Vi har 3-måneders bryllupsdag i dag. Når man har været sammen i over 11 år, så er det (indrømmet) ikke det største i verden at fejre månedsdag som hr og fru.

Men det giver anledning til at tænke tilbage på en skøn dag. Som blev præcis som den skulle. Det havde regnet i måneder (eller sådan føltes det), men den 30 september, der skinnende solen. Bevares, det var ikke særlig varmt og det blæste en pelikan, men det var ligemeget.

Og især to øjeblikke fra dagen varmer mit hjerte at tænke tilbage på.

En dans på tagterrassen
Vi havde vores reception på tagterrassen af SOHO. Og det var super lækkert – og super koldt. Så efter 1,5 times tid begyndte folk at trække indenfor. Mads og jeg ville være de sidste til at gå ind. Og til sidst er vi kun mig og Mads, min brudepige og gode veninde Charlotte og Mads’ Best Man, Mathias. Dér, mens solen gik ned over København, spillede jazz-bandet pludselig en sang vi kendte. Ed Sheeran med Thinking Out Loud. Det er ikke som sådan vores sang, men jeg havde spurgt om de kunne spille den, fordi den bare har en dejlig tekst og melodi. Men det kunne de ikke sagde de, da de ikke havde tid nok til at øve den.

Der gik lige nogle sekunder før vi forstod, at vi kendte sangen og de spillede den for os. Så stod vi der med vores to bedste venner og dansede – helt alene. Det er ironisk nok sjældent, at man midt i sit eget bryllup får en stund kun med hinanden. Det var i hvert fald et øjeblik, som har gjort indtryk.

The flashmob
Vi fik kun gode taler og kun sjove indslag. Og det er i bund og grund gæsterne, der bestemmer om festen bliver god eller ej – og det blev den! Vi gik hjem før de sidste gæster og det var faktisk rigtig fedt ikke at lukke sin egen fest.

Ud over talerne, der var varme og velovervejede, så fik vi en klassisk hjemmeskrevet sang og så en lidt mere moderne sang fra Mads’ Best Man – de fleste af jer har nok set den geniale musikvideo, som også ligger herinde. Vi legede også den klassiske leg med skoen, hvor vi skal gætte, hvad hinanden svarer.

Og så til allersidst, da vi troede, at alle indslag var kommet, så begynder min mor og to familievenner at danse ude på dansegulvet. Jeg tænker straks – åh, nu har min mor øvet en dans hun gerne vil vise. Hun elsker at danse og træne ligesom min far, så det ville ikke have været helt mærkeligt. Der er en afslappet stemning. Nogle er ude at ryge og andre er i selfie-boothen, så jeg tænkte også, at der var lidt skørt at hun pludselig begyndte at danse og jeg ville gerne have, at alle skulle sætte sig, så hun kunne få mere opmærksomhed. Pludselig joiner to af vores veninder, der ellers var i gang med en selfie. Og sådan fortsætter sangen, hvor flere og flere begynder at danse samme dans. Altså, nogenlunde samme dans – den var ikke helt nem, selvom min mor påstod det efterfølgende!

Så sad Mads og jeg der, helt paf og færdige af grin mens alle vores gæster – unge som gamle stod på dansegulvet og dansede disko. Det var intet mindre end genialt. Vi fandt senere ud af, at min mor havde arrangeret en times øvedans i deres fitnesscenter med en instruktør og flere var mødt op for at øve dansen! Og dem der ikke kunne, de fik en video, så de kunne øve derhjemme.

Jeg bliver bare så rørt over, at næsten 60 mennesker stiller sig op og danser, selvom flere af dem aldrig ville indfinde sig på dansegulvet under andre omstændigheder.

Med de minder, og med en grinende og kyssende Gustav i stuen, er jeg så taknemmelig for 2017 og håber, at 2018 giver lige så meget medvind.