Jeg ville ønske, at jeg pegede fingre af nogen. Af typer, der ikke drikker, fordi det er usundt. At jeg ruller øjne af andres hellige kommentarer om druk og alkohol. Men nej. De ord ker kommet du af min mund flere gange inden for det sidste år. Og jeg hader, når jeg siger det, for jeg kan godt høre, hvordan jeg lyder. I går var min polterabend og den forbindelse har jeg gjort mig lidt tanker om alkohol, og hvor dårlig jeg er blevet til at drikke.

Jeg har ikke drukket siden januar 2016. I starten tænkte jeg, at jeg ikke skulle drikke i de måneder, jeg var gravid. Pludselig gik det op for mig, at jeg jo for faen heller ikke kunne drikke, mens jeg ammede. Bevares, jeg drak et glas her og der, men jeg var ikke ude at buldre. Jeg kunne sikkert godt amme ud, og tage en nat ude, men i den periode ammede jeg (alt for) mange gange om natten, så det var ikke lige byture, der stod øverst på listen.

Nu er jeg hverken gravid eller ammer. Og har været ude flere gange, hvor jeg også har drukket. Men min krop kan slet ikke håndtere alkohol mere. Det er helt absurd, hvordan man krop bare siger ‘ og det blev et kæmpe nej tak’, bare jeg begynder på mit 3. glas vin.

Jeg har simpelthen mistet evnen til at blive fuld på den der dejlige måde. Med varme i kinderne og god buzz. Nu går jeg simpelthen bare fra ædru til tømmermænd. Det er så pisse træls. Og tømmermændene kommer allerede om aftenen. Jeg var ondt i maven og i hovedet og kvalme. You know the drill.. Men oftest kommer den dagen efter, når man vågner helt tør i munden og med røglugtende hår og beskidte stilletter.

Siden jeg begyndte at drikke som 14-årig har jeg ikke haft halvandet år uden alkohol. Og dét kan altså mærkes på kroppen, når man starter op igen. Jeg skal sikkert bare i træning igen, men det får mig virkelig til at få øjnene op for, hvor skidt alkohol er for kroppen.

Og nej, det betyder ikke, at jeg har tænkt mig at stoppe. Måske jeg bare sætter mængderne ned. Og det gør jeg ikke kun, fordi jeg får det så fysisk dårligt af det. Det gør jeg også, fordi jeg føler et ansvar. Et ansvar for et lille menneske, der kræver min opmærksomhed fra klokken 6.30 næste dag. Vi plejer at tage hensyn til hinanden og sove hjemme hos de gamle med Gustav, så man kan få lov til at vågne alene. Men der er stadig noget i mig, der siger stop, fordi jeg skal kunne tage mig af mit barn.

Okay, nu lyder jeg igen som ‘den type’, som jeg klart ville rulle øjne af før jeg selv stod i situationen. Men jeg kan ikke gøre for det. Det er ikke et valg, jeg har taget om, at jeg vil være den slags mor. Det er bare noget Gustav gør ved mig. Ligesom han kan få mig til at undvære sammenhængende søvn i et år uden at jeg er dejset om (endnu). Han kan få mig til at glemme min sult, så længe HAN får mad og er glad – selvom jeg før i tiden var mega drama, hvis jeg ikke fik min morgenmad før klokken 9.

Min polterabend var en pisse god dag, hvor vi fik spist, leget, spillet, danset, snakket, grinet. Også i går blev jeg lidt dårlig undervejs. Når man ikke er i træning og starter med vin klokken 12 og går i seng klokken 2.30, så tager det lidt hårdt på en. Jeg tænkte, at jeg måtte virke sindssygt kedelig, fordi jeg ikke sejlede, da jeg tog hjem. Det er jo lidt en del af kulturen, at man skal blive fuld på sin polterabend. Men jeg håber (og ved) at mine veninder respekterer mine valg og min situation, og deres aften behøver jo ikke blive kedeligere af den grund.

Jeg skal bare vænne mig til ‘den nye Sofie’, som jeg er blevet. Det er ikke et bevidst valg. Det er bare sket flydende. Nogle ville kalde mig kedelig – helt fair. Men jeg kan nu ret godt lide Sofie anno 2017 og forsøger at hvile i det jeg er.