“Jeg vil bare gerne være YouTuber”

Jeg var jo på tur til Sverige i går med en gruppe seje kvinder. De fleste af dem med børn, der var lidt ældre end mine. Vi kom ind på de sociale medier, om man måtte få en telefon i 3. klasse, om de havde Instagram, om at dele sine børn, om at mor er kendt. Vigtige emner at tale om på en sober måde – vi havde alle taget forskellige valg og havde jo også børn i forskellige aldre. Vi kommer ind på, hvordan pigerne i 9. klasse bare gerne vil være YouTubere. Det samme vil drengene i 7....

Juletid og et ønske om en smule ydmyghed

Okay, indrømmet, den overskrift kan lyde lidt hellig. Men jeg har tænkt lidt over, hvilke ord, jeg vil knytte til mine tanker om julen og især Gustavs forhold til julen. Der er flere, der har spurgt, om jeg ikke vil dele mine tanker om gaver til børnene, og hvordan vi forholder os til alle indtrykkene, sukkeret og alt det, der hører julen til for de fleste. Julen kan være… meget. Selv for voksne. Om julegaverne Og jeg vil egentlig gerne dele mine tanker om det dér julegaveræs, fordi jeg har en holdning. Jeg har ikke givet Gustav julegaver endnu. Mads...

Men hvordan skal jeg nu se ud?

Reklame for Sinnerup  Jeg har fundet mig selv i en lille, stor identitetskrise. Altså, helt overordnet går jeg og er ved at finde ud af, hvem jeg er nu, hvor jeg ikke arbejder i Deloitte mere. Vores identitet er i høj grad hægtet op på vores arbejde – og hvad så, hvis ikke man har et? Eller hvad nu, hvis arbejdet er at blogge og passe børn? Er det “mig” nu? Det kan jeg jo ikke komme udenom. Jeg kan heller ikke komme uden om, at jeg bruger betydeligt flere timer herhjemme end jeg gjorde før – og det betyder,...

En snak om min skoldkoppeskræk

I dag fik jeg en notits fra børnehaven – der er en af børnene, der har skoldkopper. Åh, og ved I hvad? Det vækker den lille skoldkoppeskræk, som lurer i min mave. Skoldkopper er som at ryste et sæt terninger – nogle gange har du heldet med dig, og du får måske en håndfuld knopper fordelt på hele kroppen. Og andre gange bliver du ramt, som jeg blev ramt i marts 1991, da jeg var 1,5 år. You never know, og det er næsten det sværeste for mig, at jeg ikke ved, hvad jeg skal forberede mig på. To ugers...

Om uoverskuelige dage og lommefilosofien, der ramte mig

Catchy overskrift, ik? Ej, det har jeg altid syntes var det sværeste ved de her indlæg. Catchy overskrifter og clickbate er jeg nok verdens dårligste til, men hey – det er jo heldigvis ikke derfor, at I læser med. I læser med, tror jeg, fordi I i høj grad kender til de små hverdagsscenarier, som jeg skriver om. På både godt og ondt – de gode og de dårlige dage. Og nogle dage er det hele bare lidt mere lort end andre. Som i morges. Vi har nu engang taget en beslutning om, at det er mig, der går hjemme,...