Først vil jeg gerne lige sige tak for alle jeres virkelig, virkelig søde beskeder. Om I ville have gjort det selv eller ej, så er der thumbs op og high-five for at have gjort det, som passer os.
Men som alting her i livet, så kan man ikke altid gøre alle glade – og der er en 20-stykker, der er røget i svinget. Det er ikke særlig mange ud af næsten 30.000 dejlige mennesker, men det er flere end jeg plejer at sige farvel til på en helt almindelig onsdag. Og jeg tror godt, at jeg ved hvorfor.
En del af min profil og det liv, som jeg har vist jer har været, at jeg balancerer karrierejob med små børn. Det er der mange, der enten selv sidder i og kan spejle sig i eller også ser de op til det liv; “at kunne det hele”. At det så er de færreste, der “kan det hele” uden at give afkald på noget andet vigtigt i livet, det er en anden snak. Men hvem er jeg så nu, hvor jeg ikke længere arbejder i Deloitte og bare en hjemmepassende influencer uden realitetssans og forståelse for, hvor mine følgere er i livet? Arh okay, nu strammer jeg den. Jeg håber ikke, at nogle tænker sådan om mig, men lad os nu antage det.
Jeg er heldigvis stadig Sofie, der godt ved, hvordan det er, men har valgt anderledes. Jeg har heldigvis stadig de samme holdninger til børn og til karriere, men jeg har valgt en anden vej for nu, fordi jeg kan og vil. Jeg har trods alt over 40 år tilbage på arbejdsmarkedet og kommer til at have masser af tid til at udleve og lande mine drømmejob.
Men det gør altså, at der nogle, der ikke længere kan se sig selv i mig. Og det er også helt fair, hvis det var derfor, at man fulgte med. Jeg tager det ikke personligt, og måske jeg forstår, hvor de kommer fra og hvorfor, jeg ikke længere giver dem noget ud fra situation. Jeg kan dog røbe, at man måske også ville have tabt interessen, hvis jeg startede i Deloitte efter barslen, fordi jeg ikke ville have ét minut i døgnet til at skrive meningsfuldt indhold på bloggen. Og hvis jeg havde, så ville jeg aldrig have tid til at kigge enten Mads eller børnene i øjnene. Men det er jo ikke jeres problem – det er jo mig, der skal få tingene til at hænge sammen, og derfor også mig, der har truffet det her valg.
Hvis man følger med, fordi jeg gør mig mange tanker om at være kvinde, om moderskabet, om parforholdet og ja, om livet generelt, så er jeg sikker på, at du stadig vil få masser ud af at følge med. Det er trods alt ikke så interessant at følge en mommyblogger, der ikke ser sine børn mere end tre timer om dagen. Ingen tvivl om, at det bringer nogle interessante aspekter på banen om, hvordan man balancerer det hele (noget som jeg ved, at mange af jer gør), men hvis jeg kun gør det for andres skyld, for at være relaterbar eller for at bevise, at jeg altså godt kan, så gør jeg det af forkerte grunde.
Bliver hun nu en af “dem”
Nu kommer jeg også ind på noget, som kan være lidt… giftigt. Og det er hele hjemmepasser-debatten. En debat, som jeg overhovedet ikke vil blandes ind i, selvom jeg nok ikke kan undgå det nu. Måske nogle sætter mig i den dér “hellige, ifavnske hjemmepasser”-kasse nu. Jeg kan godt nikke genkendende til den kasse, hvor der bliver peget fingre og kastet med mudder. Og det gør der faktisk begge veje. Det er heldigvis få kvinder, der rent faktisk er i den kasse. Jeg følger mange stærke kvinder, der enten kører fuld knald på karrieren eller passer deres børn hjemme – det er benhårdt på hver sin måde og størstedelen har respekt for hinandens valg.
Hånden på hjertet, så havde jeg ikke lyst til at blive hjemme med Gustav. Vi kunne heller ikke få det til at løbe rundt dengang, men jeg ville simpelthen vågne op om morgenen og være ked af, at jeg “bare” var der. Jeg savnede andet indhold i mit liv. Det føler jeg godt kan være et tabu. At man erkender, at selvom man kunne, så ville man ikke gå hjemme med sit barn. Men det skal der være plads til. Ikke én ville se skævt til en mand, der sagde det samme!
