Jeg har i et stykke tid ville skrive om mit 1. trimester i håbet om, at det ikke kun er mig, der har haft det… svært. Ikke kvalmen og trætheden og hvordan man føler det fysisk umuligt at komme igennem en arbejdsdag, men noget meget mere diffust. Nemlig det som hormonerne i 1. trimester gør ved mit (ellers meget stabile og glade) sind.
Det er en uforklarlig tristhed, som jeg har oplevet i begge graviditeter i første trimester. Jeg har aldrig oplevet det før eller siden, men det føles som en manglende glæde ved livet. Jeg ved ikke, om jeg vil kalde det decideret deprimeret, men jeg har haft svært ved at finde glæde ved noget som helst og følt mig nedtrykt uden at ane hvorfor.
Jeg oplevede det også i første graviditet, men der foregik så meget andet i livet, at jeg ikke tænkte, at det skyldtes graviditeten og hormonerne. Men her anden gang, hvor jeg generelt er et godt sted i livet og er glad, er følelserne i 1. trimester kommet igen. Det er svært at sætte ord på, når man er i det – men så ramte jeg 2. trimester og som dug for solen forsvandt min tristhed. Her ?på den anden side? er det tydeligt for mig, at det er de tidlige hormoner, der påvirker mig i 1. trimester.
Det er lidt skræmmende at føle sådan i en tid, hvor alle mener, at man bør være glad – og i bund og grund ER glad ved hele situationen. Men jeg har bare ikke kunne mærke den. Jeg har googlet, og ofte står der ting som, at man har nemmere til tårer og følelserne sidder uden på tøjet. At man måske pludselig reagerer kraftigt eller anderledes. Ikke at man kan føle sig dybt trist i maven uden grund. Det lyder mere som en fødselsdepression inden man overhovedet er kommet igennem 20% af sin graviditet!
Jeg skriver om det, fordi jeg håber, at der er andre, der har haft det sådan og måske gerne vil sætte ord på. Måske nogle, der sidder i 6. eller 7. uge og ikke kan finde ud af, hvorfor de ikke er glade, når de føler, at de burde. Det er især svært, hvis du ikke er klar over, at det er dine hormoner, der spiller dig et puds. Mads blev meget bekymret og jeg blev ked af det, fordi jeg ikke kunne forklare ham, hvad der var galt og hvad der foregik oven i mit hoved. Det var lidt hårdt, når jeg skulle fortælle folk, at jeg var gravid og deres reaktion slet ikke matchede min egen.
Måske påvirker det her mig så meget, fordi jeg generelt er en glad kvinde. Jeg bærer ikke nag, jeg hidser mig sjældent op og hvis folk skuffer mig, så trækker jeg på skuldrene og tænker, at de er et dårligt sted i deres liv. Jeg er vel det, man kan kalde lykkelig – jeg har endnu aldrig oplevet sorg (kun som 17-årig da jeg mistede min kat, meeen det tæller vel ikke rigtig), jeg har en skøn mand, snart to børn, et arbejde der stimulerer mig og veninder og forældre, der støtter mig. Jeg kan ikke bede om mere og hvis jeg ikke er tilfreds, så har jeg alle muligheder i verden for at ændre tingene i tilværelsen. Derfor påvirker det mig meget, når jeg pludselig ikke rigtig kan genkende mig selv og mit sind og de tanker, som dukker op i 1. trimester. Det lyder meget dramatisk – det er det ikke – men det føles voldsomt, når man aldrig har oplevet en tristhed før.
Min pointe med det her indlæg er blot at dele, at det sikkert er helt normalt. Selvom det føles unormalt at ved ked af det, når man sikkert er glad for at være gravid! Hvis du har det på samme måde, så hæng i. Jeg har først været i stand til at se, hvor påvirket jeg har været af de graviditetshormoner, da jeg kom i 2. trimester. Det skete, da jeg sad i bilen med Mads og pludselig følte, at set var helt okay. Jeg var glad igen! Absolut ingen ændring i livet – andet end at jeg lige havde ramt uge 14.
