Der var lige en sød semi-nybagt mor, der skrev til mig, at hun med lys og lygte ledte efter et blogindlæg om alle de her rutiner og dårlige vaner, man som børnefamilie skal forsøge at styre udenom – ifølge sundhedsplejersker, venner (typisk uden børn) og bedsteforældre. Hun vidste nærmest ikke, hvad hun skulle stille op for dér stod hun og vuggede sit barn i søvn – men hov, det måtte hun jo, ik? Nåh, men så ammer hun da bare. Nåh nej, det måtte man jo heller ikke!

O.P. I. RYYVEN med gode råd og løftede pegefingre, søde mødre. Helt ærligt, de stresser og giver dårlig samvittighed mere end de nytter noget som helst. Som jeg læste et sted engang:

En vane er først dårlig, når familien ikke trives med den.

Den styrer jeg efter stadig, den dag i dag. Jovist, der er noget, der hedder opdragelse. Selvfølgelig skal Gustav sige tak for mad og bære sin tallerken ud selvom han ikke lige “trives” med det. Men nu taler jeg om alle de rutiner og vaner vi gør for at få det hele til at hænge nemmest sammen i hverdagen. Såsom at vugge sit barn i søvn. Og prøv at høre her. Hvis dit barn falder i søvn ved at blive vugget i 10 minutter – og du i øvrigt har det helt okay med at vugge dit barn – så gør det! Intet 8-årigt barn skal vugges i søvn. Intet 2-årigt barn skal vugges i søvn! Det er en fase og børn har behov for forskellige ting i forskellige perioder, og man forsøger jo bare som mor at stille disse behov på bedste vis – om det er tryghed, nærvær, vuggen, sang, sut. Det er ikke en dårlig vane, der ødelægger dit barn eller giver varige konsekvenser.

Lad os tage samsovning eksempelvis. Absolut ikke en dårlig vane, hvis du og din familie sover bedre og længere i samme seng. Hvis du tilgengæld ikke får lukket et øje, så vil jeg mene, at det er en dårlig vane og I burde finde en anden løsning – så HELE familien trives med det. Og ja, nogle gange ved jeg godt, at man må gøre nogle ting for sit barn, som man ikke synes er det fedeste. Det er trods alt hele humlen og også det svære ved moderskabet, at ens egne behov pludselig kommer i anden række. Men der skal selvfølgelig være en balance mellem at stille dit barns behov og også lytte til dine egne – og så er vi tilbage til vaner, som hele familien trives med. Her vil jeg gerne lige understrege, at der ikke er noget rigtigt og forkert. Det er heller ikke en dårlig vane at lægge sit barn på eget værelse og gå ud, hvis barnet falder i søvn og sover fint alene. Whatever works!

Og ja, jeg bliver også selv i tvivl om, hvad der virker, og hvad vi egentlig trives med herhjemme. Eksempelvis når vi putter Gustav og bruger en hel time på det, fordi vi skal sidde inde hos ham til han falder helt i søvn. Det er et behov for tryghed, men det er også en vane, som grænser til den dårlige vane, fordi vi som forældre ikke altid trives med den. Jeg ved, at Mads synes, at det er hyggeligt at putte med ham og læse godnathistorie og gøre noget ud af aftenritualet – men efter 45 minutter i et mørkt rum, så vil han meget gerne slippe og Gustav ved jo, at vi er lige inde ved siden af, hvis vi skulle vælge at ændre på vores vane.

En anden vane herhjemme er når Louie falder i søvn på mig hver aften.

Og det synes jeg ikke er en dårlig vane. De fleste af jer har fulgt med længe og ved, at han har haft timelange tudeture om aftenen (som du kan læse om her), hvor bæreselen og white noise er det eneste, der hjælper. Vi er heldigvis ovre tudeturerne, men han er så urolig i kroppen om aftenen, at han nærmest skal skærmes fra han vågner fra sin sidste lur (ca. klokken 17-17.30) til han falder i søvn igen til natten (ca. klokken 18.30-19). Så hver aften sidder han i bæreselen og falder i søvn med en stofble på hovedet. Det tager 15-30 minutter. Så ammer jeg ham halvt sovende (jeg ammer altid når han lige er vågnet/sover for ellers er han for urolig i kroppen og for nysgerrig på verdenen omkring ham) og lægger ham i vores seng, hvor han sover de næste par timer indtil han skal ammes igen.

It works og jeg er fuldstændig ligeglad med, hvem i verden, der synes, det er en dårlig vane. Der har været en (af ældre generation), der sagde til mig, at det jo er klart han ikke kan falde i søvn selv eller ligge alene uden at blive ked af det, når han altid er hos mig…. Jeg gider ikke engang argumentere imod for det er heldigvis mit eget barn, som jeg kender bedst og mine egne valg, som jeg ved er bedst for Louie.

Det her skriv er meget nemt for mig, fordi jeg har været det hele igennem før. Det er sgu ikke nemt, når man er ny i rollen og man ikke ved, om man ødelægger sit barn ved at amme det i søvn. Helt ærligt – de fleste mødre synes, at det er hyggeligt at amme sit barn i søvn – og dit barn synes, at det er præcis lige så hyggeligt. Ingen gråd, ingen uro. Bare ren nærvær og en rolig putning. Hvis du ikke vil gøres uundværlig hver aften ved puttetid, så er det også helt okay. Det er ikke forkert at finde en anden løsning for jer – selvom det kan tage nogle uger før den spiller. Gør det, du føler i din mave er rigtigt for jer.

Og så vil jeg lige slutte af med at sige, som en anden gammelklog (og gammel) mor, at man jo først forstår, hvor forskellige børn og deres behov er, når man har fået to. Jeg brugte TIMER af min barsel med at vugge Gustav i søvn i barnevognen i løbet af dagen. Min sundhedsplejerske sagde, at jeg bare skulle lægge ham, når han ikke var super træt endnu og så ville han falde i søvn af sig selv. Pffff bahaha, åh gud, hvor følte jeg mig som en fiasko. Med Louie gør jeg præcis, hvad min SP dengang anbefalede – fordi han ikke er ked af det, når jeg lægger ham. Det tager højst 10 minutter, hvis han er meget urolig og ellers falder han bare i søvn af sig selv. Hvad vil jeg gerne sige med det? Bare fordi den ene vane dur for Hanne i din mødregruppe betyder det ikke, at den dur for dig. For børn og deres behov – og deres mødre – er heldigvis forskellige <3