Der er en diskurs i samfundet, der lyder, at små børn tager skade af at starte tidligt i vuggestue. Det viser flere undersøgelser, men det er også en måde, vi taler om tingene på. Og det er måske meget sundt at stoppe op og overveje, om vi alle gøre det rigtige for os og for vores familier. Men da man jo ikke vil skade sit barn, så virker det eneste rigtige at blive hjemme med barnet. Ergo, bliver du ikke hjemme med dit barn, så er du ikke en god mor, da du ikke gør det, der er bedst for dit barn. Jeg kan tydeligt huske, hvor provokeret jeg blev, da jeg selv stod i det og bare gerne ville tilbage på arbejdet, da Gustav var lille.
Jeg må også ærligt indrømme, at udtryk som “ifavnskhed” og “nyd dem mens de er små”, kan være lidt… svære for mig. For hvis du er ifavnsk, hvad er jeg så? Tager jeg så ikke mit barn til mig og rummer det? Og ærlig talt, så er det nemmere at sige “nyd dem mens de er små”, når de ikke er små mere og man er ude af det. For det er sgu ret hårdt at have dem, når de er små 😉 Jeg forstår godt, hvor det velmenende kommentarer kommer fra, men det er nogle gange noget jeg studser over.
På den anden side, så er der også en holdning i samfundet om, at det ikke er særlig prestigefyldt at prioritere sine børn og sin familie først. I så mange år har kvinder kæmpet for at kunne gøre karriere og få de job, de gerne ville – og så siger jeg kraftedeme OP?! For HVAD? Så jeg “bare” kan gå derhjemme og klø røv og være “ifavnsk”.
Jeg ved ikke, om I kan genkende nogle af de diskurser eller holdninger i samfundet. Måske du selv sidder med én?
For mig er det vigtigt, at vi som kvinder har et valg. At vi vender tilbage til det job, som vi elsker, fordi vi gerne VIL. At vi bliver hjemme med børnene, fordi det er dét, der er vigtigt i livet lige nu. Glade forældre giver glade børn. Mine forældre valgte at have au-pairs boende i over 10 år af min opvækst, så jeg ikke blev den sidste, der blev hentet og fordi, de havde brug for hjælp på hjemmefronten. Det er også en måde at gøre det på, som jeg har respekt for. Whatever works for lige præcis din familie. Desuden kom Gustav (og jeg selv) i vuggestue omkring de 10 måneder, og han er altså en dejlig velfungerende dreng, der er glad for at komme i børnehave.
Endelig er der aspektet med reklame. Kommer der mere af det? Bliver hun bare en “tom fuldtidsinfluencer”. Jeg ved udemærket godt, at mit eksistensgrundlag er godt indhold. Sjove og kærlige billeder og historier fra mit leverpostejsliv, som slet ikke er så bloggeragtigt trods et par events nu og her. Hvis der en dag er for lidt af det og for meget reklame, så er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg vil kunne mærke det på jeres feedback. Det er trods alt, alt det I også giver mig, det gør, at jeg blogger. Så tak for det.
Jeg håber ikke, at jeg træder nogen over tæerne. Min pointe er netop, at der sgu skal være lidt søskendesolidaritet blandt os kvinder – vi gør det så godt vi kan. Og så kan vi begynde at overveje, hvorfor vi ikke forventer det samme ansvar på hjemmefronten af mændene i vores samfund.
/S
26 svar til “Bliver hun nu en af “dem””
Hej Sofie,
Jeg er hverken mor, karrierekvinde eller lign. Jeg er til gengæld super glad for at følge dig, fordi du netop bare er dig selv og bare viser din hverdag, både det gode og det dårlige. Så du mister i hvert fald ikke mig som følger ☺️❤️
Kære Sofie.
Jeg håber du bliver glad for at være derhjemme med din lille søn. Jeg er sikker på, at mange flere ville gå hjemme, hvis muligheden var til det.