Jeg er glad for, at jeg har sat ord på noget, som for mig er så uhåndgribeligt. Så bliver det mindre skræmmende og farligt, skulle jeg (Holy Moly) opleve en 3. graviditet en dag.
32 svar til “Når 1. trimester er svært”
Åh, hvor det rammer spot on.
Jeg er førstegangsgravid og har termin om få dage, og hvor kan jeg huske den tristhed og forvirring, over hvorfor jeg havde det sådan, når alt nu var godt, jeg oplevede de første måneder. Det værste var netop, at når andre reagerede med lykke på min graviditet, stod jeg helt uforstående og havde det bare slet ikke på samme måde. Det var så hårdt, og jeg begyndte virkelig at tvivle på, om jeg overhovedet havde taget den rigtige beslutning. At det var kombineret med månederne december, januar og februar + intens kvalme, madlede og en udmattelse, jeg aldrig har oplevet før, gjorde ikke tingene bedre.
Men pludselig en dag var jeg ikke trist mere (jeg tror faktisk, det var præcis i uge 14). Så ja, alle andre derude, som lige nu går igennem noget lignende: Hold ud – det bliver bedre lige om lidt!
Åh, hvor det rammer spot on.
Jeg er førstegangsgravid og har termin om få dage, og hvor kan jeg huske den tristhed og forvirring, over hvorfor jeg havde det sådan, når alt nu var godt, jeg oplevede de første måneder. Det værste var netop, at når andre reagerede med lykke på min graviditet, stod jeg helt uforstående og havde det bare slet ikke på samme måde. Det var så hårdt, og jeg begyndte virkelig at tvivle på, om jeg overhovedet havde taget den rigtige beslutning. At det var kombineret med månederne december, januar og februar + intens kvalme, madlede og en udmattelse, jeg aldrig har oplevet før, gjorde ikke tingene bedre.
Men pludselig en dag var jeg ikke trist mere (jeg tror faktisk, det var præcis i uge 14). Så ja, alle andre derude, som lige nu går igennem noget lignende: Hold ud – det bliver bedre lige om lidt!
Jeg synes 1. trimester er forfærdeligt, og det skal bare overleves. Efter to spontane aborter i træk, er den første tid bare fyldt med bekymringer, og det er så opslidende. Jeg er i uge 8, og tiden skal bare gå hurtigt nu…
Jeg synes 1. trimester er forfærdeligt, og det skal bare overleves. Efter to spontane aborter i træk, er den første tid bare fyldt med bekymringer, og det er så opslidende. Jeg er i uge 8, og tiden skal bare gå hurtigt nu…
TAK fordi du sætter ord på. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde læst det, da jeg var i 1. trimester. Jeg var SÅ trist. Vi havde prøvet i næsten 2 år og lige inden fertilitetsbehandling sker miraklet. Derfor var det virkelig hårdt for mig (og min kæreste), da der gik længe, inden jeg kunne spejle hans og andres glæde.
TAK fordi du sætter ord på. Hvor ville jeg ønske, at jeg havde læst det, da jeg var i 1. trimester. Jeg var SÅ trist. Vi havde prøvet i næsten 2 år og lige inden fertilitetsbehandling sker miraklet. Derfor var det virkelig hårdt for mig (og min kæreste), da der gik længe, inden jeg kunne spejle hans og andres glæde.
