Annonce for Lidl
Jeg delte i mandags denne madplan med jer. Har I fået lidt inspiration og selv lavet nogle af retterne?
Hvis ikke, så kan jeg godt hjælpe jer lidt på vej og dele to af opskrifterne, som var meget populære hos begge drenge. Det var især tærten med bacon og broccoli (fordi alt med bacon er et hit) og fiskefrikadellerne (som vi rykkede til tidligere på ugen), der blev hældt indenbords. Gus har det helt fint med fisk faktisk, men fiskefrikadeller er liiige det lækrere, synes han. Jeg købte to pakker fiskefars i Lidl, så jeg kunne lave nogle ekstra og fryse ned – de er altid gode i madpakken.
Gustav hjælper en gang imellem med at lave mad. Ofte vil han gerne stå og kigge direkte ned i maden – og det kan godt gå hen og blive lidt farligt med det varme komfur, men han er heldigvis så gammel nu, at han forstår, at han ikke skal røre ved det. Normalt sidder han ved vores køkkenø og hjælper med at hælde ærter i skålen, tørre kartoflerne, piske æggene – de lidt mere børnevenlige og ikke nær så varme forberedelser 😉
Ingredienserne er primært økologiske og danske (hvor det giver mening), og jeg har købt hele molevitten i Lidl. De har nemlig udvidet deres sortiment med 300 nye* varer, så der er endnu mere at vælge imellem. Det er stadig lige så billigt, som det plejer at være – udvalget er bare større.
Tærte med løg, broccoli og bacon samt en salat med blåbær og salattern
Tærte:
1 færdig tærtedej (bevares, du er velkommen til at lave den selv, men børnefamilielivet be like…..)
1/2 øko broccoli
1 øko løg
6 øko æg
200 gram øko cremefraiche
1 dl øko sødmælk (anden mælk kan også bruges, men jeg elsker sødmælk i kaffe og mad)
200 gram bacon
Salat:
Øko salat
Øko æble i skiver
Øko agurk i tern
Blåbær
Øko salattern
To do:
Tænd ovnen på 180 grader
Læg dejen i et tærtefad. Prik huller med en gaffel og giv den 5-7 minutter i ovnen (det gør jeg oftest, så bunden ikke bliver helt blød og dej-agtig).
Skær løg i både og lav små buketter af brocollien og fordel i tærten.
Pisk æg, cremefraiche og mælk, salt og peber og hæld udover grøntsagerne.
Sæt i ovnen i 30 min. Imens steger du bacon og laver salat.
Er du lidt mere til fiskefrikadeller, så lavede vi vores efter denne opskrift:
1 pakke fiskefars med laks og torsk (du kan evt. tilføje dild, chili eller anden krydderi efter smag)
1/2 hvidkål
100 gram frisk spinat
30 gram øko smør
4 spsk øko mel
5 dl bouillon
1 dl øko fløde
Revet øko citronskal
Salt og peber
Øko kartofler
Frosne ærter
To do:
Tø ærterne op.
Skær hvidkål i tynde strimler. Hæld kogende vand over kålen og spinat og lad trække i nogle minutter. Lad dryppe af i si.
Skræl kartoflerne og kog i 7-10 minutter efter størrelse. Sluk for blusset og lad kartoflerne trække i det varme vand til de er færdige.
Smelt smørret i en gryde på middel varme og tilsæt mel imens du rører. Lad melet stege i nogle minutter og tilføj herefter bouillon lidt efter lidt, imens du rører hurtigt, så klumperne opløses og du til sidst har en lind sovs. Tilsæt kål og spinat og lad simre lidt til konsistensen er cremet og kålen er faldet lidt sammen. Tilsæt fløde, citron, salt og peber efter smag.
Smelt smør og lidt olie på en pande. Kom fiskefarsen på den varme pande ved hjælp af en spiseske og steg dem til de er gennemstegte.
Enjoy! 🙂
/S