“Ammer du så stadig?”, “Hvor er I seje, at I tager kampen” og “Hvad er status med de natlige amninger”?
Ja, det dér natteamning fylder en del hos jer, der ligesom mig, har små børn. Nogle trives fint med dig – jeg hører måske delvist i den gruppe – og andre magter det bare ikke mere. Så jeg har altså fået en del spørgsmål om, hvordan det går nu, hvor Mads jo tog Louie i en periode? Der er endda nogle, der har skrevet og spurgt, om jeg er stoppet med at amme helt?
Slet ikke. Jeg er heller ikke stoppet med at amme om natten. Vi tog nemlig kun et lille skridt frem og så tog vi to tilbage.
Vi tog den åndssvage beslutning, at nu skulle have Mads have Louie om natten, fordi jeg var en træt lille dame. Og Mads var en træt mand af at høre, at jeg var træt. Den beslutning var åndssvag, fordi Mads har haft TRE MÅNEDERS BARSEL og vi vælger at tage beslutningen, da han startede på arbejde igen…. seriøst, don’t ask. Men jeg syntes altså, at det var på tide, at Mads rykkede fra sofaen ind i sengen igen, men for at han gad det, så skal Louie sove bedre. Det nytter ikke, at vi begge sover dårligt – det kan jeg jo godt se meningen med.
Først et skridt fremad…
Første nat, hvor Mads tog Louie var horribel. Louie SKREG sine lunger ud og jeg lå herinde i stuen med puder oven på hovedet og kunne ikke lukke af. Som mor har man jo verdens stærkeste antenner, der lytter selvom man ikke vil lytte. Vi har jo også Gustav, som jeg gerne skal tage mig af, hvis han vågner, fordi Mads ikke kan have både en skrigende Louie og en grædende Gus. Så jeg må ikke lukke helt af. Efter halvanden time kunne knuden i maven ikke mere og jeg listede mig ind og kiggede ind ad døren. Mads blev rasende, fordi han fandeme ikke tog kampen i halvanden time og så gav op på førstedagen. Makes sense, og jeg smuttede tilbage på sofaen. Nåhmen, ingen af os sov særlig meget den nat.
Jo jo, der sidder en masse gode råd derude med “hvorfor tager du ikke Gustav med hjem til dine forældre og sover”. Tjo, måske fordi jeg egentlig gerne vil amme godnat og god-tidlig-morgen lidt endnu, hvis han efterspørger det (som han jo gør). Jeg ved ikke hvorfor, men det betyder noget for mig.
Næste nat var meget bedre, men stadig med mange opvågninger, hvor Mads måtte op og vugge. Heldigvis, var der ikke så meget gråd. ved 4-tiden kom han ud med ham, så jeg kunne amme ham, fordi det virker til at være helt umuligt at få ham til sove der.
Natten efter var det samme. Stadig en del opvågninger, som jo er hårdt for Mads, der ikke har et bryst, men heldigvis ingen gråd, hvilket gør, at jeg også sover bedre.
…og så to tilbage
Så blev Louie syg med feber. Og det var kun mig og mors bryster, der kunne trøste. Har I det også sådan, at når ungerne er syge, så er det ingen regler, der gælder? De har det jo ikke godt, og jeg kunne simpelthen ikke få mig selv til at give en skidt Louie til Mads, der intet kunne stille op.
Så efter to nætter med feber og en baby klistret til brystet (Louie tænkte sikkert, at han aldrig ville give slip, nu hvor han endelig havde fået sine natsnacks igen) kunne vi starte forfra. Og det gjorde vi.
Mads havde gåpåmod, da det jo egentlig gik fint sidst. Jeg var træt efter to nætter med maratonamninger i streg og havde glædet mig til at lægge mig ud på sofaen, men først ville jeg lige amme ham af ved 22-23 tiden, som jeg plejede. Han vågnede først omkring 00, hvor jeg ammede ham. Så trissede jeg ind på sofaen og klokken 2.23 stod der en OPREVET Mads i stuen! Han havde åbenbart grædt og grædt (og jeg havde sovet fra det!) og Mads’ nerver sad åbenlyst helt uden på tøjet.
Samtalen forløb nogenlunde sådan her:
“Du skal lave en flaske nu. Det er slut med amme nu, du ammer ham aldrig igen! Jeg gider ikke det her PIS og jeg får ikke lukket et øje, det kan FANDME ikke være rigtigt!”