Hvor er det bare dejligt at læse, at andre kan have det sådan! Specielt nogle der ser ud til at leve et så perfekt liv. Det betyder mere end man tror, for man kan virkelig gå rundt og føle sig alene og forkert med de følelser. Og det er virkelig ikke noget ret mange taler om. Jeg har haft en super nem graviditet i fysisk forstand, men min psyke har godt nok været på overarbejde. Var ikke så hårdt ramt i 1. trimester, mit var faktisk klart værst i 2., og her i 3. er det blevet lidt bedre igen, men kan stadig vågne op og have dage, hvor jeg føler alt er forkert. Det er virkelig hårdt at have det sådan, når man har glædet sig til at stifte familie længe. Når det er værst, skal jeg virkelig huske mig selv på, at jeg ved, at det her er noget jeg gerne vil og at det er hormonerne og min usikkerhed der taler, ikke mig. Jeg nærmer mig termin nu og jeg glæder mig virkelig – både til forhåbentlig at få mit humør igen, men mest til at møde min lille pige, som jeg trods alt, er sikker på er det hele værd <3 Tak for indlægget.
Hvor er det bare dejligt at læse, at andre kan have det sådan! Specielt nogle der ser ud til at leve et så perfekt liv. Det betyder mere end man tror, for man kan virkelig gå rundt og føle sig alene og forkert med de følelser. Og det er virkelig ikke noget ret mange taler om. Jeg har haft en super nem graviditet i fysisk forstand, men min psyke har godt nok været på overarbejde. Var ikke så hårdt ramt i 1. trimester, mit var faktisk klart værst i 2., og her i 3. er det blevet lidt bedre igen, men kan stadig vågne op og have dage, hvor jeg føler alt er forkert. Det er virkelig hårdt at have det sådan, når man har glædet sig til at stifte familie længe. Når det er værst, skal jeg virkelig huske mig selv på, at jeg ved, at det her er noget jeg gerne vil og at det er hormonerne og min usikkerhed der taler, ikke mig. Jeg nærmer mig termin nu og jeg glæder mig virkelig – både til forhåbentlig at få mit humør igen, men mest til at møde min lille pige, som jeg trods alt, er sikker på er det hele værd <3 Tak for indlægget.
Hej Sofie. Nu ved jeg godt det er længe siden du udgav det her indlæg, men jeg ville skrive at dit indlæg var præcist det jeg havde brug for, efter flere timers googling, der alle endte med diagnosen “fødselsdepression”, hvilket i sig selv er skræmmende nok, når jeg sidder med præcis de tanker du havde. Jeg er lige gået ind i 13.uge af min graviditet, og kan ikke kende mig selv og mit humør. Det esklarede i går, da jeg for vild på cykel (ny i kbh haha) og skældte ud på min kæreste i telefonen, selvom han bare sad derhjemme og prøvede at hjælpe gennem telefonen. Så dit indlæg har virkelig hjulpet mig, og forsikret mig i at det er ok at sidde med de her følelser, uden at man ender i en fødsels psykose inden jeg overhovedet har min baby i armene. Det er ikke sikkert du ser denne kommentar, men jeg ville egentlig bare sige TAK❤️
Hej Sofie. Nu ved jeg godt det er længe siden du udgav det her indlæg, men jeg ville skrive at dit indlæg var præcist det jeg havde brug for, efter flere timers googling, der alle endte med diagnosen “fødselsdepression”, hvilket i sig selv er skræmmende nok, når jeg sidder med præcis de tanker du havde. Jeg er lige gået ind i 13.uge af min graviditet, og kan ikke kende mig selv og mit humør. Det esklarede i går, da jeg for vild på cykel (ny i kbh haha) og skældte ud på min kæreste i telefonen, selvom han bare sad derhjemme og prøvede at hjælpe gennem telefonen. Så dit indlæg har virkelig hjulpet mig, og forsikret mig i at det er ok at sidde med de her følelser, uden at man ender i en fødsels psykose inden jeg overhovedet har min baby i armene. Det er ikke sikkert du ser denne kommentar, men jeg ville egentlig bare sige TAK❤️