Jeg er ærlig talt bare så træt af reklamer, som frister os forbrugere til at shoppe mere. Jeg har ikke brug for reklamer, dem er der riiiiiigeligt af.æ. Men derfor er din blog jo stadig velovervejet, godt skrevet og med gode budskaber. Så jeg læser gerne med 😊
Regnestykket går bare ikke op. Hvis du vil leve af det, kræver det så mange reklamer at folk bliver trætte af det. Du finder en der lever af det som ikke trætter deres følgere med reklamer. At skulle holde antallet af reklamer på er acceptabelt niveau vil kræve urealistisk store budgetter pr reklame. Det sker ikke
Der findes mange gode bloggere derude, som leverer godt content og har mange tusind følgere, som lever af det. Hvis alle syntes, at der var for mange reklamer og for lidt indhold, så ville man nok unfollowe, og så ville man ikke længere have eksistensgrundlag. I stedet er tendensen, at de gode influencers bliver større og større, så noget kan de levere af værdi, tænker jeg.
Desuden har jeg jo også kun taget et valg for de næste 6 måneder med Louie herhjemme. Derefter må vi se, hvad livet byder på og hvad vi har lyst til som familie. Måske jeg finder et job tættere på, måske en deltidsstilling, måske Louie slet ikke skal starte der endnu. Vi får se 🙂
Hej Sofie 🙂
Ikke for at sige din antagelse er forkert. Men vil belyse et andet perspektiv, som mor til en på knap 10 mdr. Og en på 3,5 år. Er jeg begyndt at få ondt i hjertet over at barslen snart er forbi. En barsel som alle i familien nyder godt af. Madlavning, korte dage i børnehave osv… snart så køre hamsterhjulet.
Og vi har prøvet at finde plads i økonomien til at forlænge barsel eller leve på én indtægt. Men det er ikke muligt. Derfor kan det (måske) være svært at følge med. Jeg fik ihvertfald en lille klump i halsen. Når det så er sagt, så bliver jeg ved med at følge jeres skønne familie – for jeg har accepteret vores situation, og må glædes over det der så følger med i hamsterhjulet fx kollegaer og flere voksensamtaler 🙂
God dag.
Hej Sofie
Først og fremmest tillykke med beslutningen – jeg er sikker på, at det ikke har været nemt.
Jeg er en af dem, der har fulgt med, fordi du har fortalt de ærlige historier om, hvordan det er, at balancere mellem et krævende job og en dejlig familie. Når du skriver, at du tror, du ved hvorfor, tror jeg også du skal have med i regnestykket, at mange mødre måske gerne ville have mulighed for at drosle lidt ned på jobbet i en periode – og for mange er det kun muligt med en eller anden form for indtægt. Når du nu bliver ‘en af dem’, betyder det for mig, at du nu er en af de mange mødre som kan tjene ok gode penge med en fortsat stor fleksibilitet i hverdagen. Det er praktisk talt umuligt for de fleste helt almindelige kvinder. Derfor bliver det måske i perioder svært for mig og andre at følge med, simpelthen fordi jeres hverdag repræsenterer noget, jeg aldrig kommer til at kunne få. Giver det mening?
Vh Clara
Hej Clara. Det giver så god mening, og det er ærgerligt, at vores samfund ikke er indrettet til, at vi kan få det hele til at hænge sammen. Tak for dit fine perspektiv 🙂
Jeg er ret enig i det der skrives ov
Jeg er ret enig i det Clara skriver.
For at være ærlig, var jeg også ved at ryge i svinget. Men ikke fordi du skal gå hjemme, det synes jeg er helt fint, nyder dine historier uanset om du er på job eller ej. Nej for mig handler det mere om frygten for at din side nu bliver en reklame side.
Jeg synes i forvejen der er lige lovligt meget reklame for mig, men følger stadig med, pga gode, virkelige historier. For mig bliver det ikke virkelighedsnært, når der kommer for meget reklame ind i historierne. Det giver er skævt billede af en almindelig hverdag, da i jo så modtager enten penge, eller gratis ting, for at reklamerer for dem, til os der følger med.
Nu bliver jeg lidt endnu og ser hvordan det udvikler sig.
Jeg ville i hvert fald savne at følge med i historierne.
