Jeg er helt færdig. 🤯
Du reddede lige min aften med dit skriv ❤ Syntes godt nok også man kan blive mødt med lidt fordømmelse over at barnet er mest afhængig af mor, som om jeg fastholder vores dreng i det, når jeg egentlig bare følger hans signaler og giver ham det han beder om. Farmand kan ikke altid putte her uden gråd, men vi bliver ved med at forsøge, men tror endnu ikke babserne kan være for langt væk om aftenen, selvom det kunne være skønt at komme lidt ud.
Hvordan har I fået etableret den seje putning? Her kører vi også kun mor dur og maraton-amninger hele natten 😴
Jeg kan virkelig kende det hele. Min søn er også meget mor glad og en meget slank ammeglad dreng. Min SP sagde dog at jeg skulle skære ned i amninger om dagen (max 2-3) og så ville natten blive bedre. Det har faktisk hjulpet, så han “kun” bliver ammet 1-3 gange i stedet for hele natten. Jeg har så virkelig brugt mange timer i køkkenet for at tilbyde han diverse ting. Jeg har skruet op for smør og olie og han er endelig begyndt at tage på og sove lidt bedre.
Her er ting han kan sidde med selv et hit de fleste dage. Pastaskruer, blødeboller og bananpandekager er dog klart favorit. Jeg håber at natamningerne vil forsvinde af sig selv med tiden på magiskvis. At tage kampen er bestemt ikke sjovt for nogen. Tak for din skønne blog. Jeg er vild med at følge dig og din familie.
Min “morsituation” minder på mange måder ikke om din. For det første har jeg kun et barn (datter på 3.5 måneder) og det er nogle helt andre ting der går godt og dårligt end de ting, der er din hverdag:-) Fx er pustningen lort, men natten god. Alligevel elsker jeg at læse dine super reflekterede indlæg og de giver virkelig håb og glæde på hårde dage – selvom jeg ikke kan spejle det 1:1. Du er virkelig god til at sætte ord på morlivet og alt det tvivl, skam og fantastiske det indebærer. Tusind tak for det. Og så er du i øvrigt bare en mega sej mor.
Skøn læsning!
Er så glad for udtrykket “morglad” det klinger så dejligt positivt! ❤️
Jeg kalder nu stadig min datter for mor-syg, fordi det er lidt voldsomt. Hun er glad for sin far men er syg med sin mor, hvilket faktisk slider lidt på moren.