Jeg har for ikke længe siden haft en spørgerunde på Instagram. Og der kommer altid alverdens spørgsmål, der er mere eller mindre private. Men det skræmmer mig nu ikke. Jeg har ikke det store behov for privatliv – ellers ville jeg nok ikke gøre mig som blogger. Det har min familie dog, så der er selvfølgelig detaljer fra vores hverdag, som jeg ikke deler.

Det er derfor begrænset, hvad jeg skriver om mit og Mads’ forhold, fordi Mads skal jo lige samtykke, når jeg sådan deler ud til 30.000 læsere. Men når jeg endelig deler, om det er vores natteskænderier eller min barselsbitterhed, så får jeg altid massiv respons. For åh, hvor kan mange af jer genkende det. Og det gør jer glade og mig lige så glad, at når jeg deler noget, der kan være lidt sårbart, at andre finder glæde, trøst eller genkendelighed i det. Så føler jeg mig mindre alene i det.

Der var et af spørgsmålene der lød, om vi altid har vidst, at vi skulle være sammen. Det tror jeg nu ikke, at vi har. Da jeg som 16-årig begyndte at date Mads, der tænkte jeg ikke, at jeg 10 år efter skulle føde vores første barn, og at vi her 13 år efter skulle være gift, ha’ endnu et barn og et hus i forstaden.

Men vores forhold har altid været så nemt. Ikke sådan… uinteressant nemt, hvor vi bare lader stå til og ikke går op i hinanden. Jeg synes, at vi har været investerede og i løbet af vores 13 år har vi haft tider og episoder, hvor vi har stoppet op og tænkt, om vi var på vej samme vej. Det er i mine øjne en nødvendighed, når man har været sammen siden man næsten var et barn. Vi har jo udviklet os som voksne mennesker sammen – og for nogle par vokser man i hver sin retning. Jeg synes, at vi vokset lige præcis derhen, hvor vi skal og jeg er uendelig glad for at have haft Mads ved min side siden jeg var teenager.

Børn forpligter

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at det lidt ‘uforpligtende’ og nemme parforhold har ændret sig efter vi har fået børn. Når jeg skriver uforpligtende, så er det ikke fordi, at vi ikke tog hinanden og vores forhold seriøst inden børn, men det var nemmere at tage egoistiske valg og stille egne behov – på den måde var det mere uforpligtende at være sammen.

I dag kommer børnene og deres behov i første række, og det kan mærkes mellem mig og Mads. Jeg tror, at det er derfor, at der er så mange, der vælger at gå i parterapi. Ikke fordi, at det hele kokser derhjemme og man er ulykkelig, men dynamikken ændrer sig og det gør ens samtaler også og måde at være sammen på også (for nogle). Det kan være sværere at finde og huske hinanden, som man var (oplever vi), og der tror jeg, at en parterapeut kan hjælpe. Der er også mange flere forhandlinger, aftaler, planlægning – det er forpligtende at være mor og far, og det kan altså mærkes på vores parforhold.

Det skændes vi om

Når jeg siger, at vi har et “nemt” parforhold, så taler jeg om dengang, hvor vi bare var os to. I mange år boede vi endda hver for sig. Der skulle gå 6 år før vi flyttede sammen. Men helt seriøst – hvad havde vi at skændes om?! Vi så kun hinanden, når vi havde lyst. Vi valgte hinanden til og var “sammen” sammen. Jeg kan tydeligt huske, hvordan de første rigtige skænderier begyndte at snige sig ind i vores Vesterbro-lejlighed, da vi flyttede sammen. Hvorfor var det mig, der skulle rydde op, vaske tøj og lave mad? Hvorfor var jeg så dårlig til at passe på hans lejlighed (syntes Mads) og hvorfor lå Mads’ underbukser altid på badeværelsesgulvet?

Vi var begge i vores 20’ere, men hvis I havde været en flue på væggen, så ville I skraldgrine over vores gammelt ægtepar-skænderier.