Hej Sofie, jeg er en af dem der røg i svinget – måske jeg kommer tilbage, ved det ikke. Jeg er nok en, der altid stikker ud, for jeg har en helt andet mor-erfaring end nogen jeg kender. Jeg er dansk working mom i USA og har derfor en dansk tynget samvittighed og danske principper – men lever i et samfund, der er HELT anderledes og hvor alting faktisk også fungerer, trods valg som jeg ikke tror nogen moderne dansk mor ville tage (… Altså udover mig, lol). Jeg bliver så utrolig utrolig træt af, at jeg aldrig kan nævne, at det er sjovt og interessant at se denne trend og at jeg fx synes at det hyldes meget lige pt at holde børn hjemme, uden at man skal have kastet “videnskab” i hovedet og en svada om tilknytning, DR dokumentarer, tiden med små børn osv osv. Og dertil helt forkerte konklusioner ud fra data, som fx at DK sender børn tidligst i vuggestue. Jeg orker snart ikke at tage debatten mere, udover at skrive NEJ, det gør I ikke, til gengæld er der størst procentdel af 1-2 årige der er afsted. Snak med mig, når I har sendt din guldklump afsted i 3-4 mdrs alderen, så kan vi sammenligne “data” igen. Jeg slettede mine kommentarer på IG for jeg orker ikke at forsøge at få danske mødre til at se andre synspunkter end netop det ifavnske, det deterministiske, det børn-bliver-ødelagte. Og ja, måske danske vuggestuer er shitty, måske nogen har brug for mere tid hjemme, men jeg synes det er så tarveligt, at debatten netop altid drejes derhen, hvor forskning skal stoppes ned i halsen på folk. For forskning er IKKE deterministisk og den arbejder i statistik signifikans. Noget som mange misser, desværre. Dertil – de mødre fatter nok ikke, at det gør én virkelig ked af det, selvom man burde lukke ørerne. Men når man jonglere en hverdag som, hånden på hjertet, de fleste danske mødre ville knække nakken på inden for den første uge, og samtidig forsøger at vedligeholde en knytning til Danmark, så føler man sig frastødt af den manglende forståelse og samfundets lidt skingre og vanvittige drejning. Jeg er glad for at se dig italesætte, at du også kan se begge sider. Moderskabet kan være så spydigt, da meget skærmer sig under at være omsorg og søster kærlighed – men i virkeligheden er det sladder, bedrevidendehed og shaming. Det nemmeste er af lukke af, og at lukke Danmark af, ærligt talt. Og et er sgu ærgeligt. Honestly, overvejer vi ikke at vende hjem pga folk (= mødre) er SÅ skingre i DK lige pt.
Jeg er kæmpe fan af denne kommentar. TAK for den!! Jeg læser medicin, og ender derfor med at blive læge indenfor 1 år. Jeg drømmer om at få børn med min mand en dag, MEN(!) jeg kommer ikke til at gå hjemme og være “hjemmegående mor”. Jeg kommer til at være mor og læge og kæreste og kone osv. Jeg orker heller ikke alt det fis om at “du skal da have en deltids stilling, så du kan være mere hjemme ved dit barn??!” – der er så meget shaming blandt mødre. Jeg. Orker. Det. Ikke!
Så tal for denne kommentar. Du er en bad ass mom💪🏼
Spot on👌🏼 Jeg kunne ikke være mere enig!
Det rammer mig lige spot on. Det der med barslen og hvornår skal barnet begynde i institution. Vi har herhjemme gennemgået ‘finanserne’ og blev enige om at jeg forlænger min barsl med 8uger (og et par ugers sommerferie i forlængelse deraf), og jeg kan mærke det føles SÅ godt i maven. -Jeg kan mærke at storebror kom lige lidt for tidligt i vuggestue..og når nu muligheden er der..hvorfor skulle jeg så ikk gøre det?..
Eneste jeg kan være lidt ‘misundelig på er måske netop, din mulighed for at tjene lidt husholdningen, med dit blogarbejde… 😉 -Det kan jeg virkeligt ikk så hvorfor skulle være et problem 🤷🏻♀️ Jeg kan bare ‘trykke lidt hurtigere væk’ når man ser din story 😉 Jeg synes bare det et fedt du har muligheden.. jeg bliver ihvertfald hængende.
Hej Sofie. Først: Tillykke med din beslutning. Det lyder som det helt rigtige for dig og jer.
