I var simpelthen så søde på Instagram i weekenden. Jeg fyrede den ene “kedelige” hverdagsstory af efter den anden og I læste gladeligt med – og mere end det. Jeg fik så meget feedback fra mødre, der også var alene med deres børn og kvinder, der bare synes, at Gus han er lidt nuttet. Og han er nuttet. Og pissehårdt arbejde.

Louie er ligesom bare blevet en accessorie (kan man sige det i ental?). Han sidder på maven, han bliver ammet eller han sover. Måske lidt tummy-time og dikke-dikke indimellem, men ellers er det fuld knald på Gustav hele dagen. Lige så snart, at Louie sover, så skal jeg spille bold eller lege kok med Gustav. Jeg er ret sikker på, at det er standard 2,5 årig opførsel, at han simpelthen  ikke kan underholde selv. Hvis han er træt nok, så kan han falde i staver over en bog. Men ikke engang når jeg tænder fjernsynet for at få lidt fred i hovedet, kan han se det uden at tale om, hvad der sker i tegnefilmen. “Mor, mooor, mor, mor mor morrrr, sthe Gurli er ked af det, mooor seee”. Mmmm, får jeg sagt en masse, mens jeg bruger tiden på at skifte ble, tørre mad op, rydde op, vaske tøj, lave mad, putte Louie.

Det er dejligt, at han er så kommunikativ, og at han gerne vil mig – det vil jeg gerne indrømme. Men jeg vil også indrømme, at jeg glæder mig til, at Mads er tilbage og jeg trækker “jeg skal lige på toilettet” kortet (som Mads trækker hver dag) og så lige sætte mig på toilettet i et kvarter. Bare et kvarter uden at nogen skal have noget af mig.

Men det er der laaaaang tid til endnu. Helt præcist 6 dage og 3,5 time fraaa NU (i skrivende stund).

I løbet af weekenden fik jeg faktisk rigtig mange beskeder fra mødre, der ville vide, hvordan jeg gjorde. Altså helt praktisk, hvordan får man weekenden til at glide med to børn under 2,5 år? Jeg ved nu ikke om den gled. Men det det gik bedre end forventet og som I måske kunne fornemme på story, så har jeg besluttet mig for at se det positive og konstruktive i de her dage. Ellers får ugen aldrig en ende, hvis jeg skal gå og vade i min egen træthed. Ikke at jeg har tænkt mig at negligere, HVOR hårdt det egentlig er at være alene med børnene. De mødre og fædre, der ikke synes det, de er supermennesker og jeg er dem evigt misundelige på deres rummelighed og overskud. Det hårdeste for mig er nætterne, da jeg pt ammer Louie en gang i timen. Seriously. Hver evig eneste time. Han er ikke sulten, men det er bare den nemmeste både at få ham til at falde i søvn igen på.

Ellers har jeg lært dette i løbet af weekenden:

Hav én plan om dagen

Hav planer. Altid hav planer. En hel dag derhjemme er ikke et hit herhjemme, fordi Gustav keder sig og så er der intet, der dur og han er meget hurtigere til at gå ind i konflikter. Så selvom jeg fandt mig selv grædende i stuen klokken 4.55 natten til lørdag med en lysvågen Louie og en “vågen” Gustav, der i hvert fald ikke skulle sove og ville have mad, så pakkede jeg os sammen og kom af sted.

Vi tog på legeplads lørdag og biblioteket søndag, hvor jeg begge dage havde en playdate med en af hans gode veninder og hendes mor, som jeg lige er begyndt at ses med (sidespring: moderen har valgt at tage sin datter ud af vuggestuen, fordi hun ikke var glad for den. Nu hjemmepasser hun datteren på 2 og lillebror på 1 måned indtil august. Wow. Bare wow og hatten af for det). Så gik jeg en lang tur bagefter, så Gustav kunne falde i søvn i Louies barnevogn og Louie kunne sove på min mave. Gustav er i den alder, hvor han nægter at sove lur herhjemme. Så han faldt i søvn siddende og det var tiltrængt – for os allesammen.

