Om en uge er Louie 6 måneder gammel. Et halvt år, venner.
Jeg kan næsten ikke have i mig, at han er blevet så stor og alligevel er så lille. Og måske er det fordi, at jeg stadig ser på ham, som min lillebitte baby, at jeg bare slet ikke er klar til næste kapitel i vores liv. Livet med mad, og ikke ren amning.
Arhmen, havde du spurgt mig inden jeg fik børn, om jeg ville blive den her slags mor, som klynger mig til mit lille barn og bare gerne vil amme ham i al evighed og ikke har behov for at få mine bryster igen lige foreløbigt, så havde jeg slået et stort grin op. Jeg er jo ikke den “type”. Næh, jeg er jo den unge og sjove mor, som bare skal have lov til at være mig selv snart igen. Hende, der har weekendaftaler med vin og biograf, hvor andre kan tage mit barn med en flaske, mens jeg er mig selv.
Men det viser sig, at det slet ikke er mig lige nu. Jeg har bare allermest lyst til at være sammen med Louie. Ja, jeg er den “type” mor. Og det er okay. For uanset, hvilken”type” man er, så skal man følge det behov. Enten bliver man sindssyg eller også bliver man ked af det, hvis ikke man gør det, der føles bedst for jer.
Projekt mad
Det er en af grundene til, at jeg ikke har lyst til at introducere mad for Louie. Jeg er simpelthen ikke klar til at give slip på det vi har, selvom jeg ved, at Louie vil blive rigtig glad for det. Han er jo meget interesseret! Jeg startede allerede med lidt grød, da han var omkring 5 måneder, fordi han sov så dårligt. Siden da har jeg prøvet at give lidt grød hver anden dag-ish, hvis jeg husker det. Og han er virkelig dårlig til det. Han sprutter og spytter mere end han får indenbords. Gustav var lige sådan – han fik det ofte galt i halsen og han var faktisk først 7 måneder før vi rigtig fik nogle skefulde i ham.
Jeg tror ikke, at mine børn nødvendigvis er “langsommere” til at kunne spise mad end andre. Jeg tror bare, at jeg som mor er langsommere til at acceptere, at det skal de nu engang begynde på ved de 6 måneder.
I dag i mødregruppen forhørte jeg mig, fordi jeg slet ikke kan overskue projektet. Og de er allerede godt i gang – flere af dem vældig lettede over, at de nu er mindre “på”. Og jeg faldt over et billede af min venindes jævnaldrende dreng, der sidder selv, spiser og kravler. Og her sidder jeg med lille Louie og fatter ikke, at han er lige så gammel, når han gør ingen af delene. Jeg føler mig lidt som en pylret ammetosse, der nægter at erkende, at mine børn bliver ældre 😉
Og så er der selvfølgelig også selve projektet i det. Oh my… Jeg synes, at jeg har nok at se til. Jeg magter ikke grøntsagsmoslavning, nedfrysning, optøning, optørring. Pludselig kan man ikke bare være hvor som helst, når som helst. Nu begynder dagen at blive struktureret, så måltiderne bliver givet på de rigtige tidspunkter. Jeg er 100p den mor, der køber alt mad her i starten. Han spiser så lidt (aka ingenting) og kan nemt prøve noget forskelligt uden, at jeg skal bruge tid i køkkenet.
Og undskyld mig – men jeg savner altså at blive holdt lidt i hånden af en sundhedsplejerske. Nok er jeg 2. gangs mor, men jeg er vant til at give Gustav kyllingenuggets og ketchup – jeg kan jo slet ikke huske, hvad jeg overhovedet skal give til en baby? Hvor ofte? Hvor meget? Hvor forskelligt?! Jeg siger jer – den kære netsundhedsplejerske og min guru, Helen, bliver googlet i stor stil herhjemme for tiden.
Babyled weaning
Jeg har overvejet, om jeg skal forsøge mig på babyled weaning. Jeg prøvede også kortvarigt med Gustav, men jeg var simpelthen så panisk over, om han skulle få noget galt i halsen. Jeg droppede det, og han var en kæmpe basse, der havde brug for den mad, som jeg gav ham. Han sagde jo også selv fra til brystet, da han var 9 måneder, så mad var et hit hos ham – da han først kom i gang.
