Har jeg overtalt Mads til en hjemmefødsel?


For nogle uger siden lokkede jeg Mads med til en “hjemmefødselscafé” på Hillerød Hospital, hvor vi er tilknyttet efter vi er flyttet. Der var måske 10-15 par i et lille venteværelse. Jordemoderen, der skulle fortælle om hjemmefødsler var selv lidt overrasket over fremmødet. Jeg var egentlig ikke overrasket – jeg synes, at jeg kan fornemme, at det er en stigende “trend” at føde hjemme.

Som I ved har jeg også overvejet det. Mest af alt fordi, at jeg havde en dårlig oplevelse på Rigshospitalet trods en vældig ukompliceret fødsel. Men vi skal være to om den beslutning – og Mads er stadig ikke tryg ved idéen. Så vi har besluttet, at jeg skal føde på hospitalet. Jeg ved godt, at det er mig, der skal føde og det måske derfor er min beslutning. Men jeg har ikke lyst til at gå rundt med veer herhjemme imens Mads sveder og panikker over, at vi ikke skal af sted. Så jeg synes faktisk, at det er ret meget en fælles beslutning. 

Ingen lattergas?!

Og det gør mig faktisk ikke noget at føde på Hillerød Hospital. Jeg er 50/50 på om det skal være hjemme eller på hospitalet, og det jeg mindst gider ved hospitalet er faktisk transporten. Det jeg er mindst for ved hjemmefødslen er fødekarret, som skal pustes og fyldes op. Dét gider jeg simpelthen ikke. Så skulle jeg føde hjemme, så ville det blive uden fødekar. Og så kan de ikke længere tage lattergas med til hjemmefødsler i vores region og lattergassen REDDEDE mig under Gus’ fødsel. 

Grunden til, at det ikke gør mig noget at føde på hospitalet trods min dårlige førstegangsoplevelse er, at jeg har en helt anden oplevelse af Hillerød hospital. De jordemødre jeg har mødt, har opfordret til, at jeg bare kommer ind hurtigst muligt, så vi er sikre på, at jeg når at lande inden baby kommer. De støtter hele konceptet om Smertefri Fødsel, de tager sig tid til at tale med mig og jeg føler mig ikke som en del af en maskine. Et samlebånd og et hak på en checkliste, som jeg har følt det på Rigshospitalet og til jordemor på Aldersrogade. Det her er ikke en kritik af jordemødre på Rigshospitalet – det er en kritik af systemet, der simpelthen presser de jordemødre for hårdt. Jeg ved jo udmærket godt, at de ikke sidder og klør røv og er ligeglade. De løber så hurtigt de kan og det var i mit tilfælde ikke dét jeg havde behov for. Jeg behov for, at der IKKE blev løbet, men at der var nogen, der satte sig ned og tog sig tid – og inden jeg nåede pressefasen. 

Til gengæld var de så overskudsagtige på Hillerød, at de tog “hjemmefødselsholdet” med på fødegangen for nogle uger siden, så vi også havde mulighed for at se en fødestue, hvis nu vi valgte at føde på hospitalet. Bortset fra, at jeg følte mig helt forkert på den fødegang (hvis det havde været mig, der var midt i mine veer og stødte på et hold gravide og deres mænd på gangen, så ville jeg nok bare lægge mig ned og græde), så var jeg virkelig glad for at se en stue. Det er jo første gang, at jeg ser en ‘rigtig’ fødestue med seng, kar, babybord, stol og det hele! 

?Jordemor peptalks – ja tak. 

Jeg har faktisk været til jordemor i dag og man går jo derfra med den vildeste selvtillid. “Wow, sikke en superføder du har været” og “..har du virkelig gemt på så stor en baby i så lille en krop”, “..du har en stærk muskulatur, der holder maven inde”. Haha – jeg vil gerne til jordemor hver dag til lige at kickstarte dagen, hvis jeg får så mange komplimenter hver gang! Ens for alle tre jordemødre, som jeg har været i kontakt med i denne graviditet (én fra Rigshospitalet inden vi flyttede, én fra Hillerød og så en ny i dag, fordi den første var syg) er, at de allesammen har foreslået, at jeg skulle føde hjemme. Eller i hvert fald hentydet, at jeg skulle overveje det. Det skyldes simpelthen, at selvom jeg følte, at min fødsel varede i lang tid i mine 24 timer med veer, så var det kun 3 timer i den aktive fødsel – og de forventer alle tre, at det går væsentligt stærkere denne gang, fordi kroppen ved, hvad der sker. 

