Det er egentlig lidt skørt. Man når næsten ikke at hele forneden og finde et navn til sin splinternye baby før man får spørgsmålet – hvornår skal I have en 3’er?

Øhm, excuse me? Jeg er svimmel på grund af manglende søvn, har kronisk hovedpine af at kigge ned på min ammende søn (og i min telefon, bevares) og Mads og jeg taler ikke om særlig meget andet end putning og pædagogik. Og nåh ja, så fylder min bitterhed også lidt i hverdagen 😉 En 3’er fylder ikke særlig meget i vores planer – men jeg skal være ærlig at sige, at det trods alt fylder en liiiille smule.

Hvorfor nu det?

Fordi jeg simpelthen ikke kan forene mig med, at det er sidste gang, at jeg har været gravid, født, ammet og holdt en lillebitte baby. Min hjerne har en magisk måde at manipulere med mig på, så jeg glemmer gråden, skænderierne, trætheden, frustrationen, bitterheden, kedsomheden og alt det, der også hører med til at have små børn. Men jeg har lavet en aftale med mig selv.

Selvom det ikke var planlagt, så er jeg i dag glad for, at jeg blev mor “ung”. At have to unger under tre i en alder af 29 år er helt okay – og det giver mig heldigvis god tid til at overveje om vi en dag skal udvide børneflokken. Så jeg har sagt til mig selv, at når jeg når en alder af 34-35 år, og Louie og Gus er langt mere selvkørende, og hvis jeg stadig har lyst til en lille baby – så gør vi det sgu. Hvis vi altså kan. Jeg skal være ærlig at sige, at det skræmmer mig, at så mange af mine veninder og bekendte skal i behandling for at blive gravide. Det vil jeg ikke ud i, når jeg allerede har to og egentlig er ret tilfreds med det – og det skal kun være, hvis det sker. Que sera, sera.

Åh, men så er I jo netop kommet ud af babyræset?

Ja, den får jeg tit. Endelig er man ude på den anden side. Bleerne er smidt, nætterne er stille og weekenderne er pludselig ikke så lange, fordi de kan lege sammen og med andre – og ikke behøver mor og far hvert minut. Og det er måske også helt rigtigt – og så lader vi være, hvis vi i maven føler, at vi er et rigtig godt sted. Det er jo det skønne ved ikke at have travlt! Vi tager ingen beslutning lige nu og jeg lover intet til børnehungrende Mads, der gerne vil have en børnehave i hjemmet. Jeg har også et par gange fået “men er det ikke synd at være efternøler?”. Nej, jeg synes ikke det er synd for et potentielt barn, der er meget privilegeret og elsket at være født 4-6 år efter hans eller hendes storebrødre. Jeg kunne finde rigtig mange andre børn, det er synd for i denne verden 🙂

Og nu hvor jeg selv nævner han eller hun….

… så har jeg fået et par mails om, om jeg ikke nok vil skrive, at det kan være nok så tilfredsstillende at have fået to drenge, og at man ikke behøver en pige thank you very much. At man ikke vil have en tre’er, bare fordi nogle føler, at man da også skal have en pige. Helt enig – det er fantastisk at være drengemor og jeg kunne ikke ønske mig mere. Andet end en pige….. 😀 Jep, jeg overvejer en 3’er i håbet om en pige. Ikke fordi, at der er den store forskel i baby- og børneårene. Men jeg ville lyve, hvis ikke jeg indrømmede, at jeg godt kunne tænke mig den specielle mor-datter relation, der er mellem mange, når døtrene bliver ældre. Jeg siger ikke, at drenge ikke har skønne forhold til deres mødre – men you get me, right? Så jeg er faktisk den helt forkerte til at forsvare, at man ikke liiige skal prøve en ekstra gang i håbet om en pige. Åh, jeg vil sgu gerne have en pige tredje gang, hvis der bliver en tredje gang.

Sofie, prøv lige at hør på dig selv. Havde du spurgt mig for 3-4 år siden om jeg nogensinde ville så meget som OVERVEJE tre børn havde jeg grinet dig lige op i ansigtet. Men ville vi ikke være kedelige mennesker, hvis ikke vi ændrede os i takt med livet og huskede at mærke efter i maven undervejs.

Når det er sagt, så er jeg pissestolt over at være drengemor. De er så lækre, og jeg glæder mig til at se dem vokse op. Og ét er helt sikkert – de to (og Mads) er mere end nok i vores lille liv lige nu 😉

//S