Jeg er sådan set stadig hunderæd for at børnene får noget galt i halsen. Gustav får aldrig hakkede nødder, gulerod, hele vindruer, sej skinke eller slatten bacon. Dét kan virkelig sætte sig fast – jeg har selv været der, hvor min far på helt gammeldags manér vendte mig på hovedet. Måske er det derfor, jeg døjer lidt med angsten for at noget skal sætte sig på tværs. Men BLW virker som en god løsning for os, fordi Louie bare får lov til at prøve det, som vi spiser – så slipper jeg også for al skemaden her i starten – OG jeg får lov til at amme lidt oftere, da han jo ikke bliver mæt her i starten.
Jeg skal nok holde jer opdaterede, men sidder du derude og føler dig lidt som en blanding mellem en tigermor, en pylremor og en “jeg orker det ikke mor”, så er jeg HELT på dit hold <3
/S
14 svar til “Jeg er ikke klar til næste kapitel”
Min søn er fra 26. december, så lige en smule yngre end Loui. Men jeg har det på nøjagtig samme måde som dig! Jeg synes, det er så forfærdeligt, at han ikke længere skal have alt ernæring fra mig. Jeg har introduceret lidt smagsprøver gennem de sidste uger – som han lappede i sig. Virkelig. Så for en uge siden “gav jeg efter” og begyndte at give ham et måltid omkring kl. 18. Så kunne jeg stadig give ham hans “godnat-mælk” ved mig kl. 19, inden han bliver puttet.
At se hvor meget han nyder at spise alt muligt forskelligt, mens han salig (og med grød & topping i hele hovedet) fornøjet sidder og siger højlydte “nyde-lyde” gør, at det faktisk er blevet noget nemmere for mig. For hvordan skal jeg kunne lade være med at give min søn noget, som han tydeligvis er glad for? Heldigvis er han også stadig enormt glad for mine bryster, så der går forhåbentlig længe, før vi er helt færdige med amning og det der særlige, tætte bånd, der bare er forbundet dermed ♥️♥️
Tak for at dele, jeg har følt mig lidt alene med følelsen 🌼
BLW har vi været vanvittigt glade for her! Vi startede ud med striks BLW, hvor Nelia fik det samme som os. Men vi følte for ofte at hun fik noget galt i halsen (ikke kvælning!), så vi besluttede i en periode at give hende vi fik i en blødere udgave. Fik vi f.eks. avocado så skar vi helt helt tynde stænger til hende, eller miste det. Generelt skar vi her alt i helt tynde stænger, på længde med en finger og ellers fik hun helt overkogte grøntsager, der var så kogte at de faldt fra hinanden når vi rørte ved det. Denne teknik hjalp, og efter ca 2 uger med dette, begyndte vi at gøre hendes mad gradvist hårdere at spise, indtil hun uden problemer kunne spise det vi spiser (udover selvfølgelig de ting du nævner der er kvælningsrisiko ved! Dem får hun først når hun er i hvert fald 3 år!). 🌸
Jeg føler 110% med dig, blev selv den mor 😂👍🏼 Og anden gang var sjovt nok værre 🙈 og vi endte med samme model som dig, vores datter var vild med mos og åd det som 4 måneder gammel. Vores dreng, NOT! Først da han var 6 måneder kom der interesse, og det var kun det vi spiste han gad. Så BLW var godt for os, og det gik faktisk hurtigt og han elskede rugbrødshapsere som det allerførste. Så tænker du bare skal give los, hvis du kan mærke det er det der passer til jer 👍🏼😃
Fint indlæg. Jeg vil bare sige, at det ofte kommer til at lyde lidt “helligt” med det amning i dine opslag, stories mm. Selv om man giver flaske, er det ikke ensbetydende med, at man har brug for at “være sig selv”, være mindre på eller andet.
Hej Katrine. Jeg er ked af, at du opfatter det som helligt. Det var ikke sådan ment, hvilket du sikkert også ved. Hverken Lou eller Gus har gider flaske, så jeg ved ikke hvad det betyder og har det slet ikke med i mine tanker, når jeg skriver indlæg. Jeg har absolut ingen holdning til det ene eller andet og stor fortaler for, at man gør, hvad der fungerer bedst. Jeg er sikker på, at det er lige så svært for nogle mødre, der giver flaske at skulle starte på rigtig mad også! 🙂
Det kan jeg skrive under på, at det er! For flasken er blevet det velkendte, det nemme, præcis ligesom amning er for dig. Så projekt mad virker bare… uoverskueligt.