Men nu må vi se – fødsler er så vidt forskellige, og ligesom med Gustavs fødsel, så har jeg ingen forventninger. Jeg har jo lykkelig glemt smerten og følelsen af ikke at kunne magte det. Det tror jeg er meget godt, så jeg kan gå ind i denne fødsel med blod på tanden og ikke et “holy shitfuck nu sker det igen”!

Jeg har sjældent oplevet så meget engagement på instagram, som da jeg nævnte hjemmefødsler. Selvfølgelig er det klart mest jer, der har født hjemme (og som har haft en god oplevelse), der har skrevet DO IT. Men man skal også huske på, at alle fødsler ER forskellige og vores behov er forskellige. Derfor kan man jo ikke sige “gør det. Du vil aldrig fortryde det, det er det bedste i verden”. Jeg forstår, hvor det kommer fra. Men for nogen er det ikke det bedste i verden – og det er det, som Mads bliver ved med at vende tilbage til. Hvad nu, hvis jeg bløder meget under denne fødsel? Hvad nu, hvis der opstår en komplikation og jeg skal føde i en ambulance? Han forestiller sig selvfølgelig det værste og jeg anerkender, at han var lidt mere ved sine fulde fem under Gustavs fødsel end jeg selv var. Han vil gerne vide, at han er i trygge hænder, hvis der skulle ske noget undervejs – han ville aldrig tilgive sig selv andet. 

SÅ VENNER – hvis I møder os på fødegangen på Hillerød i december, så stik os en highfive (eller lad vær’ hvis det ser helt kritisk ud). Der er taget en beslutning, og den er jeg også rigtig glad for <3

 


14 svar til “Har jeg overtalt Mads til en hjemmefødsel?”

  1. Jeg kan kun sige at den beslutning tror jeg du bliver rigtig glad for. Aner ikke hvordan det er at føde hjemme, så det kan jeg ikke sammenligne med, men Hold kæft Hillerød er et overskudshospital. Jeg har selv lige født der som førstegangsfødende, og jeg er blown away over hvor meget tid de havde til mig og hvor god en oplevelse det var. Har hørt så mange historier om jordemødrene der har travlt og hele tiden går. Her var der en ved min side hele vejen igennem og jeg har aldrig følt mig så tryg. Hvis du ikke lynføder igen, så er de også gode til at lave akupunktur og dét opdagede jeg også er fedt

  2. Jeg kan kun sige at den beslutning tror jeg du bliver rigtig glad for. Aner ikke hvordan det er at føde hjemme, så det kan jeg ikke sammenligne med, men Hold kæft Hillerød er et overskudshospital. Jeg har selv lige født der som førstegangsfødende, og jeg er blown away over hvor meget tid de havde til mig og hvor god en oplevelse det var. Har hørt så mange historier om jordemødrene der har travlt og hele tiden går. Her var der en ved min side hele vejen igennem og jeg har aldrig følt mig så tryg. Hvis du ikke lynføder igen, så er de også gode til at lave akupunktur og dét opdagede jeg også er fedt

  3. Vi ses på fødegangen i december eller måske før, vi har vidst termin samme dag! Lyder som min jordemoder du har talt med i dag – hun er fantastisk

  4. Vi ses på fødegangen i december eller måske før, vi har vidst termin samme dag! Lyder som min jordemoder du har talt med i dag – hun er fantastisk

  5. Rigtig god fødsel når I kommer dertil…! Jer har jeg prøvet at føde både på sygehus samt hjemme.. Begge fødsler var fantastiske! Og min mand var også skeptisk over at vi skulle føde hjemme, og betingelsen for at vi kunne vælge det var at vi begge var trygge ved det.. og det blev han heldigvis også.. her har vi knap en time transport til sygehuset og det var hovedsagligt årsagen til at vi valgte at føde hjemme.. til marts håber vi at gentage succesen, så længe jordemoderen også anbefaler det..
    tak for en ærlig og skøn blog!