Dybt forvirret over at blive råbt af i en mørk stue midt om natten mumler jeg noget med, at det ikke kommer til at ske, og at jeg stadig har tænkt mig at amme ham om dagen. Jeg stresser totalt over flasken og pulveret ender alle vegne og den får vist heller ikke helt nok i mikroen.
“Nix, det stopper nu. Aldrig mere. Han får en flaske. Bum. Det kan ikke være meningen, at han skal vågne konstant!” (Hiver flasken ud af hånden på mig og går med en forbavset og rimelig vågen Louie på armen).
Klokken 4.25 hælder han Lou i armene på mig med ønsket om en amning 😀 Jeg ammer, lægger ham ind i seng igen. Går ud i sofaen og sover i times tid, når Mads kommer ud med ham – og så har jeg morgentjansen.
Hold nu op, noget rod, sidder du måske og tænker. Ja, det er faktisk pænt rodet. Jeg fik ikke sovet særlig meget bedre på sofaen, fordi mine antenner stadig er ude, fordi jeg stadig skal amme ham ved 23-tiden, fordi jeg stadig ammer ham ved 4-5 tiden og fordi, at det er mig, der skal tage de tidligere morgenener, når jeg ikke har natten. Faktisk føler jeg mig langt bedre udhvilet, når jeg har natten og ammer 2-4 gange, og kan give ham til Mads om morgenen og lige nappe 1-1,5 times uafbrudt søvn inden Mads tager på arbejde.
Så konklusionen? Mads har haft travlt på arbejde den sidste uge. Af sted 7.30 og kommer ofte hjem når ungerne er puttet. Han sover stadig på sofaen og jeg har vores 2 meter brede seng med Lou. Det er ikke nu, at vi skal tage kampen. Måske vi giver det et forsøg igen i juleferien. Der er Louie et år og jeg er måske mere klar på at droppe amningerne helt mellem 19-06 🙂
Synes du, at det her minder dig om noget? Så kan det være indlægget her, der taler lidt mere om vores idiotiske natlige skænderier, som vi begge forsøger at glemme næste morgen.
Kender I til de her hele og halve forsøg, som ikke rigtig bliver løbet i mål?
/S
27 svar til “Et skridt frem, to tilbage og så en natlig skideballe”
Det skænderi der midt i stuen om natten lyder nogenlunde som skænderier jeg har inde i hovedet med mig selv om natten 😂
Ej, når min kæreste i værelset ved siden af ikke vågner efter en halv times skrig og skrål, så bliver der losset til døren og så kommer han helt forvirret ud og forstår ingen ting. Så bliver baby hældt over i hans arme og så lægger jeg mig til at sove. Giver mening for mig midt om natten, men er jo egentlig lidt synd for farmand der ikke kan gøre så meget andet end jeg kan 😁🤷🏻♀️
Det er mig sekundet det er ‘morgen’ hvor Mads tager over. Go’ nat!
Åh, den der ‘kamp’ med den natteamning! Kan så meget huske det med den store – vi prøvede at droppe natteamningen da han var 9 mdr da jeg skulle retur på job, men det gik bare slet ikke.. De der mor-antenner er så meget på overarbejde og det der skrige gråd kan jeg bare slet ikke holde til.. Så vi gav det til sønnen var 10-11 mdr og så tog jeg ham om natten, masser af nærhed, men bare ikke noget bryst.. Det hjalp lidt og så fik han aftengrød som til sidst gjorde at vi fik det vendt.. Gå med mavefornemmelsen og så skal det nok lykkedes 😄
Vi gav flaske 1-3 gange om natten indtil Ellen var 1,5 år. Jeg magtede ikke kampen.. Hun havde brug for det, trivedes ellers rigtig fint, faldte i søvn med det samme mælken var drukket, det var bøvlet ja, men at skulle trappe hende ned og ud af noget som hun havde brug for, gav ikke mening hos os. Jeg håber i finder den løsning der passer jer og Louie, jeg syntes 2. gang at mavefornemmelsen for hvad vores barn havde brug og hvad hun fortalte os, var nemmere at navigere i. Nu bliver hun 2 til februar og får ikke flaske mere, vågner stadig 1-3 gange for at få sutten, men falder hurtigt til ro. Hun afviste selv flasken (har ikke haft mælk til hverken den store eller lille), og hun har altid været meget tydelig i hvad hun ville 😊🙏
Åh ja, det lyder meget som status her – jeg vil det nok ikke helt nok og det er jo derfor vores ‘kamp’ ryger i vasken.
