“Hold kæft en nederen aften – igen”, sagde Mads i går klokken 20.39, mens hans glor åndsfraværende på mig, der står med Louie i bæresele og hopper. Jeg måtte sige til Mads, at han ikke ligefrem gør aftenen bedre med sådan nogle udtryk, men i det mindste kalder han en spade for en spade.
I går aftes var et godt eksempel på, hvordan det er at være forældre til to. Mange har efterspurgt et indlæg om, hvordan vi har det med at have to børn i livet nu. To børn at elske, at opdrage, at lege med, skælde ud, skifte, putte og bade. Gustav er ikke just selvkørende, så det er lige før, at begge børn har samme behov! Okay, det er måske en overdrivelse, men det bliver pludselig meget tydeligt, når jeg har begge hænder og bryster optaget, hvor meget hjælp Gustav skal have til alt stadig.
Jeg har ikke ville skrive det her indlæg før, fordi jeg trods alt lige skal lande i det hele. Og sådan, som jeg oplever at være en familie på fire nu, sådan vil jeg garanteret ikke opleve det om 3 måneder, når alt igen har ændret sig. Men nu får I en status på Hr. og Fru Danmark livet med Gustav på 2 år og 4 måneder og lillebror Louie på 7 uger.
Har du ikke konstant dårlig samvittighed?
Det er et spørgsmål, som jeg har fået flere gange. Og det har jeg faktisk ikke, skønt jeg troede, at jeg ville føle mig mere utilstrækkelig. Men åh, jeg kender til følelsen. Inden barslen var de fleste dage en følelse af utilstrækkelighed og dårlig samvittighed. Jeg kunne ikke helt slå til på arbejdet og ikke helt slå til derhjemme. Jeg følte mig ærlig talt i en loose-loose situation – måske fordi jeg ikke burde prioritere arbejdet over familien, men fordi man alligevel kommer til det (og nogle gange gerne vil det!). Det forstår Gustav jo ikke, og heller ikke altid jeg selv, når jeg sidder med træt mus i skødet, der burde være blevet hentet før. Jeg er helt sikkert ikke den eneste, der kender de dilemmaer.
Dilemmaet nu – med to børn og mig på barsel – er slet ikke det samme. For nu går min opmærksomhed til et andet barn. Et barn, som jeg elsker og som Gustav elsker, og det er okay både for ham og for mig. Det giver mening for alle. Han har ikke givet udtryk for, at jeg er kedelig eller dum, fordi jeg hele tiden sidder med Louie. Og derfor sidder jeg ikke tilbage med en følelse af dårlig samvittighed. Gustav får stadig masser af kærlighed – især af sin far. Det er således ikke den dårlige samvittighed, der er hårdest at håndtere. Det er egentlig savnet til Gustav. Jeg bliver hurtigere træt af ham. Min lunte med ham er kortere, fordi kontrasten mellem en lille Louie og ham er så stor. Det er pludselig tydeligt, HVOR stor en mundfuld han egentlig er (og det skal han have lov at være!). Men når der endelig falder ro på og jeg har tid for mig selv, så savner jeg ham ind til knoglerne. Så føler jeg ikke, at jeg har nusset og kysset nok – så har det hele drejet sig om Louie. Det er svært at sætte ord på – måske er det følelsen af at have så meget kærlighed, men der er ikke helt tid og ro nok til at kunne give den til alle på samme tid.
Det er hårdest for far at få barn nummer 2
Vi stod og børstede tænder i morges, da Mads sagde ud af det blå: “Shit, det er hårdt”. Det kan jeg kun give ham ret i.
Det er hårdt, fordi du aldrig får en pause. Kan I huske, da I sad med en umulig baby på barsel og bare talte sekunder til, at far kom hjem, så han kunne tage over? Det er der ikke noget, der hedder mere. Der er aldrig nogen, der kommer og tager over med 2’eren, fordi du ligesom har en 1’er, der også skal have opmærksomhed, leges med, kysses, mades, bades og puttes. Så Mads og jeg er blevet forældre til hvert vores barn. Det lyder måske lidt trist, at vi ikke er fælles om vores børn (bevares, det er ikke fordi jeg ikke tager mig af Gustav, men I forstår, hvad jeg mener…), men jeg har hænderne fulde med Louie og derfor har Mads hænderne fulde med Gustav.