  6. Rigtig god fødsel når I kommer dertil…! Jer har jeg prøvet at føde både på sygehus samt hjemme.. Begge fødsler var fantastiske! Og min mand var også skeptisk over at vi skulle føde hjemme, og betingelsen for at vi kunne vælge det var at vi begge var trygge ved det.. og det blev han heldigvis også.. her har vi knap en time transport til sygehuset og det var hovedsagligt årsagen til at vi valgte at føde hjemme.. til marts håber vi at gentage succesen, så længe jordemoderen også anbefaler det..
    tak for en ærlig og skøn blog!

  7. Hvor er jeg glad for at høre om din oplevelse med Hillerøds jordmødre. Jeg var også selv tilknyttet Riget og Aldersrogade indtil i sidste uge, hvor vi blev overført til Hillerød pga. flytning. Har dog intet kendskab til Hillerød og min første tid hos deres jordmoder er først i midten af december, men nu glæder jeg mig da endnu mere til det

  8. Hvor er jeg glad for at høre om din oplevelse med Hillerøds jordmødre. Jeg var også selv tilknyttet Riget og Aldersrogade indtil i sidste uge, hvor vi blev overført til Hillerød pga. flytning. Har dog intet kendskab til Hillerød og min første tid hos deres jordmoder er først i midten af december, men nu glæder jeg mig da endnu mere til det

  9. Jeg fødte for 2 måneder siden på Hillerød. Jeg er kun blevet mødt af søde folk. Jeg var der er døgn før, da jeg skulle sættes i gang. Jeg følte de havde tid til en lille snak, selv en af jordemødrene kommenteret mit dynebetræk til baby.
    Jeg havde den sødeste jordemoder under fødslen Micha.
    Ønsker dig den bedste fødsel

  10. Jeg fødte for 2 måneder siden på Hillerød. Jeg er kun blevet mødt af søde folk. Jeg var der er døgn før, da jeg skulle sættes i gang. Jeg følte de havde tid til en lille snak, selv en af jordemødrene kommenteret mit dynebetræk til baby.
    Jeg havde den sødeste jordemoder under fødslen Micha.
    Ønsker dig den bedste fødsel

  11. Jeg fødte også mit første barn på Rigshospitalet og havde ikke just en fos oplevelse. Da jeg skulle føde mit andet barn, var vi lige som jerflyttet ud af byen, og hørte ligeså til Hillerød. Det var en helt anden oplevelse. Selve fødslen gik nemmere fordi det var anden gang. Men selvom vi fik en reservestue, fordi der var proppet, så var der fuldstændig ro og nærvær fra jordemoderen. Selv min mand sagde at der var kæmpe forskel på de to steder

  12. Jeg fødte også mit første barn på Rigshospitalet og havde ikke just en fos oplevelse. Da jeg skulle føde mit andet barn, var vi lige som jerflyttet ud af byen, og hørte ligeså til Hillerød. Det var en helt anden oplevelse. Selve fødslen gik nemmere fordi det var anden gang. Men selvom vi fik en reservestue, fordi der var proppet, så var der fuldstændig ro og nærvær fra jordemoderen. Selv min mand sagde at der var kæmpe forskel på de to steder

  13. Jeg fødte på hillerød i april 2017! jeg elskede det, nu skal det så lige siges jeg havde hevet min egen jordemoder med da min bedste veninde er jordemoder, men min fødsel gik ikke lige helt som den skulle så hun fik kyndig vejledning fra hele teamet! jeg var endda så heldig at hende som kom og tog over var hende jeg havde gået til kons hos! hun var simpelthen så sød!!

  14. Jeg fødte på hillerød i april 2017! jeg elskede det, nu skal det så lige siges jeg havde hevet min egen jordemoder med da min bedste veninde er jordemoder, men min fødsel gik ikke lige helt som den skulle så hun fik kyndig vejledning fra hele teamet! jeg var endda så heldig at hende som kom og tog over var hende jeg havde gået til kons hos! hun var simpelthen så sød!!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.