Ærligt, så overvejede jeg også et øjeblik, om jeg skulle hoppe fra, da du annoncerede dit valg. Jeg er selv på barsel og skal tilbage til jobbet i det nye år, og jeg var spændt på at læse med, når du vendte tilbage. Jeg håbede måske på nogle gode tips, indlæg om work-life balance osv., som jeg forhåbentlig selv kunne spejle mig i og gøre brug af. Jeg må indrømme, at det at læse om din beslutning ramte ned i en frygt hos mig: Kan det overhovedet lade sig gøre at passe to fuldtidsjob og have små børn? Altså, jeg ved jo godt, at masser af mennesker gør det, men pludselig ser man alle de dejlige blogger-damer, man spejler sig i og ser op til, sadle om og vælge anderledes. Og det gør mig nervøs – betyder det, at karriere og børn ikke kan lade sig gøre? Hvordan skal det gå, når jeg vender tilbage til mit job? Bare for at sige: Jeg tror ikke, det handler om dig, når folk vælger dig fra. Du gør det så godt, og du gør det rigtige for din familie. Og jeg bliver ved med at følge med, for du er så skøn. Men jeg savner succeshistorier om folk, der får det til at gå op – eller måske savner jeg i virkeligheden politisk vilje til at gøre livet lidt lettere for børnefamilier. Men det er jo for pokker ikke dit ansvar som blogger. Du skal gøre det rigtige for jer. Jeg ved ikke helt, hvor jeg vil hen med det her. Måske er jeg bare nervøs for fremtiden i min egen familie – og det tror jeg gør sig gældende for mange af dem, der hopper fra.
Kære Emilie og Sofie.
Som mor til to små dejlige piger og en karriere der kører for fuldt blus – sidder pt. i en lederstilling, så kan det godt lade sig gøre at have to fuldtidsstillinger samtidig med at man ser børnene. Hos os har vi bare valgt noget andet fra, som Sofie også rigtig nok fremhæver. Alt handler om tilvalg og fravalg. Jeg er SÅ glad for at følge dig, Sofie – og jeg elsker din ærlighed og ikke mindst dine refleksioner. Og der tror jeg Emilie har helt ret, at dem der vælger ikke st følge dig længere, handler om noget helt andet end dig. Jeg følger dig ikke kun pga. Deloitte, men fordi du reflekterer, du giver mig nye perspektiver på tilværelsen og det er for mig det vigtigste man kan give videre til andre. Og ja – der mangler en debat om hvordan vi er indrettet. Vi siger jo ikke karrierefædre… så måske vi skal droppe ordet karriere-mor 😉 Jeg håber du, Emilie, finder nogen som kan give dig den inspiration du har brug for. Jeg drikker gerne en kop kaffe med dig. Og til Sofie – pisse fedt for dig og din familie. Jeg glædes over du ser ud til at være i zen med din beslutning 😀
Du rammer spot on! Jeg har det 100% ligesom dig!
Det er så voldsomt interessant rent kulturelt, hvordan lige præcis det her emne kan få ord som shaming, dårlig samvittighed og alverdens andre højtråbende ord i spil – i virkeligheden handler det jo om at mennesker blot forsøger at gøre det meningsfulde for deres egen familie. For jo, vi er en generation, der kræver mere mening i tilværelsen – eller måske nærmere en anden mening end vores forældres generation. Og det burde alle da have den største respekt for. Uanset om man kan – eller vil – træffe samme valg. Lad os nu skabe et samfund, hvor der er plads til den enkelte families valg. <3 Som antropolog må jeg sige, at jeg ikke blot ser dette som en trend, men som et samfund i opbrud – for lige nu er den enkeltes mulighed for egne valg meget afhængigt af strukturer og kulturelle spilleregler om, hvornår man er "ambitiøs". Og det ser vi klart en ændring i. Jeg synes, det er helt enormt spændende! Og hvad man gør i andre kulturer, betyder jo ikke, at vi ikke skal retænke tingene herhjemme.