Tro på din mavefornemmelse, det er den der er rigtig ❤️🙏
Det er SÅ genkendeligt, det hele 💙💙
Ammen!!! Det er så urolig befriende at læse og kunne vise dine indlæg omkring amning/natamning til min kæreste. For det er OS!!! Det så rart at vide vi ikke alene med disse kampe og frustrationer. Det gør det hele, på en eller anden måde, lettere at være i. Så tak for dig og dine ærlige beretninger!!!
Hvis det er nogen trøst, så har jeg sovet på sofa/gæsteværelse siden Januar. Hvor jeg også lige siden har måtte tage putningerne og nætterne med den ældste fordi søvnrytmen og vanerne var gået helt i hegnet, efter den yngstes ankomst.
Åhh, søde Sofie
Oh yes – de der skænderier kan jeg godt huske. Vi er heldigvis ude på den anden side nu 😅
Da jeg skulle vænne min den ældste fra natamning tog jeg en amning væk ad gangen. Jeg besluttede feks at tage den kl. 2 fra ham først. Til at starte med gav jeg ham et bryst i stedet for to og de næste par dage tog jeg ham fra ret hurtigt, så jeg vænnede hans mave til ikke at få mad der. Jeg var så bange for at han skulle skrige af reelt sult, så derfor gjorde jeg det sådan. Derudover læste jeg et sted, at det var en god ide at give ham bryst med det samme ved de “tilladte” tidspunkter og blive ved med at give sut (og vugge, hvis det er nødvendigt), når han vågnede på det tidspunkt, hvor jeg var ved at vænne ham fra, da han ikke kendte klokken, men skulle lære fra mine signaler om det var spisetid eller ej. Ja, det var en lidt langsom affære, men jeg nænnede det simpelthen ikke på andre måder og jeg synes faktisk det fungerede fint. Jeg valgte selv at afvænne ham fra natamning, da jeg ikke synes han skulle undvære både mor og bryst. Han var rent ammebarn, og var ikke vant til at blive trøstet af far om natten, så derfor gjorde jeg det selv. Og far magtede det nok ikke rigtig, da han jo gik på arbejde.
Det var en lang smøre, men håber det giver mening.
Med den lille orkede jeg ikke projektet afvæn fra natamning, da den store stadig kunne vågne om natten og han sagde heldigvis selv fra omkring de 10-11 mdr.
Åh hvor jeg føler med jer! Vi har selv verdens gladeste amme-pige på 2,5 år. Vi tog kampen med natamning da hun var lige over 1,5 år.
Jeg havde læst og læst om hvordan man bedst gjorde det.
Jeg kunne slet ikke klare tanken om at hun både skulle undvære amning OG sin mor (som bare var bedst i den alder) – og jeg havde også læst at det var det folk havde bedst erfaring med, altså at det var mor selv, der skulle sige nej.
Så vi besluttede at gøre det en fredag, hvor jeg sagde at hapser (som brysterne bliver kaldt) sov, da hun vågnede – og hun var helt ulykkelig og vred……. Men hun fik kys, kram (og blev tilbudt vand), og efter en masse gråd, faldt hun til ro. Det gentog sig et par gange den nat. Men det blev altså hurtigt bedre, og jeg tænker ved mig selv, at det dels afhang af at hun havde en alder hvor vi kunne forklare hende ting (hapser sover) og dét at mor stadig var der. Det var ikke mig, hun blev nægtet adgang til, det var kun brystet. Siden da har vi ikke ammet om natten.
Hun ammer stadig én gang i døgnet, og det er inden hun skal sove. Og det tror jeg hun fortsætter med noget tid endnu 😉
Fedt at læse. Ikke fedt for jer. Men fedt at læse at der er andre i samme situation. Selvom natamning er mega nederen, så er 1 skridt frem og 2 tilbage meget opslidende i længden. Ved vores første barn tog vi en kold tyrker på dag og natamning ved 13 måneder. Det var 4 nætter med gråd og opvågninger og så var alt fryd og gammen. Jeg tror det er mindre forvirrende for bebserne. Selvom jeg brændende ønsker mig bedre nætter nu med nummer to, så tror jeg egentlig at vi kører samme model.