Så når Mads kommer hjem klokken 17.30-18 (han afleverer Gus på vej til arbejde ca. 7.30-8), så sætter han sig til bords og vi når allesammen at spise. Eller. Jeg sidder tit i sofaen og spiser først når maden er kold, fordi Louie vågner så snart jeg sætter mig til bords og vil ammes. Herefter ruller hele aftenrutinen indtil Gus skal puttes klokken 19-ish, hvorefter det typisk tager 60-45 minutter inklusiv godnatlæsning. Klokken 20 kommer Mads ind i soveværelset til mig, hvor jeg de sidste dage har haft en ulykkelig Louie vuggende i mine arme i en time indtil han giver sig hen til søvnen.
Og så blev klokken 21, hvis vi er heldige. Og SÅ kan du bande på, at jeg skal sove – for det er heller ikke nemt at være moren i en familie på fire. Selvom jeg kan slappe af under amningerne og når Gus er i vuggestue, så skal der stadig handles, laves mad, hentes, ammes, skiftes, trøstes, ryddes op – og så er der selvfølgelig nattetjansen. Så når klokken skår 21, så er jeg så uendelig træt.
Som I kan se på ovenstående skema, så efterlader det cirka 0 minutters kærestetid på et døgn. Så efter sådan en dag, så messer vi inde i hovedet “det er bare for en periode”, “de bliver ældre”, “det er bare en fase”. Apropos det dér med at have en masser kærlighed, men ikke tid og ro nok til at give den til alle – ja, så ryger Mads og jeg også i svinget nogle gange.
Men det er alligevel nemmere end første gang
Det hele kan lyde meget hårdt og fanden på væggen-agtigt. Men jeg trives overraskende godt i det hér familie-på-fire-show, vi har gang i. Det har flere også bemærket på Instagram for det smitter åbenbart gennem skærmen. Jeg kan bedre håndtere gråden – både drengenes og min egen – og hele (efter)fødselsoplevelsen var uproblematisk og nem denne gang. Jeg har nemmere ved at elske og omfavne Louie – også når han græder. Og så er jeg overrasket over, hvor nemt det er at have en lille baby i forhold til en tumling! Jeg NYDER det lige nu. Og de bagkloge andengangsmødre, der siger til førstegangsmødre “husk nu at nyd det mens de er små” eller “bare vent til du har to”, de skal proppe deres velmenende kommentarer op et mørkt sted. Det er virkelig svært at nyde en lille baby, når det er første gang, man ejer én. Og desuden har man ret til at brokke sig over, hvor hårdt det er at have ét barn. Alle mennesker er forskellige steder i livet og har forskellige udfordringer og må gerne slås må deres eget. Hvis du ikke NØD bare at have en lille baby første gang, så er der i hvert fald trøst – måske det kommer anden gang 🙂
Kort sagt, it ain’t a walk in the park. Men det er sjovere og mere givende end jeg havde troet at få to børn og at se de to børn sammen. Jeg er også blevet hende den mærkelige, der siger til alle jeg kender, at hvis de kan få mere end et barn, så skal de gøre det. Det er så skønt at få lov til at være lidt rutineret og slippe for al begynderangsten og usikkerheden. Når det er sagt, så hopper jeg stadig på baby.dk og ammenet.dk og hestenet.dk og andre upålidelige sider i ny og næ, når der ikke kommer lort eller Lou græder i en time. Jeg er jo ingen maskine!
Jeg vil slutte af med at sige, at jeg så absolut ikke kan tale på andres vegne. Husk nu, at det her er min oplevelse og jeg er sikker på, at der er en masse, der synes anden gang var hårdere end første gang. Smid en kommentar, hvis du har brug for og lyst til at dele din historie.