Tak fordi du tager dig tid til at skrive denne kommentar – og jeg er glad for den dukkede op, da du søgte på emnet. For der er ikke særlig mange, der taler om de psykiske gener i 1. trimester. De bliver oftest nævnt efter fødslen. I graviditeten “burde” man kun lide af kvalme i følge bøgerne. Jeg er dog ret sikker på, at det er helt normalt, at forandringen og hormornerne kan gør én trist, forvirret, skræmt, ked af det – og selvfølgelig også glad. Men den følelse tager bare nogle gange lidt tid at skinne igennem, når hormornerne tager overhånd
Tak fordi du tager dig tid til at skrive denne kommentar – og jeg er glad for den dukkede op, da du søgte på emnet. For der er ikke særlig mange, der taler om de psykiske gener i 1. trimester. De bliver oftest nævnt efter fødslen. I graviditeten “burde” man kun lide af kvalme i følge bøgerne. Jeg er dog ret sikker på, at det er helt normalt, at forandringen og hormornerne kan gør én trist, forvirret, skræmt, ked af det – og selvfølgelig også glad. Men den følelse tager bare nogle gange lidt tid at skinne igennem, når hormornerne tager overhånd
Er i det lige nu – uge 10 og føler mig som en skald af mig selv. Orker ikke min mand og alt hvad han siger er irriterende og jeg er sur og nedtrykt hele tiden. Vi har allerede et barn på to og graviditeten er fuldt ud planlagt og alt burde være godt. Men har gravet mig selv ned i et hul de sidste uger. Tak for indlægget, det hjalp at læse at jeg ikke er ved at blive tosset 🙁
Det bliver godt igen snart ❤️
Jeg er selv i det. Har også et barn på 2 år. Føler mig trist, angst og ked af det oveni kvalme og træthed. Nyder ikke vores søn og min kæreste sørger for alt. F
Hvor er jeg glad for at læse, at jeg ikke er helt alene i det her. Jeg er gravid i 7. uge med barn nummer 2. Planlagt, men jeg er bare så trist og uden glæde over graviditeten. Jeg døjer også med forfærdelig kvalme og madlede, så tristheden rammer bare ekstra hårdt. Og ikke nok med det, så jeg har virkelig svært ved at nyde og rumme min datter på 2 år. Jeg er bare så hårdt ramt. Sådan havde jeg det dog ikke under sidste graviditet.
Tak for dit indlæg. Har Google rundt for at finde nogen der måske havde det som mig.
Jeg har læst alle indlæggende, men kan se min situation er lidt anderledes. Har en datter på 4 fra et tidligere forhold. Er nu i et nyt med en meget skøn mand, men vi har kun været sammen i 4 mdr og bum så blev jeg uplanlagt gravid. Er i 8. Uge og jeg har det så psykisk dårligt. Min kæreste vil gerne beholde, jeg er sådan i tvivl fordi jeg har det som du beskriver. Jeg føler mig nærmest deprimeret. Er normalt et meget sprudlende og glad menneske, men i denne tid er jeg forkvalmet og dybt trist. Tankerne suser rundt og jeg kan ikke fange nogen af tankerne. Jeg kan ikke mærke tilknytningen til barnet og jeg føler mig så skyldig og forkert. Samtidig går det udover mine følelser for min kæreste. Begynder at tvivle helt vildt på mine følelser for ham.
Er det Hormonerne der driller mig, er han den rette eller burde jeg få en abort. Det er mine konstante spørgsmål.
Hvad med jer? Tvivlede nogen af jer på at beholde og ændrede jeres følelser for jeres kæreste sig? Kom følelserne tilbage?
Åh, sikke en hård tid for dig. Det kan ikke være nemt – fordi kun du kan tage beslutningen, der er rigtig for jer. Da jeg blev gravid med Louie (og Gustav) der blev jeg overrasket, men har været sammen med Mads i mange, mange år. Så jeg var aldrig i tvivl. Jeg var ked af, at jeg det første trimester slet ikke glædede mig eller var glad. Men det kom igen – som en sky, der glider væk fra solen ❤️
Hej Sofie – Shit, hvor kan jeg bare genkende det, som du beskriver her!