Jeg brækker mig af grin med tårer i øjnene!
Det er ikke mindre end lige præcis og akkurat samme historie jeg kan skrive om sovestatus-skrig-sofa-seng-søvn-snotunge herhjemme😅
(2 drenge på 2,5 År og 10 mdr.). Jeg starter på arbejde på mandag – det bliver 🤘🏼
Så dejligt at læse Kan nikke genkendende til alt, bliver så mærkelig flov over det når familie og venner finder ud af jeg stadig kun sele sengen med vores datter (9 mdr.) og farmand sover på sofaen. Vi slet ikke klar til at tage kampen og denne måde er det eneste der fungere så vi alle får mest muligt ud af natten og kan klare dagen efter. Tak for dit dejlige ærlige indlæg ❤
Jeg tror jeg ved hvor hårdt du har haft/har det. Jeg har en pige på snart 2(lille søster) som indtil fredag i sidste uge blev ammet hver time/ hver anden time om natten. Hun bruger ikke sut, men mig i stedet. Jeg synes ikke det er sejt at ‘tag kampen’ op mod en baby. Det handler mere om at finde frem til hvordan man selv trives under de bedste forhold for baby/barnet og hvad den har brug for. Jeg er selv trappet ud af nat amningerne nu, og synes derfor at det selvfølgelig også er vigtigt at man skal lytte til sin krop, men ikke blive påvirket af hvad andre siger er normalt. Ingen har sagt at børn ikke må vågne mange gange, det tager de i hvertfald ikke skade af:) og slet ikke af at blive ammet mange gange ❤️
Jeg synes din kommentar er lidt nederen. Dejligt at du orker at amme i flere år, men der skal også være plads til dem, der ikke gør. Hvis Sofie trænger til søvn, er det helt ok “at tage kampen”, og det er også sejt, at hun orker. Så længe hun ikke slår babyen i kampen, så er der ingen, der lider overlast.
Åh ja.
Man får aldrig gjort det på det ‘rigtige’ tidspunkt, aldrig skrevet ned præcis hvad det var, man gjorde de 2 dage, der bare spillede. Og så kan det jo fandme næsten være ligemeget. Jeg er altså så imponeret over de forældre, der kan svare, når de bliver spurgt, hvad der virkede for dem. For mit vedkommende er svaret: tid, held og en eller en kombination af de 36 ting og modeller, der blev afprøvet. Og så mest af alt bare accept af at sove med en barneblerøv lige i face. For det er egentlig
Okay.
Vi tog også en amning væk af gangen, da jeg ikke ville droppe natamning fra den ene dag til den anden (og egentlig havde det fint med at amme, men synes også til sidst det var for meget at amme hver 2.-3. time om natten) Da jeg ikke ammede om natten mere var den eneste amning til putning (ja jeg ammede vores søn i søvn), som ophørte da han var 1 år og 1 uge.
Stressede dog på intet tidspunkt over nedtrapning da det skal føles rigtigt. Og altså man ser jo ikke teenagere der bliver ammet, så på et eller andet tidspunkt når tiden er inden ophører det helt naturligt 🙂 god fornøjelse med amningen – og stop heraf når i er parate til det!
