…i hvert fald ikke siden sidst jeg sagde det.

Men nu er det bare hårdt på en anden måde end da jeg gik på barsel, hvor han var det ‘eneste’ jeg skulle koncentrere mig om. Det er ikke fordi, at jobbet er hårdt (endnu). Der er sommerferie-stemning og jeg er stille og roligt blevet sluset ind i rutinerne og opgaverne igen.

Men Gustav er virkelig hård ved os på hjemmefronten. Jeg jinxede det, da jeg sagde, at vuggestue er en leg. Hver dag, vi henter ham, er vi så spændte på, hvilken dag, han har haft. I forgårs sov han 3 timer, gad ikke spise og fik øjenbetændelse. I går sov han 40 minutter, og spiste en halv pizza. Ingen dage er ens, men alle dage synes lidt svære for Gustav for tiden – og derfor også for os.

Hvis I har fulgt med fra starten, så ved I måske, at han aldrig har sovet særlig godt. Nu er den helt gal (igen). Mads og jeg bliver nødt til at lave skiftehold om natten, så én af os sover på sofaen fra 22-02-ish og så skifter vi, så den anden får lov at sove lidt. Han har helt sikkert noget med tænderne, måske er det øjet, og det er helt sikkert et slags tigerspring. For han sover maks 1-2 timer ad gangen, så skal han have lidt opmærksomhed for at falde i søvn igen. Vi er vendt tilbage til hårtørrer-appen (seriøst, hvordan kunne man være forældre før smart-phonen), som kan få ham til at falde til ro rimeligt hurtigt om natten. Så ligger man bare selv dér, klokken 2.30 med en inaverende PSHHHHHHHHHHHHHHHHHH-lyd, som efterhånden er en af de mest stressende lyde, jeg kender.

Og så er det lige gået op for mig, at jeg snart skal begynde at opdrage. Måske skulle jeg allerede være begyndt for nogle måneder siden. Han suger alt til sig i vuggestuen, og det er mig et mysterium, hvordan han blev en lille dramadronning på kun en måned. Når vi spiser aftensmad mister han hurtigt interesseren, når han selv sidder. Så skal han helst distraheres med legetøj, for at vi kan få noget mad i ham (der selvfølgelig skal leveres med vores fingre og ikke med ske). Vi kan lige VOVE på at tage hans legetøj fra ham, så kaster han armene og hovedet bagud i et skrig og et BAAAAAH.

Og når nu vi er ved skrig. Så er det endnu en ny lyd. Ikke sådan en “jeg tester lige, hvad min stemme kan”-lyd. Det er en “jeg tester lige mor og far”-lyd. Typisk i et af hans “jeg gider ingenting”-anfald. Han er nu så gammel, at det er SÅ bevidst. Han holder øjenkontakt og gør det kun, for at se, hvordan vi reagerer. Jeg siger bestemt nej eller “det gider jeg ikke høre på” – uden at smile. Jo mere vred, jeg bliver, jo større smil får jeg igen. Jeg prøver derfor ikke at blive gal, men mere bare sige indifferent, at det er en irriterende lyd, mens jeg distraherer ham med noget andet.

Uanset hvad, så går det op for mig, at jeg ingenting ved om børneopdragelse. Og det er skræmmende, at jeg nu har ansvaret for at opdrage et lille menneske til at blive en kærlig, omsorgsfuld dreng – der helst ikke skal være al for drama.

Men lad denne lille svada af ‘åh, jeg har det hårdt’ ende godt. I nat sov jeg nemlig i min seng uden Gustav (eller Mads) for første gang – nogensinde. Jeg var til polterabend og var hjemme klokken 2 – og vågnede selvfølgelig klokken 8.30. Men det er ligemeget – det er muligheden for at blive liggende i sengen, se Dybvad og drikke kaffe i sofaen og skrive det her indlæg, som seriøst ikke kan købes for penge. Jeg glæder mig til at se ham efter et døgn uden ham, men jeg har det for fedt med, at han bliver passet og jeg har en morgen HELT for mig selv.

Men hvad tror du så, der sker, når Gustav er 20 kilometer væk fra mor og skal sove kun med far som nattevagt? Han sover fandeme igennem for første gang i sit liv. Fra 22.30 til 5. 10,5 måned gammel. Sikkert første og eneste gang indtil han fylder to, hvis jeg kender mit held!

Tror konklusionen på det er, at mor helt klart skal sove mere uden baby. Det er godt for både mor og barn <3 Uanset hvad, så lad os håbe, at det var et tegn på, at han måske er ved at finde ro igen i sin lille krop, så Mads og jeg kan få overskud til andet i vores hverdag end job, baby og Netflix.