I dag er det de klassiske småbørnsforældre-diskussioner, som dominerer. Vi skændes faktisk sjældent. Det er bare de helt klassiske diskussioner (bilder jeg mig ind), som sniger sig ind om aftenen, når vi begge er trætte. Hvem afleverer og hvorfor er det altid mig? Kan du ikke hente? Hvorfor har du ikke handlet? Kan du ikke komme hjem inden putning? Jeg skal også ha’ mig-tid. Skal du ud og cykle igen? Hvorfor må jeg ikke tage af sted? Mig, mig, mig. Sådan tænker vi begge til tider, når vi er pressede. Det er naturligt, at minus og minus giver os endnu mere minus. Det er ikke nemt, og det er ikke altid, at vi gør det, men det er ret essentielt, at vi husker at give hinanden luft og lidt overskud, hvis man selv har lidt at give af. For ellers trækker vi bare hinanden ned.

Nogle der kan genkende det?

Jeg kan sagtens skrive om det her, fordi jeg har været sammen med Mads så længe, at jeg egentlig godt kan være i de træls diskussioner. Jeg ved efter 13 år, at alt er en periode og jeg har accepteret, at det ikke er nemt at have små børn. Jeg ved også godt, at vi ikke bare skal lade stå til, og hvis det begynder at gå ud over vores følelser til hinanden, så skal vi selvfølgelig handle. Men der er vi slet ikke endnu. Vi har haft gode og dårlige perioder ligesom alle andre, og det er okay. Bevares, det er trættende at være træt. Og det er endnu mere trættende at være to trætte forældre med et barn, der udfordrer os og et andet barn, der endnu er dybt afhængig af os hele døgnet.

Men det giver vores parforhold et helt nyt niveau at være forældre. Noget større og vigtigere at være sammen om, som vi ved er hårdt, men som vi også begge ved er det værd. Jeg synes, det er fjollet, at vi ikke taler mere om, hvilket pres, det kan lægge på parforholdet at have små børn og to fuldtidsjob. Ja, det skal da ikke være en hemmelighed, at de evige diskussioner om, hvem der henter, bringer, laver mad og husker A, B og C gjorde, at jeg tog det her valg om at sige op, så vi kun har ét fuldtidsjob i familien.

Som alt andet i familielivet, moderskabet og forældreskabet, så finder jeg det enormt lettende at tale om presset i parforholdet. Så føler jeg mig ikke forkert og jeg føler ikke, at Mads og jeg er forkerte. Vi elsker hinanden og har gjort det siden vi var teenagere – det er sgu unikt og værd at værne om. Og når jeg ved, at de fleste egentlig synes, det er ret hårdt at være et par, når man har små børn, så bliver det nemmere at være i.

Jeg er stolt af Mads og mit forhold. Det er ikke nemt at være en småbørnsfamilie i vores samfund med alle forventinger til, hvad man skal og ikke skal. Græsset er ikke grønnere andre steder, og jeg synes, at vi gør et fantastisk job. Nogle er bedre til at forblive forelskede kærester i livet med små børn. Det er da så dejligt, og det beundrer jeg. For os er next step at nå til et punkt, hvor vi kan få lov til at trække vejret helt ned i maven – sammen. Hvor vi får lidt flere dates alene, måske endda en weekend i Paris, som i de gode gamle dage. Ja altså, en weekend i Aarhus, Helsingør eller Malmø kan også gøre det, bevares. Vi kommer snart til en tid, hvor vi skal finde Mads og Sofie igen, der ikke kun er mor og far. Det skal nok blive en god tid, ligesom tiden nu er ligesom den skal være.

/S

PS – afstemning til Børn i Byen prisen er stadig i gang. Så hvis du kan lide at følge med på bloggen, så ville jeg blive så mægtig glad, hvis du stemmer på mig som årets blogger lige her. Der er også andre seje damer, som du også kan finde derinde, hvis du synes de skal vinde.

KRAM