/S
19 svar til “Vi er blevet forældre til hvert vores barn”
Måske har jeg fortrængt meget (det er 10 år siden) men jeg husker tiden med en baby og en 2-årig som superskøn, (nu nåede nr. 1 også at blive 2 år og 4 måneder, før lillebror ankom, og de par måneder kan måske gøre en forskel). Jeg er – og har altid været – alene med mine børn, så jeg kender ikke til, at andre kunne overtage, men jeg nød i den grad at have tid – ikke at skulle nå på arbjde, at kunne bruge 3/4 time på at gå den lille kilometer op til vuggestuen, at kunne sove til middag sammen med den yngste og være frisk og klar, år den ældste skulle hentes. Og på en eller anden måde er det jo nemt, at de har nogenlunde samme behov. I dag nyder jeg at se, hvor tæt et bånd de to har. Egentlig – håber jeg ikke, at jeg kommer til at skræmme dig nu – var tiden, da de vár 2 og 4 mere udfordrende, fordi det var så forskelligt, hvad de kunne og ville, men I er to om det, og som jeg hører det, har I allerede taget hul på snakken om det. Ved ikke, om du kan bruge dette til noget som helst, men havde lige lyst til at komme med mit besyv, hvor hovedbudsKabet nok er at man skal prøve at se alt det positive i det: den fritid/frihed, man har, når man ikke skal arbejde, den nærhed man Kan få med begge børn…
Hej Sofie.
Først og fremmest, så vil jeg sige, at du gør det virkelig godt og skriver så fint. Har fulgt dig siden dine tidlige insta-dage og kan på mange måder spejle mig lidt i dig og Mads, nok mest ift (tidligere)træning, karriere og hus. Lige med undtagelse af det faktum, at min kæreste og jeg ikke er nået til det der med børn. Endnu. Han vil ellers gerne, men han er indforstået med at jeg i et graduate job, gerne vil være landet i nyt job (til sommer) inden vi giver os i kast med projekt familie. Og når man så står i at fylde 30 lige om lidt, elsker sit job og drømmer om en spændende karriere – så får jeg den største klump i maven over at læse dine indlæg. Og det er på ingen måder ment som nogen bebrejdelse, slet ikke – for den peger bare indad på migselv. Men alt lyst til at få en baby forsvinder fuldstændig og jeg sidder og tænker – godt det ikke er mig.
Om det så lige for tiden er oppe at fortælle om hvor hårde fødsler er (lige med undtagelse af jeres søde Louie), hvor hårdt livet med børn er, hvor tidligt folk henter deres børn og hvordan hjemmepasning er et must – det ved jeg ikke? Men jeg føler det største pres over hvor meget jeg skal gå på kompromis med alting (en ødelagt krop og husmor-livet). Jeg har ikke aktivt være inde og følge folk med børn, men det er de profiler jeg “altid” har fulgt og vores venner, hvor ovenstående pludselig fylder kanalerne. Og det er jo naturligt nok, når nu de viser glimt af deres liv. Og jeg unfollower også der, hvor det ikke længere bidrager med noget positivt.
Jeg ved egentlig ikke lige hvorfor du skulle få alle ovenstående refleksioner med, men jeg kunne nok egentlig godt tænke mig at høre om hvordan I håber at kunne få jeres hverdag skruet sammen når du skal tilbage på arbejde igen. Har I gjort jer nogen overvejelser om der bliver nødt til at være en prioritering af enten din ellers Mads’ karriere? Og kan du på nogen måder relatere til mine tanker ift hvordan du havde det inden I fik børn?
Åh, jeg håber sådan at du læser min kommentar som en mega usikkerhed fra min egen side ift ikke at være skruk end at det er nogen pegen fingre af eller noget i den stil.