Jeg fik konstateret en mild depression en måneds tid, før jeg blev gravid (uplanlagt), og her i starten af min graviditet (jeg er 7+5), er det som om, at depressionen er slemt forværret. Jeg tvivler til tider også virkelig meget på min kæreste og vores forhold, og vi har altså været lykkeligt sammen i 5 år, og før min depression var jeg SLET ikke i tvivl om, at han var den rigtige for mig. Så jeg tror virkelig i langt de fleste tilfælde, at det er depressionen/hormonerne som driller og påvirker psyken. Det samme siger min psykolog, som jeg ser hver 2. uge – en depression/hormoner gør, at man kan tvivle på ALT.
Det hjælper mig meget at snakke med min kæreste om det, sådan han kan berolige mig, og minde mig om, hvorfor vi elsker hinanden. Og så er jeg helt sikker på, at følelserne nok skal komme tilbage – men shit, hvor kan hormoner fucke ens tanker og følelser fuldstændig op!
Hej Sofie – som skriver at du ikke kunne gribe nogle af tankerne.
Jeg ved ikke om du kan få en melding om denne kommentar, men efter at have søgt rundt på nettet angående disse symptomer, er jeg endt på dette indlæg. Din kommentar fanger virkelig godt, hvordan jeg har det her i uge 10. Jeg ville så gerne høre, hvordan det gik for dig, om du fik landet tankerne og hvad der skulle til?
Jeg håber du ser min kommentar. Venlig hilsen Nina
Kære Nina
Undskyld, at jeg først svarer nu. Det var først da jeg kom ud af 1. trimester, at det hele gav mening. At jeg kom ud af en dis eller tåge, som jeg ikke vidste jeg havde været i. Jeg ved jo sådan set ikke om det skyldtes 1. trimester, da det aldrig blev undersøgt, men der er så mange hormoner i kroppen, at det giver mening. Håber du er okay <3
Wow det rammer bare mig spot on føler jeg. Er I 13. uge og alt er bare trist føler jeg. Har stadig mega kvalme som har stået på i 7 uger nu og ser bare ingen ende på det – jo når barnet er født… min mand tager alt herhjemme og sørger for vores dreng på 2, mens jeg bare graver mig ned i et dybt sort hul.. håber virkelig det vender snart, som det gjorde for dig!! Jeg magter bare ikke en hel graviditet hvor jeg ingenting kan og vil. Kan også bare mærke hvor meget det går ud over mine mand og vores forhold, fordi han jo tager alt slæbet herhjemme (Og samtidig prøver at finde på mad til mig). Det er som et fængsel på en måde 🙁
Kære Sofie. Dejligt indlæg, og et emne jeg generelt ville ønske der var et langt større fokus på. Som tilføjelse vil jeg sige at jeg blev ramt af samme depressions lignede symptomer. Mine fortsatte bare et langt stykke ind i 2. Trimester før de stoppede og netop fødselsdepression var noget Jordmor havde stort fokus på. Men tingene blev lysere og der kom langsomt mere ro på. Så selvom jeg ikke på klokkeslaget 2. Trimester fik det bedre, så kom det altså senere, og det er bare det jeg gerne vil nævne hvis der er andre der falder over dit indlæg i søgen efter viden omkring emnet. ❤️
Ville bare skrive tusind tusind take for at du har delt din historie. Jeg er kun i 5 uge og føler mig så forkert over min tristhed. Jeg er rigtig glad for at være blevet gravid og forstår slet ikke tristheden. Nu føler jeg mig ikke så alene ❤️
Glad for at du kan genkende dig selv og dine tanker <3
Jeg vil også melde mig på banen og sige tusind tak for læsningen. Jeg ligger her i mørket ved siden af min kæreste og googlede “gravid trist parforhold dårlig samvittighed” som førte mig til denne side. Og jeg føler mig allerede forbundet til jer! Jeg er gravid i uge 9+4 og har det bare rigtig elendigt psykisk. Dette er mig og kærestens første fælles barn og jeg har selv to børn fra tidligere forhold. Alt i alt burde det hele jo være en rigtig lykkelig situation hvor min kæreste og mine to børn virkelig glæder sig. Det er bare mig der er tynget af denne her tunge tristhed som kvæler mig dag efter dag, selvom jeg virkelig forsøger at tænke positivt. Min kæreste forsøger at forstå mig, men der er selvfølgelig også en grænse for hvor meget jeg kan forvente at han bør kunne forstå. Jeg tror og håber virkelig også at det går over og at lyset nok skal vende tilbage, men det er bare virkelig svært at stå i lige nu og her. Det er mange år siden jeg sidst var gravid, men så vidt jeg husker var første trimester også nogle svære perioder de to andre gange. Det havde jeg vidst bare glemt alt om, hvilket jo egentlig trøster mig lidt at jeg sådan har glemt.