Jeg er glad på dine vegne, det må være så rart at kunne forlænge barslen. Og jeg er ligeglad med, om der kommer flere reklamer. Jeg kan godt sætte pris på gode indlæg, selvom de indeholde reklame, og man er jo ikke tvunget til at købe noget 🙂
Jeg tror, ligesom flere af de andre, der har kommenteret, at nogle også springer fra, fordi man snart ikke kan rumme flere, der har mulighed for at gå hjemme. For at være ærlig var jeg ved at hoppe fra også, fordi jeg dybest set er mega misundelig over de muligheder, man har som influencer. Mega uflatterende – jeg ved det godt. Jeg ved udemærket, at der ligger tonsvis af arbejde bag de indlæg, I laver. Så det er slet ikke logisk, at jeg føler, som jeg gør, men man ville bare ønske, man selv kunne passe sit barn hjemme samtidig med, at man kunne tjene lidt ekstra penge på nogen, man synes er meningsfuldt.
Min mand og jeg er allerede i gang med at undersøge, hvad der skal til for, at økonomien kan klare, at næste barn ikke skal i vuggestue før han/hun er tættere på de 2 år. Men det er bare en lidt sværere kabale. Så på en måde bliver man jo mindet om ens egne begrænsninger, når man fx følger med her eller andre “hjemmepassende” mommyblogs. Men du giver mig stadig virkelig meget (og noget andet), så jeg smutter ikke:-)
Hej Sofie. Du er sku sej nok. Sådan at kunne se det fra begge sider er egenskab vi alle kunne lære noget af 😁 Din selvindsigt gør at jeg har lyst til at følge med i din hverdag uanset hvad du bølger 👍🏻
Hej Sofie. Du er sku sej nok. Sådan at kunne se det fra begge sider er egenskab vi alle kunne lære noget af 😁 Din selvindsigt gør at jeg har lyst til at følge med i din hverdag uanset hvad du vælger 👍🏻
Tillykke med beslutningen! Jeg har fulgt med siden jeg selv blev mor til en Louis i december. Kan spejle mig meget i dig og dit skriv og synes du gør det så godt. Min mand og jeg besluttede allerede inden jeg fødte, at vi ville forlænge barslen. Så vores dreng skal først i vuggestue til april næste år. Jeg skal dog tilbage på arbejde til december og så overtager far.
For mig, det der er svært, er nok ikke muligheden eller det økonomiske. Hvis jeg eller min mand ville, kunne vi nok godt få det til at løbe rundt med én indtægt. Det svære for mig og ofte det ikke italesatte hos bloggere er, at I ikke bare er hjemmepassere. I er hjemmepassere med andet indhold også. Indhold der giver jer (for det meste) anerkendelse, følelsen af at høre til, ros, kreativitet, og meget andet som blogmediet bringer med, når man er populær. Jeg elsker at være med min dreng men jeg har brug for andet også. Så min misundelse eller æv-det-gad-jeg-godt følelsen går på at gå hjemme med sit barn OG have netværk, indhold og anerkendelse samt fleksibilitet. Ved ikke om det giver mening. Men tænker om du og dine kolleger ville vælge det, hvis ikke I havde blogmediet og Instagram og ikke kun pga det økonomiske, men pga alt det andet det også giver. Uden det ville du så stadig gå hjemme?
Hej Cecilie. Din kommentar giver så meget mening. Jeg trives virkelig på barsel denne gang, fordi jeg også har så meget kommunikation med alle jer, med netværket og flere af mine veninder er også gået på barsel. Jeg følte mig egentlig meget alene i det sidst og trivedes slet ikke i det. Så det du skriver giver meget god mening.
Ej genlæste lige min kommentar. Synes mit skriv lyder meget hårdere end tiltænkt. Jeg glæder mig til at følge med nu og fremover og synes det er sådan en god beslutning. Tak for dit svar☺️
Tillykke med valget – jeg synes, det er ret blæret. Måske fordi du har de nosser, jeg ikke selv har 😉 I den forbindelse vil jeg meget gerne på et tidspunkt høre dine tanker om at forlade det ‘professionelle’ liv, hvor du har opbygget anerkendelse og netværk. Jeg har selv en hobby (godt nok et stykke væk fra blogging), men som jeg kan tjene nogle penge på. Og så har jeg et virkelig godt job i kommunikationsbranchen med mega meget ansvar og netværk. Jeg drømmer også om mere frihed og ‘hjemmepasning’ i mangel af bedre ord, men jeg er ærlig talt hunderæd for, at hvis jeg først forlader mit corporate liv, så kommer jeg aldrig ind igen. Har du gjort dig nogle tanker om det? 🙂