Mange hilsner
Tine
Søde Tine – det er dejligt du er så ærlig. Og små børn er altså ikke for alle – det er helt okay at tænke ‘godt det ikke er mig’. Det tænkte jeg også inden, og savner også tiden før børn, hvor vi kunne gøre ALT i verden føler jeg. Det lyder kliché, men børn er det hele værd (selvom man glemmer det klokken 3 om natten). Noget oppe i hjernen gør, at de er de skønneste væsener selvom det er pissehårdt, og heldigvis bliver de jo også ældre og så får man et andet forhold og forhåbentligt en nemmere hverdag.
I forhold til, hvordan hverdagen skal køre på den anden side af barslen, så må vi køre med madplan, madkasser, søndagsplanlægning, hjemmearbejdsdage. Vi må se på det til den tid.
Jeg håber, at jeg trods alt også bidrager med noget positivt og jeg er glad for at du (forhåbentligt) stadig følger med 🙂
Tusind tak for dit svar, det er rart at høre du kan relatere lidt til det. Det kan nogle gange godt være svært at tale om med mine veninder, da de ikke er så karriereorienterede og de fleste er i et mere kvindeligt erhverv som pædagog, social rådgiver osv, hvor barsler er lidt mere hyppigt end i mit erhverv.
Jeg har bestemt ikke tænkt mig at unfollowe dig. Jeg kommenterede til dit indlæg, da jeg synes du er spændende at følge med hos og jeg på mange måder stadig kan spejle mig i dig. Derudover har enormt stor respekt for at du er så ærlig – også selvom sandheden måske er ilde hørt nogle gange 😉 Men det er nok godt nok at vide hvad man går ind til på et tidspunkt.
Jeg er utrolig spændt på og glæder mig til at se hvordan I kommer til at få det hele til at gå op i en højere enhed.
Rigtig god aften til jer 🙂
Tine – mit tidligere jeg kan så meget identificere sig med der hvor du står nu nu. Og havde du spurgt mig da min datter var tre uger, så havde jeg også sagt ‘lad for guds skyld vær med at få børn’ – men nu er jeg altså gravid igen, og det er IKKE fordi jeg har glemt hvordan det var!
Jeg synes det var absurd crazy at blive mor. Til gengæld har jeg syntes at det var overraskende ok at være en familie med to udearbejdende forældre. Jeg prioriterer ret hårdt både på arbejde og hjemme hvad jeg bruger min tid på, men til gengæld føler jeg sjældent at jeg stresser rundt og vi har tid til de ting der betyder noget for os. Jeg køber ikke præmissen om at man ikke kan have en karriere ved at arbejde 37 timer om ugen (nogle brancher har en syg arbejdsmoral, men tror det er ved at ændre sig – og så man kan jo tænke lidt alternativt og droppe de værste konsulenthuse) og med 37 timer om ugen på flextid og ikke alt for lang transporttid, kan det sagtens hænge fornuftigt sammen. Også med tid til motion, selvom det måske oftere er en halv time i løbeskoene end flere timer i træningscentret.
Jeg har fået så meget ud af at blive mor. Jeg er aldrig blevet ‘mig selv’ igen. Men jeg kan ærligt bedre lide hende jeg er nu. Som er i stand til at tage sig af andres behov men stadig sørge for mine egne, som er bevidst om hvad jeg bruger min tid på, som har fået en lidt sundere distance til sit arbejde og som mest af alt har fået det sødeste, kærligste væsen ind i mit liv ❤️
Hej Tine (m.fl). Jeg står det samme sted i livet som dig, og går med lignende tanker. I mit tilfælde har jeg aldrig haft lyst til at få børn, men jeg er kommet frem til, at jeg har endnu mindre lyst til et liv uden børn. Jeg har været skræmt ved tanken om, at jeg ikke så brændende ønsker børn, som mine veninder nok gør/har gjort det. Og når jeg så bliver småstresset ved andres beskrivelser af svære øjeblikke med små børn, så prikker det i virkeligheden til mine tanker om, om jeg nu bliver god nok, hvis jeg er lidt nervøs ved tanken allerede nu. Ved ikke om det giver mening for dig eller du kan bruge det til noget, men det hjalp mig at skrive det “højt” her.