Men at læse jeres beretninger gør min nat her lidt nemmere. Jeg plejer normalt bare at Google og læse, men jeg kunne simpelthen ikke passere forbi her uden at give mig til kende og sige “Jeg føler virkelig med jer, men yes, jeg er ikke alene… og tak!”
Jeg vælger at skrive anonymt for at ikke blive genkendt ❤️
Tak for denne rare, rare kommentar og det gør mig så glad, at så mange kvinder googler og finder dette indlæg og skriver, at det hjælper dem. Det er så nemmere at være i, når vi er i det sammen <3 Pøj pøj med graviditeten, det skal nok blive nemmere.
Hej Sofie ❤️
Jeg ved det her er et gammelt indlæg, men jeg googlede desperat her til morgen hvad der dog er “galt” med mig, jeg er i 1 trimester og er bare så trist og nede – deprimeret.
Følt en så dårlig samvittighed over det, fordi jeg dog burde være glad, jeg er jo gravid og alt er godt. Men jeg har det bare ikke godt.
Dit indlæg var lige hvad jeg manglede, Tak!
Det giver mig så meget håb og en forståelse/accept.
❤️
Det gør mig så glad, at der stadig er nogen, der googler og finder det her indlæg. Det er så rart at kunne genkende sine følelser hos andre, så man ikke føler sig så forkert <3
Dejligt skriv du har lavet! Det hjælper på humøret!
Jeg er i uge 6+3 og det er mit første barn.
Alt tyngder. Jeg er ked af det, føler ingen glæde rigtigt og er generelt bare rigtig bange og nervøs hele tiden.
Jeg lider af angst i forvejen, så tænkte det nok bare var det jeg kunne mærke. Men, i bekræfter mig i at det er mine hormonelle forandringer, der går ind og roder ved noget i sindet og kroppen.
Jeg glæder mig til at det hele letter lidt, lige nu er der absolut intet overskud og primært kun triste tanker.
Øv. Glæder mig til det bliver bedre! <3
Jeg håber, at det nu er lysnet lidt. Det kan være en svær tid og du skal vide, at du ikke er ene om de følelser, du har. Det er helt normalt og skyerne skal nok lette igen <3
Hvor er jeg glad for at have fundet dette indlæg. Trods manglende glæde og overskud føler jeg at skammen og den dårlige samvittighed er lettet en smule ved at læsningen. Det er virkelig rart at tænke på at jeg ikke står helt alene med disse tanker og følelser. Venter mit tredje (ønske)barn efter nu to spontane aborter og tror måske at blandingen af bekymringerne over at miste igen og kontant kvalme/træthed har ført mig til hvor jeg er nu, hvor jeg næsten ikke kan overskue den kommende tid. Jeg glæder mig til at få det bedre rent fysisk – det vil forhåbentlig give mig overskud og hvis jeg er rigtig heldig vender glæden så småt tilbage. <3