Nem mad

Det siger jo sig selv, at man ikke orker at lave mad til sit barn, når han sjældent gider spise mere end to bidder, så er han videre i teksten. Jeg tømmer fryseren, spiser rugbrød og får måltidskasser (så har jeg også til frokost) og lidt take-away.

Dobbeltputning – how to

Jeg ville ikke kunne dobbeltputte uden bæreselen eller viklen. Jeg bruger meget bæreselen om aftenen, fordi Louie bliver så urolig og stiv i kroppen, at det er næsten umuligt at have ham siddende ordentligt i viklen. Så er der tre scenarier:

1. Gus sidder i sengen og læser bøger mens jeg får Louie til at falde i søvn i bæreselen. Så lægger jeg ham ind på vores værelse og går ind til Gustav og putter ham.
2. Louie vil ikke sove lige med det samme, så han er med til at putte Gustav. Jeg læser historier og taler lidt om dagen. Så slukker jeg får lyset og går rundt i en mørkt lokale og får Louie til at falde i søvn i bæreselen. Nogle gange kan jeg være nødt til at tænde for white noise app’en, men jeg tror, at Gustav kan huske den fra da han var barn, så han siger egentlig ikke noget til larmen.
3. Ingen af dem vil sove og det er utterly chaos. Det er sket et par gange – og det er simpelthen så stressende. Så har jeg sagt til Gus, at jeg lige skal have puttet Louie – og så må det tage den tid det tager og Gus på komme det senere i seng.

Spørg om hjælp

Mine forældre kom hjem søndags fra Norge og hentede Gustav i går og kørte ham herhjem. Kæmpe hjælp. Min mor spurgte til gengæld om hun skulle komme forbi i løbet af dagen – altså mens Gustav var i vuggestuen. Og der må jeg simpelthen bare være ærlig og sige – det bliver et kæmpe nej. Jeg bruger hver eneste pause, jeg har på at sove, spise og/eller se Netflix. Hvis ikke jeg gør det, så er jeg slet ikke fysisk og psykisk klar til hele “servere mad, rydde op, bade, putte” seancen, som sjældent forløber uden en nedsmeltning eller tre.

Og så handler det om at tage en ja-hat på og sænke barren alt det, man har brug for. For ellers bliver det nogle lange dage. Gustav ser lidt ekstra tegnefilm – også under aftensmaden. Især hvis Lou skal puttes eller andet, der kræver, at jeg ikke lige kan spise med ham. Jeg kan dog mærke, at min tålmodighed lettere bliver brugt op, fordi jeg ikke har samme tid eller mulighed for at danse om den varme grød, når Gustav ikke vil noget. Eksempelvis, hvis han ikke vil ud af døren om morgenen eller han ikke vil have aftensmad, men kun is. Nogle dage ville jeg prøve A, B og C for at undgå konfrontationen. Men når jeg er alene, og Louie også har brug for at få skiftet ble og blive ammet, så må Gustav nogle gange bare gøre, som jeg siger. Fordi jeg siger det. Og det skaber selvfølgelig en konfrontation, gråd og råb. Og jeg synes faktisk også at have oplevet, at han gør flere ting uden at brokke sig, nu hvor Mads ikke er her. Han sætter sig ind i sengen om aftenen og læser alene. Han børster tænder. Han tager sin tallerken ud og vasker hænder. Jeg tror godt, at han kan mærke, at alting ikke er heeelt som det plejer, og at han hellere må hjælpe lidt til. Så jeg skal ikke brokke mig – jeg har to lækre drenge, der i bund og grund opfører sig rigtig pænt. Men sovehjerter – det har de sgu ik’.

Nu vil jeg spise lidt ekstra chokolade og sætte en serie på. Klokken er nemlig efter 20 og det er første gang siden fredag, at jeg ikke er faldet i søvn under amningen.

Highfives og kæmpe respekt til alle solo-forældre og græsenker.

//S