Jeg synes det er dejligt du deler, Sofie. Jeg synes du er god til at dele både skønne som svære sider af livet som mor. Selvom jeg et kort øjeblik kan blive nervøs ved tanken om at skulle være mor, så formår du også at indgyde et element af fællesskab og tryghed i, at det faktisk ikke er så skidt endda. Selv når det er skide hårdt, Det virker ægte, solidarisk, kærligt og meget empatisk på mig, og er noget jeg kan spejle mig i. Tak for at dele!
Tine – hvis der er noget moderskabet har lært mig, så er det ikke at lade mig presse af samfundsnormen, men at følge min egen mavefornemmelse. Både hvad angår børneopdragelse og karriereplaner. Det eneste du som mor skal leve op til er dine egne (sikkert høje) ambitioner og se om du kan skabe en fornuftig balance mellem de to. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort. I Know! Men det er en utroligt udviklende og givende process at være i.
Jeg var heller aldrig skruk før jeg fik barn, men er det nu, trods mange, lange hårde dage og nætter. Men det blegner ift hvor meningsfyldt det er at være nogens mor. Det kan ikke forklares med ord, måske derfor moderskabet fremstår så hårdt, fordi de hårde oplevelser er lettere at sætte ord på. Det er meget sværere at forklare hvor dyb en kærlighed du kan føle alene ved at ligge og kigge på dit sovende barn eller de små perler af blikke, samtaler og oplevelser du deler med dit barn hver dag i sød kontrast til alt det hårde.
Og til Sofie: fantastisk dejligt og relaterbart skriv ❤
Hej jeg er ny følger så er lige lidt bagud med forhistorie osv 😊 men venter barn nr to til sommer og får lige præcis 2 år og en måned imellem dem så sidder lige og lapper erfaringer i mig! Især sidste halvdel var god læsning haha! Men nok også meget sundt at høre første halvdel 😉 så spændt på hvordan det bliver! Og hep hep herfra på at I snart når næste fase så nogen ting føles lidt lettere! 😊
Tusinde tak!! Tak for dine ord. Tak for dine tanker. Jeg sidder her ved et tomt spisebord og fælder en tåre, fordi du rammer spot on. 😊 Savner min to-Årige og vores alene-tid, når lillebror hænger i babserne konstant!
Her er nr. 2 kun 12 dage, så vi er stadig nye i gamet, og hverdagen har endnu ikke ramt os.
Her er den største udfordring, at vores store er ret morsyg og mor skal ordne alt… Så mor skal trøste, mor skal putte osv. Så jeg håber at far på et tidspunkt bliver lidt mere “populær”.
Hej Sofie
Jeg har selv en datter på 2 år og 4 måneder, samt en søn på 5 måneder – og hvor kan jeg bare nikke genkendende til alt hvad du skriver! Alle de blandede følelser, kaos, og mest af alt en ubeskrivelig kærlighed 🙂 Spot on!
Jeg har en datter på 2 år og 2 mdr og en søn på 4,5 måned. Jeg var lidt skræmt. “Alle” sagde at det var megahårdt at gå fra 1 til 2 børn, men jeg synes ikke det har været så galt. Altså ikke være end at have en 2-årig og et spædbarn. Med andre ord; 1+1=2 der bliver altså ikke ganget med en eller anden ukendt faktor.
Jeg har ikke oplevet den der dårlige samvittighed overfor den store, men derimod overfor den lille. Hun har fået al vores kærlighed og opmærksomhed i TO år. Og nu er der kommet en lillebror som er megakedelig, så både min mand og jeg foretrækker klart den to-åriges selskab. 🙈 Til gengæld er babyer nemme på en anden måde end 2-årige.
Og til dig uden børn, med godt gang i karrieren. Man SKAL ikke have børn. Det er min overbevisning at jeg også kunne have haft et lykkeligt liv uden børn. Det ville i hvert fald være nemmere. For du har bare børn h-e-l-e-t-i-d-e-n. They never go away. Og det er bare slut med at gøre præcis hvad man har lyst til, hele tiden. Det kræver meget mere arbejde at planlægge alting, og egentlig vil man bare gerne have en fridag.