Jeg synes da du skal tage det i dit/jeres eget tempo! Man siger altså også at food before one is just for fun.
Grunden til (har jeg hørt) at sundhedsplejerske har så travlt med at babyer skal begynde på fast føde, er fordi folk er begyndt at sendes deres børn så hurtigt i institution. Og der kan pædagogerne jo ikke amme deres børn, så derfor skal de være i stand til at spise.
Men min søn var over 1 år før han begyndte at spise fast føde, han har så også haft mange problemer med stramt tungebånd, men det er altså langt fra alle børn der spiser fast føde fra 6 mdr. 🙂
Det er ikke helt sandt? I hvert fald ikke i min erfaring 🙂 vores søn har været i institution siden 4 mdr og har fået udpumpet mælk med hver dag og får nu lidt mos med også – men stadig mælk hver dag! Og han er 9 mdr. Der er ingen pres på for at han skal spise rigtig mad. Det må da også fungere sådan i danske vuggestuer? Eller holder folk helt op med at amme når baby starter? Jeg pumper stadig tre gange om dagen på arbejdet her efter 9 mdr… Men det er da et godt spørgsmål hvornår man bør stoppe!
Vi har også kørt BLW og det var det helt rigtige fot os, og det gjorde ham ikke mindre ammeglad, også slipper man for mosbøvlet. Men en ting der hjalp mig meget, var at tage et førstehjælps kursus for babyer også låne bogen omkring BLW, og læse op på det.
Men lad vær med at stresse over det mad halløj, hvis han bliver fin mæt af din mælk og i begge trives, så ser jeg intet galt i det😊 Tag det i jeres eget tempo!
Gør dig selv den tjeneste her anden gang at giv ham det i får, vores oplevelse af at vi har gjort det, er at vores nr 2 hurtigt kom i samme madrytme som storebror, hun har siddet med til måltiderne, ligesom jeg ser Louie gør, og hun vil sgu alligevel have det vi får. Det var bare meget nemmere her anden gang og vi kørte 80% blw. Nyd jeres hyggetid sammen, jeg saaavner den, selvom de begge har været flaskebørn, savner jeg den nærhed det gav os!
Tak fordi du altid skriver sådan nogle gode og ærlige indlæg. Det inspirerer mig (der selv er på barsel med en pige på 7 mdr. og en dreng der er 19 mdr. ældre). Det gør mig glad at se at man ikke er alene om at tænke alle de ting 🤣 så en stor tak herfra 😁👍🏼
Copy paste til min situation! Du beskriver SÅ godt både de praktiske og følelsesmæssige overvejelser ved ‘projekt fast føde’. Min søn runder 5 måneder på lørdag, så jeg strækker den liiiiiiige en måned endnu 😅
For mig handler det ikke om mad. Faktisk er jeg, med både min ældste og min yngste, begyndt at give mad da de var 4 mdr. fordi det gav mening at starte i forhold til sult, søvn og interesse (og det er jo dejligt at dele glæden ved god mad med sine børn). For mig handler det rigtig meget om den der utroligt ambivalente følelse man kan have i forhold til at ens børn vokser. Min yngste datter er 7 mdr nu og jeg kan næsten ikke bære tanken om at hun snart bliver stor nok til vuggestue, selvstændighed og ja – livet. På den anden side går jeg hele tiden og hepper og håber at hun lærer noget nyt, for jeg har lært med den ældste at det kun bliver sjovere og sjovere. Det er utroligt ambivalent og svært at være i, for det er netop det at denne tid aldrig kommer igen. Så jeg kender måske godt følelsen, men på en lidt anden front 😊
Hej Sofie.
Nu ved jeg godt, at indlægget er én uges tid gammelt, men ville bare lige give mit besyv med: jeg har en dreng på næsten 13 mdr. Jeg kunne slet ikke overskue, da han skulle have mad (det kan jeg nærmest stadig ikke) . Da han blev 6 mdr, prøvede jeg at give ham mad, men han ville ikke mades, og kunne jo ikke rigtig selv få mad op på skeen. Efter en måned med meget frustration besluttede jeg at give ham en frikadelle, som røg direkte ned. Det var en lettelse, BLW er så nemt især med nr 2. Og lige den sidste ting: jeg ammer stadig herhjemme (meget).