Bare svært at fjerne én amning ad gangen, hvis man ammer en milliard gange om natten 🤪 hehe
Jeg valgte at tage kampen om at redusere vores natamming selv, for jeg syndes det blev lidt for «brutalt» for min lille datter på nu 9 mnd at både blive frataget sin mor og brystet. Den første gang hun græd og jeg trøstet henne, græd hun meget. Men de næste gange gik det lettere og lettere. Det er som om hun lige skal mærke at jeg er der, og så falder hun i søvn igen. Og jeg tænker, at hvis det er en bekræftelse på at mor er her, så skal hun få det – bare afvendes med at bekrefelsen altid skal i form af bryst. Det fungerer sikkert ikke for alle, men det fungerer for os 🙂
Åh ja, kender alt til halve, mislykkede forsøg. Senest med sut-stop hos vores dreng på 3,5. “Vi gør det nu, hvor vi lige har været til 3-års-tjek hos tandlægen, der siger, at den skal væk” (løj måske også lidt om, at han “ikke” får en godnat-flaske med sødmælk efter tandbørstningen …) Nå, dreng ligeglad med tandlægens forbud, og lillesøster er jo også lige kommet og bliver vækket af alt det hyl. “Vi gør det på barselsferien, hvor vi ikke skal op og ud af døren”. Ok, det var så ikke fair over for de andre på flyene og hotellerne. “Vi gør det i juleferien!” Vi får se … 🤪
Sofie, tusind tak for dine realistiske og ærlig beretninger om forældre-livet. De er så svære at finde på det lyserøde, romantiserede internet, hvor jeg fandme har svært ved at genkende mig selv, hvilket fører til mange frustrationer. I feel you med natte-amninger og natte-skænderier med en 10-måneders baby. Knus til dig 🙂
Det lyder som en scene der godt kunne have udspillet sig herhjemme. Min datter er 8 måneder og vi er ikke i nærheden af at skære ned på amning om natten. Det vil hun fandme ikke være med til. Hun tager hverken sut eller flaske – Har aldrig gjort det og jeg tvivler på at hun kommer til det. Vi har forsøgt. Om dagen er behovet ikke særlig stort, men jeg prøver at presse det ind mellem måltiderne, i håb om at det så kan skære ned på behovet om natten. Det er ikke lykkedes endnu. Nå, målet herhjemme er at hun skal kunne klare sig uden bryst omkring 1 års alderen. Jeg arbejder nemlig skiftende arbejdstider, så når jeg skal i aften- eller nattevagt igen, er hun nødt til at klare sig uden. Vi har 4-5 måneder at løbe på og det skal nok lykkes
Åh, det er svært med de natamninger, der skal tages væk! Jeg har også hørt fra flere, at det er lykkedes ved at fjerne én af amning af gangen. Det har bare på ingen måde fungeret hjemme hos! Vi har to drenge; 3 og 1,5 år, og ingen af dem har brugt sut. Begge drenge er endt med at bruge mig som sut, det vil sige, at de ammede næsten konstant hele natten – derfor bliver det svært at skære en væk, da drengen skriger indtil ‘sutten’ kommer igen. Derfor har det klart fungeret bedst for os, at stoppe natamninger, når jeg er helt klar til at stoppe. Ellers er de blevet sygt forvirrede omkring, hvornår de må få bryst, og hvornår de ikke må! Men alle børn er jo forskellige, og alle forældre er forskellige! Dog er min erfaring, at når der skal tages nogle kampe, er det både mor og far
Åh, det er svært med de natamninger, der skal tages væk! Jeg har også hørt fra flere, at det er lykkedes ved at fjerne én af amning af gangen. Det har bare på ingen måde fungeret hjemme hos! Vi har to drenge; 3 og 1,5 år, og ingen af dem har brugt sut. Begge drenge er endt med at bruge mig som sut, det vil sige, at de ammede næsten konstant hele natten – derfor bliver det svært at skære en væk, da drengen skriger indtil ‘sutten’ kommer igen. Derfor har det klart fungeret bedst for os, at stoppe natamninger, når jeg er helt klar til at stoppe med at amme. Ellers er de blevet sygt forvirrede omkring, hvornår de må få bryst, og hvornår de ikke må! Men alle børn er jo forskellige, og alle forældre er forskellige, så gør det, der føles rigtigt for jer! Dog er min erfaring, at når der skal tages nogle kampe med små børn, er det vigtigt, at mor og far enige i at kampen skal tages – helt ned i maven (nej helt ned til lilletåen!). Ellers kommer tvivlen tit snigende..
Det er så svært med natamning. Vi fjernede dem helt (han ammede også non stop om natten og jeg kunne ikke mere til sidst). Men, det var mig der afvænnede ham – så jeg havde ham stadig om natten, men gav ham ikke noget bryst. På den måde var ændringen ikke så stor, fordi jeg jo stadig var der som jeg plejede. Der gik et par dage hvor han var frustreret og græd, men jeg var der jo for ham og kunne fortælle at det nok skulle gå. Så for os fungerede det helt vildt godt at jeg tog kampen, istedet for at give den til far…