Eller 10 fridage 😂
Hurraaaaa! Jeg fik nr 2 for 9 måneder siden. Der er også 2 år og 3 mdr i mellem vores unger. Og ALT hvis du lige har beskrevet kan føres over til vores seneste 9 måneder. Min mand møder tidligt, så her står jeg for hele morgenshowet, aflevering i børnehave hvilket også er under indkøring samt hele hytten/vaske osv. Om en måned skal lillebror så starte o dagpleje, og jeg må da indrømme at det er psyko lorte hårdt her anden gang, og alligevel så var jeg endnu mere træt første gang, for der anede man ikke hvor lidt søvn og tid til sig selv man faktisk kan “nøjes” med og ende med at blive helt vant til max 4-5 timers søvn henover 9 timers nat😅😳 tak tak fordi du bringer det sande og upolerede frem i lyset!👏🏻👏🏻 GOd weekend
Tak for dit indlæg og fordi du vil dele lidt af dit liv med os. Der er næsten fire år i mellem vores børn og vores den mindste er på Gustavs alder helt præcist. Jeg synes stadig det er vildt hårdt med to børn – vi har så også valgt at hjemmepasse den mindste og hente den store, når skolen slutter kl 13 hver dag. Jeg er omgivet af børn hele tiden! Og trænger snart til en fridag 🙂 Min mand arbejder fuldtid. Omvendt er der også mange ting, der er nemmere, end da jeg arbejdede. Vores store har lige været syg i en uge og det var så rart ikke at skulle stresse med, hvem der kunne tage fri osv. Men min Mand og jeg glæder os så meget til at vi skal være pensionister og gå til ler og på museum og måske læse en bog, hvis det bliver vildt 🙂
Hej Sofie
Jeg er stor fan af din ærlighed omkring forældreskabet. Du har været inde på det kortvarigt før, men vil du ikke skrive lidt om, hvad der har fået jer til at flytte ud af byen, når nu I begge arbejder i den? Min mand og jeg går nemlig med de samme overvejelser – og jeg kan både se fordele (flere kvadratmeter for færre penge, luft og natur) samt ulemper (meget mere transporttid = færre timer “hjemme” med familien). Hvordan har overgangen været for jer? Og hvordan får I det til at fungere i hverdagen? 🙂 Jeg har brug for inspiration og troen på, at det kan lade sig gøre.
Hej Trine
Jo, det var en god idé, det skal jeg nok få skrevet nogle ord om 🙂
[…] Voksentid med min mand… Jeg (gen)læste det her indlæg hos Sofie forleden og det er ret præcist, sådan det fungerer hjemme hos os lige for tiden. Det er […]
Hvor kan jeg dog bare relatere SÅ meget fra din tid med lille Louie og 2 årige Gustav! Vi har også to børn hvor lillebror nu er 6 mdr og og storesøster fylder 3 om en måned. Jeg er vildt overrasket over hvor nem en baby er 2. gang! Selvfølgelig er det også forskelligt fra barn til barn, vi har været heldige med en nem baby her (også) 2. gang. Min store pige var faktisk også rigtig nem som baby, men ville helst sove på mig og min usikkerhed som nybagt mor fyldte bare så meget i starten. Jeg græd over alt og ingenting og jeg var SÅ bange for at der skulle ske hende noget. Så ja – fuck alle dem der siger “nyd det nu”, for det er altså ikke altid så nemt – slet ikke første gang i hvert fald. Men her 2. gang nyder jeg virkelig bare at have en baby 🙏🏼 Klichéen med at “det går alt for stærkt” er desværre bare dobbelt op 2. gang synes jeg – åh jeg har lyst til at stoppe tiden med min baby. Tilgengæld kan vi godt gå lidt hurtigere videre med min knap 3 årige – puha hun trækker tænder ud lige nu 😵💫🙈😅 Nå men tak for et rigtig godt og relaterbart indlæg (selvom det er længe siden 😂) 🙏🏼🥰
Kh Mette