“Åh nej. Skriver du et af de dér negative indlæg, hvor du brokker dig”, har Mads lige spurgt mig. Tjo altså, jeg vil ikke kalde det brok. Måske kan I godt forberede jer på en anelse negativitet – men mest af alt et sandt indlæg. Jeg har brug for at skrive, når jeg er lykkelig, spændt, forvirret eller som tilfældet denne gang – træt og drænet ind til benet. Det var nemlig en af de dér weekender, der ingen ende ville tage.

Gustav var ellers så glad. Jeg nåede lige at dele det på Instagram! Men man skal aldrig jinxe det, for lige så tilfreds og glad han var, lige så trodsig og træt er han nu. Det starter typisk 5.30 om morgenen, hvor en (meget) træt Gustav sætter sig op i sengen, klynker og snøfter og vil have yoghurt eller se fjernsyn. Men han (og vi) er alt for trætte til nogen af delene og som oftest falder han om og sover videre efter noget tid (thank god).

Så står vi op ca. 6.30-7 og Mads tager som altid morgenmadsskålen frem. Og hælder, som altid, yoghurt i skålen. Og Gustav kaster sig ned på gulvet i et hyl, fordi HAN VILLE HÆLDE! Men nu er yoghurten altså hældt op, men fint nok – så “holder du kartonen og så sagde vi, at du også hældte yoghurt i skålen”. Men nix. Han græder og kaster med hovedet og så vil han slet ikke spise morgenmad. Næste skridt bliver at lokke ham op på sin stol, fordi når vi først får tændt tegnefilmen, så plejer han at glemme, at han var ked af det. Så Mads tænder for fjernsynet… hvorefter Gustav bryder ud i et hyl. NEJ JEG VIL TÆNDE FJERNSYNET. Kaster sig ned fra stolen. Okay så. Mads slukker for fjernsynet og giver Gustav fjernbetjeningen, hvorefter Gus er ude af sig selv af frustration, fordi han ikke ved, hvordan han finder den tegnefilm, han gerne vil se. Jeg føler, at jeg må træde til, men så bryder han ud i endnu et hyl FORDI KUN FAR MÅ HJÆLPEEEE.

Den her – meget simple og ganske almindelige – morgenseance tager måske 25 minutter. Klokken er 7.15, det er lørdag morgen og Mads og jeg er allerede trætte og i dårligt humør. Man kan da næsten ikke andet, når sagen starter sådan. Og når Mads så tilføjer (ligesom han gjorde sidste weekend, hvor han fik lov til at gå ind og sove en ekstra time), at han er “helt smadret”. Så kan jeg næsten ikke være i mig selv længere. Jeg VED jo godt, at det er hårdt for Mads også. Men kære fædre, der ikke ammer 5+ gange om natten, der skal være en rigtig god grund før du fortæller din kone og nybagte mor, at du er “helt smadret”. For hvis der er noget, som hun meget garanti er og har været de sidste mange måneder, så er det smadret. Men det nytter ligesom ikke noget at sige det hver morgen og aften, for så bliver man bare hende den sure og trætte mokke med lange patter, der ikke laver andet end at sprøjte mælk og brokke sig.

“Det dér er godt nok bad parenting!”

Hele vores formiddag forsætter sådan. Gråd, hyl, “NEJ JEG VIL”, “NEJ KUN FAR”, “NEJ IK’ FAR, GUGAV SELV”,  “MÅ IKKE SNAKKE”, “NEJ NEJ NEJ”. Så mange nej’er. Og ikke de klassiske “nej’er”, som når vi spørger om han vil have ny ble på eller børstet tænder. Men nej til at læse bog. Nej til at spise. Nej til alt – undtagen tegnefilm. Intet går nemt. Alt – tøj og ble af og på, bad, mad, leg, læse eller bare samtale – er nej og en kasten ned på jorden.

Det bunder vel i, at han er rigtig, rigtig træt. Jeg ved ikke hvorfor – snot og måske en lang uge i vuggestuen. Vi kommer først ud af døren klokken 11, men vi føler at klokken er 14-15 stykker. Turen går til biblioteket, hvor vi får stenet lidt ovre i hjørnet på de støvede madrasser, mens Gustav passer sig selv lidt. Jeg tror, vi alle havde brug for at passe os selv lidt.

Om aftenen ville Gustav ikke have aftensmad. Jeg havde lavet pasta med laks og citronflødesauce. Tre ingredienser som han rigtig godt kan lide, men i stedet sidder han og kaster lidt med maden. Ned på gulvet, ned i skødet, op i håret – og ikke på den hyggelige måde og han stopper ikke, når vi siger stop til ham. Når vi tager maden fra ham, fordi vi formoder han ikke er sulten, så hyler han, at han vil have maden tilbage. Til sidst spørger Mads, om han vil have en banan (hvilket jo er fint nok, men vi er rimelig pressede på det her tidspunkt) – hvorefter jeg udbryder “ARJ, dét er da godt nok bad parenting! Hvis han ikke vil have aftensmad, så skal han da ikke have en banan!”. HOLD NU KÆFT, får Mads udbrudt og siger til Gustav, at “nå, du må ikke få en banan!”. Og som I måske kan forestille jer, så ryger det hele op i en spids, fordi vi jo selvfølgelig ikke kan tilbyde ham en banan og så trække tilbuddet tilbage! Haha, åh I skulle have set os.

Aftenen endte med, at jeg faldt i søvn under aftenamningen og Mads faldt i søvn mens han ventede på mig. Klokken 21.20 lå vi i sengen og sov som sten. Inden vi begge faldt i søvn lovede vi hinanden, at søndag nok skulle blive bedre.

Det var en af de dage, hvor man som forældre trækker på depoter, der er næsten tomme. En af de dage, hvor man ser frem til putning allerede klokken 10. En af de dage, hvor man godt kan og må græde. Det er okay, for det er hårdt – men heldigvis har vi ikke så mange af disse dage. Og så er der jo en dag efter. En dag, der startede med, at Gustav gav os krammere og sagde, at han elskede os.

Og vupti. Så har man næsten (men også kun næsten) glemt sin lørdag.