I går på instagram delte jeg en helt normal dag i mit liv. En episode, der handlede om, at jeg råbte af Gustav i frustration, fordi han opførte sig som… ja, en lille røvbananen – så det gjorde jeg også.

Jeg deler typisk sådan nogle stunder med jer – og jeg kan godt have en fornemmelse af, at nogle tror, at jeg gør det fordi jeg er usikker på mine valg. Fordi jeg vil have bekræftelse på, at jeg gør det godt nok. Nogle kommentarer kan være lidt ala ?slap nu af? eller ?Gustav klarer den nok?. Så jeg føler lige er behov for at uddybe, hvorfor jeg deler det med så mange mennesker.

Det er IKKE, fordi jeg har brug for at høre, at Gustav er normal. For at høre, at han nok skal klare den og det dør han ikke af. For at høre, at jeg bare kan ånde ud, fordi jeg er bare lige som alle andre. Det ved jeg godt. Jeg deler sådan en episode med så mange (især kvinder), fordi der ikke er så mange andre der gør det – men fordi jeg netop VED at alle andre også oplever de dage, hvor man bliver i tvivl om, hvem der egentlig er barnet. De taler bare ikke om det (og især ikke på de sociale medier!). Nu handler det ikke specifikt om at råbe af sit barn, da der selvfølgelig er nogen, der kan beherske sig. Det handler mere om alsidigheden i hverdagen – om det så drejer sig om hagesmækker, putning, leg, kærlighed, kedsomhed, riven, slåen. You get it.

Jeg fortæller ærligt om mit liv, fordi jeg selv mærker et behov for at følge med hos mødre, der tør sige, at de har haft en dårlig dag, at hjemmet sejler, at de kom til at være upædagogiske – men også når de fortæller, hvordan de ligger og snuser til deres børn når de sover, for de kan ikke lade være.

Lad os sammenligne det lidt med kropsaktivister – dem, der viser deres kroppe med deller og bumser og alt det, som vi normalt ikke ser. Det er oftest ikke fordi, at de gerne vil høre, at de er smukke og normale. Det tror jeg, at de fleste synes de er. Men fordi de gerne vil give udtryk for, at det er helt normalt og helt okay at se sådan ud.

Så lad os kalde mig moraktivist. Jeg elsker, at mine små historier og eskapader skaber anledning til, at andre også kan fortælle, at de har haft en dårlig dag. At de også har råbt af deres barn. Og hvis du sidder derude og tænker ?øhm, jeg råber ikke af mit barn – er jeg så unormal?? NIX. Hvis vi tager det tilbage til kropsaktivisterne, så er det også helt okay at være slank og billedsmuk. Men de billeder ser vi mange af, så det handler bare om at nuancere billedet lidt, så det favner andre også.

Jeg gør det ikke, fordi jeg er hysterisk og nu sidder med vanvittig dårlig samvittighed og har et behov for at vide, at andre også har prøvet det. Næh – jeg har bare et behov for at sige det højt og skabe et ærligt rum for dem, som oplever det samme. Lad os tale om det og grine og græde af alt det, som sker i livet i stedet for at holde det tilbage.

Så i bund og grund, så føler jeg sgu, at jeg hviler i min rolle og de valg, jeg tager. Jeg ved godt, når det ikke er det bedste valg – og det ved I også. Men lad os gøre det lige så normalt at dele de forkerte valg og dårlige dage, som dem, hvor solen skinner og alt bare spiller.

Og så rigtig god weekend 🙂