Jeg har tænkt over noget. Jeg tænker jo meget, ved I jo 😀 Og denne gang handler det om at vise pæne billeder på Instagram.

I min optik er Instagram et paradoks. Man “må” hverken være for perfekt eller for uperfekt, for enten ødelægger man unges selvværd og skaber en illusion, eller også træder man på folks grænser. Personligt vil jeg gerne høre de ærlige, sjove, pinlige historier, men følger ikke profiler for at se på deres appelsinhud, deres bumser eller toiletbesøg. Jeg har ikke et problem med, at folk lægger det op – men det er ikke noget, jeg følger med i. Generelt skal der rigtig meget til at hidse mig op, og hvis jeg ikke lige føler den, så unfollower jeg. I denne tid ville jeg ønske, at flere havde det på samme måde. Jo mindre energi, vi giver de profiler, vi ikke bryder os om, jo mindre vil de fylde i vores liv – og så kan vi allesammen komme videre.

Nåhmen, det var lige et sidespor. Dét, at jeg gerne selv kigger på fine billeder (med sjove eller dybere tekster bag) gør, at jeg også selv finder det mest mig at lægge søde billeder op af min familie. Jeg har ikke et problem med at filme mig selv uden makeup og vise min mave, der stadig ser lidt gravid ud. Jeg har dog stadig et arbejde “i den virkelige verden” og den partner, jeg møder i elevatoren behøver ikke at have set mine strækmærker på Instagram. Jeg ved godt, at jeg deler vidt og bredt om mit liv, men for mig er der stor forskel på, hvad jeg viser i forhold til, hvad jeg taler om.

Men den vigtigste grund til, at jeg tænker over, hvilke billeder, jeg lægger op og hvordan de tager sig ud er, at jeg deler billeder af min familie. Nu rører jeg et emne, som er ret betændt – at dele billeder af sine børn på sociale medier. Det er en diskussion, som man ikke kan vinde, og jeg vil ikke forsvare mit valg og det behøver ikke debatteres. Jeg vil som altid bare dele mine tanker.

Jeg delte engang et billede af Gustav, der græd. Han var omkring de 10 måneder, vil jeg tro. Og jeg fik et par kommentarer om, at det var over grænsen at dele et billede af mit grædende barn. Han skulle jo bare have trøst. Først blev jeg lidt fornærmet – et lille barn græder rigtig meget og nogle gange over de mest åndssvage ting. Et billede tager 2 sekunder ud af en hel dag på 24 timer. Men på den anden side, så vender jeg tilbage til “hvad vil Gustav synes var OK, at jeg lagde op”. Og der kan jeg godt se pointen i, at han måske ikke vil deles mens han græder, skider eller er nøgen. Det er i hvert fald ikke noget, jeg deler af mig selv – så jeg har besluttet ikke at dele det af ham. Jeg har ikke stærke holdninger til det, men ligesom alle andre, så føler jeg mig frem og mærker efter i maven. Og siden da har jeg ikke delt et billede af en grædende Gustav.

Da de endnu ikke er gamle nok til at samtykke, så lægger jeg i stedet billeder op, som var det et familiealbum. Der må gerne være et par billeder, hvor Gustav råber eller en story hvor Louie har skidt igennem. Det er der også i mit familiealbum og det smiler jeg af i dag – og jeg ville ikke have et problem med, at mange så de billeder. Men det vigtigste for mig er at fange de øjeblikke i livet, som normalt bare passerer uden vi nødvendigvis tænker over at fange det. Når vi ser tegnefilm i sofaen, når Gustav pludrer med Louie, når far får en krammer eller når vi lige er vågnet. Det er ikke som sådan opstillet (bevares, nogle af billederne er!), men giver forhåbentligt et indblik i, hvordan et helt normalt liv kan se ud – på den pæne måde. Samtidig er det nogle billeder, som jeg tror, at Gustav er glad for at have og som han er okay med bliver vist til andre. Og hvis han bare så halvdelen af de kommentarer, der kommer om ham, så ville jeg jo aldrig kunne få ham ned på jorden igen 😉 Jeg deler ud af mit liv og mine børn, fordi I som følgere respekterer mig og mine børn og jeres feedback er vidunderlig. Så I skal have tak.

Jeg taler om det i stedet

Til gengæld er mine oplevelser som mor, mine følelser og historierne i børnefamilieræset mine. Mine børn er i dem naturligvis, men vi skal kunne tale om alt. Det skal ikke være tabu, at mit barn græder hele natten og jeg overvejer at smide ham ud af vinduet og skride fra det hele. For når vi ikke taler om de ting, så bliver det først rigtig svært at være i det. Jeg har intet problem med, at mine børn læser om vores op- og nedture, når de bliver ældre. De får så meget kærlighed og opmærksomhed, og de ved, at vi allesammen gør vores bedste, og at de er elsket meget, meget højt. Jeg er opdraget med, at vi skal kunne tale om alt – penge, sex, skænderier. Og det vil jeg også gerne lære mine børn. Det er okay at føle og dele, hvad man føler. Der er ikke noget, der er forkert at føle og jo mere vi deler, jo større støtte plejer vi at finde.

Så kort sagt, tak fordi I følger med i en umiddelbart pæn hverdag, men tager jer tid til at læse et spadestik dybere. Dér, hvor det hele er sjovt, varmt, hårdt, pinligt og kærligt. Og tak, fordi I behandler mig og min familie så godt og tager i mod os med det smil på læben og den selvironi, som jeg altid har med i mit liv og mine tekster.

Kæmpe krammer

//S